Stilleleg midt i stormen

Sjovt som man kan blive stille på sociale medier, når ens dagligdag slår knuder og ikke viser et værdigt glansbillede. Jeg har været stille. Meget stille. I hvert fald her på min blog, og også en smule i billeder og ord på tidsrøverne Facebook og Instagram.

Det er ikke fordi, der ikke har været masser at skrive om og fortælle – tvært imod! Men fordi jeg ikke har haft tid og overskud til at skrive det ned som et blogindlæg, i kombination med at jeg heller ikke har turdet vise det knudrede spøgelse af mig selv, der i starten af 2016 har været det sande ansigt.

Jeg har haft stres. Det er virkelig svært at sige højt – mest for sig selv! Men erkendelsen og accepten er grundlaget for at komme videre. Nu begynder det at lysne, knuder bliver løst op og igen popper der billeder op på Instagram og igen sidder jeg ved tasterne og skriver. Det er dejligt, især fordi det betyder at det går fremad. At jeg har det meget bedre og at jeg har mere overskud til at få lidt ned på skrift – jeg nyder meget at skrive!

 

Se sejrene – og få mere glæde og overskud!

Det har været en ordentlig gang kluddermor! Det kan jeg skrive side op og side ned om, men jeg vil egentlig gerne fokusere på en anden ting denne gang og prøve at holde dette indlæg (lidt) kort(ere) J. Det er de to afgørende ting, der virkelig hjalp. Først accept. Efter accepten kunne jeg handle. Det kan kræve nogle svære valg og nogle gange valg, hvor man virkelig skal kæmpe imod sine egne handlemønstre og ”quick-fixes” for at få et langsigtet bedre resultat. Eksempelvis var jeg nødt til at skære ned på træningerne, selvom jeg egentlig følte det var det eneste jeg burde holde fast i. Jeg kunne næsten ikke holde tanken ud om at gå fra 12 træningspas om ugen til 7, men det var vigtigt for at skabe plads og luft til at komme ovenpå igen. Det var blot et af mange eksempler, hvor jeg måtte acceptere, at det jeg ville ikke virkede i praksis. Accept. Det er vigtigt at se sig selv realistisk. Hvilke ting kan jeg ikke ændre? Ud med dem! Hvilke kan jeg ændre? Og så den svære – hvilke SKAL jeg ændre også selvom det ikke er rart lige nu, for at jeg på sigt kommer oven på igen?

 

Men rigtig, rigtig vigtigt er det også at se sejrene. Se processen og især se fremskridtene. Det var den sidste afgørende faktor, der har trukket mig det sidste stykke op, det har løst den stramme knude om brystet op og dermed givet plads til rigtig at være glad igen. Det har jeg savnet!

Jeg har været så presset at det er gået ud over humøret og den mentale sundhed. Det er bare først blevet tydeligt på bagkanten, nu hvor jeg har fået mere overskud.

Jeg havde tendens til at sammenligne mig med et billede af mig selv i topform. Så var det ikke godt nok! Jeg bandt knuden om brystet strammere og strammere med tankerne om at det ikke var godt nok frem mod EM og at jeg stadig ikke sprang højt nok, flot nok og svært nok.. Jeg så slet ikke at jeg havde formået at hive mig selv op af et sort hul med ”lost move” på alle forlæns spring, at jeg havde turdet mærke efter og acceptere at jeg ikke havde det godt og derfor ikke havde handlet på det. Og så gav jeg det heller ikke plads til at tage den tid, det nu engang tager at kæmpe sig op igen. Min utålmodighed var ved at spænde ben for mig og sende mig retur, men en god ven, mentor og træner huskede mig på at se alle de små sejre.

Det gjorde forskellen.

 

For første gang i lang tid formåede jeg at lade arbejde, og pres derfra, blive på kontoret og gå ned til træning og bare springe i trampolin. Lade bekymringer om krop og vægt og EM, om økonomi og om alle de mange to-do-punkter, blive uden for træningshallen. I stedet for at være frustreret over ikke at være god nok og være klar nok til Dancup lørdag og EM i slutningen af marts, så i stedet være stolt over at jeg er på vej! Med en helt igennem udfordrende periode lige inden så har jeg gjort det godt! Og hver træning er der en masse små ting, der er gode. Se dem. Fejr dem! Og gør det endnu bedre i næste forsøg. Det giver positivitet og glæde.

 

Danmarksrekord

IMG_2594I dag har jeg sprunget til Dancup. Jeg vandt. Jeg lavede også danmarksrekord i vanskelighed i konkurrence for kvinder.

Jeg vandt ikke bare konkurrencen, men jeg vandt også overfor mig selv. Den Maila, der binder knuder, blev besejret af hende, der binder dem op.
Det kan stadig forundre mig lidt, at jeg klapper i som en østers så snart jeg er udfordret, men denne omgang har været en større mundfuld end jeg længe har oplevet. Min legen stilleleg midt i mit stormfulde, stressede liv skulle gerne være slut. Uvejret er drevet over og solen skinner igen. Jeg glæder mig endda til EM, for uanset hvordan det går, hvad der sker til årets største konkurrence, så kan jeg se mig selv i øjnene og vide, at jeg har gjort hvad jeg kunne. Og jeg er glad igen.

Klubbillede med Vertical Sport RG efter dagens konkurrence

 

 

 

Julehilsner efter et hårdt efterår

Af flere omgange har jeg de sidste par uger haft min blog åben og startet på et indlæg, men aldrig fået det afsluttet. Nu prøver jeg igen!

Siden sidst jeg lagde et indlæg op har jeg både fået en blokade i knæet, da jeg havde løberknæ efter træningslejren i Tyskland og været til World Cup i Portugal, hvor jeg ikke kom til at springe, men i stedet tilbragte en hel dag på portugisiske sygehuse for at tjekke at begge fødder blot var forstuvede og ikke brækkede… Det tog ret hårdt på det mentale at kæmpe så meget med skader smtidig med det intensiverede fokus på det nært forestående VM og jeg besluttede derfor, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed eller være frustreret over ikke at nå at skrive blogindlæg samtidig med at jeg kæmpede for at arbejde nok og holde styr på deadlines for alle freelanceopgavnerne.
Efter min uheldige oplevelse i Portugal var jeg nødt til at holde endnu en uges pause og herefter stod den på en hektisk optakt til VM på hjemmebane med meget arbejde ved siden af træningen, og samtidig også mere fokus fra medier, end jeg før har prøvet. Jeg besøgte blandt andet LIGA på P3 og var en tur i sportsnyhederne – og så midt i en snestorm skulle jeg endelig til årets største konkurrence: VM i Trampolin på hjemmebane! Et VM, der samtidig var det største nogensinde i deltagerantal og var kvalifikationskonkurrence til OL. Også et VM, der havde været mit mål siden sommeren 2013, hvor jeg kom til skade med min venstre fod (læs: Første gang tilbage ved tasterne – min fodskade).

Med et fantastisk publikum og kuldegysninger ned af ryggen gik jeg ind på gulvet i konkurrencehallen og sprang min individuelle konkurrence i Arena Fyn i Odense sidste uge i november. En præstation, der levede op til mit gennemsnitlige niveau i træningen i en optakt, hvor min krop ikke havde villet samarbejde og være med mere. Det var ikke kun den dårlige fod, men begge fødder, yderligere en slemt forstuvet storetå, et løberknæ, ondt i ryggen og en lang periode med hovedpine, som drillede mig og stjal fokus.

VM blev dermed en mental rutsjetur, da jeg havde drømt om mere end mit resultat som nr. 51 i verden af de 80 deltagere.

Samtidig var jeg hammer stolt over at have gjort det – jeg deltog igen ved et helt stort mesterskab og havde håndteret både det mentale pres og presset udefra samt kæmpet mig tilbage mod alle odds helt tilbage fra 2013 og også igennem den sidste del af den problematiske optakt.

Dagen efter, fredag, var det synkronkonkurrence, der mildest talt sluttede ærgerligt. Min makker kom til at lave et forkert spring, og så var der øvelsesafbrud – en drøm om kvalifikation til World Games i synkron trampolin brast.
Efter tre dage med øl og fest ved VM lå jeg i fosterstilling hele mandagen med tømmermænd. Når man i et halvt år ikke har rørt alkohol, men derimod kæmpet sig i topform, så slår det hårdt at drikke øl og gå i sauna to dage i streg og toppe den med en afslutningsfest!

Tirsdag d. 1. December gik det op for mig, hvor mange hængepartier, jeg havde skubbet foran mig og gemt til efter VM (og at december pludselig havde sit indtog, åh!), og onsdag gik turen igen mod Odense, hvor jeg som frivillig hjælper sad fire dage i hallen og var speaker under konkurrencerne. Sjovt og absolut noget, jeg er god til og godt kan lide (jeps, elsker at snakke, haha), men da jeg mandag d. 7. December tjekkede mail på arbejde var indbakken fuldstændig proppet med ulæste mails!

På dette tidspunkt blev jeg indkaldt til en samtale med direktøren for GymDanmark… Jeg blev ikke fyret, men i hvert fald sat ned i timer på forbundskontoret, og det hev lidt i det gulvtæppe, jeg stod på. Jeg havde håbet på en fastansættelse, så det var lidt et slag i ansigtet, og min økonomiske situation hang pludselig i en tynd tråd.
Heldigvis kunne jeg sætte gang i et nyt arbejde – jeg er ny ansat hos Rawbite som Key Account Manager og glæder mig helt vildt til det nye års spændende udfordringer, når jeg skal ud til Rawbites mange eksisterende kunder og hjælpe dem bedst muligt 😀
Det tager dog altid lige lidt på kræfterne at starte op med noget nyt – det har jeg også kunne mærke! Kombineret med et tæt pakket program med fødselsdage og flere julefrokoster hver weekend (samt en tur på pubcrawl – på en tirsdag! – med to af mine australske venner, der efter VM var taget en tur op og se Norge og Sverige og derefter havde et par dage i København. Jeg havde kækt lovet at vise dem Tivoli, og så blev det så også nogle københavnske barer, da de uden at spørge mig, om jeg ville, havde betalt for at jeg deltog i en lille hyggelige tirsdagsdruktur…)

På trampolinholdet har der været evalueringer på VM og møder i et væk, så det har været noget kaotisk, hvordan det hele skulle struktureres fremadrettet…
Sidst, men ikke mindst står jeg midt i et lejlighedskøb, så december har også været fyldt med ansøgninger, budgetter, papirer til banken, møder i forskellige banker, møde med sælger og grublerier. Især fordi lejligheden ikke engang var sat til salg, så jeg skulle handle hurtigt for at få fingre i den!!!!
Jeg har nu opsagt mit værelse og er blevet godkendt af banken til at købe en andelslejlighed på Amager, hvor min kæreste og jeg kan bo. Januar fortsætter dermed med fuld knald på med nyt job, ny bolig og opstart af trampolintræning frem mod EM i slutningen af marts.

Det til trods vil jeg lægge mig i selen for at få nedfældet nogle af de vanvittigt mange tanker jeg har haft og erfaringer og oplevelser jeg er blevet rigere fra VM. Jeg er igen vokset mentalt, og selvom livet tit og til tider ret voldsomt hiver i det gulvtæppe jeg står på, så bliver jeg også bedre til at håndtere det. Hvis der er noget jeg skal skrive om, så skriv altid gerne til mig som kommentar, på Facebook eller på min mail [email protected], ellers bliver det hvad jeg har på hjerte den dag, jeg får et lille pusterum at skrive i.

2016 bliver et spændende år, det lægger op til mange valg og nye udfordringer – jeg er klar til at møde dem alle med et stort smil og oprejst pande.

Inden da:
GOD JUL til alle og tak for støtten i 2015 <3

To ugers træningslejr i Tyskland

Jeg er mildest talt brugt! Mit hoved og min krop er træt, for de sidste tre uger har i den grad været spændende og begivenhedsrige – og fyldt med trampolin :)

 

Først en World Cup (se sidste blogindlæg om ny konkurrencestrategi: World Cup-reflektioner – arbejde på det mentale plan før og efter) og så nærmest direkte mod Bad Kreuznach, hvor min synkronmakker, Helena, og jeg har trænet i 12 dage. Slutteligt en Dancup i går (jeg vandt, juhuu) og en træning i dag, søndag. Nu tager jeg mentalt tilløb til næste uge, hvor der skal samles op på arbejde, og så skal jeg ind i rytmen med træning og job og det hele. Lige nu er der ikke meget fart på det tilløb… Jeg kan slet ikke få skabt overblik fordi jeg er så mættet af indtryk og noget træt. Det er desværre et kendt mønster for mig, at jeg bliver en anelse ukonstruktiv, når overblikket mangler. Jeg får svært ved at få sat gang i opgaverne, for jeg føler hele tiden, jeg har glemt noget der er vigtigere. Derfor er det i den kommende uge rigtig vigtigt for mig at holde fokus og holde hovedet koldt, så det ikke bliver selvforstærkende. Det er godt at vide, hvordan jeg reagere i pressede perioder, så jeg kan komme hurtigt ud af den igen. Selverkendelse er virkelig vigtigt. I dag skriver jeg videre her, og så tager jeg balladen i morgen – en god nats søvn hjælper ofte rigtig meget på farten på tilløbet og det efterfølgende arbejde!

Så klar til Træningslejr i Tyskland! Vi er begge trætte efter World Cup men spændte på de kommende uger!
Så klar til Træningslejr i Tyskland! Vi er begge trætte efter World Cup men spændte på de kommende uger!

 

 

Bad Kreuznach – turistheaven og træningsmekka!

Mandag d. 14. september landede Helena og jeg i Frankfurt Flughafen og tog derefter toget videre til Bad Kreuznach, der ligger ca. 80 km vest for ved floden Nahe. Det er et fantastisk smukt vinområde med vinbjerge, skove og floder. Desuden huser byen et af Tysklands to træningscentre for trampolin. Efter min mening det bedste af dem og med den bedste træner! Han er bedre kendt som ”Eisi”, og han tegner i den grad foreningen med sit engagement, tekniske fokus og sjove personlighed.

Welcome til Bad Kreuznach! Fed træningshal med super fast opstilling med super gode trampoliner - blev også til højderekorder på øvelser :)
Welcome til Bad Kreuznach! Fed træningshal med super fast opstilling med super gode trampoliner – blev også til højderekorder på øvelser :)

 

Formålet med at tage til Tyskland på lejr var at få et ordentligt skud tekniktræning. Efter knap to uger er det lige præcis, hvad jeg har fået med hjem! Der er en masse at arbejde videre med, og opgaven er nu at holde fast! Huske på i alle de gode fif, den tekniske filosofi for fx afsæt i trampolinen samt fornemmelsen af, hvordan hvert specifikt spring skal føles, når det udføres rigtigt.

Eisi går efter ”så perfekt som muligt”. Der skal springes så teknisk korrekt som man kan, for det er sådan at man opnår størst højde. Det har været fedt med de mange konstruktive rettelser med konstant fokus på det de samme ting: korrekt afsæt i dugen.
Det gav også bonus med to højderekorder på obligatorisk øvelse og større højde generelt på fri øvelse.

 

Eisi er ultrateknisk og ville helst pille øvelserne helt fra hinanden og træne springene enkeltvis til hvert var perfekt. Modsat er filosofien i Danmark at lave hele øvelser hele tiden og mange af dem for at opnå rutine. Jeg vidste allerede inden jeg kom, at mellemvejen er den famøse gyldne middelvej, for jeg har boet og trænet i Bad Kreuznach med Eisi i et halvt år i 2013 inden min skade. Jeg var derfor opmærksom på at holde fast i at lave hele øvelser her to måneder inden VM, men samtidig suge til mig af de tekniske guldkorn.

Det er så godt at få sat tingene i perspektiv og få så meget med hjem efter sådan en lejr. Det kan være svært at holde sig selv fast i alle de gode og ikke endnu indarbejdede teknisk korrekte afsæt, når man lander i hverdagen i kolde Danmark. Men jeg vil gøre mit bedste, for det er nøglen til at springe højt, og det er nu engang en tredjedel af pointene til en trampolinkonkurrence!
To turister

Ud over de to træninger om dagen, som de fleste dage gik med, så kom vi også ud og opleve en masse! Jeg synes, det er nemmest at forklare i billeder! Vi kom nemlig langt omkring og oplevede rigtig mange spændende ting! Der er ikke plads til alle billederne, så det er bare nogle af de ting vi har oplevet ved siden af træningen – se med herunder :)

Har glemt hvor fantastisk det er at cykle rundt i Bad Kreuznach, så kan man nå rundt på ingen tid! Her på cykeltur i vinbjergene omkring byen :)
Har glemt hvor fantastisk det er at cykle rundt i Bad Kreuznach, så kan man nå rundt på ingen tid! Her på cykeltur i vinbjergene omkring byen :)
Morgentræningerne blev for mig desværre nogle gange til styrketræninger i stedet for trampolintræninger, for at min fod kunne følge med til to daglige træninger. Men der er jo meget man kan træne - blandt andet håndstand!
Morgentræningerne blev for mig desværre nogle gange til styrketræninger i stedet for trampolintræninger, for at min fod kunne følge med til to daglige træninger. Men der er jo meget man kan træne – blandt andet håndstand!
IMG_1239
En smule vægtløftningsteknik blev det også til i Kraftraum bagved hallen :) De har bare det hele i Bad kreuznach?!
IMG_1267
Næsten i live om morgnen efter 10 dage med 18 træninger i alt!

 

 

IMG_1231
Udflugt til nærliggende bjerg Rotenfelds der har en af nordeuropas højeste, stejleste skrænt! Smuk udsigt udover det nærliggende land

 

Udflugt til Rhinen! Oppe og se Burg Rheinstein, der ligger med udsigt udover floden - smukt!
Udflugt til Rhinen! Oppe og se Burg Rheinstein, der ligger med udsigt udover floden – smukt!

 

Aftensmad: "Ritterschinken im Dunkelbrötchen" på middelaldermarked, dertil sæsondrikken Pfederweisen, der jo smager himmelsk!
Aftensmad: “Ritterschinken im Dunkelbrötchen” på middelaldermarked, dertil sæsondrikken Pfederweisen, der jo smager himmelsk!

 

Middelaldermarked i den nærliggende by - super stemning, tyskerne gør virkelig meget ud af det :)
Middelaldermarked i den nærliggende by – super stemning, tyskerne gør virkelig meget ud af det :)
IMG_1247
VIP billetter til hjemmekamp for Kaiserslautern. De spillede ikke særlig godt, men det var en fed oplevelse at være på det store stadion og få lækker mad og drikke før og efter!!
IMG_1255
Spændende vejrfænoener efter kampen – solnedgang og regnbue!!
IMG_1274
Sidste træning – TAK for to fantastiske uger <3

 

World Cup-reflektioner – arbejde på det mentale plan før og efter

I skrivende stund sidder jeg ”i mit andet hjem” i Tyskland. Jeg nåede ikke engang at være hjemme i mere end et halvt døgn efter weekendens World Cup, så var det igen fat i kufferten og af sted til lufthavnen. Denne gang i direkte linje mod Frankfurt og derefter tog til Bad Kreuznach – det sted den her blog blev til!
11988622_10153116720264562_3751878409912566541_nDet er fjedre dag, så jeg vil vente med at berette om alle de mange tanker, jeg sikkert får gjort mig hernede, til senere. Jeg vil derimod gerne evaluere på den nyligt overståede World Cup i Spanien, der var intet mindre end den første i tre år(!) for mit vedkommende! Inden afgang havde jeg en rigtig god samtale med min sportspsykologiske konsulent fra Team Danmark. Der er sket rigtig meget for mig de sidste tre år, jeg vil faktisk betegne det som de mest udviklende år i mit liv. Jeg flyttede til Tyskland (de første indlæg på denne blog er fra mit halve år i Tyskland) og i sommeren 2013 blev jeg skadet (se “Første gang tilbage ved tasterne”). Den to år lange skadesperiode har i den grad fået mig til at vokse mentalt og alle de nye tanker og den store selvforståelse har været med til at rydde op på første etagen i mig.

Det var altså en ny udgave af trampolinspringeren Maila Walmod, der gjorde klar til World cup end hende, der sidste gang stillede op på den internationale trampolinscene.

Jeg er blevet bedre til at mærke efter, hvad jeg reagere på i forskellige situationer og at skille tingene ad. Der er to ting jeg vil tage fat i, der var anderledes for mig ved debuten for ”den nye Maila”. En var forberedelsen og en anden var håndteringen af selve konkurrencen.

To gode øvelser både individuelt og synkron - her den sidste afsluttet i synkron! Foto: Per Lindström
To gode øvelser både individuelt og synkron – her den sidste afsluttet i synkron! Foto: Per Lindström

Ingen præ-konkurrence-psykose?!

Jeg fandt i Tyskland ud af et handlemønster, jeg ofte landede i inden store konkurrencer. I de sidste ugers optakt begyndte jeg at hæve forventningerne til mig selv, fordi jeg viste, at jeg til den nært forestående konkurrence skulle top-performe. Det gjorde ofte, at jeg blev dybt frustreret over småting. Jeg ville gøre alt perfekt og endnu bedre end mit eget niveau, og jeg blev derfor skuffet i træning og godt gammeldags sur, når det så ikke virkede. Ikke virkede betød egentlig ikke, at jeg nødvendigvis sprang dårligt, men bare, at det, jeg normalt lavede og som svarede til mit niveau, for mig at se ikke var godt nok. Jeg hev mentalt mig selv væk fra hvad jeg kunne og fokuserede på et drømmebillede af hvad jeg burde kunne.

Som regel kulminerede dette med en tudetur 1 til 2 uger inden konkurrence, hvor ”det hele også bare kunne være lige meget!”

Den famøse tudetur var hver gang en lidt dramatisk måde at komme tilbage til virkeligheden og til mit eget niveau. Men den første frem til det vigtige: at acceptere, hvad jeg formåede på daværende tidspunkt og arbejde ud fra det rigtige udgangspunkt. Herfra var jeg mere afklaret med mit niveau og kunne træne bedre. Denne yoyo-tur tog jeg næsten hver gang, der kom en stor konkurrence. Jeg lod mig påvirke virkelig meget af forventningspresset inde og udefra.

Denne gang var jeg meget bevidst om ikke at begynde at bekymre mig for meget om World Cup’en. Jeg vidste jo, at afrejsen ville ligge som planlagt uanset hvordan jeg trænede. Jeg kunne ikke ændre, at de andre ville være virkelig dygtige. Jeg kunne kun træne videre og gøre mit bedste. I stedet for at sætte kravene op til mig selv, så øgede jeg i stedet fokus og koncentration i træning og prioriterede kvalitet. Selvom der kom fejl og mangler undervejs i diverse træningers øvelser (som der altid gør), så holdt jeg fokus på, hvad jeg kunne lære af det og gøre bedre, og gemte aktivt den kommende konkurrence lidt væk i hjernekisten.

Det var en rigtig god oplevelse! Jeg kunne virkelig mærke, hvordan jeg er blevet bedre til at have fokus og kvalitet i min træning og tage ansvar. Jeg styrer selv, hvad jeg vil opnå og kan derfra planlægge. Og når man er opmærksom på det, så kommer der mere kvalitet i træningen.

 

 

Forskellen på forventninger og nervøsitet

Inden afrejse lagde jeg en strategi for World Cup’en under samtalen med den sportspsykologiske konsulent. Jeg havde mærket efter, og kunne pludselig se mig selv i et helt nyt lys i konkurrencesituationen. Jeg blev opmærksom på følgende:

 

  • Jeg har altid troet, jeg arbejdede bedst med et meget lavt spændigsniveau. Det er faktisk ikke rigtig. Jeg arbejder bedst med lavt forventningspres fra mig selv, men måske kunne jeg i stedet bruge en mere offensiv tilgang til konkurrencen. Jeg skal jo op på trampolinen og vise hvad jeg kan!

 

Det var helt nyt for mig at kunne skille tingene ad og sætte ord på. Jeg har altid troet, at jeg havde brug for et virkelig lavt spændingsniveau i forbindelse med konkurrencer, fordi jeg har troet nervøsitet og forventningspres var det samme. Jeg har derfor talt konkurrencen ned og prøvet at lade som om det bare var træning. Det har på sin vis fungeret, men nogle gange har der ligesom manglet noget.
I lænestolen med konsulenten slog det mig, at jeg har brug for adrenalinen, der gør min krop klar til at performe. Jeg har brug for at have det ekstra fokus. Jeg har brug for mere offensiv indstilling, for det kan give mig mere selvsikkerhed.

Forventningspresset skal jeg lære at håndtere. Det er der i mere eller mindre grad hver gang, men frem mod VM vil kunsten være at håndtere det på en god måde, så det ikke påvirker mig negativt.

 

I konkurrencen følte jeg mig meget mere afklaret end jeg har prøvet før. Hvis tankerne begyndte at kredse om forventningerne – fx om resultat, eller hvad andre måske tænkte om mig – så bemærkede jeg tankerne og trak mig aktivt væk fra dem. De må godt være der, men jeg vælger ikke at beskæftige mig med dem og rette fokus enten væk fra konkurrencen, fordi der stadig var to dage, en dag eller et par timer til jeg skulle på, eller mod hvad jeg skulle huske i mine øvelser.
En meget bedre strategi for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har resten af efterårets konkurrencer til at prøve denne af igen, finpudse og finjustere.

11999773_10206910256987864_869213370822709264_o
Efter konkurrencen fik vi en halv eftermiddag ved poolen og nød det spanske vejr! Lidt gøgl blev det også til 😉 Foto: Bo Tureby

I alle sportsgrene er første etage afgørende for præstationen. Hjernen kan flytte bjerge. Det er her tro, håb og vilje bor, og her de skal passes og plejes og forfines. Det er min opgave som atlet at træne mig selv på dette diffuse område. Hele tiden lede efter, hvad der kan gøres bedre. Blive bedre til at mærke, hvad der fungere og hvad, der ikke længere gør. Der er ingen lette veje på det mentale område, men det er proces. Jo mere specifikt man kan sætte ord på sig selv, jo flere redskaber har man at arbejde med.

Det virkede denne gang for mig, og jeg har erfaring at tage med videre. Samt et godt resultat til første World Cup i tre år! Jeg ko i top 30 individuelt og blev nr. 12 i synkron med min makker. Nu fortsætter træningen i trampolinhallen, i styrkelokalen og på øverste etage, hjernen, frem mod VM!

 

Mental sundhed og identitetsskabelse – skal man lave supplerende aktiviteter?

Jeg har haft flere spændende samtaler med min gamle, savnede træningsmakker om, hvorvidt supplerende træning er godt for mig eller ej min omfattende fodskade taget i betragtning. Der er argumenter for og imod den supplerende træning, jeg har ved siden af min trampolintræning, og jeg vil i dette blogindlæg prøve at forklare nogle af dem. Hvorfor gør jeg som jeg gør? Hvorfor er mental sundhed så vigtigt? Og hvad jeg synes er vigtigt at huske, når der skal træningsplanlægges:

 

havnefestival_SH (17 of 19)I perioden efter min skade, det første år især, var det virkelig begrænset, hvad jeg kunne lave af fysisk aktivitet. Jeg fik ondt af al træning. Uanset om det var trampolin, styrke eller noget så banalt som at gå en tur. Og mange ting var helt udelukket – konditionstræning var umuligt. Hvorfor så lave andet end trampolin? Skulle jeg helst bruge kræfterne til træning kun på at springe trampolin?

Det var et spørgsmål, jeg blev stillet i løbet af sidste sommer, da jeg begyndte at springe igen. Det kunne have været en måde at gøre det på: koncentrere kræfterne om min sport, trampolin, så jeg ikke mistede træningstid på grund af den supplerende træning.

Men jeg har valgt at holde fast i de træninger, der fx er styrketræning, fysisk træning eller yoga. Hvorfor?

Fordi det gør mig glad.

 

Jeg har hen over denne sommer endelig fået et niveau efter min skade, hvor jeg har 5-7 trampolintræninger om ugen igen. Det har været en lang kamp, og derfor værdsætter jeg virkelig, at kunne springe igen. Ville jeg kunne springe endnu mere, hvis jeg ikke havde anden træning ved siden af? Måske. Hvorfor så lave andet end trampolin?

Fordi det gør mig glad.

 

Svedende yoga, supplerende styrketræning og social optankning

Især mens jeg stadig var meget fysisk hæmmet af min skade, så var det faktisk slet ikke sjovt at springe trampolin. Udbyttet af en træning opvejede slet ikke frustrationerne og smerterne og tvivlen. Derfor har det været vigtigt for mig at have noget andet ved siden af, som jeg har følt har haft værdi for mig. Det har givet glæde og noget at fokusere på, når trampolin var mere ned end op i perioder.

IMG_0709Jeg føler desuden, den supplerende træning udvikler mig som atlet, da det for mig er vigtigt at have fysikken i orden. Jeg er igennem de sidste to år blevet stærkere end jeg nogensinde har været. Engang tog jeg måske marginalt flere kg i squat, da jeg trænede det kontinuert, men nu er jeg i stedet mere velkoordineret, eksplosiv, smidig og grundlæggende fysisk stærk i hele kroppen.

Vigtigst af alt har jeg holdt hovedet oven vande i den sværeste periode i mit liv indtil nu. Det har jeg gjort ved at havde noget ved siden af, der var godt for mig mentalt.

De sidste to år siden jeg blev skadet har jeg dyrket både poledance, hot yoga, spinning og taget et kursus i havkajak. Desuden har jeg styrketrænet selv og haft fysisk træning med både en af Team Danmarks fysiske trænere og senere med Sportsbasics. (Grundet min lange skade kunne jeg ikke levere resultater, og dermed måtte jeg ikke fortsætte med fysisk træner fra Team Danmark)…..

Det sidste år har jeg haft fysisk træning med Mats Mejdevi og Sportsbasics, og jeg har i den grad kunne mærke forbedringer fra jeg startede og til nu.
Der står stadig fysisk træning i kalenderen, og det er virkelig en højdespringer hver uge! Her træner jeg sammen med andre atleter fra andre sportsgrene i fysisk basistræning, der i den grad har givet grundstyrke, koordination og glæde. Især det sidste er (igen) grunden til, at jeg fortsætter – selvom jeg nogle gange er øm i foden til trampolintræningen senere på dagen.

 

Mental sundhed giver fremgang

Kort sagt: Jeg har valgt at blive ved med den supplerende træning, fordi den gjorde mig glad. Det gør den stadig, og derfor synes jeg, at det er vigtigere. Måske havde det for andre været pileflet eller at spille saxofon? Lige i mit tilfælde på nuværende tidspunkt i mit liv handler det om supplerende træning, som jeg glad for.

En glad Maila kan meget bedre få dagligdagen til at hænge sammen. Mental sundhed betyder for mig at være nogenlunde afbalanceret med mig selv og føle, at det, jeg laver, har værdi for mig. Livet er aldrig en lang dans på roser, men overordnet set skal du føle, at du er i gang med noget, du er tilpas i og som er vigtigt for dig.

Den mentale sundhed er virkelig vigtig, når du er presset, uanset om det er af smerter, som det har været for mig, eller af noget andet. Når den ikke er der, så er udfordringen at genskabe den mentale sundhed samt at finde nye eller genfinde gamle værdier.

IMG_0956Så når kalenderen siger fysisk træning, så er det for mig to ugentlige træninger med ”smil-på-læben”- og ”sved-på-panden”-garanti i godt og inspirerende selskab med andre dygtige atleter. Jeg kan i svære perioder aktivt vælge at fokusere på dette og lade mig glæde over fremgangen i styrke, smidighed eller koordinering. Når træningen i trampolinen kører (som i øjeblikket – jeg har fx lige lavet ny  Danmarksrekord i sværhed for damer, yayy), så er det jo bare forstærkende at have den supplerende fysiske træning.

 

 

Honningkrukker og hot yoga

Jeg har altid været glad for at have noget ved siden af trampolintræningen, der kan ligge og vente på mig i løbet af ugens pressede kalenderprogram. En af mine gode venner kalder det ”honningkrukker”. En rigtig sød metafor for en rar begivenhed i nær fremtid, og man kan nærmest se Peter Plus for sig, der glæder sig til at komme hen til den lækre honningkrukke og stikke poten i den,

Ting, du ser frem til skal ske, kan du vælge at se som små metaforiske honningkrukker.

 

Når træningen bare er træls og kroppen gør ondt, så er det skønt at have et behageligt afbræk fra det, mit liv ellers drejer sig om, trampolin.

Jeg har før gået til blandt andet mavedans, yoga, zumba, fitness-step, spinning og pole dance. Nu er det fysisk træning, hot yoga og intervalpas på cyklen (i det omfang min fod tillader det) ved siden af trampolin. Vigtigst er, at jeg glæder mig til træningen – på dage hvor trampolin driller, så er det bare en anden type træning, jeg ser frem til.

 

Husk at glæde trumfer

Når motivationen er presset, så er det altså vigtigt, at have noget i hverdagen, der får smilet frem og hæver humøret. Som atlet kan du meget hurtig have alle de fine æg i den famøse kurv – den samme kurv. Hele identiteten er bygget op om det samme, sporten. Det kræver stort fokus og dedikation at blive rigtig god i en sportsgren. Men det kan samtidig være skrøbeligt, hvis du er presset og lav på humørbatterierne. Så en lille bitte del må godt bruges på noget andet, hvis du spørger mig.
Det har virket for mig. Det har været min måde at komme igennem. Selvom det objektivt set havde været det bedste kun at springe på trampolin og resten af tiden sidde stille med foden oppe, så gav det bare ikke nok mentalt for mig i en periode. Jeg har suppleret med andet, som jeg er blevet glad af. Ting, jeg har fået ladet batterierne op af.

Det er en individuel vurdering og beslutning, og for mig har det her været det rigtige. Måske kan det også være vejen for dig? Ellers så er mit budskab:

 

Mental sundhed er grundstenen for at kunne udvikle dig.

Rawbite Ambassadør!

IMG_13891
Jeg var i dag i Gentofte og hente Rawbites. Her ligger Rawbite-kontoret fyldt med farverige kasser og god energi fra de tre engagerede stiftere af firmaet

I dag har jeg lige været ude og hente en gang lyserøde lækkerier – mums! Det er Rawbites proteinbarer, jeg her refererer til, da deres indpakningspapir er lyserødt. Ordspillet passer derfor godt på barernes udseende og på deres gode smag :)

Jeg er blevet Rawbite Ambassadør i min optakt til VM på hjemmebane i november (26.-29. november 2015 i Sparekassen Arena Fyn) og er rigtig glad for at være med i et godt netværk af engagerede og dedikerede folk og atleter med forkærlighed for god kvalitet og naturlige råvarer!

Det har fået mig til at tænke på grunden til at jeg tog kontakt til det danske firma, der producerer de velsmagende, varierede barer: Madlogistik!

Bananen nederst i tasken….

… Er bare ikke særlig sjov at få fat i, efter den tabte i kampen om at ligge øverst, så den i stedet er at finde i lettere sølle tilstand efter at være blevet tromlet ned eller måske endda knock-out’ed af kondisko og vanddunk. Når jeg er af sted på arbejde og til en eller to træninger, så kører det hele ud i et – jeg tager direkte fra det ene til det næste og lever derfor primært af madpakker. Det er tit svært at estimere og få planlagt alle måltider for en hel dag, når jeg er af sted fra 9 til 21 de fleste dage – og sammen med bananen ligger en lidt småtræt sandwich og hygger sig under vægtløftningsskoene i træningstasken, der følger mig hele dagen.

Jeg er endelig begyndt at kunne træne mere hen over sommeren og er nu næsten oppe på det antal trampolintræninger, jeg havde før jeg blev skadet. Til gengæld har jeg lagt mere supplerende træning på, og det har gjort mig stærkere end jeg var før. Nu er der under tre måneder til VM og jeg føler virkelig, at jeg rykker mit niveau. Det er altså tid til at holde fokus på træningen frem for dagligdagens udfordringer.
Vi har mange dage aftentræninger, da trampolin (desværre!!!!) ikke er en sport, hvor man kan leve professionelt. Derfor ligger træningen på tidspunkter, hvor de fleste har fri fra skole og arbejde, dvs. oven i aftensmaden.

Lige pludselig er det et større regnestykke at få pakket og spist fornuftigt og rigtigt (og især billigt!) i løbet af dagen og samtidig en kamp mod træningstaske og temperatur at få holdt madpakken nogenlunde frisk…

Det er her en lyserød lækker sag kan hjælpe ret meget. Er der ikke blevet estimeret rigtig og måske pakket for lidt mad til dagen, så kan den redde energiniveauet inden træning. Det er også et godt restitutionsmåltid efter træning, for at få fyldt de flade kulhydrat- og proteinbatterier op igen til.

Jeg prøver generelt at spise aftensmad som restitutionsmåltid, men nogle gange kan det godt kokse i løbet af de lange dage – og så klarer en indpakket bar sig bare bedre end en banan i den overfyldte træningstaske!

Jeg er super glad for at sætte gang i samarbejdet og tror, at jeg, udover de gode proteinbarer, fremover også vil hente nogle af de andre skønne smagsvarianter i sortimentet, der nu omfatter 8 forskellige, mums :)

VM-promovering til H. C. Andersen Festival!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto: Olympus Danmark

Sikke en weekend! Den har stået i VM-promoveringens tegn, da jeg og fire af mine landsholdskammerater fredag og lørdag var i Odense og springe opvisning.

Det er under 100 dage til VM på hjemmebane 26.-29. november i år, og som en del af optakten har der været forskellige events, hvor der er blevet gjort reklame for den store begivenhed. For mig bliver det noget helt særligt, for det bliver første gang, jeg deltager til en af de ”helt store” konkurrencer. Det er super fedt, men også lidt af et pres. Mest af alt glæder jeg mig til at komme tilbage på den store internationale trampolinscene og vise, at jeg gjorde, hvad jeg satte mig for: komme tilbage og springe trampolin og komme til VM på hjemmebane.

 

Østens mystik, flotte billeder og masser af gøgl

Det var også en super god oplevelse, at være med til at vise trampolin frem under høj sol midt i Odense fredag og lørdag. En trampolin blev stillet op i Brandts passage, der under festivallen var forvandlet til bazar fra Det Osmanniske Rige med kulørte lamper, flagrende stofstrimler og forskellige shows og happening – herunder tre trampolinshows og mulighed for at prøve at hoppe trampolin.

Der blev taget en masse gode billeder både af Andreas Merrald (der også har taget fede billeder fra første VM-event, hvor vi sprang opvisning – se galleri her: http://galleri.merrald.dk/f871852348) samt af dygtige fotografer fra Olympus Danmark, der var vores naboer hele weekenden. De havde en stand lige ved siden af trampolinen med et fedt koncept: man kunne kvit og frit låne et kamera og tage fede billeder i to timer og få overført billederne via wifi direkte til sin smartphone! Genialt! Det nød jeg også godt af og deler her nogle af de gode billeder fra weekenden :)

PS: se også den fede Promovideo på https://www.facebook.com/wch2015 fra weekenden!!

PPS: Jeg lægger også snart nogle klip op på min instagram med fede udendørstricks filmet af Rasmus Bruun Liboriussen og Andreas Merrald – følg mig på @walmod på Instagram :)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Det der med at hoppe rundt med et tørklæde i blæsevejr for at få ramt et godt billede var lidt af en udfordring! Men en sjov en af slagsen :)

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Prøvede også at springe med et Olympus kamera på ryggen!

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Olympus Danmark

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jeg var speaker på en stor del af den seriøse del af opvisningen – men blev “afbrudt” af drengene iført fez og alladinbukser, der gav den gas med gøglershow

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Fik også selv sprunget i solen foran det veloplagte publikum

 

Langtiddskadet – man kommer ikke ”tilbage”, man kommer længere frem!

Hvad dækker at komme tilbage efter en skade? Jeg har selv haft en meget alvorlig fodskade og efter to år – nærmest på dato – lavede jeg en reel højderekord, som slog de tider, jeg inden min skade havde sprunget. Hvor højt man springer, er i trampolin et parameter, vi bedømmes på, ved at måle den tid vi er i luften. Jo højere vi hopper, jo længere tid hænger vi oppe i luften i hvert spring. Derfor bruger vi stopur under træningen til at tage tid på vores øvelser på ti spring.

Det var en lettelse for mig at vide, at jeg ikke længere arbejdede på at komme tilbage på det niveau jeg havde haft inden jeg smadrede min egen fod, men derimod nu kan arbejde på at blive endnu bedre.

Så er jeg tilbage? Både ja og nej. For hvis jeg tænker over, at det har taget to år at komme ”tilbage”, så kan det virke som to år uden værdi. Springmæssigt er det først nu, at jeg har kunnet belaste min fod så meget, at jeg kan springe lige så højt og endda højere end før. Har jeg så ikke lært noget i mellemtiden..?

Samtidig bliver min fod aldrig som den var før: jeg kommer ikke ”tilbage” i fysisk forstand. Dermed kommer jeg heller ikke til at springe lige så mange trampolintræninger som før. Jeg vil fremover være begrænset i træningsmængde og vil altid skulle rationere med både spring og alt supplerende træning. Det er virkeligt frustrerende! Kommer jeg til at kunne træne ”nok”?

 

Derfor er det vigtigt at se tingene i et andet lys, når du endelig kommer i gang med din sport efter en lang skade. Alt det, ved siden af det målbare på banen, i hallen eller – som for mig – i trampolinen, skal medberegnes. En langtidsskade er en mental dannelsesrejse, styrkeprøve og revurdering af valg og værdier. Motivationen testes og igennem dette udvikles du som atlet – og som menneske. Disse evner, værdier og ”lifeskills” kan faktisk gøre dig bedre som atlet. Du er bedre rustet på den anden side, hvis du giver dig selv tid og plads til at lytte, og til at lære af din skade.

Der bliver uvægerligt sat perspektiv på træningen, og har du kæmpet dig gennem et langt skadesforløb og tilbage i felten, så er det fordi du virkeligt vil din sport!

 

Jeg er blevet 10 år ældre på det mentale plan på disse to hårde, lærerige år. Jeg er blevet uddannet af min skade til at være en ansvarsbevidst atlet, der tager vare på min egen træning, kan balancere træningsmængde og fysisk formåen, og desuden lært at bringe kvalitet ind hver dag. Jeg ved, at jeg er begrænset, derfor sætter jeg pris på det jeg kan og får mere ud af mine træninger.

Jeg kan ikke træne ligeså meget, så jeg gør det bedre. Jeg er ikke kommet tilbage – jeg er blevet bedre.

 

PS: Skridt i den rigtige retning uanset om man kalder det “tilbage” eller ej. Tjek min instagramvideo på linket herunder, hvor jeg laver min første stående baglænder i TO år – det var SÅ fedt!!!!

Klik her: Første stående baglænder siden skade :)

Skærmbillede 2015-08-13 kl. 15.36.23

Det skal nok gå. Og hvis ikke, så går det over

Dette citat blev skrevet i vores træningsgruppe i app’en Whatsapp. Det er en chat-app, hvor vi har en gruppechat med alle fra trampolinlandsholdet. Her kommer vi med interne meddelelser og spørgsmål om træningstider, steder, ændringer, remindere og lignende.. Og gak og gøgl som fjollede billeder, små jokes og sjove kommentarer.
Da en af mine kammerater kort ridsede sin gevaldige møgdag op og spurgte, om der var nogle, der kunne gøre den lidt bedre ved at tage en oplader med til træningen om aftenen, kom et svar, jeg lagde mærke til.
Selvfølgelig kom der assistance fra en af de andre på landsholdet, der leverede en oplader senere, men inden da skrev han følgende:

 

“Det skal nok gå.

Og hvis ikke det går så går det over”

 

Jeg studsede over dette og besluttede mig for at tage fat i den besked i mit næste blogindlæg. Med meget om ørene (konkurrencer, træning, arbejde, aflevering af stort projekt, fødselsdag, nye oplæg med Mental Motion og alt muligt andet) er der gået noget tid, men langt om længe er jeg kommet til tasterne.

Der er noget meget essentielt i det citat. En ting, som kan være rigtig vigtig at huske, hvis man er ramlet ned i en svær periode: at det netop er en periode. Det vil skifte. Det vil ændre sig. Det vil gå over.

 

Egen tro på overlevelse

kork-prop

Jeg er nogle gange ude og holde oplæg, og er rigtig glad for det og muligheden for at dele mine utallige erfaringer. Det er forskelligt publikum og dermed forskellige elementer fra min elitekarrieres udfordringer, jeg tager frem. En ting, jeg har nævnt flere gange er, at troen på, at det nok skulle gå, har været med til at bære mig igennem min lange skadesperiode. Med et smil på læben har jeg sagt:

 

”Jeg har det som om, jeg er en korkprop”

 

Vandmasser kan trykke en korkprop under, hvirvle den rundt og rive den med af strømmen. Men den kommer op til overfladen igen. Hver gang.

Det hænger meget sammen med citatet i overskriften. Og det er vigtigt at huske, når man rives med i de frådende vandmasser af udfordringer, der i perioder kan holde en under vandet, så er det i en periode, man har vand over hovedet. Det er ikke altid til at sige, hvornår og hvordan man kommer oven vande igen, men det gør man. Jeg har altid vidst inderst inde, at jeg kommer igennem og kommer ud på den anden side af det hvirvlende vand. Uanset hvor sort det har set ud, så har jeg vidst, at med tiden skulle jeg nok komme igennem. Og denne grundtro på egen overlevelse, har hjulpet mig videre, hjulpet mig med at blive ved at kæmpe. Det gør den stadig.

Det er ikke altid der, hvor vi planlægger, at vi føres hen i turbulent tidevand. Men svære perioder river os i hvert fald videre og fører noget med sig. Når det mørke vand tynger omkring en, så synes jeg det hjælper at vide, at det selvfølgelig vil ændre sig, selvom jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Det skal nok gå. Og ellers går det over på et tidspunkt.

Spændingsudløsning til DM – burde jeg være glad eller skuffet?

Vinder man sølv eller taber man guld?

I turneringsdiscipliner er svaret enkelt – det føles som at tabe guld, for man taber den kamp, der afgjorde de to første placeringer. I min sport, trampolin, er det ikke helt så enkelt. Der er otte springere i finalen, man starter alle fra ”nul”, som vi siger – de tidligere point er slettet og det er dermed kun finaleøvelsen, der afgør resultatet og kårer dagens vinder.

Der kan alt ske, alles kamp mod alle og den ene øvelse med ti spring udført på under et halvt minut afgør farven på metallet og om man overhovedet får noget med hjem.

 

I weekenden blev Danmarksmesterskaberne i trampolin og tumbling afholdt under flotte forhold i Holstebro. Og for mit vedkommende var det kulminationen på mange ugers spænding, bekymring, forventning, frustration og hårdt arbejde i træningshallen. Mit forrige indlæg (Forventninger – kan de kontrolleres?) var et billede på den kamp jeg havde mentalt op mod DM. Det var svært at håndtere mine egne forventninger og det var derfor vigtigt at komme tilbage til et realistisk billede af mit eget niveau og se det hele i et større perspektiv.

 

Det formåede jeg at gøre til en vis grad. Jeg vidste godt, at det handlede om at overleve den lange dag. Det handlede om at holde mig varm og klar til trods for de mange pauser i dagens konkurrenceprogram. At blive ved at tro på mig selv, selvom opvarmningen i trampolinen gik rigtig dårligt, og jeg ikke kunne få første spring til at fungere (nok lidt nerver inderst inde!).

Og at holde fokus på det, der lå foran mig og ikke resultater, de andres præstation eller andre distraherende faktorer. Det lykkedes rimeligvis.

 

Jeg førte konkurrencen stort, da indledende var færdig. Men tidligere point og føring slettes i finalen, og det er dermed blot rækkefølgen man springer i, der vidner om forkampens udfald. Jeg skulle derfor springe sidst, da jeg lå nummer et efter indledende.
Bløde knæ og skrantende selvtillid

I indspringene til finaleøvelsen mistimede jeg plpudselig afsættet så meget i et indspring at mine knæ smuttede. Det sker af og til i træning og i sjældne tilfælde i konkurrence. Derfor er reglementet lavet, så man skal bruge trampolindugens afsæt, før at et spring tæller – når ens ben bare forsvinder under en er det dermed ikke et spring, men bare… Tja… En ret fjollet måde og blive mentalt sat lidt ud af rytmen?

Det var i hvert fald resultatet for mig. Jeg mistede lidt troen på timingen i den meget bløde trampolin, da jeg anden gang tog indspring og endelig kom af sted i min øvelse.
Det blev lidt ukontroleret og dermed hverken så flot, svært eller højt som planlagt, hvilket kort sagt er de tre parametre vi bliver bedømt på.

Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt... Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?
Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt… Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?

Der var ti spring. Min målsætning og at gennemføre mine øvelser var dermed opnået, og det var den jeg forsøgte at bilde mig selv ind, var den vigtigste.

Der var ti spring – men de var ikke særlig flotte… Og heller ikke flotte nok til at vinde.

 

Jeg blev på ærlig og redelig vis slået, fordi jeg ikke sprang særlig godt og dermed ikke godt nok til at tage pokalen med hjem. Sådan er gamet, sådan er trampolin. Men for silvan hvor var – og er – jeg skuffet.
Jeg ved, at jeg beviste en masse for mig selv; jeg gennemførte, jeg viste, at jeg er ved at nærme mig mit tidligere niveau inden skaden, jeg springer højt igen og jeg førte stort efter indledende. Det er jo super godt, og i bund og grund et KÆMPE skridt i min lange, turbulente vej tilbage til toppen. For kun et år siden var jeg slet ikke i stand til at springe trampolin og nu er jeg tilbage i toppen af dansk trampolin og springer højere end de andre springere.

Det føles bare tomt og hult at have været SÅ tæt på og så ikke kunne stå distancen da det galt…

Det føles som at tabe guld, selvom det var på ærlig og redelig vis, at jeg blev slået.

 

”Så er jeg jo ikke noget”

Jeg havde lyst til at tude lige efter individuel finale. Det var bare ikke rigtig stedet til det. Netop fordi det jo egentlig var flot overhovedet at få medalje med hjem og springe med i toppen af gamet, så følte jeg, at jeg ikke helt kunne tillade mig at vise, hvor ked af det og skuffet jeg var. Jeg holdt det inde bedst muligt, men da jeg om aftenen ringede hjem, kunne jeg få lov at give bare lidt slip på alle de indestængte frustrationer.

Med en kamp for at holde tårer i kort snor og stemmen i kontrol fik jeg forklaret om konkurrenedagen og kom med en ærlig, umiddelbar og helt forkert sætning:

 

Så er jeg jo ikke noget

 

Det sagde jeg ordret. Helt rigtig og HELT forkert. Det var virkelig sådan jeg følte det kortvarigt den aften. Det føltes tomt og tamt og hult efter så meget pres op mod denne konkurrence. Så tæt på og alligevel så langt væk.

Jeg havde inderst inde håbet rigtig, rigtig meget på, at jeg kunne vinde DM. Det ville være en fantastisk milepæl for min lange kamp, og jeg kunne godt have brugt den succes som motivation for at blive ved at kæmpe… Jeg havde vist håbet rigtig meget på det inderst inde.
Nu skal jeg finde den, motivationen, et andet sted, finde den frem indefra. Det er der den bor og den er der selvfølgelig, selvom det var et lille hak i den at være så tæt på og så ikke præstere i finalen.
Det er motivationen der har fået mig så langt. Det er vilje, kampgejst, mental styrke og fighterånd. Og det er jo netop DET jeg er. Jeg er ikke Danmarksmester 2015. Men jeg er Maila, på vej frem efter en mental og fysisk styrkeprøve at dimensioner mod min skade. Jeg er på vej i den rigtige retning, og jeg er defineret af alt muligt indefra. Mine værdier. Mine handlinger. Ikke kun en titel – selvom jeg higer efter den.

Det ville have været en kærkommen streg under, at jeg kan gøre og fuldende det, jeg er i gang med – at komme tilbage. Men jeg kan stadig fuldende og fortsætte. Jeg kan komme tilbage og jeg kan blive endnu bedre end jeg var før. Og jeg gør det.

DM sølv x2