Ubevidste handlemønstre – hjernens dovenskab kan blive din fjende

På opfordring har jeg i dette blogidnlæg valgt at dykke ned i mine egne erfaringer omkring ubevidste handle- og reaktionsmønstre og deres årsag og tit uhensigtsmæssige side-effects.

 

Jeg skrev et af de forrige blogindlæg (Konkurrence coming up!) om nogle af de mønstre, jeg selv har inden konkurrence. Jeg kalder det i en humoristisk tone for ”præ-konkurrence-psykosen”, og det har taget mig en del tid at blive klog på fænomenet. Da jeg lagde det op online, fik jeg en opfordring til at skrive mere om dette emne, samt hvor jeg i andre sammenhænge havde arbejdet med lignende analyse af mønstre.

Det er nemlig i mange forskellige sammenhænge, at man har reaktions- og handlingsmønstre. Det er et forsvar, men kan også nogle gange blive en fjende! Bliver man slave af handlemønstrene mister man kontrollen over egne valg. Derfor vil jeg prøve at uddybe lidt her på et meget personligt og nuværende plan.

 

Når bægeret er næsten fyldt, og der ikke skal mange dråber mere til…

Den sidste tid har været noget turbulent for mit vedkommende. Der har været rigtig mange udefrakommende, forstyrrende faktorer, der har givet ekstra pres på den i forvejen ret udspændte streng dagligdagen kører på.

Når der er overskud på kontoen, er der plads til at være bevidst i valg og tanker og kunne tage stilling til den mentale hvirvelstrøm, der altid er der og altid trækker i forskellige retninger. Hober småtingene sig derimod op, så overskuddet stille og roligt skrumper ind til et meget lille område, så sker der en ubevidst reaktion for mig, der godt kan sammenlignes med begrebet ”en ond cirkel”; jeg har ikke mental plads til at tage stilling og være bevidst i valg, jeg får ikke distanceret mig fra tankernes mylder, og tankerne og følelserne begynder at trække mig med.

 

Det giver som regel en stor frustration, med tilhørende følelser. Og de følelsesreaktioner, der ofte følger med, er at blive vred eller ked af det. Naturligt nok, det er kroppens ventil for indre mentalt overtryk. For mig udmønter det sig over tid til en tendens til en grådlabilitet med helt egen selektiv styring!!! Jeg kan uden varsel blive helt vildt ked af det og så svigter tårekanalerne mig som prikken over i’et…

 

Et eksempel er, at jeg kan have en helt almindelig dag, lige til jeg bliver trig’et af en objektiv set lille normalitet i dagligdagen. Normalt lille, men det er som om, at den nedadgående kurve for overskud har en modsat kurve for den subjektive størrelse og betydning af småting!? De små sager vokser.

Et sådan eksempel kan i en periode, hvor tingene har vokset sig store, ende i en fuldstændig uproportional trang til at tude eller slå til et eller andet – og det er endnu mere frustrerende!

 

Det er ikke sjovt på job, til træning eller andre steder lige pludselig at lave et dramatisk drop på humørbarometeret og nogle gange egentlig ikke helt kunne sige hvorfor? Der vil jeg gerne opretholde en facade og så gemme de personlige ting til hovedpuden, veninden eller kærestens skulder. Det er bare ikke til at forudsige, og til sidst må der gøres noget.

 

Det er her analysen af handlemønstre starter – og dermed også mine personlige værktøjer til at få vendt skuden, få stoppet den ondskabsfulde cirkel og distancere mig fra tanke-hvirvelstrømmen.

 

Lukker du nogle gange af for følelser?

Da jeg åbnede for min mentale pandoras æske af småting, ved at fortælle højt, hvad der gemte sig og gav overtryk i mit hoved, kunne jeg lige pludselig se og høre mig selv forklare, hvad jeg havde gang i.

Når overtrykket så småt kommer snigende, kommer punktet, hvor overskudskurven er på vej i kulkælderen og krydser den stigende kurve for småtings betydning. De små ting vokser sig store og grumme og uoverskuelige, og lige pludselig er overskuddet gemt væk og dermed også evnen til at være objektiv, rationel og værdibaseret. Jeg blev bange for mine egne følelser og begyndte at flygte fra dem. Jeg ville helst ikke tage fat i alt det, der trykkede, af frygt for at facaden krakelerede og tårene sprang frem.

Med andre ord lod jeg mig faktisk rive med af følelserne. I stedet for at acceptere dem, lod jeg mig diktere af dem og mit gamle handlemønster: Distrahér dig selv, så du ikke kan mærke, hvordan du egentlig har det.

Det er jo skruen uden ende? Småtingene bliver større, overskuddet mindre, tårene endnu mere nærliggende og alt føles mere og mere frustrerende.

 

Min taktik med at prøve at skubbe følelser og tanker væk er et gammelt handlemønster, der ikke kræver så meget energi. Hjernen er glad for vaner, mønstre og kendte handlinger, da det netop er energisparende. Det er smart på rigtig mange områder, men på nogle kan det være det modsatte. Dette er for mig eksempel på, hvordan min dovne svamp på første etage ikke altid har den bedste strategi!

Så udgangspunktet var: Overskud var i bund og ”Svampen” var på overarbejde. Det hvirvlede rundt med tanker mere end det plejede – og der var mange af de negative.

Ubevidst ville jeg ikke tage fat i hvirvelstrømmen, der havde et sugende tag i mig og fik mig til at være en utilregnelig, tikkende tudebombe: Jeg prøvede ubevidst at undgå at bruge energi på at erkende de mange følelser og tanker, og undgå den ydereligere kraftanstrengelse ved at acceptere dem og distancere mig fra dem.

Jeg hørte mig selv sige:

 

Jamen det kræver jo energi at skulle skille mig fra tanke-hvirvelstrømmen. Jeg har jo ingen overskud til det!

 

Det var sådan det føltes. Men at sige den sætning højt var et stort skridt. Selvom det er øvelsen fremadrettet, netop at skille sig fra tankerne, så kan man ikke gå før man kan kravle. Man skal altid starte et sted!

At kravle er her at finde ud af, hvad jeg er midt i. At se, at jeg lukker mine følelser ude, og at erkende det uhensigtsmæssige handlemønster. Først når man ved, hvad man reagere på, har man kort på hånden til næste træk.

Jeg ved nu, hvad opgaven er. Jeg ved, jeg kan kravle – jeg sagde jo selv, hvad der skal til, selvom jeg syntes det virkede svært – og nu skal jeg til at gå. Øvelse gør mester.

 

Det er en svær opgave midt i det hele, men et tidligere metafor-billede omkring mental oprydning kan bruges her – (se ”Kom fri af tankernes kontrol – afsnit om ”Springcleaning på første etage).

Jeg prøver at ridse metaforen kort op: Det føles som et uoverskueligt oprydningsprojekt, hvor der ikke er plads til alle ens ting. Der kommer flere og flere ting, der ikke kan lægges på plads, fordi al skabsplads er brugt. Først når det helt store oprydningsarbejde startes med storsortering af alle tingene i skabene, vil der blive plads. Der skal sorteres, tages stilling til, erkendes og smides ud inden alt igen kan få en plads i skabene. Det er dybt uoverskueligt at gå i gang, og ser måske decideret umuligt ud undervejs – men efterfølgende er det det hele værd.
Jeg skal nu til at mande mig op til skridt for skridt at se mine egne følelser og tanker i øjnene, erkende dem (de vil altid være der), men jeg vælger, om de skal føre an, eller om jeg vil gå mig egen vej.

Et skridt af gangen, og for hvert skridt bliver man klogere…

Livets vej er lang og fyldt med læring

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *