Måned: september 2015

Jeg er mildest talt brugt! Mit hoved og min krop er træt, for de sidste tre uger har i den grad været spændende og begivenhedsrige – og fyldt med trampolin 🙂

 

Først en World Cup (se sidste blogindlæg om ny konkurrencestrategi: World Cup-reflektioner – arbejde på det mentale plan før og efter) og så nærmest direkte mod Bad Kreuznach, hvor min synkronmakker, Helena, og jeg har trænet i 12 dage. Slutteligt en Dancup i går (jeg vandt, juhuu) og en træning i dag, søndag. Nu tager jeg mentalt tilløb til næste uge, hvor der skal samles op på arbejde, og så skal jeg ind i rytmen med træning og job og det hele. Lige nu er der ikke meget fart på det tilløb… Jeg kan slet ikke få skabt overblik fordi jeg er så mættet af indtryk og noget træt. Det er desværre et kendt mønster for mig, at jeg bliver en anelse ukonstruktiv, når overblikket mangler. Jeg får svært ved at få sat gang i opgaverne, for jeg føler hele tiden, jeg har glemt noget der er vigtigere. Derfor er det i den kommende uge rigtig vigtigt for mig at holde fokus og holde hovedet koldt, så det ikke bliver selvforstærkende. Det er godt at vide, hvordan jeg reagere i pressede perioder, så jeg kan komme hurtigt ud af den igen. Selverkendelse er virkelig vigtigt. I dag skriver jeg videre her, og så tager jeg balladen i morgen – en god nats søvn hjælper ofte rigtig meget på farten på tilløbet og det efterfølgende arbejde!

 

 

Bad Kreuznach – turistheaven og træningsmekka!

Mandag d. 14. september landede Helena og jeg i Frankfurt Flughafen og tog derefter toget videre til Bad Kreuznach, der ligger ca. 80 km vest for ved floden Nahe. Det er et fantastisk smukt vinområde med vinbjerge, skove og floder. Desuden huser byen et af Tysklands to træningscentre for trampolin. Efter min mening det bedste af dem og med den bedste træner! Han er bedre kendt som ”Eisi”, og han tegner i den grad foreningen med sit engagement, tekniske fokus og sjove personlighed.

 

Formålet med at tage til Tyskland på lejr var at få et ordentligt skud tekniktræning. Efter knap to uger er det lige præcis, hvad jeg har fået med hjem! Der er en masse at arbejde videre med, og opgaven er nu at holde fast! Huske på i alle de gode fif, den tekniske filosofi for fx afsæt i trampolinen samt fornemmelsen af, hvordan hvert specifikt spring skal føles, når det udføres rigtigt.

Eisi går efter ”så perfekt som muligt”. Der skal springes så teknisk korrekt som man kan, for det er sådan at man opnår størst højde. Det har været fedt med de mange konstruktive rettelser med konstant fokus på det de samme ting: korrekt afsæt i dugen.
Det gav også bonus med to højderekorder på obligatorisk øvelse og større højde generelt på fri øvelse.

 

Eisi er ultrateknisk og ville helst pille øvelserne helt fra hinanden og træne springene enkeltvis til hvert var perfekt. Modsat er filosofien i Danmark at lave hele øvelser hele tiden og mange af dem for at opnå rutine. Jeg vidste allerede inden jeg kom, at mellemvejen er den famøse gyldne middelvej, for jeg har boet og trænet i Bad Kreuznach med Eisi i et halvt år i 2013 inden min skade. Jeg var derfor opmærksom på at holde fast i at lave hele øvelser her to måneder inden VM, men samtidig suge til mig af de tekniske guldkorn.

Det er så godt at få sat tingene i perspektiv og få så meget med hjem efter sådan en lejr. Det kan være svært at holde sig selv fast i alle de gode og ikke endnu indarbejdede teknisk korrekte afsæt, når man lander i hverdagen i kolde Danmark. Men jeg vil gøre mit bedste, for det er nøglen til at springe højt, og det er nu engang en tredjedel af pointene til en trampolinkonkurrence!
To turister

Ud over de to træninger om dagen, som de fleste dage gik med, så kom vi også ud og opleve en masse! Jeg synes, det er nemmest at forklare i billeder! Vi kom nemlig langt omkring og oplevede rigtig mange spændende ting! Der er ikke plads til alle billederne, så det er bare nogle af de ting vi har oplevet ved siden af træningen – se med herunder 🙂

 

 

 

 

 

 

I skrivende stund sidder jeg ”i mit andet hjem” i Tyskland. Jeg nåede ikke engang at være hjemme i mere end et halvt døgn efter weekendens World Cup, så var det igen fat i kufferten og af sted til lufthavnen. Denne gang i direkte linje mod Frankfurt og derefter tog til Bad Kreuznach – det sted den her blog blev til!
Det er fjedre dag, så jeg vil vente med at berette om alle de mange tanker, jeg sikkert får gjort mig hernede, til senere. Jeg vil derimod gerne evaluere på den nyligt overståede World Cup i Spanien, der var intet mindre end den første i tre år(!) for mit vedkommende! Inden afgang havde jeg en rigtig god samtale med min sportspsykologiske konsulent fra Team Danmark. Der er sket rigtig meget for mig de sidste tre år, jeg vil faktisk betegne det som de mest udviklende år i mit liv. Jeg flyttede til Tyskland (de første indlæg på denne blog er fra mit halve år i Tyskland) og i sommeren 2013 blev jeg skadet (se “Første gang tilbage ved tasterne”). Den to år lange skadesperiode har i den grad fået mig til at vokse mentalt og alle de nye tanker og den store selvforståelse har været med til at rydde op på første etagen i mig.

Det var altså en ny udgave af trampolinspringeren Maila Walmod, der gjorde klar til World cup end hende, der sidste gang stillede op på den internationale trampolinscene.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg reagere på i forskellige situationer og at skille tingene ad. Der er to ting jeg vil tage fat i, der var anderledes for mig ved debuten for ”den nye Maila”. En var forberedelsen og en anden var håndteringen af selve konkurrencen.

Ingen præ-konkurrence-psykose?!

Jeg fandt i Tyskland ud af et handlemønster, jeg ofte landede i inden store konkurrencer. I de sidste ugers optakt begyndte jeg at hæve forventningerne til mig selv, fordi jeg viste, at jeg til den nært forestående konkurrence skulle top-performe. Det gjorde ofte, at jeg blev dybt frustreret over småting. Jeg ville gøre alt perfekt og endnu bedre end mit eget niveau, og jeg blev derfor skuffet i træning og godt gammeldags sur, når det så ikke virkede. Ikke virkede betød egentlig ikke, at jeg nødvendigvis sprang dårligt, men bare, at det, jeg normalt lavede og som svarede til mit niveau, for mig at se ikke var godt nok. Jeg hev mentalt mig selv væk fra hvad jeg kunne og fokuserede på et drømmebillede af hvad jeg burde kunne.

Som regel kulminerede dette med en tudetur 1 til 2 uger inden konkurrence, hvor ”det hele også bare kunne være lige meget!”

Den famøse tudetur var hver gang en lidt dramatisk måde at komme tilbage til virkeligheden og til mit eget niveau. Men den første frem til det vigtige: at acceptere, hvad jeg formåede på daværende tidspunkt og arbejde ud fra det rigtige udgangspunkt. Herfra var jeg mere afklaret med mit niveau og kunne træne bedre. Denne yoyo-tur tog jeg næsten hver gang, der kom en stor konkurrence. Jeg lod mig påvirke virkelig meget af forventningspresset inde og udefra.

Denne gang var jeg meget bevidst om ikke at begynde at bekymre mig for meget om World Cup’en. Jeg vidste jo, at afrejsen ville ligge som planlagt uanset hvordan jeg trænede. Jeg kunne ikke ændre, at de andre ville være virkelig dygtige. Jeg kunne kun træne videre og gøre mit bedste. I stedet for at sætte kravene op til mig selv, så øgede jeg i stedet fokus og koncentration i træning og prioriterede kvalitet. Selvom der kom fejl og mangler undervejs i diverse træningers øvelser (som der altid gør), så holdt jeg fokus på, hvad jeg kunne lære af det og gøre bedre, og gemte aktivt den kommende konkurrence lidt væk i hjernekisten.

Det var en rigtig god oplevelse! Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg er blevet bedre til at have fokus og kvalitet i min træning og tage ansvar. Jeg styrer selv, hvad jeg vil opnå og kan derfra planlægge. Og når man er opmærksom på det, så kommer der mere kvalitet i træningen.

 

 

Forskellen på forventninger og nervøsitet

Inden afrejse lagde jeg en strategi for World Cup’en under samtalen med den sportspsykologiske konsulent. Jeg havde mærket efter, og kunne pludselig se mig selv i et helt nyt lys i konkurrencesituationen. Jeg blev opmærksom på følgende:

 

• Jeg har altid troet, jeg arbejdede bedst med et meget lavt spændigsniveau. Det er faktisk ikke rigtig. Jeg arbejder bedst med lavt forventningspres fra mig selv, men måske kunne jeg i stedet bruge en mere offensiv tilgang til konkurrencen. Jeg skal jo op på trampolinen og vise hvad jeg kan!

