OL står for døren – men ikke foran min dør

I øjeblikket lever jeg hver dag klods op og ned af min egen store drøm – deltagelse ved OL!

For mit vedkommende brast drømmen for denne OL-cyklus, og jeg var desværre et stykke fra at kvalificere mig til OL i Rio. Det er træls, og jeg kan da nogle gange godt komme til at tænke over, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet til skade i 2013? Eller hvad der ville have været sket, hvis jeg havde haft mere rutine inden jeg stod til VM på hjemmebane og var stjernenervøs, fordi jeg ikke havde deltaget ved et stort mesterskab i tre år? Det hjælper ikke så meget, for fortid kan ikke ændres – det kan fremtid.

 

Men min kæreste skal til OL.

 

Jeg er pavestolt af ham og har støttet ham så meget som muligt i hele den nervepirrende kvalifikation og den endelige udtagelse. Jeg har nærmest været lige så spændt og nervøs som ham!

Foto: Andreas Merrald
Foto: Andreas Merrald

Nu skal han af sted og countdown er i gang – der er under en måned til OL skydes i gang og om 30 dage er han ankommet til Rio.

 

Det er faktisk mentalt udmattende at skulle kæmpe mod at være misundelig. Og jeg synes der mangler et godt dansk ord for de følelser jeg har.

 

Følelse af bitterhed, ærgrelse og afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes eller held”.

 

Det er definitionen på misundelse, og beskrivelsen af følelserne er spot on for mig! Men misundelse kommer også af ”mis”-”unde” – altså at man ikke under den anden, det vedkommende har opnået. Og det kunne ikke være længere fra!
Jeg under virkelig min kæreste, at han gjorde det! Han fulgte planen og lykkedes med den, han skal til OL, hurra og hvor er det f***ing sejt! Jeg føler dog stadig bitterhed, ærgrelse og afmagt over min egen manglende præstation, da det gjaldt.

 

Netop denne differentiering, mellem hvad jeg under min kæreste, og hvad jeg stadig selv føler, er vigtig. Når jeg nærmest hver dag indirekte bliver mindet om, at han gjorde, det jeg ikke gjorde, så er det virkelig vigtigt at være opmærksom på, hvor følelserne trækker tanker og handlinger hen.

Jeg er meget opmærksom på at støtte og hjælpe, alt hvad jeg kan, og derfor skal jeg nogle gange ud over min egen momentane bitterhed og afmagt. Hvis ikke, så går mine følelser ud over min kæreste, og det er jo faktisk det sidste, jeg vil!

At få sagt højt, at jeg føler og tænker, som jeg gør i øjeblikket, er en del af processen for mig for at bearbejde det hele. Det hjælper med at erkende og acceptere. At acceptere at ja, jeg er bitter. Ja, jeg synes det er hårdt at være konfronteret indirekte med min drøm, der ikke lykkedes i denne omgang (måske er jeg nu bedre rustet til at satse på 2020? Det må tiden vise).

Men jeg har valgt at lade det være en inspiration og lære af processen. Både den mentale proces herover beskrevet, som jeg selv arbejder med. Som par, hvor kompromis, kommunikation og kortvarigt, gensidig tilsidesættelse af egne behov er en løbende proces. Og som atlet, der bor sammen med en anden atlet og får indblik i en anden sport end sin egen.

 

Der er mange følelser hele tiden, men jeg prøver selv at vælge, hvor meget taletid de får igennem mit valg af tanker og handlinger. Det er svært, men også her skal man huske, at man bliver god til det, man træner på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *