Det lange derfor…

Det et svært blogindlæg at skrive det her for der er så mange ting jeg gerne vil skrive om! Især nu der er gået tid, så er det som om ting bare samler til bunke. Men jeg sidder aktuelt i Bangkok lufthavn og skal først flyve videre til Auckland om 10 timer, så jeg har lovet mig selv endelig at skrive det. About time. Skrive om reaktion og reflektion oven på DM… der var i maj! Better late than never eller sådan noget..

Det kan godt blive lidt trampolinteknisk, og det er i hvert fald forklaret med mange ord. Det afspejler nok bare, hvor vild en oplevelse det var at springe DM 2,5 år efter, jeg brækkede nakken og aldrig troede, jeg ville kunne springe igen. Men også fordi jeg synes, der er nogle spændende aspekter i de ting, jeg gjorde op til konkurrencedagen, der udmøntede sig i en uforglemmelig oplevelse og som jeg gerne vil dele.

Det er halvanden måned siden, jeg stillede op til DM i trampolin. Inden da havde jeg uploadet det forrige blogindlæg, der omhandlede hele baggrunden for at gøre det (”Det lange hvorfor”).

Det blogindlæg samt de mentale forberedelser, jeg havde gjort mig inden, var min til dags dato bedste forberedelse til og gameplan for en konkurrence!

Ud over den følelsesmæssige rutchetur over at sejre over min egen frygt, så vandt jeg faktisk også. Mit 8. DM-guld i trampolin. Det var manifestationen på hårdt mentalt arbejde – men det var følelsen af at have gjort dét, der gjorde det specielt. At have trodset mine egne forestillinger og at have fundet et nyt og stærkt værdigrundlag at handle ud fra. Det var den største sejr og det, der fik tårerne til at trille efter den sidste øvelse i finalen.

Det vil jeg forsøge at uddybe lidt og beskrive nogle af de ting, der gjorde, at 25/5/19 blev en skelsættende dag for mig, og hvad jeg gjorde anderledes, end jeg har gjort før.

”Forbered svaret på det, du frygter, folk tænker om dig”

Det var, som jeg beskrev i forrige blogindlæg, den opgave jeg fik af min behandler (hvis du ikke har læst det så er linket her). Det var en ret hardcore en, men også en effektiv måde at blive meget skarp på, hvad er mine værdier, mit formål. Skarp på mit hvorfor.

Netop at klarlægge hvorfor er helt essentielt for både kortsigtede og langsigtede mål og projekter. Det skaber mening, og når der så uundgåeligt mødes modstand, så kommer man igennem, fordi der stadig er mening, formål og retning. Jeg ser et stærkt hvorfor som et værdikompas; når tingene går skævt og slås ud af kurs, så kender jeg stadig retningen.

Første skridt var som beskrevet at efterforske min egen frygt for, hvad jeg tænkte andre ville tænke om mit projekt. Den del var den mest skræmmende. Men at have svaret klar og øve mig i det inden, gjorde mig stærkere og stærkere på mit hvorfor og på mine værdier.

Når en frygtsom tanke eller fortolkning dukkede op i mit indre, så var jeg klar med et mentalt værdibaseret svar: Derfor.

På dagen var jeg ikke længere i tvivl. Jeg vidste præcis, hvorfor jeg var der, svaret var nærmest mejslet ind. Alle de frygtsomme tanker, der kunne titte frem, kendte jeg. De blev bare hilst på, fik et stærkt hvorfor-svar kylet imod sig i mit hoved og forsvandt nærmest hurtigere, end jeg nåede at registrere dem. Det var nyt. Det var nyt at tanker om andres tanker (som vi nok alle render rundt med mere eller mindre ubevidst) ikke var en underliggende udfordring, jeg prøvede at holde nede, men derimod noget jeg hilste velkommen og fuldstændig overrumplede med mit værdikompas. Min retning var helt klar. Jeg var der for mig selv og det var mit projekt om at stå der på trods og at vinde over mig selv (læs evt. forrige indlæg).

Visualisering af hele pakken

Jeg har gennem min trampolinkarriere øvet mig meget på visualisering. På engelsk skelnes mellem visualization og imagery, hvor den første er knyttet mest til den synsmæssige mentale repræsentation og den sidste til både dette men kombineret med flere sanser. Det er den sidste, jeg har gjort brug af, men for nemheds skyld, kalder jeg det ”visualisering” her.

Jeg har før meget livligt og med brug af mange sanser forestillet mig mine øvelser. Set konkurrencehallen for mig, mærket konkurrencedragten, trampolindugen under mine fødder, hørt fjedrende, når jeg sprang, og på den måde øvet mig i mine øvelser, mens jeg lå på ryggen i min seng. Nogle gange på vej i shuttlebussen til internationale konkurrencer eller når det lige slog mig op imod mesterskaber. Selv med åbne øjne (og nok med et lidt dagdrømmende udtryk trods alt) har jeg kunnet se og mærke springene.

Det jeg gjorde anderledes denne gang var, at jeg tog den følelsesmæssige del med. Før i tiden har jeg, når jeg visualiserede, prøvet at berolige mig selv og dermed været sådan lidt zen-agtig, når jeg forestillede mig trampolinøvelser i dragt i konkurrencehallen. Helst upåvirket af nerver.
Nu her gjorde jeg det modsatte. Jeg greb fat i suget i maven og gik ind i det. Gjorde nervøsiteten større. Forestillede mig det sværeste vilkår. Fx en sketchy one-touch lige inden jeg skulle springe finale (one-touch er 30 sekunder man må prøve konkurrencetrampolinen inden selve konkurrencen starter), at være til sidst i feltet, så der var ekstra pres på, at springeren lige inden mig havde lavet en vildt god øvelse eller at jeg havde dårlige indspring. I de mentale settings trænede jeg at komme tilbage fra følelser og forstyrrelser til hvorfor jeg var der. Mærkede hvordan det hele føltes med udfordrende vilkår og nervøsiteten boblende, og forestillede mig, hvordan jeg refokuserede, zoomede ind og til trods for forstyrrelserne lavede en sublim øvelse. Jeg gennemgik den hver aften i de tre uger, fra datoen hvor jeg havde tilmeldt mig – på forskellige trampolinopstillinger og med forskellige øvelser indtil jeg lagde mig fast på en endelig øvelse.

Da jeg stod i trampolinen i finalen var alt det, jeg havde forestillet mig, sket. Jeg førte og skulle springe til sidst og springeren lige inden lavede en god øvelse. Men den nervøsitet, jeg mærkede, var velkendt og nem at håndtere, for jeg havde jo øvet mig. Jeg har aldrig haft nemmere ved at refokusere og zoome ind. Jeg havde jo mentalt stået der 100 gange. Og uanset hvor dårlige mine indspring blev, så havde jeg også været i den situation i mine tanker. Så der var en underlig ro blandet med den mentalt velkendte (og til tider fremprovokerede) spænding i min krop, da jeg stod i trampolinen. Dragten føltes, som jeg havde forestillet mig det. Sommerfuglene var vante og nemme at lægge i baggrunden for at fokusere på øvelsen jeg skulle i gang med. Det var nemt at glide ind i fokus, og da jeg startede øvelsen tog det ene spring det næste. For anden gang den dag lavede jeg en fri øvelse, som jeg havde set mig selv lave 100 gange, men endnu ikke havde sprunget fysisk på det niveau i træningen inden selve DM-konkurrencen. Jeg havde jo kun sprunget to gange om ugen og kun i nogle måneder op til. Men min mentale forberedelse har aldrig været med større kvalitet end her.

”Det bliver en god dag”

Hvis nogle ikke havde opdaget det, så er jeg helt forlibt i podcasts (oh yeah!), der kan udvide min verdensforståelse eller give et par nye perspektiver. En gamechanger var for mig også en podcast med Dr. Daniel Amen på Jay Shetty’s podcast ”On Purpose”. Der er mange spændende ting at tage med, men en af dem jeg specifikt brugte og implementerede med det samme var følgende:

  • start dagen med at tænke ”det bliver en god dag”, for så begynder hjernen at lede efter grunde til, at det bliver det. Den udvidede jeg til ”det bliver en god dag på lørdag” hver gang mine tanker faldt på DM.

Og det gjorde det. Det blev en dag, jeg så frem til og nød.

Det princip har jeg derfor brugt efterfølgende. Min neurofysiologi-eksamen, der lå kort efter (den havde vist heller ikke fået så meget attention undervejs, fordi jeg lige selv skulle lægge et til to ekstra træningspas ind i ugen) blev krydret med ”tirsdag/i overmorgen/i morgen/i dag bliver en god dag”. Og det blev det. Og ”det bliver en god flyvetur og afrejsedag”. Og nu sidder jeg i Bangkok på vej af sted på eventyr på udveksling!

At vinde DM igen var vildt syret. Jeg har aldrig oplevet så meget support fra mit eget netværk og jeg er dybt taknemmelig! Overraskende få har til gengæld opfordret mig til at tage stilling til, om det fører til mere end et DM. Det har faktisk mest været folk, der ikke har forbindelse til sporten, der har spurgt “og hvad så nu, Maila?“. Og det er et godt spørgsmål. Og svaret er afhængigt af mange faktorer. Til at starte med er det vigtige, om det er sjovt og tilgængeligt.

Det er en finurlig full circle på den her blog, der startede som trampolin-rejse-blog, blev til kom-tilbage-fra-skade-blog da jeg kom til skade med foden i 2013, blev til genfind- eller nærmere nyopfind-min-identitet-blog efter ulykken med nakken i 2016, og så igen blev kom-tilbage-fra-skade-blog og nu bliver en rejse-og-refleksions-blog.

Hvem ved, måske der er tid til at hoppe lidt i Auckland? Det vil tiden vise! Der kommer i hvert fald nok nogle updates og betragtninger her i løbet af det næste halve år. At blive revet ud af dagligdagens vaner, at være alene et fremmed sted og dermed at blive tvunget til at reflektere og mærke efter skaber bestemt stof til blogindlæg. Det er skræmmende, men vist også ganske sundt… Man kan kalde det en anden form for re-check på det der med værdier og hvorfor. Jeg fortsætter med andre ord med at fintune mit værdikompas – om lidt på den anden side af kloden…

Stay tuned!

– M

Foto: Henrik Delfer