Flad fornemmelse efter første konkurrence…

Det er en lidt underlig måde at beskrive det.

En flad fornemmelse

Men for mig giver det mening. Det rammer ret godt i går og lidt i dag også… Det er en underlig tomhed, hvor der kunne have været en præstation. En lille frustration, der lige skal bearbejdes. Men også grobund for motivation!

Det var årets første konkurrence. Et år, 2015, hvor jeg reelt kan konkurrere, selvom jeg endnu ikke er tilbage på det niveau, jeg tidligere var på. Det er ret frustrerende stadig at føle, at jeg mangler trampolinkunnen, men det gør jeg. Jeg springer ikke lige så højt eller svært, som inden jeg blev skadet, men jeg er på vej!
Min nye øvelse, der skulle vises til konkurrences, er en helt ny samensætning. Det er kun halvanden måned siden, jeg gennemførte den for første gang overhovedet. Med den vekslende dagsform har det desuden først været inden for de sidste to uger, jeg er begyndt at kunne gennemføre frie øvelser nogenlunde regelmæssigt, selvom jeg ofte blev nødt til at sætte vanskligheden ned undervejs.

Mentalt klar, fysikken var ikke!

På vej til første konkurrence 2015
På vej til første konkurrence 2015. Mentalt klar – god forberedelse, der skal arbejdes videre med.


Jeg følte mig dog klar. Jeg ville gerne vise, jeg er på vej tilbage! Jeg havde tænkt min nye øvelse i hovedet mange gange som visualisering af konkurrencen. Jeg syntes, at min mentale forberedelse havde været god.

Første øvelse gik okay. Så gjalt det den frie øvelse, hvor både vanskelighed, højde og stil tæller. Det er dermed den “svære” øvelse. Netop i den frie øvelse landede jeg lidt ude i siden i første spring, og jeg kan tydeligt se bagefter, at det efterfølgende kiks handler meget om manglende rutine. Jeg forstillede mig i visualiseringen en perfekt øvelse, for at kroppen aktiverede nervebanesignaler i en simuleret perfekt øvelse. Sådan er virkeligheden meget sjældent i både træning og konkurrence. Der kan ske alt muligt undervejs, da det er meget små vinkel- og timingforskydelser, der kan give store følger. Det bliver man vant til at tackle gennem meget træning. Så der mangler stadig gentagelser i træningshallen til at give rutinen og selvtilliden: Uanset hvor på dugen jeg står, så kan jeg springe mig ind i øvelsen og gennemføre.

Jeg blev lidt overrasket over at lande ude i siden i første spring og små-panikkede i de efterfølgende dobbeltsaltoer, der derfor mistede kvalitet og især højde – til sidst manglede så meget højde og jeg knap kom rundt i sjette spring. Karikeret føltes det lidt som at lande på maven og overkroppens position til næste spring var også tættere på vandret end lodret – det sendte det næste spring direkte ud på endemåtten, hurra for at de er der…
Kort entré i konkurrencens anden øvelse og en placering i bunden. Dermed den flade fornemmelse.

Den reelle opgave efter præstation!
Det kan sagtens undskyldes. Min skade har ikke gjort konkurrencedage nemmere fx. Men det vidste jeg allerede, og det er bare en ny udfordring, som jeg må lære at tackle. Vigtigst er det derimod at finde ud af, hvad jeg kan tage med fra konkurrencen, når det eneste jeg sider med er den såkaldte flade fornemmelse fra den udeblevende præstation.

Det er ikke kun denne gang, dette er vigtigt. Det er det værd gang, der er konkurrence, og i en anden forstand også hver gang der er træning.

Konkurrence er der, hvor de mange timers slid skal stå deres prøve, og dermed er det krydret med nerver og direkte eller indirekte pres. Det har en anden betydning – dette forår er fx kvalifikation til VM for mig.
Derfor skal jeg lære af konkurrencen, og blive dygtigere af mit kiks. Såvel som af en succes!
Jeg kan se, at jeg er langt i det mentale arbejde, men at jeg mangler rutine. Det er der jeg skal sætte ind i træning, så stabilitet og kvalitet øges frem mod forårets næste konkurrencer.

Pointen er egentlig bare, at den flade fornemmelse er en følelse. Det er resultatet af skuffelse og negative tanker. Opgaven er herfra at lære af det og bruge det fremad, så jeg næste gang er en lille tand bedre på en eller anden front. Dermed ikke sagt, at jeg er mere garanteret at gennemføre min øvelse – men hvis jeg hver gang bliver bedre og prøver for hver træning at lære og udvikle mig, så er sandsynligheden stigende! I en sport, hvor to gange 20 sekunder afgør knald eller fald er der en hårdfin linje mellem succes og fiasko, men det er også det spændende ved trampolin og en udfordring jeg tager op.

Læs her om optakten til konkurrencen og den mentale forberedelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *