Arbejd sammen med din indre femårige

Min nyeste fix er podcasts. Sikke et genialt medie, jeg er fan! Det imødekommer min gode egenskab, lysten til at lære nyt, og så min udfordrende egenskab, altid at proppe kalenderen op til bristepunktet, fordi jeg på områderne tidsestimering og lær-at-sige-nej stadig har lidt at arbejde med. Med en podcast kan jeg flyve rundt fra det ene til det andet og stadig blive udfordret på mine synspunkter, få mere viden, få et godt grin og få redskaber til at se indad.

For jeg følger flere podcasts, så jeg når hele følelsesrepertoiret igennem, hvilket jeg har en idé om er sundt i øvrigt. Og for nyligt hørte jeg en udsendelse med Nastia Liukin, der var en fantastisk gymnast som aktiv og vandt blandt andet OL-guld i All-Around i Beijing 2008 og nu er blevet bosslady i det amerikanske. Hun blev interviewet af Tom Bilyeu i hans podcast: ”Impact Theory”. Mit danske jantelovs-mindset har det lidt stramt med nogle af de amerikanske titler (fx school of greatness) på coach-podcast og lignende, men jeg debatterer stadig med mig selv om, hvorvidt det er titlen eller mig, der burde udvikle sig lidt… Man kan sige meget om USA, men derovre er det sgu tilladt at være stor i slaget, og det har også sine værdier! Og uanset hvad, så tager de fat i enormt spændende mennesker, der i den grad beriger med deres livserfaringer.

Skærmbillede 2018-03-05 kl. 21.58.04Anyways, så er Nastia Liukin en person, man gerne vil høre mere om og mere med. Hun er velformuleret, velreflekteret og velkendt for sin sportslige succes – men hendes mål er at være mere end ”en guldmedalje til OL” og at gøre en forskel for andre og sætte sit præg på anden vis end gennem sin sportspræstation. Det er virkelig værdier, som jeg kan relatere til og værdsætter, og som jeg virkelig beundre hende for at sætte ord på. Jeg nåede ikke international succes på det plan, som hun har. Jeg er stolt af de ting, jeg formåede i dansk trampolin, men det har virkelig været svært for mig at finde mig selv uden min sportsidentitet efter min ulykke. En af de ting, der virkelig giver mening for mig nu er på samme vis kunne gøre en forskel for andre. Derfor lyttede jeg interesseret på cyklen gennem Københavns gader og i bilen (desværre også gennem Københavns gader – ikke anbefalelsesværdigt!).

Der var to ting, jeg virkelig bed mærke i, i podcasten. Haps! Det var to ting, der var interessante ud over det sædvanlige (for synes faktisk det meste af det, jeg finder frem i min lilla podcast-app, er virkelig spændende… læringsnarkoman…). Jeg starter med at dykke ned i den første her i dette indlæg (så er det både overskueligt at læse og skrive det her):

 

Drøm ikke stort – drøm ”større”!
Den ting, jeg især tog med, var hendes motto. Hun siger:

”Dream bigger, work harder”

Og det går jo direkte ind i en ex-atlets hjerte. Men formuleringen er det, der interesserer mig. Ikke ”Dream big, work hard”. Den har vi hørt før, apropos USA. Den er flosset i kanten og har tabt lidt værdi undervejs i sin popularitets voldsomme brug diverse steder. Men ”Dream bigGER” og ”Work hardER”. Det er essensen i Luikins motto, der ramte! Det handler om mere end bare sport. Det handler om at udvikle sig generelt.

Hav mod til at udvide din horisont.

Sæt baren lidt højere.

Tænk lidt større.

Gør lidt mere.

Giv lidt mere af dig selv.

Så bliver det jo spiseligt! Også for vores lille reptilhjerne, der forsøger at passe på os ved at undgå udfordringer, der kræver noget af os. Den, vores reptilhjerne, er som en lille, vranten femårig (metafor tyvstjålet fra Mette Bloch), der kun gider tage kampe, den kan vinde, og så vil den faktisk helst bare gøre det, den plejer. Energisparende og trygt, ja – udviklende? Nej. Præsenterer du den del af din hjerne for et pludseligt, storstilet projekt af en drøm kreeret i frontallappen, så er der panik i den mentale børnehave omme bagved! Og når vores egen reptilhjerne ikke tror på projektet og faktisk arbejder imod, så bliver det svært. Så rækker ”work hard” ikke.

Dem, der har succes med deres mål og drømme, er ofte også dem, der forstår at præsentere deres personlige, lille femårige på øverste etage for spiselige delmål. De bryder planen op i bidder, gør det til enkeltstående etaper, og så kan den lille, rigide femårige faktisk godt lokkes til at være med på cykelturen.

Så det er en vigtig sætning. Hav modet til at drømme større og arbejde mere. Ikke bare arbejde “hårdt”, for det er stort og diffuset. Hvilket skala bedømmes det i øvrigt på? Nej, hårdere, relativt til dig selv. Bare lidt mere og lidt hårdere. Med den tilgang, så arbejder du sammen med dine impulser mod et større mål og mod succes med at nå det.

 

Med det sagt, så afrunder jeg for i dag. Jeg kaster mig næste gang over en anden ting som frk. Liukin og jeg er meget enige om. Jeg har ikke før hørt andre formulerer det før, så jeg blev meget begejstret omkring Nørreport på cykel. Jeg har i hele min egen karriere selv levet efter det – det kommer til at handle om, hvordan én principiel beslutning havde enorm betydning for at blive ved (i min sport) i hårde perioder. Stay tuned!

– Maila xx

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *