IMG_40561

DM, Dansk besøg og fødselsdag – del 1!!!

Det er vidst hovedoverskrifterne for begivenheder for perioden siden sidste indlæg, men der burde også stå tekniktræning og sightseeing, hvis jeg i fem ord skulle beskrive de sidste par uger.
Det næste er skrevet fredag 14. juni, men da jeg ikke havde net før nu, så kommer det altså endelig i dag!
Jeg har skriblet så meget, at det fortjener to indlæg. Her er del 1, og del 2 er dermed klar, men skal lig have de rigtige billeder. Her er lidt fra de sidste uger med træning :)
”Schatzi, schenk mir ein Foto…” tralala..  Schlager-hittet hamrer løs fra bussens anlæg, og jeg kan naturligvis nynne med efter fem måneder i Tyskland inklusiv Fastnacht og skitur!
En alt mellem 3 og 5 timers køretur (afhængig af kø) mod konkurrencen Schwaben Pokal, der afholdes et eller andet sted a la Stuttgart-und-ein-Stückchen-weiter, har endelig givet mulighed for at tappe løs på tastaturet og få lidt af alt det, der fylder i mit hoved, ned på skrift. Hvis det havde været for bare 5-7 år siden havde jeg nok haft skrivekrampe i højre arm, når vi endelig nærmede os destinationen. Men som et barn af den teknologiske tidsalder sidder jeg bekvemt i bussen med min alt for varme computer i skødet, en tysk telefon i lommen og en dansk, hvor en playliste kører igennem høretelefonerne ved siden af på sædet.
Jeg er i denne omgang kun tilskuer, så får hele tre (!) dage uden trampolin. Da Peter ikke kan være med alligevel, har jeg fået lov at tage med, og glæder mig til konkurrencen, som er tyskernes sidste World Games synkron-kvali og nr. 2 af fire VM-kvalifikationskonkurrencer.
Sidste indlæg handlede i den grad om refleksion og selverkendelse. Hvad reagerer jeg på og hvorfor? Hvad gør jeg herfra og hvad kan jeg bruge fremover. Spændende at analysere lidt på sig selv i ny og næ, selvom selverkendelse er en ret ubarmhjertig disciplin.
Ugerne op til DM var som jeg skrev sidst ikke just flyvende, så lidt refleksion var i hvert fald med til at få rettet op på det lidt krakkede selvværd jeg slæbte ru

ndt på. Jeg fik accepteret at jeg var i gang med en proces og at jeg skulle glæde mig over alt det jeg have lært, oplevet og trænet og så se det langsigtede mål med det hele. DM var kun en lille sten på vejen mod bedre trampolinkundskaber, og derfor skulle jeg ikke tænkte så resultatorienteret, men derimod bruge det til at køre mine ting, jeg havde trænet med triff og hele møllen. At gå ned i vanskelighed ville ikke bringe mig frem. Alt dette fik sænket min 220-panik-puls og i Danmark hade jeg så et par dage med familie, venner og danske træningskammerater til at opbygge selvtillid.

Lørdag d. 25. Maj trillede bilen så til Odense og med en helt anden ro kørte jeg mine ting og vandt mit DM. Total lettelse. At jeg også fik endnu en VM-kvalifikation i hus i indledende konkurrence gjorde det endnu bedre,
Jeg har stadig noget at arbejde med hvad angår pres og favorit-forventningerne (især mine egne!), så jeg i fremtiden ikke ender som mentalt udkørt og frustreret udøver, bare fordi jeg i optakten pludselig vil være perfekt og dermed ikke ser, at det er okay.
Alle sportspsykologernes prædikener om fokus på processen og ikke på resultatet, fik jeg godt og grundigt bevidst er ganske fornuftigt, da jeg havde arbejdet lidt med det mentale og møbleret om på prioriteringslisten personligt. Så med fokus på, at jeg bliver bedre af at springe mine svære øvelser og krydret med en fed fornemmelse af selvtillidsfuld ”jeg vil vise, hvad jeg kan” på vej hen til trampolinen, har jeg fået mere end en medalje og pokalen med hjem fra en lang konkurrencedag i det fynske.
Da jeg kom tilbage til det tyske, ville jeg intet mindre end træne ALT. Jeg skulle blive bedre til det hele og ville lave øvelser og sekvenser og rekorddele og enkeltspring og tekniktræning og…. Og så kiggede Eisi på mig og sagde, at jeg jo kun kunne træne så længe jeg forblev ”gesundt”. Uden skader. Og fulgte dermed op ved at sige, at jeg jo ikke blev bedre af at træne de samme fejl. Jeg stod lidt desillusioneret og kiggede på ham, for jeg skulle jo netop træne DET HELE nu. Men jeg blev i stedet sat til let tekniktræning hele ugen og morgentræningerne faldt fra.
Jeg var først ret utilfreds. Så mærkede jeg til gengæld at knæbindet blev unødvendigt, og selvom min for-nyligt-forstuvede fod fra Frivolten Cup i Sverige i ny og næ sætter sig forkert, så mærker jeg den næsten ikke i hverdagen mere – også selvom jeg har genoptaget fuld hammer fodbold til opvarmningen hver aften, har mine to morgentræninger og har sat gang i lidt sprint- og styrketræning igen.
Jeg røg mentalt lidt ned i gear og mistede lidt af den 24/7-træningsiver, som jeg havde lige da jeg kom hjem. Men nu er lysten vendt tilbage, og selvom jeg kommer til at skulle arbejde, for at overføre, det jeg har lært i enkeltspring, til mine øvelser, så er jeg i bedre form og mere skadesfri nu.
Måske er det der med periodisering af træningen i ny og næ okay? Det er jo spændende at se, hvordan der bestemt er fordele og ulemper ved både, den måde tingene blev gjort på i Danmark, og hvordan det håndteres her i Deutschland. God teknik i enkeltspring er fx ikke ensbetydende med at alt kører på skinner i øvelserne. At have god teknik gør heller ikke at man er mere stabil. Det gør mange gentagelser, men træner man mange hele øvelser, er der ofte lavere kvalitet i de enkelte spring. Det er lidt fornemmelsen af to modsætninger i træningsfilosofi, og måske er det en gylden middelvej, der er vejen frem?
Der lyttes, læres og arkiveres idéer og tanker omkring trampolin hver dag. Jeg prøver at finde min vej, finde ud af hvordan lige præcis jeg bliver bedst mulig hver dag.
Det er ret frustrerende, at lave gamle fejl, når jeg synes, jeg har lært det nye. Og vil gerne have mere kvalitet i hver tur på trampolinen, så jeg ikke skal bruge forsøg på at udføre det, der var tiltænkt. Men når ALLE spring er med nye bevægelser, rettelser og delvis helt ny teknik, så er det noget anstrengt i ny og næ. Men der arbejdes på det J
Og det kommer jo i bund og grund netop ned til dette: mange gentagelser – men med kvalitet!
Meget interessant, så er jeg ikke længere den eneste midlertidige gæst i Bad Kreuznach til trampolintræning. Vi har fået selskab af hvidrusseren Tatsiana, og det er helt vildt motiverende, at se hendes grundteknik! Hun bliver de næste fire måneder, så håber jeg kan kopiere lidt fra hende! 
Fortsættelse med MANGE billeder følger 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *