Svedende yoga som supplerende træning!

Har du gået til yoga? 
Det har jeg nu – anbefalelsesværdig som supplerende træning uanset hvad man dyrker, og på hvilket niveau man dyrker det! Her er mine tanker om Hot Yoga:
Selvom jeg har prøvet det nogle gange allerede, så føles det altså mærkeligt at gå i bad med tøj på! Der er ikke rigtig noget andet, der giver mening efter en Hot Yoga-lektion i det ca. 37 grader varme lokale hos Nalini Yoga på Frederiksberg. Første gang jeg var der, fik jeg det nærmest dårligt, men nu er det helt naturligt at arbejde med kroppen i varmen, og jeg er så begyndt – om muligt – at svede endnu mere i løbet af lektionen! Noget anstrengt krøllet sammen på mærkværdig måde forsøger jeg at have rolig vejrtræning, mens jeg kan mærke en puls på 220, og at sveden hagler af mig. I den velkendte ”downward facing dog” stilling med popoen helt i vejret, så man ligner en trekant set fra siden, bemærkede jeg for nylig dryp, der ikke faldt fra hagen eller næsetippen… Næ nej, fra kanten af sports-BHen?! Den var decideret gennemblødt, what?! Lidt pinligt, men sådan er det åbenbart. De kloge hoveder siger, at det er et sundhedstegn? Jeg føler mig bare ret klam efter timen – og derfor er det nemmere bare at gå direkte i bad og skylle tøjet samtidig med, at jeg selv pjasker med vand under bruseren.
Hen over sommeren har jeg suppleret de fantastiske sommerdage med endnu varmere yoga-træning. Desuden har jeg lavet en masse supplerende core- og styrketræning – og nu synes jeg effekten er ved at melde sig.
En ting er, at jeg nu kan nyde halvanden times stræk i yogastillinger uden at få det dårligt af varmen, men en anden ting er den effekt, det har gjort for kroppen. Jeg er ikke særlig spirituelt anlagt, og jeg tænker straks i træningseffekt, når jeg vælger yoga-timer. Så det er fedt at mærke, at det har rykket ved noget målbart fysisk også.
I starten var jeg mildest talt lidt irriteret over de balancestillinger, der indgår i mange typer yoga. Når jeg stod på højre side, så kunne jeg næsten fra starten bevæge mig ud i mere avancerede variationer af øvelsen, mens jeg på venstre side tiltede bare ved tanken om at forsøge det samme. På den skadede fod havde jeg VIRKELIG dårlig balance, og det blev gjort meget tydeligt for mig…
Det er blevet markant bedre hen over de to måneder, jeg har gået der. Jeg begynder at kunne udføre de svære variationer på begge sider, om end den ene er lidt sketchy – jeg skal virkelig stirre koncentreret på ét eneste bestemt punkt foran mig, når jeg står og prøver at have fat under den løftede fod, strække benet ud i vandret, lægge underarmene ned langs skinnebenet, runde ryggen og så bare stå sådan og trække vejret roligt lidt… Whaaaah, hjælp!
Det har været interessant at opleve, at min målsætning i den grad er blevet opfyldt. Jeg kom med intentionen om at arbejde med skævhederne i kroppen efter at have gået skævt i knap et år. Først blev det hele helt disharmonisk af at gå på krykker i to måneder efter skaden, og i det efterfølgende halve år gjorde det stadig så ondt at gå, at gåmønstret var meget ændret. Det forplanter sig op i kroppen, når der er noget af mekanikken, der er gået i stykker, og min krop kunne godt bruge et servicesyn efter skæv slitage så længe.
Her virker varmen som olie på en rusten kæde! Og ja, jeg føler mig dæl’me rusten nogle gange, når jeg fx rejser mig og slet ikke kan få gang i foden, så jeg skal humpe rundt. Men til yoga kunne jeg pludselig bevægelser, jeg ikke havde kunnet siden jeg torpederede min lille maskine ned i kanten på en springgrav.
Det var virkelig succesoplevelser, og jeg følte, at jeg begyndte at genvinde noget bevægelse i leddet gennem træningen i varmen.
Også resten af kroppen blev strukket og styrket på en anden måde end i styrkelokalet, og jeg kunne mærke udviklingen fra gang til gang og glæden ved at mærke fremgangen.
Jeg har fundet værdien i at arbejde med kroppen og sætte ind på de områder, der trænger. For mig har den supplerende træning i en periode været endnu vigtigere end trampolintræningen, fordi den har skabt grundlaget for overhovedet at kunne springe med lidt kvalitet igen.
Forskellen mellem højre og venstre side er altså ved at blive mindre, selvom den stadig er stor. Med en kombination af styrketræning, core-træning og varm yoga føler jeg, at jeg rykkede mig markant over sommeren – og nu springer jeg trampolin igen :)
Også her en markant fremgang, selvom vejen tilbage stadig er lang.
Genoptræning kan nogle gange være, at kigge andre steder hen, har jeg erfaret. At finde et alternativ, der på en ny måde arbejder med rustne tandhjul. Med nye træningsformer bliver kroppen også udfordret, og jeg tror, at det er givtigt at have en bred bund inden man specificerer sin kunnen i sin sport.
Hvis man har økonomien til det, så vil jeg i den grad anbefale yoga i de varme lokaler, hvor både krop og sind får ekstra opmærksomhed og en anden form for træning :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *