IMG_33751

“April macht was er will” – :D

Forår! Nej, ikke godt nok.. FORÅR!!!! 😀
Sådan! Endelig og meget længe ventet, dermed også virkelig værdsat!
Jeg tror sågar at vi her i det sydtyske er foran i forhold til Danmarks dagstemperaturer, for i går var det over 20 grader, og i dag følger trop – jeg ligger i top og shorts i en liggestol på Eisis terasse og har det virkelig varmt. Så bliver det ikke meget bedre 😀
Det er med større og større mellemrum at jeg får lagt noget ind her, og det er egentlig ærgerligt, for der sker lige så meget i hverdagen – hvis ikke mere – nu, som jeg gerne vil dele og huske på den måde. Men måske netop derfor er det svært, for der er virkelig noget at lave hver dag, og det er de praktiske ting samt netop hyggelige gøremål som blogskrivning, poledance, støvsugning og lignende, der så ryger i svinget. Så jeg hygger mig i ny og næ med et par nullermænd og prøver bedst muligt at få brugt døgnet 24 timer, der i bund og grund er alt for lidt!? Men det har det egentlig altid været for mig 😉
En status på træningen er overordnet set thumbs up. Jeg bøvler lidt med småting som ømt knæ (kompensation efter hoften) og ryggen, men på et niveau, hvor jeg alligevel kan træne hver dag og nu lægger i kakkelovnen til at fyre hele øvelser af oppe under taget 😀
At være i DK i påsken var virkelig givende for motivationen her. Jeg fik vendt nogle ting med familie, venner og især med mig selv, og det var rigtig sundt!
At være væk fra alt det kendte og vante er i den grad en selverkendelsesrejse, hvis man søger det, og jeg er blevet klogere på mig selv og mine valg og især på at huske at nyde, alt det som jeg har muligheden for her – det kommer aldrig dårligt tilbage! Det er en evne jeg igennem årene har arbejdet med, og som jeg sætter pris på: huske at nyde og glæde sig over de gode ting, og hvor er der mange 😀
Det er en indstillingssag og med den rette indstilling opnår ma endnu mere end man troede muligt.
Sportsligt har jeg bare lyst til at fyre den af. At være småskadet viste hvordan hverdagen også kan se ud, og nu hvor jeg næsten er fit (man har vist altid lidt som atlet) så er det bare en fornøjelse.
Jeg fik også set lidt på, hvordan træningen er forskellig i Danmark og Tyskland med fordele og ulemper ved begge. For mig handler det nu og at kombinere de gode ting, og jeg har med Eisi fået afstemt linjer og forventninger for forårets næste konkurrencer.
Meget underligt, så var marts heeeeeelt overbooket for så at efterlade April nærmest uden konkurrencer!?! Til gengæld går det igen løs i maj! Og det for fuld hammer med Frivolten, Pokalwettkampf ved Deutsche Turnfest og så DM i Danmark inden for 2,5 uge!
Men April er derfor selvfølgelig fyldt med træning men har også plads til andre ting.
“April macht was er will'”, hørte jeg i går og vejrmæssigt stemmer det! Det har budt på lidt af hvert.. Endelig har jeg fået skærme på min lånte moutainbike og kan trille til træning på den på 12 minutter. Da minusgraderne slap sit tag er det mere undtagelsen end reglen (!?) at jeg hopper i den lille radiodyt nu! Hellere på cykel og få et skud fuglesang og frisk luft!
Men det er en maoutainbike… Virkelig ikke i kategorien “bekvem” – savner min mormor-cykel! Men den var gratis så er bare glad for at kunne cykle rundt nu, og bor ganske praktisk midt i det hele.
Men der har været plads til andet også! Fik set lidt af Frankfurt og dens zoologiske have, da jeg landede efter sidste gang i Danmark i Påsken, men der er også blevet lavet alt muligt andet: squash-spil, have-grill, poker-aften, vægtløftningstræning med video og det hele, poledance med Sarah, hjemmebag, diverse byggeprojekter i Eisis have, regnskab…, zumba, jogging, bowlingtur og en afslappet, herlig aften på bar, masser af træning (yay!) og i går først hyggelig “morgenmad” (kl halv 12?!) efter zumba hos min søde nabo, Karin, hvorefter vi blev ramt af en intet mindre end genial idé: Cabrio-tur i hendes ret så lækre Mercedes!!! Så på med solbriller, håret samlet i en knold (vigtigt med over en halv meter hår!) og af sted!!!

Porta Nigra i Trier

Vi endte i Trier, hvor det var endnu varmere end i Bad Kreuznach og nød 25 graders varme i den meget smukke by med en hav af kulturelle seværdigheder: Porta Nigra fra romertiden, smukke paladser og enorme gotiske kirker! Til slut efter slendreturen blev det også lige tid til et glas afkøligt vin ved en bod midt på torvet i Trier – cool idé huh?? Den står der permanent fra marts til oktober og hver uge er det forskellige lokale vinbønder, der står for sortimentet til Triers livsnydere.

En sindssygt hyggelig, varm søndag og super dejligt at lære nogen uden for hallen bedre at kende! Endnu et plus ved Karin er, at hun også er single modsat alle i trampolinklubben, så hun har tid til sjove ting og sager i weekenden 😀 Det lover godt!

Lækker rosévin i solen 

Hun er Martins rigtig gode veninde og kender alle fra MTV Trampolin, men uden at være i hallen. Så da jeg så, jeg havde en hel søndag uden planer skrev jeg og inviterede mig selv over til morgenmad – eller brunach når det nu er midt på dagen – medbringende hjemmebagt brød og pålæg, og så tog det fart derfra. Så har nydt weekenden og ser frem til endnu en fed træningsuge, der akkompagneres af besøg fra min synkronmakker Emilie fra onsdag til søndag! Dét bliver hyggeligt 😀
Bvadr, er klistret på maven af at have computeren stående ovenpå… Jeg slutter her og tænker lidt trampolin her i liggestolen i solen i Tyskland. Man burde havde medbragt bikini her i læ faktisk 😀

Glade solskinshilsner fra Bad Kreuznach!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *