Konkurrence coming up!

Foråret har officielt meldt sin ankomst i kalenderen (lidt mere tvivlsomt i vejr-praksis?!) og med dette også første konkurrence i år. Det er en såkaldt Dancup 1, den første af årets fem afdelinger, og turen går til Odense på lørdag!

Tvunget til at indse
Da jeg var i Tyskland og træne i foråret 2013, havde denne blog fået sin spæde begyndelse, og jeg beskrev og berettede om mine oplevelser – og også mine erkendelser om mig selv i forbindelse med træningen.
Sprogbarrieren og afstanden til venner og familie gjorde, at jeg blev tvunget ud i at lære mig selv bedre at kende, tackle situationer og analyserer mine egne mønstre. Det er svært og mentalt energikrævende at arbejde med og genneskue de indarbejde handlinger, følelser og reaktioner, som kører helt på rygraden. “Alene” i Tyskland blev jeg tvunget til at øve mig i denne disciplin.
Foran computerskærmen i køkkenet i min dejlige lejlighed i Bad Kreuznach sad jeg med udsigt over de nærliggende hustage og fik i skreven tekst sat ord på et af mine egne klassiske mønstre: præ-konkurrence-psykosen, som jeg syntes var et sjovt og rammende karikaturnavn til fænomenet.

At se sig selv og sine handlingsmønstre
Dette navn dækker over den fase, jeg tit lander i ca. 2-3 uger inden en konkurrence. Det er afhængig af konkurrencens vigtighed og timing på sæsonen, hvor voldsom og hvornår “psykosen” rammer, men den kom så sandelig også i Tyskland, og der var mine sædvanlige måder og mønstre til ubevidst at håndtere situationen ikke mulige.
Derfor blev jeg opmærksom på det, og da jeg fik snakket med mine forældre og min tyske træner, samt fik skrevet mit blogindlæg, kunne jeg nikke genkendende til fasen med dens følelser og handlinger – som jo faktisk gentog sig næsten hver gang, konkurrencesæsonen tog sin begyndelse eller en særlig stor og vigtig konkurrence var under opsejling.

Fasen byder på et afsindigt højnet subjektivt kvalitetskrav:

Jeg vil et par uger inden konkurrence kunne det hele og i øvrigt endnu bedre end jeg plejer. Det jeg laver, synes jeg slet ikke er godt nok, så jeg træner i vildskab og ofte med stor frustration.
Frustrationen kommer jo, når jeg sætter overlæggeren så højt, at jeg ikke selv kan nå den. Vel at mærke er det mig selv og ikke træner, træningskammerater, forældre, venner eller nogle andre, der har ytret noget om, at det, jeg ellers hoppede rundt og lavede til træning, ikke var godt nok. Det er kun mig selv, der med urimeligt høje krav til egen præstation nærmest er ved at smadre selvtillid, krop og godt træningshumør på en gang!
Jeg fik virkelig en åbenbaring dengang for næsten to år siden, hvor jeg i køkkenet med sollys ind af vinduet også fik kastet lys over mit eget reaktionsmønster inden konkurrence.

“Psykosen” er blevet til selvindsigt
Ovenstående har jeg lært meget af, og jeg kan se, hvordan jeg også har lært at bruge det. Hurra!
Nu er der to dage til konkurrence, og jeg har haft gode træninger op til. Jeg har faktisk også taget restitutionsdage, så fod, hoved og krop har været med, hvilket er produktet af lang tids mentalarbejde. Før i tiden hed det bare: Træn mer’-mer’-mer’-mer’-! inden konkurrencen. En pausedag var utænkelig!
At tage en dag fri er dermed en sejr. En mentalsejr over mine mønstre. I stedet for at træne helt hjernedødt for at dulme frygten for ikke at være god nok (som ofte var mit tidligere handlemønster), så har jeg været meget mere afklaret om, hvad min krop har haft brug for og at distancere negative tanker.
Man kommer aldrig i mål med at arbejde med sig selv, og det er for mig ikke altid det lykkes på dette område. Jeg bliver jo stadig spændt, måske nervøs, op mod konkurrence og både denne gang og fremadrettet vil det have forskellige udfordringer med sig.

At sætte ord på giver forståelse
Netop fordi konkurrencen nærmer sig (min tredje optræden i dragt efter jeg kom til skade!) havde jeg en samtale med den sportspsykologiske konsulent, Carsten, som jeg har arbejdet med i over halvandet år.
Jeg hørte mig selv sidde og berette om, at træningen gik godt, selvom alt mulig andet er kaotisk og rodet som følge af håndteringen af skaden, arbejde, træning, smerter og behandligen med tilhørende tankemylder og følelser.

Med andre ord sagde jeg højt og forstod dermed selv: jeg har faktisk tacklet mit eget mentale pres inden konkurrence og dermed givet mig bedre træningsmuligheder i optakten. 

Uanset hvad weekendens Dancup bringer, så har jeg overfor mig selv vist, at jeg er blevet klogere på mig selv og bedre til at handle rationelt i stedet for at lade følelserne få kaotisk frit løb. Det er også et vigtigt parameter i målet om at blive endnu bedre trampolinspringer og topatlet. 

 Her bare lige en lille video: Danmarks første dame-synkron-triff fra tirsdagens træning! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *