Accept gør ondt – og gør godt!

Endelig et hul i en lidt umulig kalender til at nedfælde bare en tusindedel af alt det, jeg har på hjerte!
Jeg har et utal af kladder på blogindlæg liggende på computeren og er lidt ked af, at jeg ikke har fået noget på de sidste måneder – der har ikke manglet stof!
Men jeg er startet på noget, har ikke nået at færdiggøre, og har så været utilfreds med udkastet, når jeg har villet færdiggøre det. Hver gang jeg kom tilbage til en kladde, så var et sket noget i mellemtiden, og jeg syntes pludselig ikke det skrevne var fyldestgørende, opdateret eller godt nok. Hver gang er jeg startet på et nyt udkast, og scenariet har gentaget sig…
Nu er her et færdigskrevet eksempel, der har sprunget alle de tanker, jeg har gjort mig det sidste halve år, over, og i stedet er frisk fra i dag:
 
Auch, jeg er øm i mine arme, mine ballemuskulatur, mellem skulderbladende, i hoftebøjerne, i huden på mine inderlår og i musklerne i mine underarme… Men når jeg sidder her foran computeren, er jeg ikke øm i min fod!
Der er sket markant fremgang over de seneste måneder! Både mentalt og fysisk, de to størrelser hænger faktisk tit sammen på mærkelige måder. Der er dog ét stort og rungende ”men”… Jeg springer nemlig ikke særlig meget trampolin for tiden.

Ser jeg tilbage på det sidste halve år, så kan det famøse klare lys fra bagklogskaben sætte spot på et par kendsgerninger, der er lidt svære at sluge for undertegnede. Jeg startede for tidligt med at springe og glemte min prioritetsliste.

Aller øverst på en liste står trampolin – nøj, hvor jeg dog savner at springe! Men ikke som jeg sprang i januar og februar i år. Jeg savner at kunne træne.. Træne rigtigt! Men kvalitet og fokus, og hvor jeg føler, jeg arbejder på at forbedre mig. Ikke bare i halv højde og med an mental kamp for at fordrive kroppens alarmsignaler fra bevidstheden, mens jeg kun genlære eller omlære spring..
At træne på den måde og så samtidig at vide, at regningen kommer dagen efter spreder ikke positivitet og glæde. Når kvitteringen lyder på at have ondt når man sidder ned de følgende dage, og hvor bare at gå normalt gør ondt, så overskygger det helt de små fremskridt.
Da det gik op for mig, at det faktisk var sådan, jeg havde det, så tog jeg imod den lussing, det føltes som,  da jeg skulle til at ”holde pause” – igen!
Jeg var ganske enkelt startet for tidligt, og at have ondt når man sidder stille, det dræner for energi. Vinteren og de første forårsmåneders mørke og kedelige vejr, den konstante påmindelse om, at jeg ikke kunne noget af det, jeg gerne ville, på grund af min skadede fod og frustrationerne og smerterne, der fulgte med hver dag, gav et ret middelmådigt – næsten negativt – tal på humørbarometeret. Kort og godt var det bare slet ikke sjovt, og jeg begyndte for første gang at tvivle på det hele. Ville det nogensinde blive godt? Ville jeg komme tilbage?
Nogle gange skal der en rigtig krise til at erkende, hvor man egentlig står. Jeg kender egentlig mønsteret, da jeg fx tidligere på bloggen her har reflekteret over mit mønster op mod konkurrencer. Jeg sætter forventningerne op, får et urealistisk billede af mig selv eller min kunnen, og har stadig til gode at lære, at stoppe op og få realismen tilbage. Den kommer tit, når jeg synes, det hele er håbløst umuligt, og jeg får sat ord på. Det fjerner det mentalt skabte kæmpebjerg af egne overvurderede forventninger til en selv, og bringer en accept, der skaber ro. Es ist wie es ist. Det er som det er.
Da jeg accepterede, at jeg blev ked af at være så hæmmet til trampolintræningerne og ikke følte, jeg fik andet end ondt i foden af at springe, så stoppede jeg igen. Jeg trænede ikke rigtig. Og prisen var for høj.
Målet blev i stedet at finde ting, der gjorde mig glad og at arbejde for at bevare motivationen for træning, så jeg kunne blive ved at holde mig i gang.
I mandags bestod jeg mit EPP2 kursus i havkajak. Jeg er nu poleinstruktør hver søndag og prøver også at få trænet lidt selv i ny og næ. Jeg kan nærmest uden tøven smide 100 mavebøjninger af i streg efter mange måneders coretræning med min fysiske træner Jarl. Jeg har meldt mig til en måneds hot yoga til halv pris mod at udfylde spørgskemaer om undervisningen. Og så springer jeg i bungysele i Sundby Idrætspark, hvor jeg stadig kan få fornemmelsen af at udføre saltoer og skruer og spring i trampolinen. Svære spring! De spring jeg endnu ikke springer højt nok til at træne ordentligt uden byngyselens elastikkers aflastende effekt. Og for et par uger siden fejrede jeg nærmest, at jeg for første gang gik forlæns ned af trappen en morgen. En tur jeg hver morgen i 11 måneder havde taget sidelæns eller baglæns, fordi jeg ikke kunne komme rulle hen over tæerne på den dårlige fod.
Så jeg arbejder med to lister – en der viser hvad jeg ønsker og urealistisk forventer af mig selv. Og en, der er skrevet med forstand og ikke helt så meget af løbske følelser. På den førstnævnte står trampolin øverst med tykke streger under og stjerner om, for åh, hvor jeg glæder mig til at komme tilbage. Men der er jo også den fornuftige liste, og her står øverst mental sundhed og at få en normal hverdag. Det lyder lidt trivielt, men det er ultra essentielt!
Det er vigtigt at være glad og for mit vedkommende rigtig vigtigt ikke at få ondt ved at gøre dagligdags ting, som bare at gå rundt i løbet af dagen eller tage trappen. For mig er der ingen mulighed for at indhente bussen, hvis den er begyndt at køre, for jeg kan ikke løbe endnu.
Men jeg kan nu på de gode dage næsten gå almindeligt og nogle gange tage trapperne ned den rigtige vej. Jeg har markant mindre ondt i løbet af dagen, og jeg kan mærke, at der er mere overskud, når kroppen ikke tapper energien ved at have ondt.
Det har været ekstremt vigtigt at mærke fremgangen, da jeg havde allermest tvivl.
I dag er jeg øm fra træningen i går – 3 timers havkajak, halvanden times styrketræning og så 3 timers poleundervisning! Ikke underligt at skuldre og arme er lidt ømme. Mavemusklerne melder sig også på banen efter ny rekord i en specifik maveøvelse (100 gentagelse – booyaaah!) i mit styrketræningspas. Men hvor er det befriende, at jeg ikke længere får hovedpine af at gå skævt, og ser man mig gå, så ser det næsten helt normalt ud – endelig!
D. 5. juli 2013 var en vinkel i et afsæt fatal (læs eventuelt forrige indlæg om hvad der helt præcist skete) og resultatet, landingen på kanten, har givet mig den hårdeste og mentalt mest udfordrende rejse, jeg nogensinde har været på. 
De sidste måneder har igen lært mig noget. At acceptere ens egen situation er nogle gange svært og psykisk nærmest smertefuldt. Det er ikke sjovt at skyde hvide pile af sted uanset hvilke selvbilleder eller forventninger det er. Men det er jo ikke at dræbe drømmen. Det er derimod at finde ens ståsted for den fortsatte kamp fremad. Hvis man ikke acceptere, hvad man kan og ikke kan, så arbejder man ikke på de rigtige ting.
Jeg skal ikke springe trampolin lige nu, for jeg er ikke klar (lille snøft). Men det bliver jeg – og forhåbentlig snart – og det har givet mig ro og motivationen tilbage, fordi jeg nu arbejder ud fra mit niveau, og ikke bliver skuffet hver gang jeg mislykkes i forsøget på at leve op til mit urealistiske selvbillede eller min skyhøje forventning.
”Tough situations build strong people” – jeg skal nok komme tilbage!