Alle indlæg af Maila Walmod

Rawbite Ambassadør!

IMG_13891
Jeg var i dag i Gentofte og hente Rawbites. Her ligger Rawbite-kontoret fyldt med farverige kasser og god energi fra de tre engagerede stiftere af firmaet

I dag har jeg lige været ude og hente en gang lyserøde lækkerier – mums! Det er Rawbites proteinbarer, jeg her refererer til, da deres indpakningspapir er lyserødt. Ordspillet passer derfor godt på barernes udseende og på deres gode smag :)

Jeg er blevet Rawbite Ambassadør i min optakt til VM på hjemmebane i november (26.-29. november 2015 i Sparekassen Arena Fyn) og er rigtig glad for at være med i et godt netværk af engagerede og dedikerede folk og atleter med forkærlighed for god kvalitet og naturlige råvarer!

Det har fået mig til at tænke på grunden til at jeg tog kontakt til det danske firma, der producerer de velsmagende, varierede barer: Madlogistik!

Bananen nederst i tasken….

… Er bare ikke særlig sjov at få fat i, efter den tabte i kampen om at ligge øverst, så den i stedet er at finde i lettere sølle tilstand efter at være blevet tromlet ned eller måske endda knock-out’ed af kondisko og vanddunk. Når jeg er af sted på arbejde og til en eller to træninger, så kører det hele ud i et – jeg tager direkte fra det ene til det næste og lever derfor primært af madpakker. Det er tit svært at estimere og få planlagt alle måltider for en hel dag, når jeg er af sted fra 9 til 21 de fleste dage – og sammen med bananen ligger en lidt småtræt sandwich og hygger sig under vægtløftningsskoene i træningstasken, der følger mig hele dagen.

Jeg er endelig begyndt at kunne træne mere hen over sommeren og er nu næsten oppe på det antal trampolintræninger, jeg havde før jeg blev skadet. Til gengæld har jeg lagt mere supplerende træning på, og det har gjort mig stærkere end jeg var før. Nu er der under tre måneder til VM og jeg føler virkelig, at jeg rykker mit niveau. Det er altså tid til at holde fokus på træningen frem for dagligdagens udfordringer.
Vi har mange dage aftentræninger, da trampolin (desværre!!!!) ikke er en sport, hvor man kan leve professionelt. Derfor ligger træningen på tidspunkter, hvor de fleste har fri fra skole og arbejde, dvs. oven i aftensmaden.

Lige pludselig er det et større regnestykke at få pakket og spist fornuftigt og rigtigt (og især billigt!) i løbet af dagen og samtidig en kamp mod træningstaske og temperatur at få holdt madpakken nogenlunde frisk…

Det er her en lyserød lækker sag kan hjælpe ret meget. Er der ikke blevet estimeret rigtig og måske pakket for lidt mad til dagen, så kan den redde energiniveauet inden træning. Det er også et godt restitutionsmåltid efter træning, for at få fyldt de flade kulhydrat- og proteinbatterier op igen til.

Jeg prøver generelt at spise aftensmad som restitutionsmåltid, men nogle gange kan det godt kokse i løbet af de lange dage – og så klarer en indpakket bar sig bare bedre end en banan i den overfyldte træningstaske!

Jeg er super glad for at sætte gang i samarbejdet og tror, at jeg, udover de gode proteinbarer, fremover også vil hente nogle af de andre skønne smagsvarianter i sortimentet, der nu omfatter 8 forskellige, mums :)

VM-promovering til H. C. Andersen Festival!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Foto: Olympus Danmark

Sikke en weekend! Den har stået i VM-promoveringens tegn, da jeg og fire af mine landsholdskammerater fredag og lørdag var i Odense og springe opvisning.

Det er under 100 dage til VM på hjemmebane 26.-29. november i år, og som en del af optakten har der været forskellige events, hvor der er blevet gjort reklame for den store begivenhed. For mig bliver det noget helt særligt, for det bliver første gang, jeg deltager til en af de ”helt store” konkurrencer. Det er super fedt, men også lidt af et pres. Mest af alt glæder jeg mig til at komme tilbage på den store internationale trampolinscene og vise, at jeg gjorde, hvad jeg satte mig for: komme tilbage og springe trampolin og komme til VM på hjemmebane.

 

Østens mystik, flotte billeder og masser af gøgl

Det var også en super god oplevelse, at være med til at vise trampolin frem under høj sol midt i Odense fredag og lørdag. En trampolin blev stillet op i Brandts passage, der under festivallen var forvandlet til bazar fra Det Osmanniske Rige med kulørte lamper, flagrende stofstrimler og forskellige shows og happening – herunder tre trampolinshows og mulighed for at prøve at hoppe trampolin.

Der blev taget en masse gode billeder både af Andreas Merrald (der også har taget fede billeder fra første VM-event, hvor vi sprang opvisning – se galleri her: http://galleri.merrald.dk/f871852348) samt af dygtige fotografer fra Olympus Danmark, der var vores naboer hele weekenden. De havde en stand lige ved siden af trampolinen med et fedt koncept: man kunne kvit og frit låne et kamera og tage fede billeder i to timer og få overført billederne via wifi direkte til sin smartphone! Genialt! Det nød jeg også godt af og deler her nogle af de gode billeder fra weekenden :)

PS: se også den fede Promovideo på https://www.facebook.com/wch2015 fra weekenden!!

PPS: Jeg lægger også snart nogle klip op på min instagram med fede udendørstricks filmet af Rasmus Bruun Liboriussen og Andreas Merrald – følg mig på @walmod på Instagram :)

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Det der med at hoppe rundt med et tørklæde i blæsevejr for at få ramt et godt billede var lidt af en udfordring! Men en sjov en af slagsen :)

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Prøvede også at springe med et Olympus kamera på ryggen!

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Foto: Olympus Danmark

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Jeg var speaker på en stor del af den seriøse del af opvisningen – men blev “afbrudt” af drengene iført fez og alladinbukser, der gav den gas med gøglershow

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Fik også selv sprunget i solen foran det veloplagte publikum

 

Langtiddskadet – man kommer ikke ”tilbage”, man kommer længere frem!

Hvad dækker at komme tilbage efter en skade? Jeg har selv haft en meget alvorlig fodskade og efter to år – nærmest på dato – lavede jeg en reel højderekord, som slog de tider, jeg inden min skade havde sprunget. Hvor højt man springer, er i trampolin et parameter, vi bedømmes på, ved at måle den tid vi er i luften. Jo højere vi hopper, jo længere tid hænger vi oppe i luften i hvert spring. Derfor bruger vi stopur under træningen til at tage tid på vores øvelser på ti spring.

Det var en lettelse for mig at vide, at jeg ikke længere arbejdede på at komme tilbage på det niveau jeg havde haft inden jeg smadrede min egen fod, men derimod nu kan arbejde på at blive endnu bedre.

Så er jeg tilbage? Både ja og nej. For hvis jeg tænker over, at det har taget to år at komme ”tilbage”, så kan det virke som to år uden værdi. Springmæssigt er det først nu, at jeg har kunnet belaste min fod så meget, at jeg kan springe lige så højt og endda højere end før. Har jeg så ikke lært noget i mellemtiden..?

Samtidig bliver min fod aldrig som den var før: jeg kommer ikke ”tilbage” i fysisk forstand. Dermed kommer jeg heller ikke til at springe lige så mange trampolintræninger som før. Jeg vil fremover være begrænset i træningsmængde og vil altid skulle rationere med både spring og alt supplerende træning. Det er virkeligt frustrerende! Kommer jeg til at kunne træne ”nok”?

 

Derfor er det vigtigt at se tingene i et andet lys, når du endelig kommer i gang med din sport efter en lang skade. Alt det, ved siden af det målbare på banen, i hallen eller – som for mig – i trampolinen, skal medberegnes. En langtidsskade er en mental dannelsesrejse, styrkeprøve og revurdering af valg og værdier. Motivationen testes og igennem dette udvikles du som atlet – og som menneske. Disse evner, værdier og ”lifeskills” kan faktisk gøre dig bedre som atlet. Du er bedre rustet på den anden side, hvis du giver dig selv tid og plads til at lytte, og til at lære af din skade.

Der bliver uvægerligt sat perspektiv på træningen, og har du kæmpet dig gennem et langt skadesforløb og tilbage i felten, så er det fordi du virkeligt vil din sport!

 

Jeg er blevet 10 år ældre på det mentale plan på disse to hårde, lærerige år. Jeg er blevet uddannet af min skade til at være en ansvarsbevidst atlet, der tager vare på min egen træning, kan balancere træningsmængde og fysisk formåen, og desuden lært at bringe kvalitet ind hver dag. Jeg ved, at jeg er begrænset, derfor sætter jeg pris på det jeg kan og får mere ud af mine træninger.

Jeg kan ikke træne ligeså meget, så jeg gør det bedre. Jeg er ikke kommet tilbage – jeg er blevet bedre.

 

PS: Skridt i den rigtige retning uanset om man kalder det “tilbage” eller ej. Tjek min instagramvideo på linket herunder, hvor jeg laver min første stående baglænder i TO år – det var SÅ fedt!!!!

Klik her: Første stående baglænder siden skade :)

Skærmbillede 2015-08-13 kl. 15.36.23

Det skal nok gå. Og hvis ikke, så går det over

Dette citat blev skrevet i vores træningsgruppe i app’en Whatsapp. Det er en chat-app, hvor vi har en gruppechat med alle fra trampolinlandsholdet. Her kommer vi med interne meddelelser og spørgsmål om træningstider, steder, ændringer, remindere og lignende.. Og gak og gøgl som fjollede billeder, små jokes og sjove kommentarer.
Da en af mine kammerater kort ridsede sin gevaldige møgdag op og spurgte, om der var nogle, der kunne gøre den lidt bedre ved at tage en oplader med til træningen om aftenen, kom et svar, jeg lagde mærke til.
Selvfølgelig kom der assistance fra en af de andre på landsholdet, der leverede en oplader senere, men inden da skrev han følgende:

 

“Det skal nok gå.

Og hvis ikke det går så går det over”

 

Jeg studsede over dette og besluttede mig for at tage fat i den besked i mit næste blogindlæg. Med meget om ørene (konkurrencer, træning, arbejde, aflevering af stort projekt, fødselsdag, nye oplæg med Mental Motion og alt muligt andet) er der gået noget tid, men langt om længe er jeg kommet til tasterne.

Der er noget meget essentielt i det citat. En ting, som kan være rigtig vigtig at huske, hvis man er ramlet ned i en svær periode: at det netop er en periode. Det vil skifte. Det vil ændre sig. Det vil gå over.

 

Egen tro på overlevelse

kork-prop

Jeg er nogle gange ude og holde oplæg, og er rigtig glad for det og muligheden for at dele mine utallige erfaringer. Det er forskelligt publikum og dermed forskellige elementer fra min elitekarrieres udfordringer, jeg tager frem. En ting, jeg har nævnt flere gange er, at troen på, at det nok skulle gå, har været med til at bære mig igennem min lange skadesperiode. Med et smil på læben har jeg sagt:

 

”Jeg har det som om, jeg er en korkprop”

 

Vandmasser kan trykke en korkprop under, hvirvle den rundt og rive den med af strømmen. Men den kommer op til overfladen igen. Hver gang.

Det hænger meget sammen med citatet i overskriften. Og det er vigtigt at huske, når man rives med i de frådende vandmasser af udfordringer, der i perioder kan holde en under vandet, så er det i en periode, man har vand over hovedet. Det er ikke altid til at sige, hvornår og hvordan man kommer oven vande igen, men det gør man. Jeg har altid vidst inderst inde, at jeg kommer igennem og kommer ud på den anden side af det hvirvlende vand. Uanset hvor sort det har set ud, så har jeg vidst, at med tiden skulle jeg nok komme igennem. Og denne grundtro på egen overlevelse, har hjulpet mig videre, hjulpet mig med at blive ved at kæmpe. Det gør den stadig.

Det er ikke altid der, hvor vi planlægger, at vi føres hen i turbulent tidevand. Men svære perioder river os i hvert fald videre og fører noget med sig. Når det mørke vand tynger omkring en, så synes jeg det hjælper at vide, at det selvfølgelig vil ændre sig, selvom jeg ikke ved hvornår eller hvordan. Det skal nok gå. Og ellers går det over på et tidspunkt.

Spændingsudløsning til DM – burde jeg være glad eller skuffet?

Vinder man sølv eller taber man guld?

I turneringsdiscipliner er svaret enkelt – det føles som at tabe guld, for man taber den kamp, der afgjorde de to første placeringer. I min sport, trampolin, er det ikke helt så enkelt. Der er otte springere i finalen, man starter alle fra ”nul”, som vi siger – de tidligere point er slettet og det er dermed kun finaleøvelsen, der afgør resultatet og kårer dagens vinder.

Der kan alt ske, alles kamp mod alle og den ene øvelse med ti spring udført på under et halvt minut afgør farven på metallet og om man overhovedet får noget med hjem.

 

I weekenden blev Danmarksmesterskaberne i trampolin og tumbling afholdt under flotte forhold i Holstebro. Og for mit vedkommende var det kulminationen på mange ugers spænding, bekymring, forventning, frustration og hårdt arbejde i træningshallen. Mit forrige indlæg (Forventninger – kan de kontrolleres?) var et billede på den kamp jeg havde mentalt op mod DM. Det var svært at håndtere mine egne forventninger og det var derfor vigtigt at komme tilbage til et realistisk billede af mit eget niveau og se det hele i et større perspektiv.

 

Det formåede jeg at gøre til en vis grad. Jeg vidste godt, at det handlede om at overleve den lange dag. Det handlede om at holde mig varm og klar til trods for de mange pauser i dagens konkurrenceprogram. At blive ved at tro på mig selv, selvom opvarmningen i trampolinen gik rigtig dårligt, og jeg ikke kunne få første spring til at fungere (nok lidt nerver inderst inde!).

Og at holde fokus på det, der lå foran mig og ikke resultater, de andres præstation eller andre distraherende faktorer. Det lykkedes rimeligvis.

 

Jeg førte konkurrencen stort, da indledende var færdig. Men tidligere point og føring slettes i finalen, og det er dermed blot rækkefølgen man springer i, der vidner om forkampens udfald. Jeg skulle derfor springe sidst, da jeg lå nummer et efter indledende.
Bløde knæ og skrantende selvtillid

I indspringene til finaleøvelsen mistimede jeg plpudselig afsættet så meget i et indspring at mine knæ smuttede. Det sker af og til i træning og i sjældne tilfælde i konkurrence. Derfor er reglementet lavet, så man skal bruge trampolindugens afsæt, før at et spring tæller – når ens ben bare forsvinder under en er det dermed ikke et spring, men bare… Tja… En ret fjollet måde og blive mentalt sat lidt ud af rytmen?

Det var i hvert fald resultatet for mig. Jeg mistede lidt troen på timingen i den meget bløde trampolin, da jeg anden gang tog indspring og endelig kom af sted i min øvelse.
Det blev lidt ukontroleret og dermed hverken så flot, svært eller højt som planlagt, hvilket kort sagt er de tre parametre vi bliver bedømt på.

Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt... Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?
Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt… Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?

Der var ti spring. Min målsætning og at gennemføre mine øvelser var dermed opnået, og det var den jeg forsøgte at bilde mig selv ind, var den vigtigste.

Der var ti spring – men de var ikke særlig flotte… Og heller ikke flotte nok til at vinde.

 

Jeg blev på ærlig og redelig vis slået, fordi jeg ikke sprang særlig godt og dermed ikke godt nok til at tage pokalen med hjem. Sådan er gamet, sådan er trampolin. Men for silvan hvor var – og er – jeg skuffet.
Jeg ved, at jeg beviste en masse for mig selv; jeg gennemførte, jeg viste, at jeg er ved at nærme mig mit tidligere niveau inden skaden, jeg springer højt igen og jeg førte stort efter indledende. Det er jo super godt, og i bund og grund et KÆMPE skridt i min lange, turbulente vej tilbage til toppen. For kun et år siden var jeg slet ikke i stand til at springe trampolin og nu er jeg tilbage i toppen af dansk trampolin og springer højere end de andre springere.

Det føles bare tomt og hult at have været SÅ tæt på og så ikke kunne stå distancen da det galt…

Det føles som at tabe guld, selvom det var på ærlig og redelig vis, at jeg blev slået.

 

”Så er jeg jo ikke noget”

Jeg havde lyst til at tude lige efter individuel finale. Det var bare ikke rigtig stedet til det. Netop fordi det jo egentlig var flot overhovedet at få medalje med hjem og springe med i toppen af gamet, så følte jeg, at jeg ikke helt kunne tillade mig at vise, hvor ked af det og skuffet jeg var. Jeg holdt det inde bedst muligt, men da jeg om aftenen ringede hjem, kunne jeg få lov at give bare lidt slip på alle de indestængte frustrationer.

Med en kamp for at holde tårer i kort snor og stemmen i kontrol fik jeg forklaret om konkurrenedagen og kom med en ærlig, umiddelbar og helt forkert sætning:

 

Så er jeg jo ikke noget

 

Det sagde jeg ordret. Helt rigtig og HELT forkert. Det var virkelig sådan jeg følte det kortvarigt den aften. Det føltes tomt og tamt og hult efter så meget pres op mod denne konkurrence. Så tæt på og alligevel så langt væk.

Jeg havde inderst inde håbet rigtig, rigtig meget på, at jeg kunne vinde DM. Det ville være en fantastisk milepæl for min lange kamp, og jeg kunne godt have brugt den succes som motivation for at blive ved at kæmpe… Jeg havde vist håbet rigtig meget på det inderst inde.
Nu skal jeg finde den, motivationen, et andet sted, finde den frem indefra. Det er der den bor og den er der selvfølgelig, selvom det var et lille hak i den at være så tæt på og så ikke præstere i finalen.
Det er motivationen der har fået mig så langt. Det er vilje, kampgejst, mental styrke og fighterånd. Og det er jo netop DET jeg er. Jeg er ikke Danmarksmester 2015. Men jeg er Maila, på vej frem efter en mental og fysisk styrkeprøve at dimensioner mod min skade. Jeg er på vej i den rigtige retning, og jeg er defineret af alt muligt indefra. Mine værdier. Mine handlinger. Ikke kun en titel – selvom jeg higer efter den.

Det ville have været en kærkommen streg under, at jeg kan gøre og fuldende det, jeg er i gang med – at komme tilbage. Men jeg kan stadig fuldende og fortsætte. Jeg kan komme tilbage og jeg kan blive endnu bedre end jeg var før. Og jeg gør det.

DM sølv x2

 

Forventninger – kan de kontrolleres?

Kun hvis man arbejder med dem og sørger for at være bevidst om dem!

Jeg skrev i mit forrige indlæg, at jeg ville skrive om konkurrence, pres og forventninger i denne omgang. Det er virkelig også et emne, der er relevant for mig i øjeblikket! Jeg vil prøve at forklare hvorfor og belyse nogle af de ting, som jeg arbejder med i situationerne. Der er DM om en uge, d. 9. Maj, og det er to år siden jeg var med til Danmarksmesterskaberne i trampolin sidst. Jeg starter dog dette indlæg ved sidste konkurrence, Dancup 2, der blev afholdt på Amager d. 25. april:

 

Jeg kigger ned i andet spring og kan i udretningen på springet se den blå kantpude næsten under mig. Jeg nåede at tænke: ”Der kan jeg da ikke være”, da jeg godt kunne se, at der ikke var meget trampolindug at lande på. Nogle gange kan man liiiiige samle fødderne lidt mere og håbe på at tyngdepunktet stadig er over fødderne og ikke mere mod siden, så man bare lander helt tæt på kantpuden, men stadig inde på trampolindugen og dermed med chance for at komme videre i øvelsen.

11198978_10153284324952433_1466962608_n
Billede fra Dancup 2. Lidt anstrengt smil fra mig, da jeg stadig var paf og frustreret over at være kikset – uden helt at vide hvorfor?

Mens jeg kom hastigt tættere på trampolinen, måtte jeg dog sande, at jeg havde haft helt ret. Jeg landede altså i siden af trampolinen og dermed på den blå kantpude, der dækker fjedrene hele vejen rundt om dugen. Der kom endda en blå farvning på min hvide sok af kollisionen med kanten.

Det gjorde lidt ondt i foden, for det var min dårlige, venstre fod, der var tæt på rammen, men mest af alt var min stolthed såret, for det var i finalen jeg kiksede – igen!

Jeg førte den nationale konkurrence og følte, at jeg havde fuldstændig styr på spændingsniveauet, jeg følte mig fokuseret, beret og i kontrol, jeg havde selvtillid og jeg var faktisk bare fuldstændig klar til at lave min øvelse.
Selv de andres præstationer rørte mig ikke. At jeg havde dårlige indspring til min finaleøvelse generede mig heller ikke.

For jeg kunne jo min øvelse. Jeg havde de rigtige fokuspunkter, jeg var klar!

