Stilleleg midt i stormen

Sjovt som man kan blive stille på sociale medier, når ens dagligdag slår knuder og ikke viser et værdigt glansbillede. Jeg har været stille. Meget stille. I hvert fald her på min blog, og også en smule i billeder og ord på tidsrøverne Facebook og Instagram.

Det er ikke fordi, der ikke har været masser at skrive om og fortælle – tvært imod! Men fordi jeg ikke har haft tid og overskud til at skrive det ned som et blogindlæg, i kombination med at jeg heller ikke har turdet vise det knudrede spøgelse af mig selv, der i starten af 2016 har været det sande ansigt.

Jeg har haft stres. Det er virkelig svært at sige højt – mest for sig selv! Men erkendelsen og accepten er grundlaget for at komme videre. Nu begynder det at lysne, knuder bliver løst op og igen popper der billeder op på Instagram og igen sidder jeg ved tasterne og skriver. Det er dejligt, især fordi det betyder at det går fremad. At jeg har det meget bedre og at jeg har mere overskud til at få lidt ned på skrift – jeg nyder meget at skrive!

 

Se sejrene – og få mere glæde og overskud!

Det har været en ordentlig gang kluddermor! Det kan jeg skrive side op og side ned om, men jeg vil egentlig gerne fokusere på en anden ting denne gang og prøve at holde dette indlæg (lidt) kort(ere) J. Det er de to afgørende ting, der virkelig hjalp. Først accept. Efter accepten kunne jeg handle. Det kan kræve nogle svære valg og nogle gange valg, hvor man virkelig skal kæmpe imod sine egne handlemønstre og ”quick-fixes” for at få et langsigtet bedre resultat. Eksempelvis var jeg nødt til at skære ned på træningerne, selvom jeg egentlig følte det var det eneste jeg burde holde fast i. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud om at gå fra 12 træningspas om ugen til 7, men det var vigtigt for at skabe plads og luft til at komme ovenpå igen. Det var blot et af mange eksempler, hvor jeg måtte acceptere, at det jeg ville ikke virkede i praksis. Accept. Det er vigtigt at se sig selv realistisk. Hvilke ting kan jeg ikke ændre? Ud med dem! Hvilke kan jeg ændre? Og så den svære – hvilke SKAL jeg ændre også selvom det ikke er rart lige nu, for at jeg på sigt kommer oven på igen?

 

Men rigtig, rigtig vigtigt er det også at se sejrene. Se processen og især se fremskridtene. Det var den sidste afgørende faktor, der har trukket mig det sidste stykke op, det har løst den stramme knude om brystet op og dermed givet plads til rigtig at være glad igen. Det har jeg savnet!

Jeg har været så presset at det er gået ud over humøret og den mentale sundhed. Det er bare først blevet tydeligt på bagkanten, nu hvor jeg har fået mere overskud.

Jeg havde tendens til at sammenligne mig med et billede af mig selv i topform. Så var det ikke godt nok! Jeg bandt knuden om brystet strammere og strammere med tankerne om at det ikke var godt nok frem mod EM og at jeg stadig ikke sprang højt nok, flot nok og svært nok.. Jeg så slet ikke at jeg havde formået at hive mig selv op af et sort hul med ”lost move” på alle forlæns spring, at jeg havde turdet mærke efter og acceptere at jeg ikke havde det godt og derfor ikke havde handlet på det. Og så gav jeg det heller ikke plads til at tage den tid, det nu engang tager at kæmpe sig op igen. Min utålmodighed var ved at spænde ben for mig og sende mig retur, men en god ven, mentor og træner huskede mig på at se alle de små sejre.

Det gjorde forskellen.

 

For første gang i lang tid formåede jeg at lade arbejde, og pres derfra, blive på kontoret og gå ned til træning og bare springe i trampolin. Lade bekymringer om krop og vægt og EM, om økonomi og om alle de mange to-do-punkter, blive uden for træningshallen. I stedet for at være frustreret over ikke at være god nok og være klar nok til Dancup lørdag og EM i slutningen af marts, så i stedet være stolt over at jeg er på vej! Med en helt igennem udfordrende periode lige inden så har jeg gjort det godt! Og hver træning er der en masse små ting, der er gode. Se dem. Fejr dem! Og gør det endnu bedre i næste forsøg. Det giver positivitet og glæde.

 

Danmarksrekord

IMG_2594I dag har jeg sprunget til Dancup. Jeg vandt. Jeg lavede også danmarksrekord i vanskelighed i konkurrence for kvinder.

Jeg vandt ikke bare konkurrencen, men jeg vandt også overfor mig selv. Den Maila, der binder knuder, blev besejret af hende, der binder dem op.
Det kan stadig forundre mig lidt, at jeg klapper i som en østers så snart jeg er udfordret, men denne omgang har været en større mundfuld end jeg længe har oplevet. Min legen stilleleg midt i mit stormfulde, stressede liv skulle gerne være slut. Uvejret er drevet over og solen skinner igen. Jeg glæder mig endda til EM, for uanset hvordan det går, hvad der sker til årets største konkurrence, så kan jeg se mig selv i øjnene og vide, at jeg har gjort hvad jeg kunne. Og jeg er glad igen.

Klubbillede med Vertical Sport RG efter dagens konkurrence

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *