1781940_10204479101090486_1636762423545251546_n1

Officielt comeback!

Billede fra første konkurrence,
NM 2014! Foto: Bo Tureby
Jeg har sprunget min første konkurrence! En blandet præstation, der efterfølgende har givet  en blandet bunke følelser, tanker og målsætninger ny grobund.
For frem af min mentale jord er spiret ny, brændende motivation!
I en meget kold, finsk hal d. 18. oktober 2014 stod jeg igen i en trampolindug til Nordiske Mesterskaber iført dragt, hvide strømper og en smule nervøsitet, som det er meget længe siden jeg har haft på. Og det var fedt!
Jeg sprang ikke optimalt i den første øvelse, men viste god stil og ok højde, der tilsvarede de andre konkurrenter. I forhold til Maila inden skade, så mangler jeg stadig meget. Så visheden om, at jeg på nogle parametre kunne ”være med”, gav et tiltrængt, mentalt klap på skulderen og viste, at jeg arbejder i den rigtige retning. En formidable start og efterfølgende manglende rutine resulterede i et kiks i anden øvelse. Jeg har ikke lavet så mange øvelser i optakten til konkurrencen, havde et absolut minimum af opvarmning i trampolinen inden konkurrencestart og har ikke sprunget konkurrence siden maj 2013, så det kan sagtens forklares at knæene svigtede… – men det fjerner slet ikke fornemmelsen af, at det bare var godt og grundigt træls at kikse! Jeg havde kunnet tage medalje!! Så ærgerligt og frustrerende på den ene side – og mange gode elementer at tage med hjem på den anden!
Bare at være med var målet, og det indfriede jeg. Jeg har fået en ordentlig skovlfuld motivation med hjem, for jeg var den bedste danske og nordiske pige i trampolin før mit uheld, og det bliver jeg igen! Jeg kunne se, at jeg allerede har fornuftig højde på mine øvelser, og det var som at komme tilbage til noget hjemmevant bare at være med. Konkurrencerne samler folk på kryds og tværs af klubber og landegrænser, og det føltes som at komme tilbage til ”trampolinfamilien”, som trampolinsportens unikke sammenhold både nationalt og internationalt kaldes.
Egne eller andres forventninger?
Det, trampolin i høj grad handler om, er at vise, at man behersker kunsten at lave saltoer og skruer i flotte positioner med fuld kontrol seks til otte meter oppe i luften. Det kræver meget træning og rigtig, rigtig mange gentagelser – tilføjet en fornuftig portion selvtillid og en stor sjat kontrol af nerver, når hele konkurrencen afgøres af øvelser på knap 20 sekunders varighed!
Netop denne del har jeg dog haft det ret svært ved i optakten, og det er et emne, jeg her vil dykke lidt ned i. Det har faktisk været udfordrende på mange fronter at blive klar til mit comeback – min første konkurrence på den lange, bumpede vej tilbage til topniveau.
Nogle af dem har knyttet sig til mine egne forventninger og andre til mine forventninger om andres forventninger…
I en konkurrenceperiode spidser træningen til, øvelsen gentages i et væk for at finpudse detaljer og justere petitesser i den evige ”Quest for perfection” (så læres en ny, sværere øvelse og så er der nye udfordringer, juhu!). Men pludselig har jeg i denne konkurrenceoptakt været hæmmet og fuldstændig underlagt dagsformen på en procentmæssig ret lille del af min krop. Venstre ekstremitets yderste del – nærmere bestemt venstre pote – har helt og holdent lagt linjerne for, hvad, og i endnu højere grad hvor meget, jeg kunne lave til træning. Det har været rigtig svært mentalt at stille op til en konkurrence og føle sig en smule uforberedt? Jeg har arbejdet meget med mig selv for at acceptere, at tingene var som de nu engang var, og at jeg måtte bero på mental forberedelse mere end fysisk forberedelse. Oven i det kom den faktor, at jeg også kunne risikere at blive sat på plads på dagen af en gnaven, skadet fod, der ikke lige gad at springe på liiiige den dag, hvor der var første konkurrence i halvandet år…
Det har været underligt og meget uden for min comfort zone, da jeg altid har haft det bedst med god forberedelse, mange gentagelser af øvelsen og derigennem skabe den faste tro på egne evner.
Og det

gav et spøjst behov for at forklare andre, at jeg jo stadig kæmpede med skaden, at jeg ikke kunne springe så meget i forberedelsen, og at jeg i værste fald måske slet ikke ville kunne stille op til konkurrencen. Var det mon ny viden? Jeg tror det faktisk ikke. De fleste i trampolinmiljøet ved, at jeg har været dømt ude af konkurrencer i meget lang tid med en voldsom skade… Alligevel havde jeg brug for at sige det højt.

En spændende observation, synes jeg, da det vidner om, hvor meget andres forventninger til mig alligevel har fyldt for mig. Jeg har haft svært ved at slippe billedet af, hvad jeg kunne før i forhold til, hvad jeg kan nu (det har jeg før skrevet om i tidligere blogindlæg – se ”Når glansbilledetkrakelerer”), og jeg har set en ny facet af den udfordring: jeg føler, at andre har forventninger til mig.
Det er en udfordring for nogle (nok mange?) atleter at håndtere presset fra omverdenen, men jeg tror, at en stor del handler om at håndtere ens EGEN forestilling om omverdenens såkaldte pres eller forventninger. Det kan være groet i ens eget lille mentale bed, og det er vigtigt at luge ukrudt ud på overetagen!
Det var fx vigtigt for mig at fortælle, hvor jeg stod, for at berolige mig selv i en hvis grad, men jeg kan se, at jeg skal arbejde med at skille tingene ad og håndtere min nye situation. Det er nok ikke sidste gang jeg kan blive udfordret i en optakt til en konkurrence, og derfor kan jeg lære af denne oplevelse.
Tankerne, især de ubevidste, kan så små frø af tvivl, pres eller nervøsitet, men måske på forkert baggrund. Man ved jo ikke, hvad andre tænker! Hvis man vil vide det, kan man driste sig til at spørge, og indtil da skal snylteplanterne i form af forventninger om andres forventninger slås ned, så der er plads til fokus på egne intentioner, mål og værdier, der ikke drænes på vejen i opvæksten.


Så husk at passe den mentale sundhed ved aktivt at luge i ny og næ – det er vigtigt, at det er de rigtige frø, der får lov at gro :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *