Ændret titel og ændret tema

Denne blog har undervejs skiftet karakter flere gange. Først var det en rejse- og træningsblog om mit ophold i Tyskland, så det var muligt at følge med i min hverdag i Bad Kreuznach. Men at bo alene i Tyskland satte gang i en personlig udviklingsproces, hvor jeg blev opmærksom på, hvordan arbejdet med tanker, mønstre og handlinger gav forståelse og indsigt og på denne måde løftede mit niveau – både som atlet og som menneske. Det startede en proces, der tegner til at blive livslang for mig. Ved at arbejde med sig selv, åbnes potentialet til at komme endnu længere og endnu friere, end jeg havde drømt om, da jeg pakkede kufferten og kørte sydpå til en smuk kurby ved floden Nahe i Rheinland-Pfalz. Det gav modet til at arbejde med de ting, man egentlig ikke har lyst til at hive frem i dagens lys. De ting, der er nemmest at gemme nederst i hjernekisten. De ting, man virkelig lærer af at tage frem alligevel!

Da jeg så kom til skade med min fod i sommeren 2013 skiftede bloggen navn og formål – nu blev det mere præget af mine tanker og min udvikling omkring arbejdet med en identitetskrise og kampen for at komme tilbage til trampolin med de mange op- og nedture og bump på vejen, som det indebar.

Så startede jeg på universitetet i sommeren 2016, og denne nye situation var problematisk; det blev MEGET småt med timerne. Jeg var hele tiden bagud med studierne, så desværre prioriterede jeg ikke at skrive på bloggen – det havde ellers været spændende i dag at have set tilbage på den limbo jeg var i, hvor jeg forsøgte at toppræstere i min sport og stadig gøre det godt med mit studie og med mit job. Det gik mildest talt dårligt. Jeg formåede at hive mig selv hårdt op i nakkeskindet til efterårets konkurrencer og eksamener, men resten af tiden sejlede jeg rundt i en stressbobbel, som har gjort, at jeg faktisk ikke helt kan huske det første halve år på studiet…

Og så brækkede jeg nakken i slutningen af november 2016.
Der splintrede min verden, min selvopfattelse, mine mål og min identitet i tusinde stykker krydret med et rodet break-up med min daværende kæreste. De efterfølgende måneder har været det værste, jeg til dags dato har prøvet, og jeg kan først nu, et år efter, være glad for den læring, jeg har fået af det. Og stadig ved jeg ikke helt, om jeg ville ønske det for en anden uanset hvor meget klogere jeg er blevet på mig selv undervejs!
Mens det stod på, havde jeg det virkelig ringe. Men hvor havde det været spændende at kigge tilbage på de tanker og følelser, jeg kæmpede med. De helt store spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Hvad skal jeg? Hvordan kommer jeg videre? Det var en omvæltning fra det strukturerede atletliv med det store flammende mål om rekorder og OL lysende i horisonten hver eneste dag og så til en meningsløs gang leverpostej af en tilværelse, hvor intet rigtig betød noget for mig i kontrast til før, og hvor jeg ikke kunne komme ud af ubehaget. Det har heldigvis ændret sig drastisk :)

Fantastiske mennesker har hjulpet mig til der, hvor jeg er i dag. Og i går tog jeg mod til mig og skrev for første gang i halvandet år et blogindlæg, der både gav mig tårer i øjnene, fysiske smerter, psykisk ubehag og også en følelse af lettelse. Jeg kunne! Jeg fik endelig noget ned på skrift igen! Selvom der er gået lang tid, så kan jeg godt tænke sammenhængende nok til at skrive, og jeg startede med den svære del: Jeg beskrev mit uheld “Da alt blev sort“.
Det er ikke så hyggelig læsning. Jeg har prøvet at indfange mine tanker og følelser, mens det skete så godt som muligt. Så hop kun ind i det blogindlæg, hvis du ikke kender historien om min skade og er nysgerrig til trods for min lille advarsel.
Ellers lad være og følg i stedet med fremadrettet, hvor jeg vil forsøge at komme til tasterne (i det omfang mit hoved kan følge med) og sætte fokus på små ting, der har gjort en forskel for mig, og som jeg kan give videre. Jeg er mit netværk evig taknemmelig for den hjælp, de har givet. Jeg ønsker at kunne give noget videre til andre, som folk har givet til mig. Uanset om det er et smil på en regnvejrsdag eller dét råd, der gjorde, at en anden fik nyt perspektiv eller følte sig styrket til at komme videre med et projekt eller med sig selv, så er det meningsfyldt for mig.
Der er ikke OL-drømme længere – og det skær stadig i mit hjerte, at jeg aldrig nåede at lave to trippelsaltoer i en øvelse, som var et af mine brændende mål som trampolinspringer. En rekord i dansk øjemed, som jeg gik hårdt efter og næsten nåede… Kun næsten. Men jeg har endelig fundet ny inspiration; jeg har blandt andet lyst til at skrive igen. Endelig.

Jeg håber, du har lyst at læse med.

Kærligst,
Maila

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *