”Jeg stopper aldrig i en dårlig periode”

Som lovet er her et follow-up på mit sidste blogindlæg. Og som jeg teasede, så kommer det til at handle om, hvordan man kommer igennem hårde perioder.

Har du prøvet det? Bare at tænke: “jeg kan ikke mere” eller “det kan være lige meget”. Det tror jeg, alle kommer igennem. Faktisk håber jeg, alle kommer igennem det. Det kan lyde mærkeligt. Men det bunder i, at jeg ønsker for alle, at de får muligheden for at vokse. Lære. Udvikle sig. Det er udfordringerne, der får os til at vokse, for det er ubehaget, der giver os kræfter til at mærke vores værdier.

Men det valg kan også blive taget på de forkerte præmisser, hvor impulsive følelser får en tunge og lumsk præsenterer den nemme vej, der ikke er den rigtige vej i forhold til egne værdier. Så er det frustrationens ord, der får plads til at påvirke vores beslutning, i stedet for indsigten fra arbejdet med sig selv. Det er dét, jeg gerne vil komme ind på. Valget, og hvornår man kan vælge at tage det og på hvilken baggrund.

 

Jeg har ikke været særlig gammel – 12-13 år måske – før jeg stødte ind i de første større udfordringer i min trampolinkarriere. Jeg blev blandt andet skadet, og det gjorde mig ked af det og frustreret. Mine forældre spurgte, om det måske ikke var en idé at prøve noget andet, skrue lidt ned for ambitionerne eller holde en pause. Og allerede på dette tidspunkt, der formulerde jeg selv sætningen: ”Jeg stopper aldrig i en dårlig periode”. Den sætning har måske været den vigtigste i hele min aktive karriere!

 

Når folk hørte at min far og jeg begge sprang i trampolin, så var der ofte skepsis over, at han i en alder af 35 år var startet. Men det var fantastisk at dele sporten med min familie. Senere blev han træner, og så skiftede det til fordomme omkring forældre-pacen og prestigeprojekt gennem sit barn. Det kunne ikke være længere fra sandheden! Det var nemlig fortsat mine forældre, der når min verden ramlede spurgte, om jeg måske ikke skulle overveje at finde noget andet?? Svaret var det samme. Jeg nægtede at tage den beslutning, mens jeg var følelsesmæssigt ramt, uanset om det var skader eller andre udfordringer i mit liv, der gjorde det svært at holde humøret højtflyvende. ”Jeg stopper ikke i en dårlig periode”. Det kom indefra og har holdt mig i min sport, selvom det har været et bumpy ride. For det var vigtigt for mig. Det betød mere end det midlertidige ubehag. Om det har været krop eller psyke, ydre eller indre omstændigheder, overkommeligt eller fuldstændig uoverskueligt, så har jeg holdt mig til, at jeg ville kæmpe mig tilbage og tage beslutningen, når jeg ikke var farvet af situationen. Og selvom især min krop sgu ikke har været min bedste og ikke særlig pålidelige samarbejdspartner i min karriere, så har udfordringerne styrket mig og bragt mig dertil, hvor jeg er idag.

 

For at vende tilbage til hjernefixet, podcast-lytningen hver gang jeg skal transportere mig selv rundt i landet, så var der en ting mere i podcasten, der ramte mig. Mens jeg hørte Tom Bilyeu interviewe Nastia Liukin, hørte jeg det samme princip forklædt i andre ord.
I podcasten ”Impact Theory”, som jeg også i sidste indlæg refererer til, fortæller Nastia Liukin om, at det var hendes mor, der havde samme tilgang, som jeg har haft. ”Don’t take the decision on a bad day”. Når Nastia kom hjem og græd og ikke ville gå til gymnastik, så var hendes mors svar, at det var helt ok, og hun måtte godt stoppe – bare ikke i dag. Hun sendte lille Liukin af sted igen. Og ventede til den næste gode dag, den gode træning. Så spurgte hun sin datter: ”Vil du stadig gerne stoppe?”, og pludselig var det slet ikke noget Nastia havde sagt noget om! Nej, det var ikke Nastia, der havde nævnt noget om at stoppe 😉

Uanset om det er som atlet eller som pårørende til en atlet – eller bare i ens eget liv – så er det vigtigt, at beslutningerne om, hvorvidt man vil fortsætte eller ej skal træffes med en klar hjerne på en dag, hvor man ikke er farvet af vrede og frustration.

 

Det har været ekstremt udfordrende for mig ikke at prøve at kæmpe mig tilbage til trampolin igen efter jeg brækkede nakken, koste hvad det ville, men jeg har frygt i kroppen, som ikke har været der før. Man skal ikke springe seks meter rundt i luften, hvis man er bange for om det går galt. Så gør det!
Derfor bruger jeg princippet mere generelt – jeg tager store beslutninger om aspekter i mit liv, når jeg har overskud og ser klart. Jeg kæmper for nye mål. Jeg har lige tilmeldt mig en coachuddannelse, der giver mig mening og værdi. Jeg er i gang med min bachelor på KU, der tager mig mod mine mål, selvom jeg undervejs har været en knivsæg fra at give op. Jeg stopper ikke i en dårlig periode. På den anden side af nedturen kan jeg tage det livsændrende valg. Der har jeg fået indsigt i og forståelse for, hvad der vil være det bedste for mig.

"Sometimes courage doesn't roar. Sometimes it is the small voice whispering through the fear: you can do it" @walmod
“Sometimes courage doesn’t roar. Sometimes it is the small voice whispering through the fear: you can do it” @walmod

Arbejd sammen med din indre femårige

Min nyeste fix er podcasts. Sikke et genialt medie, jeg er fan! Det imødekommer min gode egenskab, lysten til at lære nyt, og så min udfordrende egenskab, altid at proppe kalenderen op til bristepunktet, fordi jeg på områderne tidsestimering og lær-at-sige-nej stadig har lidt at arbejde med. Med en podcast kan jeg flyve rundt fra det ene til det andet og stadig blive udfordret på mine synspunkter, få mere viden, få et godt grin og få redskaber til at se indad.

For jeg følger flere podcasts, så jeg når hele følelsesrepertoiret igennem, hvilket jeg har en idé om er sundt i øvrigt. Og for nyligt hørte jeg en udsendelse med Nastia Liukin, der var en fantastisk gymnast som aktiv og vandt blandt andet OL-guld i All-Around i Beijing 2008 og nu er blevet bosslady i det amerikanske. Hun blev interviewet af Tom Bilyeu i hans podcast: ”Impact Theory”. Mit danske jantelovs-mindset har det lidt stramt med nogle af de amerikanske titler (fx school of greatness) på coach-podcast og lignende, men jeg debatterer stadig med mig selv om, hvorvidt det er titlen eller mig, der burde udvikle sig lidt… Man kan sige meget om USA, men derovre er det sgu tilladt at være stor i slaget, og det har også sine værdier! Og uanset hvad, så tager de fat i enormt spændende mennesker, der i den grad beriger med deres livserfaringer.

Skærmbillede 2018-03-05 kl. 21.58.04Anyways, så er Nastia Liukin en person, man gerne vil høre mere om og mere med. Hun er velformuleret, velreflekteret og velkendt for sin sportslige succes – men hendes mål er at være mere end ”en guldmedalje til OL” og at gøre en forskel for andre og sætte sit præg på anden vis end gennem sin sportspræstation. Det er virkelig værdier, som jeg kan relatere til og værdsætter, og som jeg virkelig beundre hende for at sætte ord på. Jeg nåede ikke international succes på det plan, som hun har. Jeg er stolt af de ting, jeg formåede i dansk trampolin, men det har virkelig været svært for mig at finde mig selv uden min sportsidentitet efter min ulykke. En af de ting, der virkelig giver mening for mig nu er på samme vis kunne gøre en forskel for andre. Derfor lyttede jeg interesseret på cyklen gennem Københavns gader og i bilen (desværre også gennem Københavns gader – ikke anbefalelsesværdigt!).

Der var to ting, jeg virkelig bed mærke i, i podcasten. Haps! Det var to ting, der var interessante ud over det sædvanlige (for synes faktisk det meste af det, jeg finder frem i min lilla podcast-app, er virkelig spændende… læringsnarkoman…). Jeg starter med at dykke ned i den første her i dette indlæg (så er det både overskueligt at læse og skrive det her):

 

Drøm ikke stort – drøm ”større”!
Den ting, jeg især tog med, var hendes motto. Hun siger:

”Dream bigger, work harder”

Og det går jo direkte ind i en ex-atlets hjerte. Men formuleringen er det, der interesserer mig. Ikke ”Dream big, work hard”. Den har vi hørt før, apropos USA. Den er flosset i kanten og har tabt lidt værdi undervejs i sin popularitets voldsomme brug diverse steder. Men ”Dream bigGER” og ”Work hardER”. Det er essensen i Luikins motto, der ramte! Det handler om mere end bare sport. Det handler om at udvikle sig generelt.

Hav mod til at udvide din horisont.

Sæt baren lidt højere.

Tænk lidt større.

Gør lidt mere.

Giv lidt mere af dig selv.

Så bliver det jo spiseligt! Også for vores lille reptilhjerne, der forsøger at passe på os ved at undgå udfordringer, der kræver noget af os. Den, vores reptilhjerne, er som en lille, vranten femårig (metafor tyvstjålet fra Mette Bloch), der kun gider tage kampe, den kan vinde, og så vil den faktisk helst bare gøre det, den plejer. Energisparende og trygt, ja – udviklende? Nej. Præsenterer du den del af din hjerne for et pludseligt, storstilet projekt af en drøm kreeret i frontallappen, så er der panik i den mentale børnehave omme bagved! Og når vores egen reptilhjerne ikke tror på projektet og faktisk arbejder imod, så bliver det svært. Så rækker ”work hard” ikke.

Dem, der har succes med deres mål og drømme, er ofte også dem, der forstår at præsentere deres personlige, lille femårige på øverste etage for spiselige delmål. De bryder planen op i bidder, gør det til enkeltstående etaper, og så kan den lille, rigide femårige faktisk godt lokkes til at være med på cykelturen.

Så det er en vigtig sætning. Hav modet til at drømme større og arbejde mere. Ikke bare arbejde “hårdt”, for det er stort og diffuset. Hvilket skala bedømmes det i øvrigt på? Nej, hårdere, relativt til dig selv. Bare lidt mere og lidt hårdere. Med den tilgang, så arbejder du sammen med dine impulser mod et større mål og mod succes med at nå det.

 

Med det sagt, så afrunder jeg for i dag. Jeg kaster mig næste gang over en anden ting som frk. Liukin og jeg er meget enige om. Jeg har ikke før hørt andre formulerer det før, så jeg blev meget begejstret omkring Nørreport på cykel. Jeg har i hele min egen karriere selv levet efter det – det kommer til at handle om, hvordan én principiel beslutning havde enorm betydning for at blive ved (i min sport) i hårde perioder. Stay tuned!

– Maila xx