Officielt comeback!

Billede fra første konkurrence,
NM 2014! Foto: Bo Tureby
Jeg har sprunget min første konkurrence! En blandet præstation, der efterfølgende har givet  en blandet bunke følelser, tanker og målsætninger ny grobund.
For frem af min mentale jord er spiret ny, brændende motivation!
I en meget kold, finsk hal d. 18. oktober 2014 stod jeg igen i en trampolindug til Nordiske Mesterskaber iført dragt, hvide strømper og en smule nervøsitet, som det er meget længe siden jeg har haft på. Og det var fedt!
Jeg sprang ikke optimalt i den første øvelse, men viste god stil og ok højde, der tilsvarede de andre konkurrenter. I forhold til Maila inden skade, så mangler jeg stadig meget. Så visheden om, at jeg på nogle parametre kunne ”være med”, gav et tiltrængt, mentalt klap på skulderen og viste, at jeg arbejder i den rigtige retning. En formidable start og efterfølgende manglende rutine resulterede i et kiks i anden øvelse. Jeg har ikke lavet så mange øvelser i optakten til konkurrencen, havde et absolut minimum af opvarmning i trampolinen inden konkurrencestart og har ikke sprunget konkurrence siden maj 2013, så det kan sagtens forklares at knæene svigtede… – men det fjerner slet ikke fornemmelsen af, at det bare var godt og grundigt træls at kikse! Jeg havde kunnet tage medalje!! Så ærgerligt og frustrerende på den ene side – og mange gode elementer at tage med hjem på den anden!
Bare at være med var målet, og det indfriede jeg. Jeg har fået en ordentlig skovlfuld motivation med hjem, for jeg var den bedste danske og nordiske pige i trampolin før mit uheld, og det bliver jeg igen! Jeg kunne se, at jeg allerede har fornuftig højde på mine øvelser, og det var som at komme tilbage til noget hjemmevant bare at være med. Konkurrencerne samler folk på kryds og tværs af klubber og landegrænser, og det føltes som at komme tilbage til ”trampolinfamilien”, som trampolinsportens unikke sammenhold både nationalt og internationalt kaldes.
Egne eller andres forventninger?
Det, trampolin i høj grad handler om, er at vise, at man behersker kunsten at lave saltoer og skruer i flotte positioner med fuld kontrol seks til otte meter oppe i luften. Det kræver meget træning og rigtig, rigtig mange gentagelser – tilføjet en fornuftig portion selvtillid og en stor sjat kontrol af nerver, når hele konkurrencen afgøres af øvelser på knap 20 sekunders varighed!
Netop denne del har jeg dog haft det ret svært ved i optakten, og det er et emne, jeg her vil dykke lidt ned i. Det har faktisk været udfordrende på mange fronter at blive klar til mit comeback – min første konkurrence på den lange, bumpede vej tilbage til topniveau.
Nogle af dem har knyttet sig til mine egne forventninger og andre til mine forventninger om andres forventninger…
I en konkurrenceperiode spidser træningen til, øvelsen gentages i et væk for at finpudse detaljer og justere petitesser i den evige ”Quest for perfection” (så læres en ny, sværere øvelse og så er der nye udfordringer, juhu!). Men pludselig har jeg i denne konkurrenceoptakt været hæmmet og fuldstændig underlagt dagsformen på en procentmæssig ret lille del af min krop. Venstre ekstremitets yderste del – nærmere bestemt venstre pote – har helt og holdent lagt linjerne for, hvad, og i endnu højere grad hvor meget, jeg kunne lave til træning. Det har været rigtig svært mentalt at stille op til en konkurrence og føle sig en smule uforberedt? Jeg har arbejdet meget med mig selv for at acceptere, at tingene var som de nu engang var, og at jeg måtte bero på mental forberedelse mere end fysisk forberedelse. Oven i det kom den faktor, at jeg også kunne risikere at blive sat på plads på dagen af en gnaven, skadet fod, der ikke lige gad at springe på liiiige den dag, hvor der var første konkurrence i halvandet år…
Det har været underligt og meget uden for min comfort zone, da jeg altid har haft det bedst med god forberedelse, mange gentagelser af øvelsen og derigennem skabe den faste tro på egne evner.
Og det

gav et spøjst behov for at forklare andre, at jeg jo stadig kæmpede med skaden, at jeg ikke kunne springe så meget i forberedelsen, og at jeg i værste fald måske slet ikke ville kunne stille op til konkurrencen. Var det mon ny viden? Jeg tror det faktisk ikke. De fleste i trampolinmiljøet ved, at jeg har været dømt ude af konkurrencer i meget lang tid med en voldsom skade… Alligevel havde jeg brug for at sige det højt.

En spændende observation, synes jeg, da det vidner om, hvor meget andres forventninger til mig alligevel har fyldt for mig. Jeg har haft svært ved at slippe billedet af, hvad jeg kunne før i forhold til, hvad jeg kan nu (det har jeg før skrevet om i tidligere blogindlæg – se ”Når glansbilledetkrakelerer”), og jeg har set en ny facet af den udfordring: jeg føler, at andre har forventninger til mig.
Det er en udfordring for nogle (nok mange?) atleter at håndtere presset fra omverdenen, men jeg tror, at en stor del handler om at håndtere ens EGEN forestilling om omverdenens såkaldte pres eller forventninger. Det kan være groet i ens eget lille mentale bed, og det er vigtigt at luge ukrudt ud på overetagen!
Det var fx vigtigt for mig at fortælle, hvor jeg stod, for at berolige mig selv i en hvis grad, men jeg kan se, at jeg skal arbejde med at skille tingene ad og håndtere min nye situation. Det er nok ikke sidste gang jeg kan blive udfordret i en optakt til en konkurrence, og derfor kan jeg lære af denne oplevelse.
Tankerne, især de ubevidste, kan så små frø af tvivl, pres eller nervøsitet, men måske på forkert baggrund. Man ved jo ikke, hvad andre tænker! Hvis man vil vide det, kan man driste sig til at spørge, og indtil da skal snylteplanterne i form af forventninger om andres forventninger slås ned, så der er plads til fokus på egne intentioner, mål og værdier, der ikke drænes på vejen i opvæksten.


Så husk at passe den mentale sundhed ved aktivt at luge i ny og næ – det er vigtigt, at det er de rigtige frø, der får lov at gro :)

Når glansbilledet krakelerer

En efterårsdag i træningshallen i Idrættens Hus i Brøndby, hvor det danske landshold i trampolin har deres træninger, ryger jeg for tredje gang ud i siden og må afbryde øvelsen. Små røgskyer at stå ud af ørene på mig. Hvorfor filan vælter jeg sådan rundt i min øvelse?
Til en af ugens to (til tre nogengange! Ja, jeg har haft tre trampolintræninger på en uge for første gang siden jeg kom til skade!) træninger, er der bare ikke noget, der fungerer…
Min nuværende træningsmængde gør, at denne irriterende træning ikke varer så lang tid, hvilket lige i dag faktisk er okay. Da jeg er færdig, får denne fornemmelse mig til at stoppe op og sætte tingene lidt i perspektiv – og dér faldt glansbilledet lige så stille fra hinanden og efterlod en spændende lektie, som alle kan lære noget af:
Fortiden idealiseres ofte i en kriseperiode, hvor man har været væk fra dét, man holder af og vil tilbage til.
I lang tid har det altoverskyggende mål været at komme til at springe trampolin igen. At komme af med smerterne og at kunne gå og springe igen. Jeg kan gå, jeg kan springe mere, og jeg kan tydeligvis glemme! Glemme de svære dage, de trætte øjeblikke i træningen, ondt i ryggen, dage hvor timingen er dårlig, så man vælter rundt, og alle de andre småting, der hænger sammen med en elitekarriere i min sport. De er der og skal være der. Det er dem, man bliver stærk af at kæmpe sig igennem, og de giver de gode træninger og flyvende dage mening og perspektiv.
Det er derfor lidt en udfordring at få en lektie om, hvordan virkeligheden var – og stadig er!
Jeg husker det faktisk også som om, at de øvelser jeg lavede inden skaden, var bedre, end de måske var gennemsnitligt. Det skal forstås på den måde, at jeg husker de bedste øvelser og de gode træninger, men glemmer lidt, hvordan hverdagen så ud.
Det har krævet lidt opmærksomhed at kunne skrive dette. Jeg har været nødt til at indse, hvordan min idealiserede opfattelse havde sneget sig ind i min opfattelse af mig selv og min kunnen, og derefter genfinde et mere nuanceret og realistisk billede.

Glemt de små fejl
Jeg lavede også fejl før i tiden. Selvom jeg her i opstartsperioden havde glemt den detalje, så fulgte de dårlige vaner med – især når man er ude af form! Et år uden trampolin og meget begrænset træning i tre måneder har ikke bragt trampolinformen tilbage, for jeg kan ikke træne højt nok, tit nok og længe nok til at få rutine nok.
Det var derfor første kollision med glansbilledet, at finde ud af, at jeg lavede fejl i springene.
Uh, dragt er også en del af
konkurrenceshowet i trampolin – længe siden
jeg har haft sådan en på!
I trampolin bedømmes højde, stil og sværhed (antal saltoer og skruer i øvelsens ti forskellige spring), men især stilen er vigtig, da karakteren tæller tre gange. Jeg huskede mig selv, som jeg sprang på toppen i foråret sidste år – og det var pludselig ikke helt det niveau, jeg kunne hamle op med i 2014, 15 måneder efter uheldet!
Det er både billedet af mig selv og billedet af træning, der har været under luppen de sidste par uger. I optakten til Nordiske Mesterskaber, NM, i Finland denne weekend (d. 18. oktober), har jeg netop været nødt til at analysere lidt på mig selv og mine forventninger.
Selvbilledet er mere realistisk og tilsvarer (næsten) mit faktiske niveau nu. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg fyldes af frustrationer og følelsen af utilstrækkelighed, ”for jeg kan jo meget mere end det”. Men netop den tanke er kilden til problemet. Den knytter sig til fortiden, til glansbilledet og til et uholdbart ideal.
I stedet skal jeg lære, at se alt i forhold til, hvad jeg kan nu. Dermed er der plads til at glæde sig over fremgangen, over forbedringer i spring, højde og træningsmængde og at kunne se fremad i stedet for tilbage.
Der er kun en vej – og det er fremad! Det er det vigtigste at finde sig selv og sit niveau, så man kan arbejde ud fra en realitet og ikke en idealiseret og urealistisk opfattelse. Det er løsningen på mange frustrationer i forskellige sammenhænge!

– Hep hey forresten, NM bliver første konkurrence jeg deltager i siden 16. Maj 2013 :) slow progress!