At jeg i andet spring røg direkte til siden, kan jeg faktisk ikke forklare…

 

Indestængt, ignoreret frustration

De følgende dage var jeg usandsynligt frustreret. Jeg følte jeg manglede forklaringen. Hvorfor var jeg kikset? Til trods for god håndtering af nerver?
Så begyndte tvivlen at komme snigende – der var under to uger til DM. Jeg havde kikset i alle konkurrencer, jeg havde været med til siden jeg kom til skade. Var jeg ikke god nok længere? Kunne jeg ikke holde til presset? Der hvor jeg før var så stabil i konkurrence, var jeg pludselig det modsatte og uden at kunne forklare det…

Det tog et par dage med uudtalte frustrationer. Så havde det hobet sig nok op til at tage turen ud af kroppen via tårekanalerne, og jeg havde en god snak om det og fik sat ord på nogle af de grimme, tvivlende tanker og fandt en mere rationel Maila frem. Hun kan godt gemme sig langt væk, hvis tankerne får lov at styre i twilight-zonen mellem bevidst og ubevidst. Det er for mig stedet mellem bevidst og ubevidst. Når man registrerer tanken, men prøver at skubbe den væk, selvom den i stedet burde være blevet taget op bevidst for at vurdere den. Så for den lov at sprede sine grimme fangarme i underbevidstheden… Nu fik jeg sat ord på og renset ud for tanketentakler og fortiet tvivl.
Nogle af de vigtigste ting, jeg kom frem til var:

 

  • Før i tiden trænede jeg op til konkurrencer og havde jo mange, mange års progression frem mod den øvelse, jeg kørte i konkurrence. Der havde været småpauser, endda større pauser, men ikke på niveau med den skadespause, jeg har haft med min fod. Når man mangler rutine, så sker der tekniske kiks nogle gange, fordi man bare ikke har prøvet de utallige mange muligheder for positioner på dugen kombineret med kroppens positionering til næste spring. Det kræver rutine. Og det mangler jeg stadig, selvom det går fremad.
  • Jeg havde mere jævn træning frem mod konkurrencer før hen – der var ikke dage, hvor jeg slet ikke kunne på samme måde, som jeg har nu. Det er også noget, der langsomt går fremad. Dog er det også medvirkende til manglende rutine.

 

  • Jeg har ondt på en konkurrencedag, og det slider hen mod slutningen af konkurrencen. Det er et faktum, og det gør mig mere sideustabil i mine øvelser, fordi jeg får ondt. Det er noget jeg ved nu og dermed kan være opmærksom på. Det er jo meningen man skal hoppe rundt inde på midten af trampolinen!

 

  • Før jeg blev skadet, var jeg ubestridt den bedste danske pige, og mit niveau var til at jeg rimelig nemt havde kvalificeret mig til VM i år. Desuden skulle jeg egentlig bare gennemføre mine øvelser, så vandt jeg til de nationale konkurrencer. Nu vil jeg meget gerne vise, at jeg er tilbage. VM-kvalifikation fylder ubevidst ret meget for mig, og jeg kan derfor ikke bare læne mig tilbage og køre på rutinen – for der er ikke nok rutine, og jeg er stadig ikke tilbage på det niveau fra før, hvor det var nok.
    Jeg tror, at dette fylder mere ubevidst, end jeg selv vidste.

 

Især den sidste del er vigtig. Det er justeringen af mine egne forvetninger til mig selv, som jeg aktivt kan arbejde med. Jeg passer træningen, så godt jeg kan for tiden. Jeg er nødt til at give mig selv pausedage i ny og næ, men det er med bedre samvittighed (ikke god men bedre) end før. De er træls, men nødvendige for mig i den situation jeg er i nu.

 

Jeg føler, at jeg skal bevise en masse over for trampolin-Danmark. Jeg vil så gerne tilbage og jeg sammenligner mig med mit billede af, hvad jeg kunne før. I den sammenhæng udelader jeg som regel lige minderne om dårlige træninger, andre småskader og lignende. Det er derfor et idealiseret billede, jeg sammenligner mig med og higer efter. Urealistisk? Ja! Konstruktivt? NEJ!

Det er min opgave for tiden at få styr på mine egne forventinger til mig selv. Det hjalp virkelig meget at få sat ord på tvivlstankerne og dermed også kunne vurdere, om de er relistiske eller ej. Jeg havde glemt, at det bare er en ny situation, jeg er i. Jeg har andre udfordringer i dag, og selvom jeg husker det som om jeg bare gennemførte hver gang i konkurrence før i tiden, så glemmer jeg lige alt det arbejde, der var lagt i træningshallen i de foregående uger, måneder og år.

 

DM – favorit eller underdog?

Jeg vil rigtig gerne gøre det godt til DM. Men de sidste ugers ubevidste tanker har snoet fangarmene ud omkring min selvtillid og rokket i den. De har sået en forventning om at klare VM krav og vinde det hele.
Selvom det er drømmen, målet og glansbilledet, så må jeg tilbage til jordforbindelsen og huske, at jeg jo ikke er favorit. Jeg kan ikke springe hver dag og køre min øvelse med bind for øjnene og fødderne i en spand, som min savnede træningsmakker Peter Jensen ofte karikerede formtopning til konkurrence som.

Jeg får en ekstremt hård dag til DM med både synkron og individuel konkurrence med pauser i mellem og forhåbentlig finaler i begge dele. Så jeg ved allerede nu, at jeg bliver fysisk udfordret og måske lige skal huske et par pinex og noget vand.

Jeg har ikke kontinuer træning op til, som jeg havde før i tiden og jeg kan ikke bare køre flere og flere øvelser, selvom jeg gerne ville i træningerne inden, for det holder min fod ikke til.

Alle disse ting, havde jeg fornægtet og lod mig styre af hvad jeg gerne ville vise andre, og hvad jeg troede du forventer af mig.
Som min kæreste sagde, så er jeg jo næsten underdog, for jeg var ikke med sidste gang og bare at stille op er jo en sejr i sig selv. Sidste år kunne jeg slet ikke springe til DM!

Så med det i baghovedet vil jeg tage til træning og huske, at jeg er nået langt. Der er stadig vej til toppen, men det går fremad. Jeg skal huske at se det fra det rigtige perspektiv og nogle gange lige snuppe det langsigtede af slagsen i stedet for at lade frustrationer og ubevidste tanker styre det hele lige i øjeblikket.

Oplæg på Novo Nordisk

Det har været og er stadig en hektisk periode på det mentale plan. April måned har været optakt til ”Peak performance” i forskellige sammenhænge. Der var trampolinkonkurrence d. 25. i denne måned, men jeg skulle også onsdagen inden holde et oplæg, der virkelig trak på de mentale ressourcer.

 

”Peak Performance” hos Novo Nordisk

Jeg var ganske kæphøj, da jeg inden årsskiftet sagde: ”Ja ja, det kan jeg sagtens” til at holde et oplæg for Novo Nordisk sammen med Janne (fra Mental Motion) – på engelsk!
Da datoen nærmede sig, og dagene var aftalt for, hvornår vi skulle forberede sammen, så kunne jeg godt mærke den kæphøje attitude sive ud af mig og erstattes med en ”Åh!”-fornemmelse.

Efter et halvt år i ultra intens tysk-træningslejr (mit halve år, hvor jeg boede i Tyskland – se blandt andet http://maila.dk/?m=201302), så har jeg fornemmelsen af, at tysk er blevet first pick på første fremmedsprog! Jeg kan endda have drømme på tysk i ny og næ.

Når jeg skal tale engelsk oplever jeg til stadighed, at jeg tænker på tyske ord eller laver omvendte ordstillinger… What? Eller: was?

Og nu skulle jeg stå foran en forsamling af fremmede og fortælle og forklare på engelsk!

 

Men med øvelse kommer sikkerhed. Det kender jeg fra min sport. Derfor brugte jeg mange timer på at stå og forklare sofaen og mine forældres kat eller min egen stue om udfordringerne før, under og efter en ”peak performance”.
Det var netop emnet – Peak Performance – og mange af de ting, jeg i den sidste periode har været udfordret af mentalt, var eksempler, jeg kunne bruge i oplægget.

