World Cup-reflektioner – arbejde på det mentale plan før og efter

I skrivende stund sidder jeg ”i mit andet hjem” i Tyskland. Jeg nåede ikke engang at være hjemme i mere end et halvt døgn efter weekendens World Cup, så var det igen fat i kufferten og af sted til lufthavnen. Denne gang i direkte linje mod Frankfurt og derefter tog til Bad Kreuznach – det sted den her blog blev til!
11988622_10153116720264562_3751878409912566541_nDet er fjedre dag, så jeg vil vente med at berette om alle de mange tanker, jeg sikkert får gjort mig hernede, til senere. Jeg vil derimod gerne evaluere på den nyligt overståede World Cup i Spanien, der var intet mindre end den første i tre år(!) for mit vedkommende! Inden afgang havde jeg en rigtig god samtale med min sportspsykologiske konsulent fra Team Danmark. Der er sket rigtig meget for mig de sidste tre år, jeg vil faktisk betegne det som de mest udviklende år i mit liv. Jeg flyttede til Tyskland (de første indlæg på denne blog er fra mit halve år i Tyskland) og i sommeren 2013 blev jeg skadet (se “Første gang tilbage ved tasterne”). Den to år lange skadesperiode har i den grad fået mig til at vokse mentalt og alle de nye tanker og den store selvforståelse har været med til at rydde op på første etagen i mig.

Det var altså en ny udgave af trampolinspringeren Maila Walmod, der gjorde klar til World cup end hende, der sidste gang stillede op på den internationale trampolinscene.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg reagere på i forskellige situationer og at skille tingene ad. Der er to ting jeg vil tage fat i, der var anderledes for mig ved debuten for ”den nye Maila”. En var forberedelsen og en anden var håndteringen af selve konkurrencen.

To gode øvelser både individuelt og synkron - her den sidste afsluttet i synkron! Foto: Per Lindström
To gode øvelser både individuelt og synkron – her den sidste afsluttet i synkron! Foto: Per Lindström

Ingen præ-konkurrence-psykose?!

Jeg fandt i Tyskland ud af et handlemønster, jeg ofte landede i inden store konkurrencer. I de sidste ugers optakt begyndte jeg at hæve forventningerne til mig selv, fordi jeg viste, at jeg til den nært forestående konkurrence skulle top-performe. Det gjorde ofte, at jeg blev dybt frustreret over småting. Jeg ville gøre alt perfekt og endnu bedre end mit eget niveau, og jeg blev derfor skuffet i træning og godt gammeldags sur, når det så ikke virkede. Ikke virkede betød egentlig ikke, at jeg nødvendigvis sprang dårligt, men bare, at det, jeg normalt lavede og som svarede til mit niveau, for mig at se ikke var godt nok. Jeg hev mentalt mig selv væk fra hvad jeg kunne og fokuserede på et drømmebillede af hvad jeg burde kunne.

Som regel kulminerede dette med en tudetur 1 til 2 uger inden konkurrence, hvor ”det hele også bare kunne være lige meget!”

Den famøse tudetur var hver gang en lidt dramatisk måde at komme tilbage til virkeligheden og til mit eget niveau. Men den første frem til det vigtige: at acceptere, hvad jeg formåede på daværende tidspunkt og arbejde ud fra det rigtige udgangspunkt. Herfra var jeg mere afklaret med mit niveau og kunne træne bedre. Denne yoyo-tur tog jeg næsten hver gang, der kom en stor konkurrence. Jeg lod mig påvirke virkelig meget af forventningspresset inde og udefra.

Denne gang var jeg meget bevidst om ikke at begynde at bekymre mig for meget om World Cup’en. Jeg vidste jo, at afrejsen ville ligge som planlagt uanset hvordan jeg trænede. Jeg kunne ikke ændre, at de andre ville være virkelig dygtige. Jeg kunne kun træne videre og gøre mit bedste. I stedet for at sætte kravene op til mig selv, så øgede jeg i stedet fokus og koncentration i træning og prioriterede kvalitet. Selvom der kom fejl og mangler undervejs i diverse træningers øvelser (som der altid gør), så holdt jeg fokus på, hvad jeg kunne lære af det og gøre bedre, og gemte aktivt den kommende konkurrence lidt væk i hjernekisten.

Det var en rigtig god oplevelse! Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg er blevet bedre til at have fokus og kvalitet i min træning og tage ansvar. Jeg styrer selv, hvad jeg vil opnå og kan derfra planlægge. Og når man er opmærksom på det, så kommer der mere kvalitet i træningen.

 

 

Forskellen på forventninger og nervøsitet

Inden afrejse lagde jeg en strategi for World Cup’en under samtalen med den sportspsykologiske konsulent. Jeg havde mærket efter, og kunne pludselig se mig selv i et helt nyt lys i konkurrencesituationen. Jeg blev opmærksom på følgende:

 

  • Jeg har altid troet, jeg arbejdede bedst med et meget lavt spændigsniveau. Det er faktisk ikke rigtig. Jeg arbejder bedst med lavt forventningspres fra mig selv, men måske kunne jeg i stedet bruge en mere offensiv tilgang til konkurrencen. Jeg skal jo op på trampolinen og vise hvad jeg kan!

 

Det var helt nyt for mig at kunne skille tingene ad og sætte ord på. Jeg har altid troet, at jeg havde brug for et virkelig lavt spændingsniveau i forbindelse med konkurrencer, fordi jeg har troet nervøsitet og forventningspres var det samme. Jeg har derfor talt konkurrencen ned og prøvet at lade som om det bare var træning. Det har på sin vis fungeret, men nogle gange har der ligesom manglet noget.
I lænestolen med konsulenten slog det mig, at jeg har brug for adrenalinen, der gør min krop klar til at performe. Jeg har brug for at have det ekstra fokus. Jeg har brug for mere offensiv indstilling, for det kan give mig mere selvsikkerhed.

Forventningspresset skal jeg lære at håndtere. Det er der i mere eller mindre grad hver gang, men frem mod VM vil kunsten være at håndtere det på en god måde, så det ikke påvirker mig negativt.

 

I konkurrencen følte jeg mig meget mere afklaret end jeg har prøvet før. Hvis tankerne begyndte at kredse om forventningerne – fx om resultat, eller hvad andre måske tænkte om mig – så bemærkede jeg tankerne og trak mig aktivt væk fra dem. De må godt være der, men jeg vælger ikke at beskæftige mig med dem og rette fokus enten væk fra konkurrencen, fordi der stadig var to dage, en dag eller et par timer til jeg skulle på, eller mod hvad jeg skulle huske i mine øvelser.
En meget bedre strategi for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har resten af efterårets konkurrencer til at prøve denne af igen, finpudse og finjustere.

11999773_10206910256987864_869213370822709264_o
Efter konkurrencen fik vi en halv eftermiddag ved poolen og nød det spanske vejr! Lidt gøgl blev det også til 😉 Foto: Bo Tureby

I alle sportsgrene er første etage afgørende for præstationen. Hjernen kan flytte bjerge. Det er her tro, håb og vilje bor, og her de skal passes og plejes og forfines. Det er min opgave som atlet at træne mig selv på dette diffuse område. Hele tiden lede efter, hvad der kan gøres bedre. Blive bedre til at mærke, hvad der fungere og hvad, der ikke længere gør. Der er ingen lette veje på det mentale område, men det er proces. Jo mere specifikt man kan sætte ord på sig selv, jo flere redskaber har man at arbejde med.

Det virkede denne gang for mig, og jeg har erfaring at tage med videre. Samt et godt resultat til første World Cup i tre år! Jeg ko i top 30 individuelt og blev nr. 12 i synkron med min makker. Nu fortsætter træningen i trampolinhallen, i styrkelokalen og på øverste etage, hjernen, frem mod VM!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *