Studiestart, studiebøger, studiefester, studie-mania … og så mig?

De sidste par uger har de fleste af mine jævnaldrene sat gang i efterårets semester på diverse universiteter landet over.
Det er måske foregået med den helt store intro-mølle: rustursbilleder på FB, introfester, bogindkøb og lykønskninger over starten på drømmestudiet. Eller en mere afdæmpet udgave af igangsættelsen af måske 3., 5. et andet semester-nummer i rækken mod at komme igennem vores uddannelsessystem.
Samtidig kører politikere på i medier og debatter med at unge skal igennem uddannelsen hurtigst muligt!

Der står jeg så midt i al dette mentale pres?! Jeg har ikke købt dyre studiebøger, for jeg læser ikke endnu. Og som 23-årig er det ikke fordi, jeg er færdig med bacheloren – nej, jeg er faktisk slet ikke gået i gang!

“Hvorfor fanden er du ikke i gang, Maila?”
Jeg har bestemt gjort mig mange uddannelsestanker, mens både venner, bekendte og andre er godt i gang med at tegne linjerne for deres fremtidige arbejdsliv igennem deres nuværende studie. Hvorfor er jeg så ikke i gang? God spørgsmål! Et af slagsen, som jeg har brugt lang tid på. Jeg har mærket efter, afvejet valg og erkendt mine behov; mit behov lige nu handler om at have en god genoptræning i kampen for at komme tilbage til det jeg elsker og er en stor del af min identitet – min sport.
Mit behov på et studie handler mere om at have dedikation bygget på naturlig interesse. Uden dette er det for mig svært at have en elitekarriere samtidig! Hvis det hver dag er en kamp at komme op, så holder jeg ikke til det i længden. Ikke at det skal være edder hylende skægt hver eneste dag – nej, det bliver hårdt arbejde uanset hvilken studieretning man vælger, og nogle dage bliver de fedeste, mens andre formentligt kan føles som sisyfosarbejde! Men jeg skal kunne finde værdi i det, også når det kniber med tid og overskud.
Jeg følte bestemt folks forventningspres, da jeg i juni besluttede ikke at søge ind på nogle af de uddannelser (der er en del og de er meget forskellige), jeg havde overvejet. Jeg er landet på gerne at ville læse idræt og senere bygge oven på dette med psykologi, marketing eller noget andet spændende! Valget er begrundet af flere parametre. Graden af praksis undervisning i starten af uddannelsen i stedet for at være meget læsetungt tiltaler mig på idrætsstudiet, da jeg hurtigt får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke læser nok. Jeg er ret perfektionistisk anlagt, disciplinen har bragt mig langt i min sport, men bagsiden af medaljen af den force kan blandt andet være, at jeg har svært ved at gøre noget halvt.
Hvis jeg kunne, ville jeg helst trampolin og sport 110%! Men jeg skal også have en uddannelse, og jeg er på ingen måde bange for, at jeg ikke kommer i gang med en.
Det gør jeg selvfølgelig, men i år er ikke året for mig. Her bare tre af grundene, som jeg fik afdækket i samtaler med min sportspsykologiske konsulent fra Team Danmark, jeg siden min skade har arbejdet sammen med:
  •        Jeg vil tilbage til trampolin, og derfor er genoptræningen vigtigst for mig: min daværende og også nuværende situation giver mig tæt på optimale forhold for dette, da jeg arbejder, træner og har behandlinger samme sted!
  •        Jeg ved ikke hvordan min situation ser ud om et år: kan jeg overhovedet løbe? Cykle? Springe trampolin på eliteniveau? Ingen ved andet end, at det kan jeg ikke nu, men intet om hvordan det bliver – så ingen grund til at få grå hår af at spå om det! Det er bedre at vente og se, for der kan jeg bedre vurdere, om jeg kan være med på idrætsstudiets praktiske undervisning. Eller om jeg skal ud i et mere læsetungt studie? Det vil tiden vise!
  •        Jeg brænder ikke for det lige nu: Alt hvad der kommer indefra, kan jeg uden tvivl stå igennem og gøre godt – og jeg er sikker på at den indre ild kommer, når jeg ikke er helt så hæmmet af min skade. Jeg er virkelig glad for at kunne træne så meget, som jeg gør nu, og forbedre så meget så muligt frem imod at kunne springe rigtig igen, så er det om at sætte pris på muligheden et lille år endnu. 

Uddannelse er vigtigt, og min tur kommer bestemt også. Men alt det, jeg lærer nu, vil hjælpe mig fremover! Selverkendelse, tid til genoptræning, spændende erhvervserfaring og personlig udvikling er nogle af de ting, det har givet at vente. Et halvt års fantastisk udlandstræningsophold har også stået på listen over venter-med-at-starte-på-studie-ting, der har været plads til. 
Der er livsvigtig læring at hente overalt, hvis man har mod at søge det.