 

Det var helt nyt for mig at kunne skille tingene ad og sætte ord på. Jeg har altid troet, at jeg havde brug for et virkelig lavt spændingsniveau i forbindelse med konkurrencer, fordi jeg har troet nervøsitet og forventningspres var det samme. Jeg har derfor talt konkurrencen ned og prøvet at lade som om det bare var træning. Det har på sin vis fungeret, men nogle gange har der ligesom manglet noget.
I lænestolen med konsulenten slog det mig, at jeg har brug for adrenalinen, der gør min krop klar til at performe. Jeg har brug for at have det ekstra fokus. Jeg har brug for mere offensiv indstilling, for det kan give mig mere selvsikkerhed.

Forventningspresset skal jeg lære at håndtere. Det er der i mere eller mindre grad hver gang, men frem mod VM vil kunsten være at håndtere det på en god måde, så det ikke påvirker mig negativt.

 

I konkurrencen følte jeg mig meget mere afklaret end jeg har prøvet før. Hvis tankerne begyndte at kredse om forventningerne – fx om resultat, eller hvad andre måske tænkte om mig – så bemærkede jeg tankerne og trak mig aktivt væk fra dem. De må godt være der, men jeg vælger ikke at beskæftige mig med dem og rette fokus enten væk fra konkurrencen, fordi der stadig var to dage, en dag eller et par timer til jeg skulle på, eller mod hvad jeg skulle huske i mine øvelser.
En meget bedre strategi for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har resten af efterårets konkurrencer til at prøve denne af igen, finpudse og finjustere.

I alle sportsgrene er første etage afgørende for præstationen. Hjernen kan flytte bjerge. Det er her tro, håb og vilje bor, og her de skal passes og plejes og forfines. Det er min opgave som atlet at træne mig selv på dette diffuse område. Hele tiden lede efter, hvad der kan gøres bedre. Blive bedre til at mærke, hvad der fungere og hvad, der ikke længere gør. Der er ingen lette veje på det mentale område, men det er proces. Jo mere specifikt man kan sætte ord på sig selv, jo flere redskaber har man at arbejde med.

Det virkede denne gang for mig, og jeg har erfaring at tage med videre. Samt et godt resultat til første World Cup i tre år! Jeg ko i top 30 individuelt og blev nr. 12 i synkron med min makker. Nu fortsætter træningen i trampolinhallen, i styrkelokalen og på øverste etage, hjernen, frem mod VM!

 

Jeg har haft flere spændende samtaler med min gamle, savnede træningsmakker om, hvorvidt supplerende træning er godt for mig eller ej min omfattende fodskade taget i betragtning. Der er argumenter for og imod den supplerende træning, jeg har ved siden af min trampolintræning, og jeg vil i dette blogindlæg prøve at forklare nogle af dem. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Hvorfor er mental sundhed så vigtigt? Og hvad jeg synes er vigtigt at huske, når der skal træningsplanlægges:

 

I perioden efter min skade, det første år især, var det virkelig begrænset, hvad jeg kunne lave af fysisk aktivitet. Jeg fik ondt af al træning. Uanset om det var trampolin, styrke eller noget så banalt som at gå en tur. Og mange ting var helt udelukket – konditionstræning var umuligt. Hvorfor så lave andet end trampolin? Skulle jeg helst bruge kræfterne til træning kun på at springe trampolin?

Det var et spørgsmål, jeg blev stillet i løbet af sidste sommer, da jeg begyndte at springe igen. Det kunne have været en måde at gøre det på: koncentrere kræfterne om min sport, trampolin, så jeg ikke mistede træningstid på grund af den supplerende træning.

Men jeg har valgt at holde fast i de træninger, der fx er styrketræning, fysisk træning eller yoga. Hvorfor?

Fordi det gør mig glad.

 

Jeg har hen over denne sommer endelig fået et niveau efter min skade, hvor jeg har 5-7 trampolintræninger om ugen igen. Det har været en lang kamp, og derfor værdsætter jeg virkelig, at kunne springe igen. Ville jeg kunne springe endnu mere, hvis jeg ikke havde anden træning ved siden af? Måske. Hvorfor så lave andet end trampolin?

Fordi det gør mig glad.

 

Svedende yoga, supplerende styrketræning og social optankning

Især mens jeg stadig var meget fysisk hæmmet af min skade, så var det faktisk slet ikke sjovt at springe trampolin. Udbyttet af en træning opvejede slet ikke frustrationerne og smerterne og tvivlen. Derfor har det været vigtigt for mig at have noget andet ved siden af, som jeg har følt har haft værdi for mig. Det har givet glæde og noget at fokusere på, når trampolin var mere ned end op i perioder.

Jeg føler desuden, den supplerende træning udvikler mig som atlet, da det for mig er vigtigt at have fysikken i orden. Jeg er igennem de sidste to år blevet stærkere end jeg nogensinde har været. Engang tog jeg måske marginalt flere kg i squat, da jeg trænede det kontinuert, men nu er jeg i stedet mere velkoordineret, eksplosiv, smidig og grundlæggende fysisk stærk i hele kroppen.

Vigtigst af alt har jeg holdt hovedet oven vande i den sværeste periode i mit liv indtil nu. Det har jeg gjort ved at havde noget ved siden af, der var godt for mig mentalt.

De sidste to år siden jeg blev skadet har jeg dyrket både poledance, hot yoga, spinning og taget et kursus i havkajak. Desuden har jeg styrketrænet selv og haft fysisk træning med både en af Team Danmarks fysiske trænere og senere med Sportsbasics. (Grundet min lange skade kunne jeg ikke levere resultater, og dermed måtte jeg ikke fortsætte med fysisk træner fra Team Danmark)…..

Det sidste år har jeg haft fysisk træning med Mats Mejdevi og Sportsbasics, og jeg har i den grad kunne mærke forbedringer fra jeg startede og til nu.
Der står stadig fysisk træning i kalenderen, og det er virkelig en højdespringer hver uge! Her træner jeg sammen med andre atleter fra andre sportsgrene i fysisk basistræning, der i den grad har givet grundstyrke, koordination og glæde. Især det sidste er (igen) grunden til, at jeg fortsætter – selvom jeg nogle gange er øm i foden til trampolintræningen senere på dagen.

 

Mental sundhed giver fremgang

Kort sagt: Jeg har valgt at blive ved med den supplerende træning, fordi den gjorde mig glad. Det gør den stadig, og derfor synes jeg, at det er vigtigere. Måske havde det for andre været pileflet eller at spille saxofon? Lige i mit tilfælde på nuværende tidspunkt i mit liv handler det om supplerende træning, som jeg glad for.

En glad Maila kan meget bedre få dagligdagen til at hænge sammen. Mental sundhed betyder for mig at være nogenlunde afbalanceret med mig selv og føle, at det, jeg laver, har værdi for mig. Livet er aldrig en lang dans på roser, men overordnet set skal du føle, at du er i gang med noget, du er tilpas i og som er vigtigt for dig.

Den mentale sundhed er virkelig vigtig, når du er presset, uanset om det er af smerter, som det har været for mig, eller af noget andet. Når den ikke er der, så er udfordringen at genskabe den mentale sundhed samt at finde nye eller genfinde gamle værdier.

Så når kalenderen siger fysisk træning, så er det for mig to ugentlige træninger med ”smil-på-læben”- og ”sved-på-panden”-garanti i godt og inspirerende selskab med andre dygtige atleter. Jeg kan i svære perioder aktivt vælge at fokusere på dette og lade mig glæde over fremgangen i styrke, smidighed eller koordinering. Når træningen i trampolinen kører (som i øjeblikket – jeg har fx lige lavet ny  Danmarksrekord i sværhed for damer, yayy), så er det jo bare forstærkende at have den supplerende fysiske træning.

 

 

Honningkrukker og hot yoga

Jeg har altid været glad for at have noget ved siden af trampolintræningen, der kan ligge og vente på mig i løbet af ugens pressede kalenderprogram. En af mine gode venner kalder det ”honningkrukker”. En rigtig sød metafor for en rar begivenhed i nær fremtid, og man kan nærmest se Peter Plus for sig, der glæder sig til at komme hen til den lækre honningkrukke og stikke poten i den,

Ting, du ser frem til skal ske, kan du vælge at se som små metaforiske honningkrukker.

 

Når træningen bare er træls og kroppen gør ondt, så er det skønt at have et behageligt afbræk fra det, mit liv ellers drejer sig om, trampolin.

Jeg har før gået til blandt andet mavedans, yoga, zumba, fitness-step, spinning og pole dance. Nu er det fysisk træning, hot yoga og intervalpas på cyklen (i det omfang min fod tillader det) ved siden af trampolin. Vigtigst er, at jeg glæder mig til træningen – på dage hvor trampolin driller, så er det bare en anden type træning, jeg ser frem til.

 

Husk at glæde trumfer

Når motivationen er presset, så er det altså vigtigt, at have noget i hverdagen, der får smilet frem og hæver humøret. Som atlet kan du meget hurtig have alle de fine æg i den famøse kurv – den samme kurv. Hele identiteten er bygget op om det samme, sporten. Det kræver stort fokus og dedikation at blive rigtig god i en sportsgren. Men det kan samtidig være skrøbeligt, hvis du er presset og lav på humørbatterierne. Så en lille bitte del må godt bruges på noget andet, hvis du spørger mig.
Det har virket for mig. Det har været min måde at komme igennem. Selvom det objektivt set havde været det bedste kun at springe på trampolin og resten af tiden sidde stille med foden oppe, så gav det bare ikke nok mentalt for mig i en periode. Jeg har suppleret med andet, som jeg er blevet glad af. Ting, jeg har fået ladet batterierne op af.

Det er en individuel vurdering og beslutning, og for mig har det her været det rigtige. Måske kan det også være vejen for dig? Ellers så er mit budskab:

 

Mental sundhed er grundstenen for at kunne udvikle dig.

I dag har jeg lige været ude og hente en gang lyserøde lækkerier – mums! Det er Rawbites proteinbarer, jeg her refererer til, da deres indpakningspapir er lyserødt. Ordspillet passer derfor godt på barernes udseende og på deres gode smag 🙂

Jeg er blevet Rawbite Ambassadør i min optakt til VM på hjemmebane i november (26.-29. november 2015 i Sparekassen Arena Fyn) og er rigtig glad for at være med i et godt netværk af engagerede og dedikerede folk og atleter med forkærlighed for god kvalitet og naturlige råvarer!

Det har fået mig til at tænke på grunden til at jeg tog kontakt til det danske firma, der producerer de velsmagende, varierede barer: Madlogistik!

Bananen nederst i tasken….

… Er bare ikke særlig sjov at få fat i, efter den tabte i kampen om at ligge øverst, så den i stedet er at finde i lettere sølle tilstand efter at være blevet tromlet ned eller måske endda knock-out’ed af kondisko og vanddunk. Når jeg er af sted på arbejde og til en eller to træninger, så kører det hele ud i et – jeg tager direkte fra det ene til det næste og lever derfor primært af madpakker. Det er tit svært at estimere og få planlagt alle måltider for en hel dag, når jeg er af sted fra 9 til 21 de fleste dage – og sammen med bananen ligger en lidt småtræt sandwich og hygger sig under vægtløftningsskoene i træningstasken, der følger mig hele dagen.

Jeg er endelig begyndt at kunne træne mere hen over sommeren og er nu næsten oppe på det antal trampolintræninger, jeg havde før jeg blev skadet. Til gengæld har jeg lagt mere supplerende træning på, og det har gjort mig stærkere end jeg var før. Nu er der under tre måneder til VM og jeg føler virkelig, at jeg rykker mit niveau. Det er altså tid til at holde fokus på træningen frem for dagligdagens udfordringer.
Vi har mange dage aftentræninger, da trampolin (desværre!!!!) ikke er en sport, hvor man kan leve professionelt. Derfor ligger træningen på tidspunkter, hvor de fleste har fri fra skole og arbejde, dvs. oven i aftensmaden.

Lige pludselig er det et større regnestykke at få pakket og spist fornuftigt og rigtigt (og især billigt!) i løbet af dagen og samtidig en kamp mod træningstaske og temperatur at få holdt madpakken nogenlunde frisk…

Det er her en lyserød lækker sag kan hjælpe ret meget. Er der ikke blevet estimeret rigtig og måske pakket for lidt mad til dagen, så kan den redde energiniveauet inden træning. Det er også et godt restitutionsmåltid efter træning, for at få fyldt de flade kulhydrat- og proteinbatterier op igen til.

Jeg prøver generelt at spise aftensmad som restitutionsmåltid, men nogle gange kan det godt kokse i løbet af de lange dage – og så klarer en indpakket bar sig bare bedre end en banan i den overfyldte træningstaske!

Jeg er super glad for at sætte gang i samarbejdet og tror, at jeg, udover de gode proteinbarer, fremover også vil hente nogle af de andre skønne smagsvarianter i sortimentet, der nu omfatter 8 forskellige, mums 🙂