Skader har også positive effekter

Det er efterhånden lang tid siden jeg har været ved tasterne for at skrive lidt på bloggen.  Nærmere bestemt engang sidste år??
Det er dog ikke længe siden jeg var ved tasterne – faktisk det modsatte! Det nye år har budt på mange spændende ting, blandt andet flere og nye arbejdsopgaver, mere træning samt færdiggørelsen af et sportsregnskab fra sidste år. Sidstnævnte trak tænder ud! Langt om længe er jeg blevet stor nok til at gøre det løbende i stedet for at udskyde og udskyde og udskyde… og til sidst side med regningen for den genialitet…!
En lille pause i arbejdsstrømmen giver muligheden for at reflektere lidt over den sidste tids oplevelser, både de gode og de træls af slagsen. Det er ikke tid  til decideret at sidde og vegetere midt i det hele her på kontoret, men tid til i hvert fald stoppe lidt op, mærke efter kortvarigt og konstatere.
Jeg må blandt andet konstatere, at det ikke kun er på regnskabssiden, jeg er blevet mere voksen.
Faktisk føles det som om jeg er blevet 10 år ældre mentalt på halvandet års fysisk skadesperiode!
Da jeg lå på hospitalet for 19 måneder siden var der to essentielle beslutninger jeg tog:
  1. Jeg ville tilbage og springe trampolin – og dermed gøre alt hvad der var muligt for at give mig de bedste muligheder
  2. Jeg ville få det bedste ud af det, for tingene var som de var – og er som de er!

Det er to ting, jeg med løftet hage og et lille smil på læben kan sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at holde. Og de to mål har haft essentiel betydning for det mentale arbejde, jeg har været igennem og som har bragt mig meget langt.
Første optræden til spændende ”spørgetime”
Januar 2015 blev afsluttet med en tur til Lyngby, hvor jeg for første gang skulle prøve at mødes med en gruppe af kommende sportspsykologiske konsulenter og sportspsykologer fra Mental Motions Supervisionsforløb. Her var det er times tid, hvor de kunne spørge ind til det samarbejde, jeg selv har haft med en sportspsykologisk konsulent, Carsten.
Jeg lagde ud med at ridse min karriere op i meget korte træk for at springe hen til 5. Juli 2013, hvor jeg kom til skade, og så yderligere lidt frem til min opstart af mentalforløb i samarbejde med en af Team Danmarks konsulenter fra det sportspsykologiske team.
Undervejs formulerede jeg selv sætningen, ”jamen det føles jo som om, jeg er blevet 10 år ældre mentalt på de sidste halvandet år” – og da jeg kom hjem derfra, var det med en lille ny åbenbaring; jeg har virkelig rykket mig på det område!
At få lov at fortælle om den psykologiske rejse igennem de sidste 19 måneder gav mig muligheden for at forstå, hvor lang den har været. Det var faktisk en fed fornemmelse!
Skaden bliver til en styrke
Da jeg startede mit mentalforløb med Carsten, refererede han på et tidspunkt til en anden atlet, han havde haft forløb med, da vedkommende havde haft en skade. Denne atlet var efter skaden kommet til den erkendelse, at perioden havde været en af de mest lærerige i forhold til sportskarrieren, og at der dermed var kommet noget positivt ud af det. Skaden var blevet hans styrke.
Det syntes lige i det øjeblik lød lidt fjernt for mig, da jeg stadig var på krykker og hæmmet totalt – jeg kunne ikke engang selv kunne hente min egen t 

allerken!

Utallige ganges tudeture (de forekommer stadig), træls træninger, hvor jeg ikke kunne springe på grund af smerter, alle turene baglæns ned af trappen om morgnen, når venstrepoten ikke ville samarbejde og dage, hvor det bare gør ondt, har alle bragt noget med sig. De har givet anledning til at finde løsninger. Og de dage gør ordsproget virkeligt: ”Intet er så galt, det ikke er godt for noget”!
Så i skrivende stund – en rigtig træls dag, hvor jeg ikke kan springe trampolin på grund af smerter (hvilket til gengæld gav muligheden for at skrive :-) ) – kan jeg jo trods alt konstatere, at skaden også er blevet min styrke.
Selvfølgelig ville jeg gerne have været for uden, men det kunne jeg jo ikke helt selv vælge. Alt det jeg har lært undervejs, har været et hav af uvurderlige lektioner om mig selv. Mange forskellige strategier til håndtering af nogle af livets bump på vejen er føjet til listen, og forståelsen af mig, min væremåde, mine mønstre og reaktioner, giver grundlag for at blive endnu dygtigere.
En vinterdag med ondt i foden og dermed uden trampolin-
træning blev alligevel til en skøn dag med blå himmel og
frisk lille gåtur. Det er ikke altid nemt, men det er til gengæld
vigtigt at blive ved at lede efter smilet i hverdagen :)
Nu har jeg trodset lægernes dommedagsprofetier og er i gang med at springe trampolin på hvad der svarer til måske 90% af det niveau, jeg før havde. Samtidig gør jeg dette med en kolossal viden om, hvorfor jeg har valgt denne sti, hvad jeg vil med min sport og i mit liv og hvordan jeg kan blive endnu bedre i alle facetterne af det at være eliteatlet og Maila Walmod.
De erfaringer, jeg har med i bagagen, er de hårdeste opnåede og mest lærerige! De er blevet min styrke.
PS: jeg holder foredrag  om aspekterne i en atlets elitekarriere, der har relevans for både atleter, forældre eller trænere, men også erhvervsfolk og andre med interesse i motivation, skader, krisehåndtering, forventningspres og lignende emner.