Ubevidste handlemønstre – hjernens dovenskab kan blive din fjende

På opfordring har jeg i dette blogidnlæg valgt at dykke ned i mine egne erfaringer omkring ubevidste handle- og reaktionsmønstre og deres årsag og tit uhensigtsmæssige side-effects.

 

Jeg skrev et af de forrige blogindlæg (Konkurrence coming up!) om nogle af de mønstre, jeg selv har inden konkurrence. Jeg kalder det i en humoristisk tone for ”præ-konkurrence-psykosen”, og det har taget mig en del tid at blive klog på fænomenet. Da jeg lagde det op online, fik jeg en opfordring til at skrive mere om dette emne, samt hvor jeg i andre sammenhænge havde arbejdet med lignende analyse af mønstre.

Det er nemlig i mange forskellige sammenhænge, at man har reaktions- og handlingsmønstre. Det er et forsvar, men kan også nogle gange blive en fjende! Bliver man slave af handlemønstrene mister man kontrollen over egne valg. Derfor vil jeg prøve at uddybe lidt her på et meget personligt og nuværende plan.

 

Når bægeret er næsten fyldt, og der ikke skal mange dråber mere til…

Den sidste tid har været noget turbulent for mit vedkommende. Der har været rigtig mange udefrakommende, forstyrrende faktorer, der har givet ekstra pres på den i forvejen ret udspændte streng dagligdagen kører på.

Når der er overskud på kontoen, er der plads til at være bevidst i valg og tanker og kunne tage stilling til den mentale hvirvelstrøm, der altid er der og altid trækker i forskellige retninger. Hober småtingene sig derimod op, så overskuddet stille og roligt skrumper ind til et meget lille område, så sker der en ubevidst reaktion for mig, der godt kan sammenlignes med begrebet ”en ond cirkel”; jeg har ikke mental plads til at tage stilling og være bevidst i valg, jeg får ikke distanceret mig fra tankernes mylder, og tankerne og følelserne begynder at trække mig med.

 

Det giver som regel en stor frustration, med tilhørende følelser. Og de følelsesreaktioner, der ofte følger med, er at blive vred eller ked af det. Naturligt nok, det er kroppens ventil for indre mentalt overtryk. For mig udmønter det sig over tid til en tendens til en grådlabilitet med helt egen selektiv styring!!! Jeg kan uden varsel blive helt vildt ked af det og så svigter tårekanalerne mig som prikken over i’et…

 

Et eksempel er, at jeg kan have en helt almindelig dag, lige til jeg bliver trig’et af en objektiv set lille normalitet i dagligdagen. Normalt lille, men det er som om, at den nedadgående kurve for overskud har en modsat kurve for den subjektive størrelse og betydning af småting!? De små sager vokser.

Et sådan eksempel kan i en periode, hvor tingene har vokset sig store, ende i en fuldstændig uproportional trang til at tude eller slå til et eller andet – og det er endnu mere frustrerende!

 

Det er ikke sjovt på job, til træning eller andre steder lige pludselig at lave et dramatisk drop på humørbarometeret og nogle gange egentlig ikke helt kunne sige hvorfor? Der vil jeg gerne opretholde en facade og så gemme de personlige ting til hovedpuden, veninden eller kærestens skulder. Det er bare ikke til at forudsige, og til sidst må der gøres noget.

 

Det er her analysen af handlemønstre starter – og dermed også mine personlige værktøjer til at få vendt skuden, få stoppet den ondskabsfulde cirkel og distancere mig fra tanke-hvirvelstrømmen.

 

Lukker du nogle gange af for følelser?

Da jeg åbnede for min mentale pandoras æske af småting, ved at fortælle højt, hvad der gemte sig og gav overtryk i mit hoved, kunne jeg lige pludselig se og høre mig selv forklare, hvad jeg havde gang i.

Når overtrykket så småt kommer snigende, kommer punktet, hvor overskudskurven er på vej i kulkælderen og krydser den stigende kurve for småtings betydning. De små ting vokser sig store og grumme og uoverskuelige, og lige pludselig er overskuddet gemt væk og dermed også evnen til at være objektiv, rationel og værdibaseret. Jeg blev bange for mine egne følelser og begyndte at flygte fra dem. Jeg ville helst ikke tage fat i alt det, der trykkede, af frygt for at facaden krakelerede og tårene sprang frem.

Med andre ord lod jeg mig faktisk rive med af følelserne. I stedet for at acceptere dem, lod jeg mig diktere af dem og mit gamle handlemønster: Distrahér dig selv, så du ikke kan mærke, hvordan du egentlig har det.

Det er jo skruen uden ende? Småtingene bliver større, overskuddet mindre, tårene endnu mere nærliggende og alt føles mere og mere frustrerende.

 

Min taktik med at prøve at skubbe følelser og tanker væk er et gammelt handlemønster, der ikke kræver så meget energi. Hjernen er glad for vaner, mønstre og kendte handlinger, da det netop er energisparende. Det er smart på rigtig mange områder, men på nogle kan det være det modsatte. Dette er for mig eksempel på, hvordan min dovne svamp på første etage ikke altid har den bedste strategi!

Så udgangspunktet var: Overskud var i bund og ”Svampen” var på overarbejde. Det hvirvlede rundt med tanker mere end det plejede – og der var mange af de negative.

Ubevidst ville jeg ikke tage fat i hvirvelstrømmen, der havde et sugende tag i mig og fik mig til at være en utilregnelig, tikkende tudebombe: Jeg prøvede ubevidst at undgå at bruge energi på at erkende de mange følelser og tanker, og undgå den ydereligere kraftanstrengelse ved at acceptere dem og distancere mig fra dem.

Jeg hørte mig selv sige:

 

Jamen det kræver jo energi at skulle skille mig fra tanke-hvirvelstrømmen. Jeg har jo ingen overskud til det!

 

Det var sådan det føltes. Men at sige den sætning højt var et stort skridt. Selvom det er øvelsen fremadrettet, netop at skille sig fra tankerne, så kan man ikke gå før man kan kravle. Man skal altid starte et sted!

At kravle er her at finde ud af, hvad jeg er midt i. At se, at jeg lukker mine følelser ude, og at erkende det uhensigtsmæssige handlemønster. Først når man ved, hvad man reagere på, har man kort på hånden til næste træk.

Jeg ved nu, hvad opgaven er. Jeg ved, jeg kan kravle – jeg sagde jo selv, hvad der skal til, selvom jeg syntes det virkede svært – og nu skal jeg til at gå. Øvelse gør mester.

 

Det er en svær opgave midt i det hele, men et tidligere metafor-billede omkring mental oprydning kan bruges her – (se ”Kom fri af tankernes kontrol – afsnit om ”Springcleaning på første etage).

Jeg prøver at ridse metaforen kort op: Det føles som et uoverskueligt oprydningsprojekt, hvor der ikke er plads til alle ens ting. Der kommer flere og flere ting, der ikke kan lægges på plads, fordi al skabsplads er brugt. Først når det helt store oprydningsarbejde startes med storsortering af alle tingene i skabene, vil der blive plads. Der skal sorteres, tages stilling til, erkendes og smides ud inden alt igen kan få en plads i skabene. Det er dybt uoverskueligt at gå i gang, og ser måske decideret umuligt ud undervejs – men efterfølgende er det det hele værd.
Jeg skal nu til at mande mig op til skridt for skridt at se mine egne følelser og tanker i øjnene, erkende dem (de vil altid være der), men jeg vælger, om de skal føre an, eller om jeg vil gå mig egen vej.

Et skridt af gangen, og for hvert skridt bliver man klogere…

Livets vej er lang og fyldt med læring

Flad fornemmelse efter første konkurrence…

Det er en lidt underlig måde at beskrive det.

En flad fornemmelse

Men for mig giver det mening. Det rammer ret godt i går og lidt i dag også… Det er en underlig tomhed, hvor der kunne have været en præstation. En lille frustration, der lige skal bearbejdes. Men også grobund for motivation!

Det var årets første konkurrence. Et år, 2015, hvor jeg reelt kan konkurrere, selvom jeg endnu ikke er tilbage på det niveau, jeg tidligere var på. Det er ret frustrerende stadig at føle, at jeg mangler trampolinkunnen, men det gør jeg. Jeg springer ikke lige så højt eller svært, som inden jeg blev skadet, men jeg er på vej!
Min nye øvelse, der skulle vises til konkurrences, er en helt ny samensætning. Det er kun halvanden måned siden, jeg gennemførte den for første gang overhovedet. Med den vekslende dagsform har det desuden først været inden for de sidste to uger, jeg er begyndt at kunne gennemføre frie øvelser nogenlunde regelmæssigt, selvom jeg ofte blev nødt til at sætte vanskligheden ned undervejs.

Mentalt klar, fysikken var ikke!

På vej til første konkurrence 2015
På vej til første konkurrence 2015. Mentalt klar – god forberedelse, der skal arbejdes videre med.


Jeg følte mig dog klar. Jeg ville gerne vise, jeg er på vej tilbage! Jeg havde tænkt min nye øvelse i hovedet mange gange som visualisering af konkurrencen. Jeg syntes, at min mentale forberedelse havde været god.

Første øvelse gik okay. Så gjalt det den frie øvelse, hvor både vanskelighed, højde og stil tæller. Det er dermed den “svære” øvelse. Netop i den frie øvelse landede jeg lidt ude i siden i første spring, og jeg kan tydeligt se bagefter, at det efterfølgende kiks handler meget om manglende rutine. Jeg forstillede mig i visualiseringen en perfekt øvelse, for at kroppen aktiverede nervebanesignaler i en simuleret perfekt øvelse. Sådan er virkeligheden meget sjældent i både træning og konkurrence. Der kan ske alt muligt undervejs, da det er meget små vinkel- og timingforskydelser, der kan give store følger. Det bliver man vant til at tackle gennem meget træning. Så der mangler stadig gentagelser i træningshallen til at give rutinen og selvtilliden: Uanset hvor på dugen jeg står, så kan jeg springe mig ind i øvelsen og gennemføre.

Jeg blev lidt overrasket over at lande ude i siden i første spring og små-panikkede i de efterfølgende dobbeltsaltoer, der derfor mistede kvalitet og især højde – til sidst manglede så meget højde og jeg knap kom rundt i sjette spring. Karikeret føltes det lidt som at lande på maven og overkroppens position til næste spring var også tættere på vandret end lodret – det sendte det næste spring direkte ud på endemåtten, hurra for at de er der…
Kort entré i konkurrencens anden øvelse og en placering i bunden. Dermed den flade fornemmelse.

Den reelle opgave efter præstation!
Det kan sagtens undskyldes. Min skade har ikke gjort konkurrencedage nemmere fx. Men det vidste jeg allerede, og det er bare en ny udfordring, som jeg må lære at tackle. Vigtigst er det derimod at finde ud af, hvad jeg kan tage med fra konkurrencen, når det eneste jeg sider med er den såkaldte flade fornemmelse fra den udeblevende præstation.

Det er ikke kun denne gang, dette er vigtigt. Det er det værd gang, der er konkurrence, og i en anden forstand også hver gang der er træning.

Konkurrence er der, hvor de mange timers slid skal stå deres prøve, og dermed er det krydret med nerver og direkte eller indirekte pres. Det har en anden betydning – dette forår er fx kvalifikation til VM for mig.
Derfor skal jeg lære af konkurrencen, og blive dygtigere af mit kiks. Såvel som af en succes!
Jeg kan se, at jeg er langt i det mentale arbejde, men at jeg mangler rutine. Det er der jeg skal sætte ind i træning, så stabilitet og kvalitet øges frem mod forårets næste konkurrencer.

Pointen er egentlig bare, at den flade fornemmelse er en følelse. Det er resultatet af skuffelse og negative tanker. Opgaven er herfra at lære af det og bruge det fremad, så jeg næste gang er en lille tand bedre på en eller anden front. Dermed ikke sagt, at jeg er mere garanteret at gennemføre min øvelse – men hvis jeg hver gang bliver bedre og prøver for hver træning at lære og udvikle mig, så er sandsynligheden stigende! I en sport, hvor to gange 20 sekunder afgør knald eller fald er der en hårdfin linje mellem succes og fiasko, men det er også det spændende ved trampolin og en udfordring jeg tager op.

Læs her om optakten til konkurrencen og den mentale forberedelse

Konkurrence coming up!

Foråret har officielt meldt sin ankomst i kalenderen (lidt mere tvivlsomt i vejr-praksis?!) og med dette også første konkurrence i år. Det er en såkaldt Dancup 1, den første af årets fem afdelinger, og turen går til Odense på lørdag!

Tvunget til at indse
Da jeg var i Tyskland og træne i foråret 2013, havde denne blog fået sin spæde begyndelse, og jeg beskrev og berettede om mine oplevelser – og også mine erkendelser om mig selv i forbindelse med træningen.
Sprogbarrieren og afstanden til venner og familie gjorde, at jeg blev tvunget ud i at lære mig selv bedre at kende, tackle situationer og analyserer mine egne mønstre. Det er svært og mentalt energikrævende at arbejde med og genneskue de indarbejde handlinger, følelser og reaktioner, som kører helt på rygraden. “Alene” i Tyskland blev jeg tvunget til at øve mig i denne disciplin.
Foran computerskærmen i køkkenet i min dejlige lejlighed i Bad Kreuznach sad jeg med udsigt over de nærliggende hustage og fik i skreven tekst sat ord på et af mine egne klassiske mønstre: præ-konkurrence-psykosen, som jeg syntes var et sjovt og rammende karikaturnavn til fænomenet.

At se sig selv og sine handlingsmønstre
Dette navn dækker over den fase, jeg tit lander i ca. 2-3 uger inden en konkurrence. Det er afhængig af konkurrencens vigtighed og timing på sæsonen, hvor voldsom og hvornår “psykosen” rammer, men den kom så sandelig også i Tyskland, og der var mine sædvanlige måder og mønstre til ubevidst at håndtere situationen ikke mulige.
Derfor blev jeg opmærksom på det, og da jeg fik snakket med mine forældre og min tyske træner, samt fik skrevet mit blogindlæg, kunne jeg nikke genkendende til fasen med dens følelser og handlinger – som jo faktisk gentog sig næsten hver gang, konkurrencesæsonen tog sin begyndelse eller en særlig stor og vigtig konkurrence var under opsejling.

Fasen byder på et afsindigt højnet subjektivt kvalitetskrav:

Jeg vil et par uger inden konkurrence kunne det hele og i øvrigt endnu bedre end jeg plejer. Det jeg laver, synes jeg slet ikke er godt nok, så jeg træner i vildskab og ofte med stor frustration.
Frustrationen kommer jo, når jeg sætter overlæggeren så højt, at jeg ikke selv kan nå den. Vel at mærke er det mig selv og ikke træner, træningskammerater, forældre, venner eller nogle andre, der har ytret noget om, at det, jeg ellers hoppede rundt og lavede til træning, ikke var godt nok. Det er kun mig selv, der med urimeligt høje krav til egen præstation nærmest er ved at smadre selvtillid, krop og godt træningshumør på en gang!
Jeg fik virkelig en åbenbaring dengang for næsten to år siden, hvor jeg i køkkenet med sollys ind af vinduet også fik kastet lys over mit eget reaktionsmønster inden konkurrence.

“Psykosen” er blevet til selvindsigt
Ovenstående har jeg lært meget af, og jeg kan se, hvordan jeg også har lært at bruge det. Hurra!
Nu er der to dage til konkurrence, og jeg har haft gode træninger op til. Jeg har faktisk også taget restitutionsdage, så fod, hoved og krop har været med, hvilket er produktet af lang tids mentalarbejde. Før i tiden hed det bare: Træn mer’-mer’-mer’-mer’-! inden konkurrencen. En pausedag var utænkelig!
At tage en dag fri er dermed en sejr. En mentalsejr over mine mønstre. I stedet for at træne helt hjernedødt for at dulme frygten for ikke at være god nok (som ofte var mit tidligere handlemønster), så har jeg været meget mere afklaret om, hvad min krop har haft brug for og at distancere negative tanker.
Man kommer aldrig i mål med at arbejde med sig selv, og det er for mig ikke altid det lykkes på dette område. Jeg bliver jo stadig spændt, måske nervøs, op mod konkurrence og både denne gang og fremadrettet vil det have forskellige udfordringer med sig.

At sætte ord på giver forståelse
Netop fordi konkurrencen nærmer sig (min tredje optræden i dragt efter jeg kom til skade!) havde jeg en samtale med den sportspsykologiske konsulent, Carsten, som jeg har arbejdet med i over halvandet år.
Jeg hørte mig selv sidde og berette om, at træningen gik godt, selvom alt mulig andet er kaotisk og rodet som følge af håndteringen af skaden, arbejde, træning, smerter og behandligen med tilhørende tankemylder og følelser.

Med andre ord sagde jeg højt og forstod dermed selv: jeg har faktisk tacklet mit eget mentale pres inden konkurrence og dermed givet mig bedre træningsmuligheder i optakten. 

Uanset hvad weekendens Dancup bringer, så har jeg overfor mig selv vist, at jeg er blevet klogere på mig selv og bedre til at handle rationelt i stedet for at lade følelserne få kaotisk frit løb. Det er også et vigtigt parameter i målet om at blive endnu bedre trampolinspringer og topatlet. 

 Her bare lige en lille video: Danmarks første dame-synkron-triff fra tirsdagens træning!