Da alt blev sort

At skrive har før været en del af min selvterapi med et dobbeltsidigt formål: Dels selv at få sat ord på tanker og følelser og dermed afdramatisere, neddæmpe, og nedproportionere dem, så de pludselig fik et realistisk perspektiv. I mit hoved bliver det uudtalte større end det egentlig er. Men at skrive gav mig også usigelig glæde ved at bringe idéer og erfaringer videre til andre, der enten kunne bruge det, lære af det eller blot få et andet syn på det emne, jeg berørte. Så jeg har savnet det! Ingen tvivl om at jeg har savnet at skrive. Men det har simpelthen gjort for ondt.

 

Først nu, 15 måneder efter jeg landede på baghovedet i mørke, mærker jeg hvordan gamle, savnede sider af mig selv for alvor er kommet tilbage. Skrivelyst, skabertrang, nysgerrighed og nærvær. Det har alt sammen været druknet i frygt, frustration og fysisk og psykisk stress. En bunke af sammenfiltrede tråde. One hell of a mess! Efter min skade i 2013 med min fod havde jeg forsigtigt fået rettet trådende ud og kunne også se, hvor de førte mig hen og hvad meningen var. Der var knuder, ja. Og med et idrætsstudie, et arbejde og en 20-timers træningsuge, så blev knuderne flere og jeg mistede lidt overblikket over trådene. I efteråret 2016 var jeg ret udtalt presset mentalt så meget, at jeg ikke kunne lave mine spring og havde voldsomt lost move på mine barani’er i trampolintræningen. Jeg kunne ikke slippe for den kroniske og hele-tiden-tilstedeværende dårlige samvittighed. Det påvirkede søvn, parforhold, træning, studie, sociale relationer og egen selvtillid. Det filtrede sammen. Og jeg stoppede ikke op og tog mig tiden til at løsne knuderne. Dette var uholdbart. Det kan jeg sagtens se i dag. Det kunne jeg ikke der. Mest af alt kunne ingen forudse, hvordan den situation skiftede brat – så brat som hvis man slukker lyset. Og mine livstråde blev flået fra hinanden, hvirvlet rundt og viklet sammen som aldrig før.

 

Jeg vil for første gang skrive ned, hvordan det skete. Bogstaveligt, hvordan lyset slukkede, mens jeg sprang og hvordan jeg dermed kom til skade. Jeg troede aldrig jeg skulle sige dette, men at have prøvet en anden stor skade og at have kæmpet mig ud af det er jeg i dag glad for, for det har været med til at få mig igennem denne flintrende identitetskrise, der for alvor ramte den sidste søndag i november 2016. Jeg har prøvet at indfange i ord så meget af det, jeg husker fra ulykken, som muligt.

 

Da alt blev sort

Jeg havde skiftet til landsholdsdragten, den flotte af dem. Filmfolkene fra produktionsselskabet var delt op nu, så nogle var gået med 2x Jesper op og skyde en interviewdel, mens nogle stykker blev nede i hallen med mig og skulle filme min ”blærerunde”. Det var gået brandgodt indtil nu. Vi havde lavet træningsdelen til underholdningsprogrammet “5. Halvleg”, hvor de to holdkaptajner havde lavet opvarmning og træning med mig som træner. Der var rosende ord om min optræden so far, der gjorde mig glad. Men det fjernede stadig ikke helt nervøsiteten over at skulle springe i dragt nu og få det optaget. Min far stod på siden med måtten, og jeg havde varmet op. Første tur blev kun til den første del af en sekvens, for mit problem med barani’er tittede frem med sit grimme ansigt. Men jeg vidste, jeg kunne undertrykke det ved at fokusere voldsomt og udføre den næste serie så ”konkurrenceagtigt” som muligt. Med stålsat blik startede jeg indspring og kom helt op i tophøjde og satte af til min obligatoriske øvelse. I startspringet, strakt baglænder til mave, registrerede jeg perifært i mit fokus, at der var imponerede bifaldende kommentarer om springhøjden. Jeg spændte min krop og lagde armene helt ind langs siden og koncentrerede mig om at gøre mit bedste, som var det en konkurrence for på denne måde at undertrykke min frygt for barani. Havde det dog bare været det eneste problem den dag…

Jeg landede på maven og trykkede af til den efterfølgende baglæns salto fra mave som mit spring nr. to ud af de ti i min obligatoriske øvelse. Trampolinen kastede mig op i luften, mens jeg så ned og begyndte min sammenlukning i fuld kontrol. Og så blev alt sort.. Ikke bare mørkt, nej sort. Helt sort! Jeg var stadig på vej opad, men pludselig kunne jeg intet se. Selv nødlysene i hallen var slukkede. Instinktivt udbrød jeg et højfrekvent, halvkvalt råb: ”Måtte!” inden min hals snørede sig sammen i frygt (træneren, den dag min far, står med en tynd måtte, som kan tage lidt af rebounce). Og så var det som om alt skete uendeligt langsomt og ekstremt hurtigt på en gang.

Normalt ville jeg skulle rette kroppen ud for et bremse saltoen, svæve strakt og spændt ned og lande i balance på fødderne. Men min grundtræning som trampolinspringer havde også lært mig, at hvis man mister orienteringen i et spring, så skal man holde arme og ben krummet sammen og dermed sikre ikke at skade dem eller skade ryggen ved at være strakt ud. Jeg overvejede dette i de uendeligt lange splitsekunder og valgte at beholde den sammenlukkede position, mens jeg panisk kiggede efter bare det mindste tegn på, hvad der var op og ned. Hvor var dugen? Hvad med min skadede fod? Jeg kan da ikke lande i mørke? Hvor er jeg? Please, bare lad mig få øje på et eller andet. Der var intet. Der var kun sort. Jeg mærkede det knuge i maven. Hvorfor tændte lyset ikke? Hvorfor helvede var der ikke bare et eller andet, jeg kunne se?!

Jeg vidste fra den indre timing opbygget gennem 17 års trampolinkarriere, at jeg snart ville lande. Jeg prøvede at passe på mig selv og var krummet sammen og spændt i kroppen, men uden at ane, hvor langt jeg var rundt i rotationen. Når man er fem meter oppe i luften i trampolinspring og er vægtløs under vejs på toppunktet i hvert spring, så er man ekstremt afhængig af sit blik uanset om det er en enkelt eller tre saltoer man udfører. Og jeg kunne intet se.

Så ramte jeg trampolinen fuldstændig blind. Jeg havde ingen chance for at vide præcis hvornår og med hvilken kropsdel. Med en underlig blanding af panik og overvejelser om strategi i luften var jeg chokeret over, at det var hele bagfladen af mit kranie under min højtsiddende knold, der var første touch down i den forfærdelige flyvetur i uvisheden. Det efterfølgende kvarte sekund blev resten af min krop trykket ned over, så mit brystben trykkede hårdt mod min hage. Mine tænder klappede hårdt sammen, og jeg nåede at tænke ”godt min tunge ikke var i mellem” – inden smerten eksploderede. Da jeg ramte bundpositionen for trampolindugen, hvor alle fjedre var spændt ud og nu begyndte at trække den modsatte vej op, mens min krops tyngde – ganget med flere G-kræfter – trykkede ned, skete et granatnedslag af brændende jag på bagsiden af min nakke; så voldsomt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Det gik også så stærkt, at jeg ikke kunne nå at tage stilling til det, for ulempen ved den smukke sport, som jeg elsker så højt, er, at når man lander på en trampolin, så ryger man op i luften igen… Min krop blev trykket fuldstændig sammen, mens min nakke bukket under mig, og blev derefter sendt op i luften igen uden luft i lungerne og i fuldstændig chok.

Så tændte lyset, og det jeg havde set efter så længe, fremtonede med et foran mine søgende øjne. Det første jeg så var, at trampolinen kun en meter væk, mens jeg igen hang vægtløs i et splitsekund og så begyndte at falde ned mod den. Jeg var røget lidt skævt op efter den første landing i mørke og var nu på vej ned på trampolinens metalramme dækket af blå kantpuder med ansigtet først. Det blå kom meget hurtigt imod mig.

Instinktivt rakte jeg ud mod trampolinen og tog fra med hånd og hofte, mens jeg vidste, at jeg ville falde ud over kanten og ned på gulvet efterfølgende. Jeg sørgede på autopilot for at passe på både min venstre fod og min nakke, som gjorde så ondt, jeg ikke helt kunne opfatte det midt i det hele. Med hånd og hofte havde jeg afbødet første kollision med trampolinens kant, og nu måtte jeg lynhurtigt med højre fod tage imod og afbøde det næste fald på over en meter ned på gulvet. Jeg tog fra med hænderne og kom til sidst ned på ryggen. Der var lys. Jeg var på gulvet nu. Og så kunne jeg give plads til den vanvittige smerte fra min nakke, der jog igennem mig og fik det til at sortne lidt for mine øjne.

Luften var stadig trykket ud af mig, så jeg ikke kunne sige noget, men jeg kunne hellere ikke få mig selv til at bevæge brystkassen for meget for at gøre noget ved det, for min nakke gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Chok, panik og frygt borede sig dybt ind i mig hjerte. Det her var ikke, “av-jeg-har-revet-min-fod-i-stykker-med-ti-knogler-af-led-og-nogle-brækkede-og-ledbånd-revet-itu” som jeg havde prøvet i 2013. Jeg kan ikke beskrive smerten den dag i dag. Det var så voldsomt, at jeg ikke kan finde noget at sammenligne med. Stadig åndeløs, og inden folk nåede at reagerer, vidste jeg, at den var hel gal. Inden jeg overhovedet nåede at trække vejret ind gennemsyredes jeg af frygt og testede, om jeg kunne bevæge mine fingre og mine tæer. De reagerede på min kommando. Et lille strejf af lettelse strømmede igennem mig, men den altopslugende smerte vendte herefter tilbage, mens jeg lagde hænderne på siden af min nakke og svagt med den lille smule luft jeg havde fået ind sagde: ”ring efter en ambulance”.

Min far kom over på min side af trampolinen og frygten stod malet i hans ansigt, men jeg kunne ikke tage mig af det. ”Ikke røre mig!” fløj ud af mig, nu med en anelse mere lyd. Av, jeg havde så ondt! Og selv den mindst bevægelse fik den voldsomme smerte til at tage nye højder. Jeg gentog, at de skulle ringe efter en ambulance, da filmfolkene kom over. ”Ring 112 nu!”. Den smerte var ikke normal. Aldrig har noget kunne gøre så ondt. Jeg vidste, at noget var helt galt. Det vidste min far også. Han kunne se det på mig. Jeg kan tolerere meget, men det her var på grænsen til at få mig til at besvime. Han var grå i ansigtet og ville bare gerne holde om mig, men det var det sidste han måtte lige der.

Chok og frygt fik mit bryst til at snøre sammen, men det gjorde så ondt, at jeg vidste, at jeg ikke kunne græde. Jeg kunne ikke hulke. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg ønskede faktisk, at jeg besvimede for at slippe for den pine, det var bare at ligge og forsøge at trække vejret uden at røre mig.

Ingen vidste præcis hvad der var sket. Jeg måtte gentagende gange sige, at det var min nakke, at jeg i mørke var landet på hovedet. Alt folkene i hallen havde set var mit crash ud på kanten af trampolinen og ned på gulvet. Men det var jo ikke der, det var sket for pokker! Tårerne pressede sig på, mens jeg prøvede at forklare, hende der ringede til ambulancen, at det var min nakke, og at det var seriøst.

Du må ikke græde Maila, det kan du ikke holde til”. Enkelte tårer løb ned af mine tindinger, mens jeg lå på ryggen og holdt om min nakke, der brændte under mine håndflader. Hvorfor snurrede det sådan i mine hænder? Det skræmte mig. Samme fornemmelse, som hvis man slå albuen ind i noget. Med fysiologividen fra mit studie, vidste jeg godt, at det er et slag på en yderligt liggende nerve, der får det til at snurre i hele hånden, når man banker nervus ulnaris ind i noget. Nerve… Fuck! Og hvad med studiet? Ikke nu. Ikke hulke. ”Snak med mig, jeg må ikke hulke”, sagde jeg spagt til dem omkring mig. Det blev filmholdets runner der prøvede at distrahere mig, en ung gut med falck-kursus, der sad og holdt mit hoved stille som jeg lå ved siden af trampolinen. Min far kunne ikke. Han var uden ord og nærmest lige så tæt på at besvime som mig. Vi var begge skræmt fra vid og sans. Og smerten var så voldsom, at jeg var nødt til at blive ved at sige det højt og få dem til at snakke til mig. Jeg bad til, at det snart ville holde op. At det ikke var ægte. Men det var det.

Jeg var så bange at jeg ikke helt kunne rumme det. Min forsvarsmekanisme slog til. Benægt! Full denial. Midt i det hele plaprede jeg også løs om, at vi måtte filme det en anden dag. De seriøse miner rundt omkring mig gjorde mig endnu mere bange. Jeg fortsatte med at ignorere den lurende tnke om, hvad det her potentielt kunne have af konsekvenser.

Dem, der havde været oppe og filme interview kom ned. Flere angste blikke og alvorlige ansigter flimrede forbi. Tårerne pressede på, og jeg holdt min vejrtrækning i kontrol ”Når jeg er klar igen, må vi filme det, så jeg kan vise trampolin ordentligt”, kom det fra mig igen. Dagen var startet så godt? Hvad fanden var der sket? Ambulancefolkene kom endelig.

Det var vist længe siden, de havde haft en alvorlig case, for de fumlede og virkede inkompetente, men fair nok, de var også lidt hylet ud af den af mine dessiner om, hvad der var sket og hvad jeg havde testet og hvad jeg skulle have – nu! Tankerne tumlede rundt. Kom nu i gang! Den er hel gal med min nakke. Fuck! Hvorfor gør det SÅ ondt?? Giv mig morfin nu! Jeg har sagt, jeg ikke er fucking allergisk… Jeg vidste at mine nerver måtte være intakte i en vis grad, for jeg havde testet flere gange, at jeg kunne bevæge fingre og tæer. Men den der snurren… Ikke nu!
De fik mig endelig på spineboard efter andet skud morfin og ud i ambulancen. Jeg var omtumlet af smerterne, og det var stadig ikke taget af, selvom jeg havde fået to doser. Efter fjerde skud morfin i ambulancen tog det lidt af, men gjorde mig også endnu mere omtumlet. Køreturen til Køge Sygehus var forfærdelig. Det gjorde stadig ondt hele tiden, men på en skala fra 1 til 10 var vi nu nået lidt under topscorer. De havde klassisk spurgt, da de kom ”på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er fint og 10 er det værste, du…” – ”10!” afbrød jeg og mente mentalt 20… 100… AV! Hvordan kunne noget gøre så ufatteligt ondt? Jeg lå på en solid 9’er i ambulancen, men hver gang chaufføren gassede op eller bremsede, så blev det værre. Den mindste bevægelse kunne jeg mærke.
Det viste sig, at jeg egentlig ikke havde brækket nakkehvirvlerne, men den tætteste betegnelse ville stadig være “brækket nakke”. For selvom hvirvlerne næsten var intakte (der var noget flængeværk), så havde jeg til gengæld revet alle muskler og ledbånd over på bagsiden af nakkens hvirvler og ødelagt diskusskiverne imellem. Den enorme blødning helt ind i mellem hvirvlerne var det, der blandt andet gjorde så ondt og gjorde mig så sensitiv til bilens bevægelser. Men der vidste jeg det endnu ikke. Jeg lå bare og koncentrerede mig om ikke at hulke.

 

Modet til at kigge indad

Der er mange tanker og oplevelser fra hospitalet også, som ikke er til i dag. Kort kan jeg sige, at jeg allerede lige efter skaden var sket fortsatte med fuld benægtelse af min situations alvorlighed. Det har været godt på nogle områder og hjulpet mig i den første tid efter operationen. Men det har også ulemper. Og jeg har faktisk ikke helt forstået alvorligheden den dag i dag. Jeg kunne være død eller lam, hvilket mit rationelle Jeg måske godt lidt kan forstå. Men jeg har ikke oprigtig følelsesmæssigt forstået det. Måske lidt nu? En lille del… Jeg har det i hvert fald mærkeligt lige nu mens jeg skriver det her, og skal lige sluge den genoplevelse. Det har givet mig ondt i nakken og knugen i brystet. Mega ubehag. Puha.. Der er fortsat arbejde i det her!

Hvis man skal løse knuderne, så kræver det først og fremmest, at man erkender de er der. Næste skridt er at turde sætte sig ned i skrædderstilling og se på virvaret af hårdt sammenviklede bånd. Men det er skræmmende. At se på sig selv og sit forvredne indre med dets knuder. For frygten er der – frygten for, at det ikke kan løses, og at det måske filtrer endnu mere sammen. Men også frygten for oplevelserne, og den smerte de kan bære med sig.

Jeg har ikke turdet at se på den knude, der blev bundet stramt inde i mig den dag, da lyset slukkede mens jeg sprang. Det har været et seriøst udfordrende år for mig efter den dag. Jeg har løst mange andre knuder, der virkede uløselige for et år siden, og jeg er nået langt i min spændende rejse de sidste 15 måneder. Men nogle knuder har jeg vendt det blinde øje til. Jeg er stolt af processen og kan i dag se alt det, jeg har lært og er ved at lære af situationen og de døre, der er blevet åbnet – et perspektiv, der først inden for de seneste måneder er kommet! Jeg er blevet helt ferm til det med livets bånd. Og det giver modet til at tage det næste skridt. For ja, det kræver mod at forsøge at få fat i de små tråde, der får den stramme knude til at løsne sig op og transformerer den til en endnu mere uoverskuelig redelighed af kluddermor til at starte med. Og det kræver tålmodighed, vedholdenhed og tro på projektet, at blive ved til knuden er løst.

IMG_2164
Fra hospitalet inden operationen. Foto: Rasmus Dalberg Jørgensen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *