Første gang tilbage ved tasterne…

Så blev navnet ændret på bloggen, for jeg flyver ikke så højt for tiden, og jeg er ikke bosiddende i Tyskland længere. Det har jeg faktisk ikke været længe. Og det føles som endnu længere tid, end det reelt er, for der er sket så afsindigt meget – meget livsændrende både fysisk og psykisk.
D. 5. juli 2013 satte jeg af til et spring et par vinkler for stejlt og landede dermed lige præcis med forreste del af venstre pote på kanten af springgraven (til dem, der ikke kender en sådan en, så er det et hul i gulvet med skumgummi, som man kan springe fra en trampolin eller andet gymnastikredskab ud i og dermed lande blødt. Så kan der trænes svære momenter).
Det jeg bliver mødt med er ofte, “det var da dumt”- eller “se bare, trampolin er farligt”-attituder. Men det var slet ikke sådan det foregik. Jeg prøvede at passe på mig selv! Jeg har ofte fortalt mine venner og bekendte denne historie, for jeg har stadig brug for at retfærdiggøre og være harm over hvordan og hvor uheldigt, det forløb den julidag på træningslejr i Århus Springcenter. Her er hændelsen på skrift
(Har lagt et par billeder med også, der viser hvordan foden så ud. Intet åbent og ulækkert, men den var sør’me ikke frisk at se på… Bare så det er meldt ud, at de er der længere nede):

Landsholdet i trampolin holdt sommeren 2013 træningslejr i Århus Springcenter, som for en gymnast er et rent slaraffenland! Der er alt til idrætsgymnastik, teamgym og i den uge var der også stillet trampoliner op til seks dages træningslejr. Jeg havde glædet mig!
Efter seks måneder i Tyskland havde jeg virkelig set frem til at se alle og til at vise, hvad jeg havde lært, og at jeg var i god form og kunne give den gas hele ugen. Det blev desværre ikke helt som forventet.
Som man nogle gange siger, at man kan få det forkerte ben ud af sengen og have en Tycho Brahe-dag, så fik jeg vist det absolut helt forkerte ben ud af flyet fra Tyskland til Danmark, og det blev kvitteret med en Tycho Brahe-uge! Alt muligt gik galt den uge. Kufferten kom og var smadret, bilen gik i stykker, der var stress og jag omkring at få flyttet nogle ting fra det kollegieværelse, jeg havde sagt op for at blive endnu et halvt år i Tyskland, der var presset program med arbejde, familiefødselsdage, træninger og flytning, der blev besværliggjort gevaldigt og gjort noget dyrere af den pokkers bil, der skulle fikses. Plus alle mulige småting, der samlet set gjorde dagene op til træningslejren noget rodede og langt fra den forventede fryd og gammen.
Så jeg glædede mig til at tage til Århus, hvor der heldigvis ikke kunne gøres hverken fra eller til med alle de uinteressante ting. Jeg skulle bare træne – fedt!
Der gik lige præcis halvandet døgn på lejren, så kunne jeg ikke bukke med ned, fordi min ryg havde sat sig. Not what I needed, når jeg nu havde glædet mig til at vise, at jeg var vant til træning hver dag og havde planer for nye spring, jeg skulle lære.
For en gang skyld lyttede jeg til kroppen, og tog til en kiropraktor, der “ground’ede” mig helt. Ryggen sad vind og skævt, men han tryllede og knækkede og fik rettet mig op igen. To dage efter, som jeg havde brugt på at surmule lidt, se de andre træne og planlægge, hvad jeg ville lave, når jeg fik grønt lys til at springe, hoppede jeg op på trampolinen igen til formiddagstræningen og startede blidt ud med at træne nogle enkle ting.
Men det var fem træninger, jeg havde misset, og på min to-do-liste for træningslejren stod “full in rudy” (forlæns dobbeltspring med hel skrue i første salto og halvanden i sidste, et spring jeg ikke havde lavet endnu), så da jeg var færdig med den lette træning, tog jeg en beslutning.
Hvis jeg skulle passe på ryggen, så ville det måske ikke være smart at forsøge sig med det nye spring med skrue i slutningen, full in rudy, i trampolinen. Hvis jeg fx underroterede, ville der komme pres på ryggen med en foroverbøjet landing med skrue. Jeg ville i stedet prøve at lave det i springgraven.

Det skal indskydes her, at jeg aldrig har brudt mig om at springe i springgrav. Jeg var lidt misundelig på drengene, der legede og udfordrede hinanden til vilde spring i løbet af lejren, mens jeg lå og lavede rygøvelser på gulvet, for man kan nærmest lande på hoved i en springgrav, uden der sker noget.
Havde jeg leget med, hvis jeg ikke havde haft rygproblemer? Jeg ved det ikke, for jeg bryder mig faktisk slet ikke om at springe ud i det bløde skumgummi. Landingen er ganske fin, for man kan jo lande på alle mulige mærksværdige måder uden problemer! Men det mærkelige skrå afsæt for at springe så langt fremad føles unaturligt. I trampolin gælder det jo om at springe lodret, ikke frem.
Kort sagt, jeg har aldrig brudt mig om det, og jeg har ikke brugt springgraven særlig meget til at lære ny spring, da jeg var yngre. Jeg er ikke vant til den – eller tryg ved den!
Så da jeg stod om formiddagen, slog tanken mig dog, at den nyligt knækkede ryg alligevel ville synes bedre om at lande blødt, selvom jeg ikke helt brød mig om det der springgravs-halløj.
Med den beslutning traskede jeg ned til den trampolin, der stod for enden af graven og blev brugt til at springe ud i graven fra.
En af mine landsholdskammerater hoppede i forvejen rundt og trænede på en teknisk detalje, og jeg proklamerede, at jeg havde i sinde at øve mig lidt at springe i springgrav med nogle simple spring, så jeg var klar til at lave min første full in rudy til eftermiddagstræningen.
Jeg lagde ganske stille ud med en barani (en salto med halv skrue).
Min intuition stejlede kraftigt under vejs, men jeg sukkede opgivende indvendigt og tænkte: “det er jo fjollet, at jeg er bange for at springe i grav. Jeg skal lige vænne mig til det igen”.
Jeg syntes dog stadig, at det var unaturligt og svært at springe fremad. Siden har jeg forstået hvorfor.
I forhold til den specifikke formiddag, så var første spring jo gået fint, så næste spring skulle være lidt sværere. Ikke svært, full in half er et spring, som jeg endda har i min obligatoriske øvelse. Men det var her det gik galt.

I et halvt år i Tyskland havde jeg trænet på at springe mere og mere lodret i min full in half, der er næstsidste spring i min øvelse, for i trampolinreglementet trækker det fra, hvis man ikke bliver på midten. Dét i kombination med mit ringe kendskab til at springe i grav, hvor fysikken gør, at man skal læne sig unarturligt meget fremad i forhold til, når man springer på midten af trampolinen, gav samlet set et lidt for kort resultat.
I splitsekundet, som afsættet tager, kunne jeg godt fornemme, at springet ikke havde helt den ønskede fremdrift. I luften, mens jeg udførte de to saltoer med halvanden skrue fordelt i begge saltoer, nåede jeg at tænke, at det sgu nok blev knapt med pladsen, for jeg ville lande tæt på kanten. Mellem trampolinen og graven lå en lille måtte kun et par cm tyk, der gjorde det svært at se, hvor kanten præcis var. Rundt i sidste halve skrue inden landingen fik jeg øje på måtten lidt for tæt på og tænkte, at jeg måske var i risikozonen for at skrabe skinnebenene på kanten.
Det var ikke skinnebenene, der rørte. Grundet måtten, kunne jeg ikke se, at kanten faktisk var længere ude, end jeg havde troet, og fordi, full in half er et spring med skrue, så var venstre fod en smule længere fremme end højre…

Et mærkeligt, overraskende stød kom fra venstre fod op igennem kroppen. Det kom hel bag på mig, og det føltes som om noget blev skubbet – på den HELT forkerte måde inde i foden.
Farten fra dobbeltspringet gjorde, at jeg faldt bagover på ryggen ned i graven, og mens jeg lå blandt skumgummistykkerne, så jeg forundret på foden.

Mange har spurgt mig, om det ikke gjorde helt ekstremt ondt. Det gjorde vist ondt, men adrenalin, overraskelse og vantro overskyggede fuldstændig. Og når noget i kroppen virkelig går i stykker, så er systemet hurtigt til at skyde smertestillende ned i området… For en kort tid i hvert fald.

Det så sgu mærkeligt ud! Ad og av…

Min fod så meget mærkelig ud! Der var underlige buler både på inder- og yderside, og jeg vidste ved første øjekast – og egentlig fra den mærkelige fornemmelsen ved stødet fra kanten – at det ikke var fire ugers pause, jeg så på der.
Men jeg anede ikke, at mit liv lige der blev vendt på hovedet og stadig er det i skrivende stund over 8 måneder efter.

Min reaktion var til gengæld rimelig fattet. Tobias havde halvt set, at jeg havde lavet full in half, men det havde ikke set dramatisk ud, så da jeg siger “min fod er brækket”, så kigger han lidt undrende på mig. Det lignede, at han ikke helt forstod, hvad jeg mente – var det en dårlig joke?
Mere eftertrykkeligt og indtrængende gentog jeg “min fod er brækket. Hent en træner”.
Store øjne, splitsekund pause, mens beskeden blev modtaget, og så skyndte han sig af sted efter landsholdstræneren i den anden ende af hallen. En af de andre kom også over nu, men mit hoved var noget kaotisk lige der. En ting, der var meget håndgribeligt og klart for mig: “hvordan fanden kom jeg op af graven?”
Jeg lå på ryggen med et fast greb i min underben, for at holde foden stille, iblandt syvhundrede stykker skumgummi, som man selv med to raske fødder kunne have svært ved at komme op af. Hver gang man tager et skridt i løs-skums springgrav, synker man ned mellem skumgummistykkerne – og her lå jeg!
Træneren kom over og andre begyndte at fornemme, der var drama i graven.
Som en søstjerne stak jeg arme og ben til begge sider, så træneren og drengene kunne løfte mig og trække mig mod kanten. Jeg var jo ikke så langt væk fra den, og heldigvis, for det var svært, når alle sank ned i graven og havde svært ved at holde balancen, når de halede i mig.
Da jeg var blevet halet op på stabilt underlag på kanten af graven, var der ikke tvivl i min stemme, da jeg sagde, at der skulle ringes efter en ambulance. Der blev hentet is, og jeg sendte Andreas af sted efter min mobiltelefon, for jeg måtte da forevige, hvordan venstre fod så misdannet ud! (se ovenstående) Og så var det vist også en god idé at få pungen med også.
Jeg var rimelig fattet alt taget i betragtning. Vi kunne hurtig blive enige om, at det ikke så særlig lovende ud, og at noget var gået i stykker. Det gjorde ondt, men jeg tænkte så lidt på det som muligt, og der blev ringet efter den transportable sygehushjælp.
Mens jeg lå på ryggen og ventede på at blive hentet, kom jeg igen til at tænke over en ting. Det var ikke bare en træls forstuvning. Det var mere seriøst. Og en forræderisk tåre sneg sig ned af min kind, for jeg syntes, det var uretfærdigt. Endelig var jeg kommet op og træne 7-8 gange om ugen og havde min dagligdag i Tyskland. Jeg var lige der, hvor jeg helst ville være – en hverdag fyldt med trampolin og fysisk aktivitet. Jeg elskede det!
Det dunkende signal nede fra venstre pote indikerede desværre tydeligt, at det for en uvis periode ikke længere ville være dagenes agenda…

Alle de lange mellemfodsknogler (metatareser)
rykket til venstre (på billedet til højre) og
kilebenene (3 cunieforms) oppe over havde
også fået en tur plus lidt småfrakturer

Lang historie kort: jeg blev hentet og fragtet til Århus Universitetshospital, hvor jeg fik foden røntgenfotograferet. Kroppen var holdt op med at producere smertestillende stoffer og en god omgang morfin gjorde, at jeg, uden selv at synes det var noget særligt, lød som om jeg havde bællet fjorten bajere på rekordtid!
Det var starten på to ugers indlæggelse fordelt på tre hospitaler. Og alle steder kommenterede lægerne uafhængigt af hinanden, men skræmmende ens: “Det har du gjort grundigt”.
Jeg har altid været grundig… Men på et hospital er det ikke jordens fedeste kommentar!

Morfin-døsig på Århus Universitetshospital
Kort inden operation på Riget.
Foden var så hævet, at den
ikke så så mærkelig ud.
Men det gjorde sgu ondt efter 4
dage af led inden operation!

Alle fodens knogler i mellemfoden var slået af led og nogle steder lidt frakturer. Metatarserne var nærmest rykket en hel plads til venstre og knoglerne oppe over stod heller ikke helt så fint på række længere.
Jeg blev desværre også præsenteret for et underbemandet sygehusvæsen midt i sommerferien med diverse forsinkelser, forseelser og journalforvirringer.
Vigtigst af alt så gik operationen dog godt. To overlæger rodede rundt i 2,5 time og fik samlet puslespillet og fikseret det med tre skruer og to K-tråde, der stak ud af siden på foden. Lidt markabert!

Godmorgen-shot!
Flere gange om dagen sådan
et bæger…
Lidt misbruger-tendens? 

Med fremmedlegemer igennem syv knogler i foden og diverse ødelagte bløddele og sammensyede sår fra operationen havde jeg virkelig ondt. Og derfor røg jeg i smertebehandling først på Rigshospitalet, hvor jeg var blevet flyttet til og opereret, og så ned på tredje sygehus, Køge Sygehus, i min Tour d’Hôpital.
Jeg fik virkelig meget morfin undervejs. Fra uheldet skete lå jeg først fire dage med foden af led og med frakturer, mens den bare hævede og hævede, og så bagefter operationen gav de mange metalting igennem diverse knogler endnu flere smerter. Så der er faktisk meget, jeg slet ikke kan huske, og det blev til en underligt sløret periode, hvor tingene flød sammen. Vågn op, smerter, piller, smerter, forsøge at spise morgenmad, smerter, sygeplejersker og læger, smerter, besøg, smerter, piller, smerter, og der ud af…

Et dejligt alternativ til
hospitalsmaden – lækker
sushi akkompagneret af
skønt besøg – TAK!

Besøgene holdt mig oppe. Min fantastiske familie og venner kom og gjorde det hele udholdeligt og de gjorde, at jeg holdt hoved højt hele hospitalsforløbet igennem til trods for de MANGE udfordringer undervejs.
De gav mig mod, og jeg er taknemmelig for støtten. Det er jeg stadig, for otte måneder efter har jeg stadig ondt i foden hver dag, og kampen er lang endnu.

Bare at beskrive de to uger på hospitalet ville fylde maaaaaange sider, så at beskrive, hvad der er sket indtil nu, ville give en bog!
En interessant bog for mig, for jeg har virkelig lært meget og ændret mig, og det havde været spændende at have skrevet tankerne ned undervejs. Men det gjorde ondt at tænke på undervejs. Jeg kunne ikke overskue det, desværre. Det vil jeg til gengæld prøve at gøre lidt nu, for vejen tilbage vil sikkert fortsat tage mig i skole, om jeg vil det eller ej, og denne ufrivillige studietur, jeg har været på med denne skade, har ikke været sjov – langt fra – men jeg har lært mere om mig selv, end jeg havde troet, jeg kunne.

Som jeg sagde på hospitalet: “jeg kan ikke ændre på, at det er sket. Men hvis jeg ikke får noget ud af perioden, så er det ikke kun surt – så er det også spildt”
Det er nogle uforudsete områder jeg har lært en masse om, men klog er jeg blevet. Nej, jeg er blevet klogere – for der er ekstremt meget, man kan lære af livskriser.

Jeg slutter her, for at pakke træningstasken og tage til træning med landsholdet. Jeg skal ikke springe i dag, selvom jeg hopper lidt rundt i ny og næ, for min fod er igen hævet og gør ondt efter overbelastning. Jeg tager tager ind og hjælper de andre og træner det, jeg kan. Stabilitetstræning og lignende. Og fortsætter min kamp for at komme tilbage :)

PS: er der noget, du kunne tænke dig næste blogindlæg skulle omhandle? Så skriv endelig :) Jeg har gemt på tankerne og oplevelserne for 8 måneder, og jeg synes det er spændende at skrive, men allermest interessant, hvis det har relevans for andre. Jeg linker her til en artikel i sport executive, jeg skrev undervejs, for det er det eneste tidspunkt, jeg fik taget mig sammen til at sætte ord på, da jeg blev opfordret til det. Og ris og ros modtages med et smil! http://issuu.com/sportexecutive/docs/se_11_2013_net (Sport Executive 10, nov 13, side 20-25)