Valget er dit!
Hvad jeg er kommet frem til, mens jeg liker rustursbilleder på FB og lykønsker til venner på tærsklen til studiestarten , er, at det er et individuelt valg – et valg, der bygger på vurdering af situation, værdier og selverkendelse.
Som atlet er det vigtigt at have sig selv med i det hele vejen!
På et tidspunkt er karrieren slut, så skal det være uddannelse og arbejde, der skal fylde tomrummet efterladt efter de mange træningstimer. Det skal derfor have værdi. Og min skade har lært mig, at det er enormt vigtigt at have en del af sit liv og sin identitet, der ikke kun handler om sporten. Men selvom det er vigtigt – så er det vigtigst at valget er dit og at det har værdi for dig.

Så nej, jeg er ikke startet på studie. Men nøøøj, hvor har jeg lært meget, der kan bruges, når jeg gør – og bagefter!

Et gensyn med ulykkesstedet

Den forreste af de to nedgravede
trampoliner bagved det blå gulv
er tydelig oppe fra første sal
Lige dernede…..” tænkte jeg, mens jeg stod på første sal i Århus Springcenter og kiggede ned i gymnastikhallen, hvor træningen i idrætsgymnastik var i fuld gang. Jeg er til ATK-møde i Århus, og jeg har slet ikke tænkt over, at det netop var adressen for træningslejren i sommeren 2013. Bag ved det 12×12 meter store springgulv var den skumgrav med trampoliner ud til, som jeg for over 14 måneder siden ikke landede i, men landede på kanten af. 
Det giver anledning til et mikrokort flash back og lidt forundret refleksion.

Frygt efter uheld?
En af de ting, jeg kommer til at tænke på, er alle de gange folk spørger, om jeg ikke er blevet bange for trampolin, nu det gik galt? Er jeg bange for min egen sport? For det spring, jeg lavede, da det skete? Jeg står og mærker efter, mens jeg lader øjnene glide over de arbejdende gymnaster.
Og svaret er nej.
Hvis jeg var det, så ville min kamp for at komme tilbage være forgæves. Hvis jeg ikke turde udfordre mig selv længere, ikke turde prøve de spring, jeg før kunne og fremover skal lære, så var min trampolinkarriere stillet gevaldig problematisk. For det er en forudsætning, at man har selvtillid i springene, der udføres 7-8 meter over gulvet i fri luft.
Dermed ikke sagt, at det hele bare er nemt mentalt! Men jeg har prøvet at tvivle før, og har lært at overvinde den impuls. Og jeg er kun blevet stærkere mentalt over de sidste 14 måneder!
Jeg kan mærke, at min manglende rutine nogle gange gør mig utryg. Når jeg virkelig prøver at springe til og dermed højere nu, så synes jeg sgu der er langt ned! Det er da mega creepy, når det er så uvant? Trampolin ser virkelig lille ud oppe fra luften af – og jeg springer endda stadig ikke i min tidligere fulde springhøjde?!
I min nuværende træning har jeg nogle gange svært ved at finde den helt rigtige timing, positionering af kroppen og kommandoer ud til alle kroppens dele i det splitsekund afsættet tager – og jeg ved at det gode afsæt er grundbetingelse for udførelse og landing. Alt det, der var helt automatisk og ikke blev skænket en tanke, er lidt rustent… Men efter 14 måneder er det måske ikke så mærkeligt, og det vigtigste er, at jeg kan overbevise mig selv om at prøve 110% alligevel, eller at det nok skal komme, hvis jeg bliver ved at prøve!
I trampolinhallen – og især på vej opad under loftet i den – har jeg et lille psykologisk spil kørende med mig selv. Jeg arbejder med mentalitet og krop på at genvinde alle nervebanesignalerne og at støve alle de synapser i hjernen af, der har ligget stille siden juli sidste år.
“Lige derovre!”
Uden at forstyrre træningen for meget var jeg
også nede i niveau og se på hallen igen :) 
Så overordnet set er jeg ikke bange for trampolin og brænder for at genfinde kontrol, spring, højde og elegance i min sport, der kræver disse.
Det er bare ikke uden små daglige psykiske udfordringer.
Det er god træning, og for hver lille sejr er jeg blevet det stærkere i min vej tilbage!
Styrke efter uheld?

Ja! Den bevidsthed og det mentale arbejde, der har været i fokus for mig igennem skadesforløbet har givet grobund for velovervejede valg, bedre selvforståelse og at kunne se, hvad jeg reagere på og hvordan.
At stå og se på stedet, jeg kom til skade, var også en påmindelse om, hvor meget jeg har rykket mig.
Det er sundt i ny og næ at træde at skridt tilbage og erkende sin udvikling og at glædes over dette. Den glæde kan være afgørende for at holde motivationen fremadrettet.

Svedende yoga som supplerende træning!

Har du gået til yoga? 
Det har jeg nu – anbefalelsesværdig som supplerende træning uanset hvad man dyrker, og på hvilket niveau man dyrker det! Her er mine tanker om Hot Yoga:
Selvom jeg har prøvet det nogle gange allerede, så føles det altså mærkeligt at gå i bad med tøj på! Der er ikke rigtig noget andet, der giver mening efter en Hot Yoga-lektion i det ca. 37 grader varme lokale hos Nalini Yoga på Frederiksberg. Første gang jeg var der, fik jeg det nærmest dårligt, men nu er det helt naturligt at arbejde med kroppen i varmen, og jeg er så begyndt – om muligt – at svede endnu mere i løbet af lektionen! Noget anstrengt krøllet sammen på mærkværdig måde forsøger jeg at have rolig vejrtræning, mens jeg kan mærke en puls på 220, og at sveden hagler af mig. I den velkendte ”downward facing dog” stilling med popoen helt i vejret, så man ligner en trekant set fra siden, bemærkede jeg for nylig dryp, der ikke faldt fra hagen eller næsetippen… Næ nej, fra kanten af sports-BHen?! Den var decideret gennemblødt, what?! Lidt pinligt, men sådan er det åbenbart. De kloge hoveder siger, at det er et sundhedstegn? Jeg føler mig bare ret klam efter timen – og derfor er det nemmere bare at gå direkte i bad og skylle tøjet samtidig med, at jeg selv pjasker med vand under bruseren.
Hen over sommeren har jeg suppleret de fantastiske sommerdage med endnu varmere yoga-træning. Desuden har jeg lavet en masse supplerende core- og styrketræning – og nu synes jeg effekten er ved at melde sig.
En ting er, at jeg nu kan nyde halvanden times stræk i yogastillinger uden at få det dårligt af varmen, men en anden ting er den effekt, det har gjort for kroppen. Jeg er ikke særlig spirituelt anlagt, og jeg tænker straks i træningseffekt, når jeg vælger yoga-timer. Så det er fedt at mærke, at det har rykket ved noget målbart fysisk også.
I starten var jeg mildest talt lidt irriteret over de balancestillinger, der indgår i mange typer yoga. Når jeg stod på højre side, så kunne jeg næsten fra starten bevæge mig ud i mere avancerede variationer af øvelsen, mens jeg på venstre side tiltede bare ved tanken om at forsøge det samme. På den skadede fod havde jeg VIRKELIG dårlig balance, og det blev gjort meget tydeligt for mig…
Det er blevet markant bedre hen over de to måneder, jeg har gået der. Jeg begynder at kunne udføre de svære variationer på begge sider, om end den ene er lidt sketchy – jeg skal virkelig stirre koncentreret på ét eneste bestemt punkt foran mig, når jeg står og prøver at have fat under den løftede fod, strække benet ud i vandret, lægge underarmene ned langs skinnebenet, runde ryggen og så bare stå sådan og trække vejret roligt lidt… Whaaaah, hjælp!
Det har været interessant at opleve, at min målsætning i den grad er blevet opfyldt. Jeg kom med intentionen om at arbejde med skævhederne i kroppen efter at have gået skævt i knap et år. Først blev det hele helt disharmonisk af at gå på krykker i to måneder efter skaden, og i det efterfølgende halve år gjorde det stadig så ondt at gå, at gåmønstret var meget ændret. Det forplanter sig op i kroppen, når der er noget af mekanikken, der er gået i stykker, og min krop kunne godt bruge et servicesyn efter skæv slitage så længe.
Her virker varmen som olie på en rusten kæde! Og ja, jeg føler mig dæl’me rusten nogle gange, når jeg fx rejser mig og slet ikke kan få gang i foden, så jeg skal humpe rundt. Men til yoga kunne jeg pludselig bevægelser, jeg ikke havde kunnet siden jeg torpederede min lille maskine ned i kanten på en springgrav.
Det var virkelig succesoplevelser, og jeg følte, at jeg begyndte at genvinde noget bevægelse i leddet gennem træningen i varmen.
Også resten af kroppen blev strukket og styrket på en anden måde end i styrkelokalet, og jeg kunne mærke udviklingen fra gang til gang og glæden ved at mærke fremgangen.
Jeg har fundet værdien i at arbejde med kroppen og sætte ind på de områder, der trænger. For mig har den supplerende træning i en periode været endnu vigtigere end trampolintræningen, fordi den har skabt grundlaget for overhovedet at kunne springe med lidt kvalitet igen.
Forskellen mellem højre og venstre side er altså ved at blive mindre, selvom den stadig er stor. Med en kombination af styrketræning, core-træning og varm yoga føler jeg, at jeg rykkede mig markant over sommeren – og nu springer jeg trampolin igen :)
Også her en markant fremgang, selvom vejen tilbage stadig er lang.
Genoptræning kan nogle gange være, at kigge andre steder hen, har jeg erfaret. At finde et alternativ, der på en ny måde arbejder med rustne tandhjul. Med nye træningsformer bliver kroppen også udfordret, og jeg tror, at det er givtigt at have en bred bund inden man specificerer sin kunnen i sin sport.
Hvis man har økonomien til det, så vil jeg i den grad anbefale yoga i de varme lokaler, hvor både krop og sind får ekstra opmærksomhed og en anden form for træning :)