Den store forskel er de små sejre

Begreberne resultat-, præstations- og procesmål er kendte for de fleste atleter, hvis de har arbejdet med sportspsykologi. Der er igennem de sidste år kommet mere og mere fokus på denne del af elitesport – og for mig er det et område, der hele tiden er i udvikling, der hele tiden kan arbejdes med og som hele tiden åbner nye dimensioner. Også min opfattelse af det der med forskellige mål, har faktisk fået ny betydning.
Det skal ikke forstås, som at jeg ikke har brugt og kender til de tre typer målsætninger. Jeg blev præsenteret for det til et kursus i sportspsykologi, hvor vi gennemgik gode eksempler, og jeg kunne godt se, at det var rigtig relevant også i min sportsgren.
Kort sagt, så kan man have forskellige typer af målsætninger til fx en konkurrence:
Resultatmål, der fokuserer på selve resultatet.

Præstationsmål er slutmål, der er uafhængige af konkurrenterne, fx en bestemt tid.

Procesmål: fokuserer på processen.
Og for langt de fleste er det ret uhensigtsmæssigt at bruge alle kræfterne på at beskæftige sig med kun resultatmål, da det fjerner fokus fra det der sker, her og nu. I stedet for koncentration om den sprint, der skal løbes, den duel der spilles med fjerbolden hen over nettet lige nu, eller den øvelse på trampolinen, som skal springes i 7 meters højde, er fokus på at komme i finalen, få medalje eller vinde det hele. Og så går det slet ikke som planlagt! Finalen er helt uden for rækkevidde, hvis matchbolden hele tiden går i nettet, eller hvis man kun når de første tre spring i en trampolinøvelse inden et såkaldt kiks. Tre gennemførte spring giver ikke guld om halsen, når der skal være ti gode i en øvelse….
Hvis det kun kommer til at handle om resultatet, så bliver nederlaget faretruende, for selvom præstationen var god – var der måske lige én, der uventet klarede sig endnu bedre? I trampolin har du kun dig selv, din egen kamp i trampolindugen. Der kan de andre ikke påvirkes, og i en sport, hvor alt afgøres af 2x 20 sekunder med hver ti forskellige spring så højt, flot og svært som muligt, så kan nerver og dagsform være altafgørende. Og et fokus på noget fremtidigt som fx et forventet resultat, kan fjerne det fra den trippelrotation, man er igang med.
Det er altså vigtigt at lære at bruge de forskellige målsætninger på de rigtige tidspunkter og på den rigtige måde, for ellers bliver det ellers umiddelbart gode mål til en fjende for fokuseret præstation. Det er vigtigt at have mål for at forbedre sig. Det skal bare være de rigtige mål til de rigtige tidspunkter.
Det har jeg arbejdet med selv, inden jeg blev skadet. Nu kan jeg se, at jeg faktisk stadig gør noget, der minder meget om – på daglig basis!
Jeg sidder ikke decideret og formulerer mål for mig selv hver dag. Men i min genoptræning er processen kommet i fokus i stedet for slutmålet. Gudskelov er det det. For det er lige dette fokus, der i øjeblikket holder sammen på det hele.
Det har også været nødvendigt, da der ikke kan sættes dato på mit nuværende slutmål. Jeg ved ikke hvornår jeg kan springe fuldt ud endnu, hvilket slider lidt på mig mentalt. Først og fremmest så springer jeg faktisk igen :)
Træningerne med trampolin er stadig få i løbet af ugen, og antallet af ture er nede på en tredjedel af slutmålet, mens højden mangler 50%. Der er skam mange ting at arbejde med, inden det ligner en ”rigtig” træning for mig. Min ørkensvandring fortsætter. Dog er den er blevet nemmere, da hvert skridt ikke længere gør ondt!
Jeg kan ikke se, hvornår jeg er ude af det metaforiske tørke og sand, men det føles som om, jeg har fået bitte små vanddunke med i oppakningen, så jeg kan glæde mig over en lindrende tår i ny og næ – og så fortsætte! Den ene fod foran den anden. Også den, der er hævet og skæmmet af et stort ar.
Det jeg i billeder beskriver, er mit øgede fokus på små sejre rundt omkring i dagligdagen. Jeg kan mest af alt mærke dem i styrketræningslokalet: 
”Jeg kunne lunte i dag.” 
”Så du, jeg kunne lave et langt hop på gulvet?” 
”Jeg holdt balancen på den dårlige fod meget bedre i dag!” 
”Juhuu, jeg løftede hælen væk fra gulvet på et ben” – den spæde start på at kunne lave tåløft på min dårlige fod.
Det er virkelig basic stuff, jeg er ved at genvinde. På gode dage kan jeg lunte lidt. Jeg kan være mere og mere med til fysisk holdtræning, og jeg kan lave bitte, bitte små hop og løft på den skadede fod i ny og næ. Der er faktisk næsten ugentlig fremgang.
Det er ekstremt vigtigt at bemærke dette. Især når jeg lige pludselig får ondt i foden, fordi det er blevet køligere i vejret – og så i øvrigt er godt gammeldags muggen over det! Så skal perspektivet forstørres, for jeg er faktisk nået langt på de sidste par måneder.
Grunden, til at jeg mest lægger mærke til fremgangen i styrkelokalet frem for i trampolinhallen, er, at jeg bedre kan adskille tingene. Jeg har nævnt det før – es ist wie es ist, som min tyske træner sagde. “Det er som det er”. Det er bare nogle gange svært at acceptere, hvad man i virkeligheden kan og ikke kan, uden at sammenligne med hvad man kunne og gerne vil kunne igen (gerne vil kunne LIGE NU).
Jeg har lagt meget højde på og flere spring i mine små trampolintræninger, så fremgangen er også at se der… men jeg lader mig hurtigt irritere af dårlige spring og de forskellige fejl, der resulterede i dette. Jeg glemmer helt, at jeg har været ude i over et år, at jeg træner meget lidt, og at det faktisk bliver bedre og bedre. Mit mål er altså et præstationsmål og ikke et procesmål, og det er helt urealistisk. 
Jeg ved det. I skrivende stund kan jeg jo netop formulere det. Endda i fine vendinger og metaforer? Det er bare lige den lille ting at tage det helhjertet til sig og med ned i trampolinens dug, for det er der, min sportspsykologiske kamp skal kæmpes for tiden.
Netop fordi, det er lidt en udfordring for mig, så forsøger jeg virkelig at fokusere på og glædes over de små sejre på andre fronter, og tager nogle gange mig selv i nakken for lige at huske mig selv på, at det jo faktisk går fremad.
Jeg er blevet enormt stærk i resten af kroppen af styrketræningen. Jeg er blevet smidig og har fået bedre balance af yoga. Der er ikke mange, der kan følge med på den coretræning, jeg laver med en fysisk træner ved navn Jarl, for tiden. Så selvom jeg ikke kan løbe, jeg får ondt af at cykle og svømme i lidt længere tid, og at jeg stadig (!) har langt til at nå den højde og intensitet, der skal til i trampolintræningen, så er jeg glad.
Det er alfa og omega at have hoved og hjerte med. At finde meningen, når det ser mest trøstesløst ud. Jeg har stået midt i ørkenen og overvejet, om det ikke var nemmere bare at stoppe her, give op. Men sådan er jeg ikke. Jeg kommer tilbage. Det har jeg altid gjort, og det gør jeg – jeg skulle bare finde en måde at finde motivationen igen. Det skifter hele tiden, og derfor stopper udviklingen på det mentale plan aldrig. Det er en vigtig lektie, jeg har lært i denne omgang, der bærer mig videre i kampen.

De små sejre har gjort den store forskel.

Torsdag morgen i badekåbe ved tasterne i min nye hybel
– træningen går fremad, der er lige lidt sensommersol udenfor
og jeg er kommet på plads i lejligheden i Vanløse, yayy!