Spændingsudløsning til DM – burde jeg være glad eller skuffet?

Vinder man sølv eller taber man guld?

I turneringsdiscipliner er svaret enkelt – det føles som at tabe guld, for man taber den kamp, der afgjorde de to første placeringer. I min sport, trampolin, er det ikke helt så enkelt. Der er otte springere i finalen, man starter alle fra ”nul”, som vi siger – de tidligere point er slettet og det er dermed kun finaleøvelsen, der afgør resultatet og kårer dagens vinder.

Der kan alt ske, alles kamp mod alle og den ene øvelse med ti spring udført på under et halvt minut afgør farven på metallet og om man overhovedet får noget med hjem.

 

I weekenden blev Danmarksmesterskaberne i trampolin og tumbling afholdt under flotte forhold i Holstebro. Og for mit vedkommende var det kulminationen på mange ugers spænding, bekymring, forventning, frustration og hårdt arbejde i træningshallen. Mit forrige indlæg (Forventninger – kan de kontrolleres?) var et billede på den kamp jeg havde mentalt op mod DM. Det var svært at håndtere mine egne forventninger og det var derfor vigtigt at komme tilbage til et realistisk billede af mit eget niveau og se det hele i et større perspektiv.

 

Det formåede jeg at gøre til en vis grad. Jeg vidste godt, at det handlede om at overleve den lange dag. Det handlede om at holde mig varm og klar til trods for de mange pauser i dagens konkurrenceprogram. At blive ved at tro på mig selv, selvom opvarmningen i trampolinen gik rigtig dårligt, og jeg ikke kunne få første spring til at fungere (nok lidt nerver inderst inde!).

Og at holde fokus på det, der lå foran mig og ikke resultater, de andres præstation eller andre distraherende faktorer. Det lykkedes rimeligvis.

 

Jeg førte konkurrencen stort, da indledende var færdig. Men tidligere point og føring slettes i finalen, og det er dermed blot rækkefølgen man springer i, der vidner om forkampens udfald. Jeg skulle derfor springe sidst, da jeg lå nummer et efter indledende.
Bløde knæ og skrantende selvtillid

I indspringene til finaleøvelsen mistimede jeg plpudselig afsættet så meget i et indspring at mine knæ smuttede. Det sker af og til i træning og i sjældne tilfælde i konkurrence. Derfor er reglementet lavet, så man skal bruge trampolindugens afsæt, før at et spring tæller – når ens ben bare forsvinder under en er det dermed ikke et spring, men bare… Tja… En ret fjollet måde og blive mentalt sat lidt ud af rytmen?

Det var i hvert fald resultatet for mig. Jeg mistede lidt troen på timingen i den meget bløde trampolin, da jeg anden gang tog indspring og endelig kom af sted i min øvelse.
Det blev lidt ukontroleret og dermed hverken så flot, svært eller højt som planlagt, hvilket kort sagt er de tre parametre vi bliver bedømt på.

Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt... Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?
Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt… Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?

Der var ti spring. Min målsætning og at gennemføre mine øvelser var dermed opnået, og det var den jeg forsøgte at bilde mig selv ind, var den vigtigste.

Der var ti spring – men de var ikke særlig flotte… Og heller ikke flotte nok til at vinde.

 

Jeg blev på ærlig og redelig vis slået, fordi jeg ikke sprang særlig godt og dermed ikke godt nok til at tage pokalen med hjem. Sådan er gamet, sådan er trampolin. Men for silvan hvor var – og er – jeg skuffet.
Jeg ved, at jeg beviste en masse for mig selv; jeg gennemførte, jeg viste, at jeg er ved at nærme mig mit tidligere niveau inden skaden, jeg springer højt igen og jeg førte stort efter indledende. Det er jo super godt, og i bund og grund et KÆMPE skridt i min lange, turbulente vej tilbage til toppen. For kun et år siden var jeg slet ikke i stand til at springe trampolin og nu er jeg tilbage i toppen af dansk trampolin og springer højere end de andre springere.

Det føles bare tomt og hult at have været SÅ tæt på og så ikke kunne stå distancen da det galt…

Det føles som at tabe guld, selvom det var på ærlig og redelig vis, at jeg blev slået.

 

”Så er jeg jo ikke noget”

Jeg havde lyst til at tude lige efter individuel finale. Det var bare ikke rigtig stedet til det. Netop fordi det jo egentlig var flot overhovedet at få medalje med hjem og springe med i toppen af gamet, så følte jeg, at jeg ikke helt kunne tillade mig at vise, hvor ked af det og skuffet jeg var. Jeg holdt det inde bedst muligt, men da jeg om aftenen ringede hjem, kunne jeg få lov at give bare lidt slip på alle de indestængte frustrationer.

Med en kamp for at holde tårer i kort snor og stemmen i kontrol fik jeg forklaret om konkurrenedagen og kom med en ærlig, umiddelbar og helt forkert sætning:

 

Så er jeg jo ikke noget

 

Det sagde jeg ordret. Helt rigtig og HELT forkert. Det var virkelig sådan jeg følte det kortvarigt den aften. Det føltes tomt og tamt og hult efter så meget pres op mod denne konkurrence. Så tæt på og alligevel så langt væk.

Jeg havde inderst inde håbet rigtig, rigtig meget på, at jeg kunne vinde DM. Det ville være en fantastisk milepæl for min lange kamp, og jeg kunne godt have brugt den succes som motivation for at blive ved at kæmpe… Jeg havde vist håbet rigtig meget på det inderst inde.
Nu skal jeg finde den, motivationen, et andet sted, finde den frem indefra. Det er der den bor og den er der selvfølgelig, selvom det var et lille hak i den at være så tæt på og så ikke præstere i finalen.
Det er motivationen der har fået mig så langt. Det er vilje, kampgejst, mental styrke og fighterånd. Og det er jo netop DET jeg er. Jeg er ikke Danmarksmester 2015. Men jeg er Maila, på vej frem efter en mental og fysisk styrkeprøve at dimensioner mod min skade. Jeg er på vej i den rigtige retning, og jeg er defineret af alt muligt indefra. Mine værdier. Mine handlinger. Ikke kun en titel – selvom jeg higer efter den.

Det ville have været en kærkommen streg under, at jeg kan gøre og fuldende det, jeg er i gang med – at komme tilbage. Men jeg kan stadig fuldende og fortsætte. Jeg kan komme tilbage og jeg kan blive endnu bedre end jeg var før. Og jeg gør det.

DM sølv x2

 

Forventninger – kan de kontrolleres?

Kun hvis man arbejder med dem og sørger for at være bevidst om dem!

Jeg skrev i mit forrige indlæg, at jeg ville skrive om konkurrence, pres og forventninger i denne omgang. Det er virkelig også et emne, der er relevant for mig i øjeblikket! Jeg vil prøve at forklare hvorfor og belyse nogle af de ting, som jeg arbejder med i situationerne. Der er DM om en uge, d. 9. Maj, og det er to år siden jeg var med til Danmarksmesterskaberne i trampolin sidst. Jeg starter dog dette indlæg ved sidste konkurrence, Dancup 2, der blev afholdt på Amager d. 25. april:

 

Jeg kigger ned i andet spring og kan i udretningen på springet se den blå kantpude næsten under mig. Jeg nåede at tænke: ”Der kan jeg da ikke være”, da jeg godt kunne se, at der ikke var meget trampolindug at lande på. Nogle gange kan man liiiiige samle fødderne lidt mere og håbe på at tyngdepunktet stadig er over fødderne og ikke mere mod siden, så man bare lander helt tæt på kantpuden, men stadig inde på trampolindugen og dermed med chance for at komme videre i øvelsen.

11198978_10153284324952433_1466962608_n
Billede fra Dancup 2. Lidt anstrengt smil fra mig, da jeg stadig var paf og frustreret over at være kikset – uden helt at vide hvorfor?

Mens jeg kom hastigt tættere på trampolinen, måtte jeg dog sande, at jeg havde haft helt ret. Jeg landede altså i siden af trampolinen og dermed på den blå kantpude, der dækker fjedrene hele vejen rundt om dugen. Der kom endda en blå farvning på min hvide sok af kollisionen med kanten.

Det gjorde lidt ondt i foden, for det var min dårlige, venstre fod, der var tæt på rammen, men mest af alt var min stolthed såret, for det var i finalen jeg kiksede – igen!

Jeg førte den nationale konkurrence og følte, at jeg havde fuldstændig styr på spændingsniveauet, jeg følte mig fokuseret, beret og i kontrol, jeg havde selvtillid og jeg var faktisk bare fuldstændig klar til at lave min øvelse.
Selv de andres præstationer rørte mig ikke. At jeg havde dårlige indspring til min finaleøvelse generede mig heller ikke.

For jeg kunne jo min øvelse. Jeg havde de rigtige fokuspunkter, jeg var klar!

At jeg i andet spring røg direkte til siden, kan jeg faktisk ikke forklare…

 

Indestængt, ignoreret frustration

De følgende dage var jeg usandsynligt frustreret. Jeg følte jeg manglede forklaringen. Hvorfor var jeg kikset? Til trods for god håndtering af nerver?
Så begyndte tvivlen at komme snigende – der var under to uger til DM. Jeg havde kikset i alle konkurrencer, jeg havde været med til siden jeg kom til skade. Var jeg ikke god nok længere? Kunne jeg ikke holde til presset? Der hvor jeg før var så stabil i konkurrence, var jeg pludselig det modsatte og uden at kunne forklare det…

Det tog et par dage med uudtalte frustrationer. Så havde det hobet sig nok op til at tage turen ud af kroppen via tårekanalerne, og jeg havde en god snak om det og fik sat ord på nogle af de grimme, tvivlende tanker og fandt en mere rationel Maila frem. Hun kan godt gemme sig langt væk, hvis tankerne får lov at styre i twilight-zonen mellem bevidst og ubevidst. Det er for mig stedet mellem bevidst og ubevidst. Når man registrerer tanken, men prøver at skubbe den væk, selvom den i stedet burde være blevet taget op bevidst for at vurdere den. Så for den lov at sprede sine grimme fangarme i underbevidstheden… Nu fik jeg sat ord på og renset ud for tanketentakler og fortiet tvivl.
Nogle af de vigtigste ting, jeg kom frem til var:

