IMG_0279

Verbal berøringsangst og tabubelagt ærlighed

Nogle gange mærker man først tingene rigtig i kontrasten til det modsatte. Jeg uddyber denne lidt kryptiske sætning ved at tage afsæt i mine egne oplevelser fra foråret i år. Et forår, der har været ude i de følelsesmæssige ekstremer, men det er nogle gange netop disse, der er med til at give forståelse og perspektiv på ens egen til tider udfordrende, lille virkelighed.

 

Som baggrundshistorie tager jeg jer lige med på en lille tur tilbage til skytunge februar og en lidt angstprovokerende operation i starten af marts. For tredje gang skulle folk i kitler ind og rode i min venstre fod, mens jeg tog en narkoselur. Denne gang var det resultatet af slidgigten fra min skade i 2013 (se “Første gang tilbage ved tasterne…” med billeder og tekst der forklarer), der havde givet noget knoglevækst, så jeg røg ind på Hvidovre til en tur under kniven.

Det viste sig, at min skytsengel holdt ferie, så jeg fik sgu en omgang stafylokokker med. Not nice… Dermed også en firdobbelt forlænget sygeperiode til frk. Walmod. Og jeg bøvler stadig med efterveerne af venstre fod, der i et par uger var svulmet til halvanden størrelse af betændelse. Det tog ret lang tid at få bugt med bakteriekolonien, der havde forårsaget en del ravage inde i foden. Den har stået på genoptræning siden, og i dag over snart fem måneder efter kan jeg stadig ikke løbe, hvilket er jævnt træls… Men at være fanget på sofaen og afhængig af hjælp til nærmest alt var en kort genoplevelse af sommeren 2013 og rippede op i den gamle frustration og frygt – og så gjorde det smadder ondt….

Så operationen og stafylokokkerne fyldte pænt meget mit liv lige der, der sugede på udhungrede energireserver – mit humørlager blev brugt op! Jeg var ekstremt ked af det i de efterfølgende uger. Jeg følte mig isoleret og alene og uretfærdigt behandlet af en dum bakteriekoloni!

IMG_0279

 

Kontrastens afsløring

Nu har solen og sommerluften tanket op af humør og glæde, og det er både en lettelse og skræmmende at mærke på egen krop, hvor stor kontrasten har været til både stafylokok-frustrationerne, men faktisk også perioden inden. Nærmest siden jeg kom til skade med nakken har der ikke været den der boblende, ægte glæde nede i maven. Jeg hilser den velkommen igen af hele mit hjerte og skatter den endnu mere end nogensinde før! Det er rigtig: man forstår tit først værdien, når man har oplevet savnet. Man mærker først tingene i kontrasten til det modsatte.

Det har vært lidt svært at sluge; erkendelse af, at jeg måske egentlig har haft nogle lidt depressive måneder siden november 2016 og indtil solen for alvor kom frem i maj 2018. For der ligger et stigme i ordet depressiv og en underlig psykologisk oplevelse af det og social håndtering.
Jeg synes både det er svært at tale og skrive om. For der er noget tabu i ikke at have det godt. Vores Instagram-feed svømmer over med ”motivation quotes” og andre klicheer under billederne af folk fra deres gode sider, hvor filteret dækker over den grå hverdag. Billederne viser glimmer og glitter og udstråler at alt er godt. Men er det rigtig?? Aldrig har vi vist så meget glansbillede af eget liv (og jeg er ikke bedre selv!), og stadig hører man om ensomme mennesker og overfladiske relationer. Den virtuelle verdens glansbilleder er en del af det.

Jeg kan kun tale for mig selv, men tankevækkende og værd at dele er det da, at da jeg ikke længere var trampolinspringeren Maila, så følte jeg ærligt, at jeg ikke havde noget at vise på de sociale medier. Det har også været en side af identitetskrisen og af depressionen, men som er svær at sætte ord på.

 

Personligt har jeg også i mødet med andre mennesker oplevet nogle interessante mønstre, der er værd at give en tanke.

At komme fra hospitalssengen lige efter ulykken og til der, hvor jeg er i dag, har været en rejse med mange sider. Men især det første halve år, hvor alt i mit liv var revet op med rode, der lagde jeg filter over og byggede facaden høj og stærk, så omverden ikke skulle se den lille, sammenkrøllede udgave, jeg var. Jeg ville ikke engang selv erkende, hvor langt ude jeg var.

Men over det sidste halve år tog jeg det seriøst, jeg har arbejdet virkelig meget med stresshåndtering, mening og identitet og oplevelserne. Da jeg begyndte at være ærlig over for mig selv, så var jeg det stadig ikke på sociale medier. Jeg var bare stille.

Til gengæld begyndte jeg at kunne kommunikere, at jeg tog min situation seriøst. At det var bøvlet og mange dage ikke særlig fedt, for at udtrykke det meget pænt.

Dette brud med den facade, der før havde repræsenteret mig udadtil var til gengæld noget, store dele af min omverden havde svært ved at forholde sig til. Det er dette jeg egentlig gerne vil kaste lidt lys på. Det er kun mine egne tanker og ikke skrevet med en løsning dertil. Men som et emne, der er værd at skænke en tanke. Når man bryder med glansbilledet og facaden og er ærlig omkring hvordan det egentlig går…

 

”Hvordan går det?”

Det er en norm og smaltalks-åbner at spørge, hvordan det går, eller hvordan den anden har det. Og dertil hører der som regel et standard-svar uden hold i virkeligheden. Fint nok. Helt fint. Udmærket. Travlt men godt. Meget at se til. Andre lignende svar, der favner bredt og ikke siger noget. Men når man svarer, at det er sgu lidt svært i øjeblikket (som også kan være en underdrivelse), så indtræder en spøjs berøringsangst. Det er et svar uden for normen, og pludselig gælder smaltalk-manuskriptet ikke længere. Den spørgende skal forholde sig til at svare uden for kategori. Og det er vi danskere faktisk ikke særlig gode til at håndtere. Blikket flakker, akavetheden står på spring og der ledes i mentalt i manus efter hjælp til denne uregelmæssighed, med der er ingen.

Der er mange, der har lyttet og hjulpet og været der for mig, det er vigtigt at understrege. Jeg er evigt taknemmelig, og I er grunden til, at jeg har mod og kræfter på at skrive det her, for at fortsætte mit studie, kaste mig ud i et nyt job og igen at have overskud til at søge ny viden.

Men undervejs er der også mange pligtspørgsmål, der har holdt mig fanget i mit eget glansbillede. Låst fast bag facaden, mens den hælder faretruende og krakelerer på bagsiden.

 

Jeg startede med at svare, at det da gik fint. Det var løgn. Da jeg erkendte, at det sgu ikke rigtig gik særlig godt, så kunne jeg pludselig arbejde med mig selv og begynde opstigningen fra et sort hul. Men det var skræmmende at mærke, at det ikke at have det godt næsten skaber lidt berøringsangst og akavethed i samtalen. Måske er vi alle sammen så pressede omme bagved vores egne facader, at der ikke er plads til at rumme andres problemer.
I så fald vil jeg bare nævne en sidste ting: Når der er en der har modet til at være ærlig, så husk at anerkendt det og lyt uden at løse deres problemer for dem. Havde løsningen været ligetil og bare lige, så var den udført. Der er en grund til, at der er handlet, som der er. Bryd med berøringsangsten, det er okay, at det ikke altid går godt. Det kan virke tabubelagt ikke at have det godt, men husk at under filteret har vi alle vores kampe. Og dem der er modige, er dem der tør forholde sig til det og træde ud af skyggen fra facaden. Det kræver mod at være ærlig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *