Årsdag

Det er lidt underligt! Jeg har næsten gået og talt ned til at have ”årsdag” med min skade – et tvunget forhold, jeg ellers gerne have været foruden – men jeg ved ikke hvorfor? I dag er det et år siden, jeg molesterede min fod ret grundigt. 365 dage med den sværeste kamp jeg hidtil har prøvet, men er der noget særligt i, at det lige er den 5. juli i dag? Noget særligt i at 12 måneder er gået siden uheldet?
Både ja og nej. Egentlig ikke særligt, for det rykker ikke ved noget. Det er en dato, og tiden går sin gang om man vil det eller ej. Men dog er det en dag, hvor jeg kommer til at mindes alt det, der er sket – og det er ikke så lidt!
Netop derfor tror jeg, at det vil være The Never Ending Project at starte dette indlæg med at se tilbage på året, der er gået. Som jeg har nævnt tidligere i ældre indlæg fra det forgangne år, har jeg oceaner af tanker og overvejelser, jeg kan og kunne have berettet om i ord her på bloggen. Tiden har været knap som en grund til ikke at få skriblet så meget, og en anden er, at det også kan være lidt ubehageligt at tænke over nogle gange. Alt i alt er størstedelen af den store mentale proces, jeg har tumlet med, ikke nedfældet i ord, men jeg mærker forandringen og effekten nu. Og jeg er altid åben for at tage emner op, hvis der var nogen, der havde noget specielt at undre sig over :) ris og ros og idéer er ALTID kærkomne!
En lun sommeraften, hvor kalenderen viser 5. juli 2014, vil jeg i stedet bruge på at se fremad herfra. For hvad er udsigterne egentlig?
Det er det spørgsmål – i forskellige afarter og formuleringer – som jeg hyppigst mødes af lige nu. ”Hvornår kan du egentlig springe igen?”
Det var det samme spørgsmål for 10 måneder siden som nu. Og jeg har stadig intet svar!

Jeg fik af vide, at mine knogler i mellemfoden ud for storetå og næste tå nok ville vokse sammen, da der var skruer igennem, og dér var skaden størst. Det er de faktisk ikke! Men som den klassiske ”pest eller kolera” så er jeg endt med tydelig slid i stedet.
Det viste de seneste CT-scanninger fra Rigshospitalet, og igen kunne de ikke sige, hvad det helt konkret vil gøre for min fremtidige trampolinkarriere. Der var vage formuleringer om, at det jo var atypisk skade og dermed også svært at vide, men det kunne tænkes at jeg ville få store problemer. Lægen forklarede, hvordan man enten manuelt kan fiksere leddet med skruer, hvis jeg bliver ved at have eller i fremtiden får gener. Alternativt resulterer slidgigt i det område, at leddet forbener og alligevel bliver stift. Så det ser ud til at den første spådom på sigt bliver til virkelighed. Men ingen ved hvornår!
Jeg blev nu lidt trist ved snakken om skruer og fremtidige smerteproblemer i konsultationsstuen på Riget med den ellers meget gelinde læge. Vi drøftede trampolinmulighederne og han afviste ikke direkte, men både ord og kropssprog var ret undskyldende pessimistisk overfor projekt hop-på-elite-plan.
Vigtigst af alt mærkede jeg en lille indre stemme, der ordret opmuntrede med ”det skal jeg nok modbevise”. Og det gør jeg.
Der er ingen garanti, og det tager tre gange så lang tid som jeg havde troet. Det har gjort, gør stadig og kommer til at gøre ondt. Men jeg skal nok modbevise!
Min tro er mit eneste våben, og derfor siger jeg stadig til mig selv, at jeg selvfølgelig kommer tilbage.
Der er gået 12 måneder. 365 dage og rigtig mange timer, som jeg har brugt på at have lidt ondt i poten. Jeg har tvivlet. Jeg har genfundet troen.
Jeg troede oprigtigt, at jeg ved min underlige årsdag i mit turbulente skadesforhold ville være med luft under vingerne igen. Ikke nødvendigvis på toppen nej, men i hvert fald i gang i trampolinen… Det er kan man ikke helt kalde det!
Jeg har haft de første tre træninger på den netop afsluttede landsholdslejr efter tre måneder uden trampolin (jeg har sprunget bungy, men ikke trænet uden bungysele siden april). Så jeg er igen sat tilbage i forhold til det forventede. Det gør ondt – mentalt! Dog er jeg ikke dømt definitivt ude af lægerne, og  min lille stemme inden i viser mig vejen ind i træningshallen og op i trampolinen igen, så jeg bliver ved.
Svaret er dermed det fantastiske politikersvar: ”På sigt!” Jeg kan springe igen på sigt… Baaaah, det er så træls når målet bliver så vagt og ude af egen kontrol, men ”på sigt” er egentlig det tætteste jeg kommer – jo hurtigere jo bedre allerhelst, men jeg vinder intet ved at starte for tidligt og gøre mere skade end gavn.
Jeg venter med andre ord på, at min fod fortsat healer, bliver stærkere og får mere muskelkontrol, så jeg SNART, hvad end ”snart” viser sig at være, kan komme op i luften og træne med kvalitet igen.

Her i skrivende stund i tusmørket, kun oplyst af computerskærmen, hvor jeg har haft fremgang, men stadig er langt fra målet, kan det i metaforisk forstand skrives således: Jeg har fået en smule mere fart på og bittesmå vinger bagud, men jeg skal nok lade svingfjerene komme til vokse igen!