foto-2B2-21

Et gensyn med ulykkesstedet

Den forreste af de to nedgravede
trampoliner bagved det blå gulv
er tydelig oppe fra første sal
Lige dernede…..” tænkte jeg, mens jeg stod på første sal i Århus Springcenter og kiggede ned i gymnastikhallen, hvor træningen i idrætsgymnastik var i fuld gang. Jeg er til ATK-møde i Århus, og jeg har slet ikke tænkt over, at det netop var adressen for træningslejren i sommeren 2013. Bag ved det 12×12 meter store springgulv var den skumgrav med trampoliner ud til, som jeg for over 14 måneder siden ikke landede i, men landede på kanten af. 
Det giver anledning til et mikrokort flash back og lidt forundret refleksion.

Frygt efter uheld?
En af de ting, jeg kommer til at tænke på, er alle de gange folk spørger, om jeg ikke er blevet bange for trampolin, nu det gik galt? Er jeg bange for min egen sport? For det spring, jeg lavede, da det skete? Jeg står og mærker efter, mens jeg lader øjnene glide over de arbejdende gymnaster.
Og svaret er nej.
Hvis jeg var det, så ville min kamp for at komme tilbage være forgæves. Hvis jeg ikke turde udfordre mig selv længere, ikke turde prøve de spring, jeg før kunne og fremover skal lære, så var min trampolinkarriere stillet gevaldig problematisk. For det er en forudsætning, at man har selvtillid i springene, der udføres 7-8 meter over gulvet i fri luft.
Dermed ikke sagt, at det hele bare er nemt mentalt! Men jeg har prøvet at tvivle før, og har lært at overvinde den impuls. Og jeg er kun blevet stærkere mentalt over de sidste 14 måneder!
Jeg kan mærke, at min manglende rutine nogle gange gør mig utryg. Når jeg virkelig prøver at springe til og dermed højere nu, så synes jeg sgu der er langt ned! Det er da mega creepy, når det er så uvant? Trampolin ser virkelig lille ud oppe fra luften af – og jeg springer endda stadig ikke i min tidligere fulde springhøjde?!
I min nuværende træning har jeg nogle gange svært ved at finde den helt rigtige timing, positionering af kroppen og kommandoer ud til alle kroppens dele i det splitsekund afsættet tager – og jeg ved at det gode afsæt er grundbetingelse for udførelse og landing. Alt det, der var helt automatisk og ikke blev skænket en tanke, er lidt rustent… Men efter 14 måneder er det måske ikke så mærkeligt, og det vigtigste er, at jeg kan overbevise mig selv om at prøve 110% alligevel, eller at det nok skal komme, hvis jeg bliver ved at prøve!
I trampolinhallen – og især på vej opad under loftet i den – har jeg et lille psykologisk spil kørende med mig selv. Jeg arbejder med mentalitet og krop på at genvinde alle nervebanesignalerne og at støve alle de synapser i hjernen af, der har ligget stille siden juli sidste år.
“Lige derovre!”
Uden at forstyrre træningen for meget var jeg
også nede i niveau og se på hallen igen :) 
Så overordnet set er jeg ikke bange for trampolin og brænder for at genfinde kontrol, spring, højde og elegance i min sport, der kræver disse.
Det er bare ikke uden små daglige psykiske udfordringer.
Det er god træning, og for hver lille sejr er jeg blevet det stærkere i min vej tilbage!
Styrke efter uheld?

Ja! Den bevidsthed og det mentale arbejde, der har været i fokus for mig igennem skadesforløbet har givet grobund for velovervejede valg, bedre selvforståelse og at kunne se, hvad jeg reagere på og hvordan.
At stå og se på stedet, jeg kom til skade, var også en påmindelse om, hvor meget jeg har rykket mig.
Det er sundt i ny og næ at træde at skridt tilbage og erkende sin udvikling og at glædes over dette. Den glæde kan være afgørende for at holde motivationen fremadrettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *