Jeg er mildest talt brugt! Mit hoved og min krop er træt, for de sidste tre uger har i den grad været spændende og begivenhedsrige – og fyldt med trampolin 🙂
Først en World Cup (se sidste blogindlæg om ny konkurrencestrategi: World Cup-reflektioner – arbejde på det mentale plan før og efter) og så nærmest direkte mod Bad Kreuznach, hvor min synkronmakker, Helena, og jeg har trænet i 12 dage. Slutteligt en Dancup i går (jeg vandt, juhuu) og en træning i dag, søndag. Nu tager jeg mentalt tilløb til næste uge, hvor der skal samles op på arbejde, og så skal jeg ind i rytmen med træning og job og det hele. Lige nu er der ikke meget fart på det tilløb… Jeg kan slet ikke få skabt overblik fordi jeg er så mættet af indtryk og noget træt. Det er desværre et kendt mønster for mig, at jeg bliver en anelse ukonstruktiv, når overblikket mangler. Jeg får svært ved at få sat gang i opgaverne, for jeg føler hele tiden, jeg har glemt noget der er vigtigere. Derfor er det i den kommende uge rigtig vigtigt for mig at holde fokus og holde hovedet koldt, så det ikke bliver selvforstærkende. Det er godt at vide, hvordan jeg reagere i pressede perioder, så jeg kan komme hurtigt ud af den igen. Selverkendelse er virkelig vigtigt. I dag skriver jeg videre her, og så tager jeg balladen i morgen – en god nats søvn hjælper ofte rigtig meget på farten på tilløbet og det efterfølgende arbejde!

Bad Kreuznach – turistheaven og træningsmekka!
Mandag d. 14. september landede Helena og jeg i Frankfurt Flughafen og tog derefter toget videre til Bad Kreuznach, der ligger ca. 80 km vest for ved floden Nahe. Det er et fantastisk smukt vinområde med vinbjerge, skove og floder. Desuden huser byen et af Tysklands to træningscentre for trampolin. Efter min mening det bedste af dem og med den bedste træner! Han er bedre kendt som ”Eisi”, og han tegner i den grad foreningen med sit engagement, tekniske fokus og sjove personlighed.

Formålet med at tage til Tyskland på lejr var at få et ordentligt skud tekniktræning. Efter knap to uger er det lige præcis, hvad jeg har fået med hjem! Der er en masse at arbejde videre med, og opgaven er nu at holde fast! Huske på i alle de gode fif, den tekniske filosofi for fx afsæt i trampolinen samt fornemmelsen af, hvordan hvert specifikt spring skal føles, når det udføres rigtigt.
Eisi går efter ”så perfekt som muligt”. Der skal springes så teknisk korrekt som man kan, for det er sådan at man opnår størst højde. Det har været fedt med de mange konstruktive rettelser med konstant fokus på det de samme ting: korrekt afsæt i dugen.
Det gav også bonus med to højderekorder på obligatorisk øvelse og større højde generelt på fri øvelse.
Eisi er ultrateknisk og ville helst pille øvelserne helt fra hinanden og træne springene enkeltvis til hvert var perfekt. Modsat er filosofien i Danmark at lave hele øvelser hele tiden og mange af dem for at opnå rutine. Jeg vidste allerede inden jeg kom, at mellemvejen er den famøse gyldne middelvej, for jeg har boet og trænet i Bad Kreuznach med Eisi i et halvt år i 2013 inden min skade. Jeg var derfor opmærksom på at holde fast i at lave hele øvelser her to måneder inden VM, men samtidig suge til mig af de tekniske guldkorn.
Det er så godt at få sat tingene i perspektiv og få så meget med hjem efter sådan en lejr. Det kan være svært at holde sig selv fast i alle de gode og ikke endnu indarbejdede teknisk korrekte afsæt, når man lander i hverdagen i kolde Danmark. Men jeg vil gøre mit bedste, for det er nøglen til at springe højt, og det er nu engang en tredjedel af pointene til en trampolinkonkurrence!
To turister
Ud over de to træninger om dagen, som de fleste dage gik med, så kom vi også ud og opleve en masse! Jeg synes, det er nemmest at forklare i billeder! Vi kom nemlig langt omkring og oplevede rigtig mange spændende ting! Der er ikke plads til alle billederne, så det er bare nogle af de ting vi har oplevet ved siden af træningen – se med herunder 🙂