 

  • Før i tiden trænede jeg op til konkurrencer og havde jo mange, mange års progression frem mod den øvelse, jeg kørte i konkurrence. Der havde været småpauser, endda større pauser, men ikke på niveau med den skadespause, jeg har haft med min fod. Når man mangler rutine, så sker der tekniske kiks nogle gange, fordi man bare ikke har prøvet de utallige mange muligheder for positioner på dugen kombineret med kroppens positionering til næste spring. Det kræver rutine. Og det mangler jeg stadig, selvom det går fremad.
  • Jeg havde mere jævn træning frem mod konkurrencer før hen – der var ikke dage, hvor jeg slet ikke kunne på samme måde, som jeg har nu. Det er også noget, der langsomt går fremad. Dog er det også medvirkende til manglende rutine.

 

  • Jeg har ondt på en konkurrencedag, og det slider hen mod slutningen af konkurrencen. Det er et faktum, og det gør mig mere sideustabil i mine øvelser, fordi jeg får ondt. Det er noget jeg ved nu og dermed kan være opmærksom på. Det er jo meningen man skal hoppe rundt inde på midten af trampolinen!

 

  • Før jeg blev skadet, var jeg ubestridt den bedste danske pige, og mit niveau var til at jeg rimelig nemt havde kvalificeret mig til VM i år. Desuden skulle jeg egentlig bare gennemføre mine øvelser, så vandt jeg til de nationale konkurrencer. Nu vil jeg meget gerne vise, at jeg er tilbage. VM-kvalifikation fylder ubevidst ret meget for mig, og jeg kan derfor ikke bare læne mig tilbage og køre på rutinen – for der er ikke nok rutine, og jeg er stadig ikke tilbage på det niveau fra før, hvor det var nok.
    Jeg tror, at dette fylder mere ubevidst, end jeg selv vidste.

 

Især den sidste del er vigtig. Det er justeringen af mine egne forvetninger til mig selv, som jeg aktivt kan arbejde med. Jeg passer træningen, så godt jeg kan for tiden. Jeg er nødt til at give mig selv pausedage i ny og næ, men det er med bedre samvittighed (ikke god men bedre) end før. De er træls, men nødvendige for mig i den situation jeg er i nu.

 

Jeg føler, at jeg skal bevise en masse over for trampolin-Danmark. Jeg vil så gerne tilbage og jeg sammenligner mig med mit billede af, hvad jeg kunne før. I den sammenhæng udelader jeg som regel lige minderne om dårlige træninger, andre småskader og lignende. Det er derfor et idealiseret billede, jeg sammenligner mig med og higer efter. Urealistisk? Ja! Konstruktivt? NEJ!

Det er min opgave for tiden at få styr på mine egne forventinger til mig selv. Det hjalp virkelig meget at få sat ord på tvivlstankerne og dermed også kunne vurdere, om de er relistiske eller ej. Jeg havde glemt, at det bare er en ny situation, jeg er i. Jeg har andre udfordringer i dag, og selvom jeg husker det som om jeg bare gennemførte hver gang i konkurrence før i tiden, så glemmer jeg lige alt det arbejde, der var lagt i træningshallen i de foregående uger, måneder og år.

 

DM – favorit eller underdog?

Jeg vil rigtig gerne gøre det godt til DM. Men de sidste ugers ubevidste tanker har snoet fangarmene ud omkring min selvtillid og rokket i den. De har sået en forventning om at klare VM krav og vinde det hele.
Selvom det er drømmen, målet og glansbilledet, så må jeg tilbage til jordforbindelsen og huske, at jeg jo ikke er favorit. Jeg kan ikke springe hver dag og køre min øvelse med bind for øjnene og fødderne i en spand, som min savnede træningsmakker Peter Jensen ofte karikerede formtopning til konkurrence som.

Jeg får en ekstremt hård dag til DM med både synkron og individuel konkurrence med pauser i mellem og forhåbentlig finaler i begge dele. Så jeg ved allerede nu, at jeg bliver fysisk udfordret og måske lige skal huske et par pinex og noget vand.

Jeg har ikke kontinuer træning op til, som jeg havde før i tiden og jeg kan ikke bare køre flere og flere øvelser, selvom jeg gerne ville i træningerne inden, for det holder min fod ikke til.

Alle disse ting, havde jeg fornægtet og lod mig styre af hvad jeg gerne ville vise andre, og hvad jeg troede du forventer af mig.
Som min kæreste sagde, så er jeg jo næsten underdog, for jeg var ikke med sidste gang og bare at stille op er jo en sejr i sig selv. Sidste år kunne jeg slet ikke springe til DM!

Så med det i baghovedet vil jeg tage til træning og huske, at jeg er nået langt. Der er stadig vej til toppen, men det går fremad. Jeg skal huske at se det fra det rigtige perspektiv og nogle gange lige snuppe det langsigtede af slagsen i stedet for at lade frustrationer og ubevidste tanker styre det hele lige i øjeblikket.