Det var blandt andet emner som:

 

  • ”The Golden Cirkel” af Simon Sinek – grundlaget for motivation.
  • Tanker; deres kommen og gåen, og især accepten af deres tilstedeværelse og det aktive valg af, hvad man vil styres af.
  • Egne forventninger om andres forventninger – og at vi selv skaber vores egen realitet og vores eget selvbillede – nogle gange på forkerte grundlag og forestillinger om os selv?
  • Es ist wie es ist – den dyrebare sætning, der for mig virkede fjollet, lige indtil jeg forstod meningen (http://issuu.com/sportexecutive/docs/se_11_2013_net side 25 fra foråret 2014) – accepten af ens situation er forudsætningen for at arbejde på de rigtige ting og med det rigtige fokus!
  • At ”Jeg burde” er en af de farligste tanker i pressede perioder – det fjerner fokus fra det aktuelle niveau, uanset om det er kroppens eller hovedets
  • Pause gør dig stærkere – når den er nødvendig er den virkelig vigtig at tage. Især når man er røget i skades-rouletten, som jeg er
  • Disciplin er altafgørende for at nå til tops – men bagsiden af medaljen er, at man glemmer at lytte til sig selv og i stedet ender som slave af ”jeg burde”. Det er en hårdfin grænse, og man kan kun selv lære den at kende

 

Det var bare nogle af pointerne – og nogle super relevante for mig. Nogle som jeg selv arbejder med for tiden.

Det er vigtigt at vide, at arbejdet med det mentale er en proces. Der er ikke et resultat, man kan ikke ”blive færdig”. Tanker kommer og går, og man kan ALTID arbejde med sig selv.

 

Life skills fra sporten kan bruges over alt

De mange øve-sessions foran mine forældres kat og til den tomme væg gav pote. Vi leverede et super oplæg, hvor Janne og jeg supplerede hinanden med anekdoter og eksempler fra min verden som atlet og koblet til livet som karrieremenneske i en stor koncern med mange ”peak performances”.

 

Det var fedt!
Det var virkelig en stor spændingsudløsning i kroppen, jeg kunne mærke, da jeg afleverede mit gæsteskilt til en nydelig, meget bestemt dame i receptionen og gik ud i solen sammen med Janne og Sidsel, der havde taget video fra oplægget.

Der var ros og klapsalver til slut på vores oplæg, men vigtigst for mig var de mange små, tilkendegivende nik undervejs. At vores pointer, eksempler og historier blev modtaget og forstået. At de tilhørende kunne bruge, hvad vi kom med, og lyttede hele vejen igennem knap halvanden times oplæg.

Jeg har oplevet så meget gennem min sportskarriere indtil nu og især igennem min skade med venstre fod – med dette oplæg for Novo Nordisk og med de foregående oplæg for forskellige grupper kan jeg virkelig se, hvordan de erfaringer ikke kun er vigtige i træningshallen, men også er life skills, som kan bruges i mange af livets forskellige aspekter og udfordringer.

Skærmbillede 2015-04-30 kl. 16.30.42
Lille video efter oplæg:  https://www.facebook.com/mentalmotion/videos/865564933499954/?video_source=pages_finch_thumbnail_video

 

Resultatet af konkurrencen og tankerne efter og dermed op mod DM kommer snarest i næste indlæg! En masse om håndtering af egne forventninger :)

 

 

Ubevidste handlemønstre – hjernens dovenskab kan blive din fjende

På opfordring har jeg i dette blogidnlæg valgt at dykke ned i mine egne erfaringer omkring ubevidste handle- og reaktionsmønstre og deres årsag og tit uhensigtsmæssige side-effects.

 

Jeg skrev et af de forrige blogindlæg (Konkurrence coming up!) om nogle af de mønstre, jeg selv har inden konkurrence. Jeg kalder det i en humoristisk tone for ”præ-konkurrence-psykosen”, og det har taget mig en del tid at blive klog på fænomenet. Da jeg lagde det op online, fik jeg en opfordring til at skrive mere om dette emne, samt hvor jeg i andre sammenhænge havde arbejdet med lignende analyse af mønstre.

Det er nemlig i mange forskellige sammenhænge, at man har reaktions- og handlingsmønstre. Det er et forsvar, men kan også nogle gange blive en fjende! Bliver man slave af handlemønstrene mister man kontrollen over egne valg. Derfor vil jeg prøve at uddybe lidt her på et meget personligt og nuværende plan.

 

Når bægeret er næsten fyldt, og der ikke skal mange dråber mere til…

Den sidste tid har været noget turbulent for mit vedkommende. Der har været rigtig mange udefrakommende, forstyrrende faktorer, der har givet ekstra pres på den i forvejen ret udspændte streng dagligdagen kører på.

Når der er overskud på kontoen, er der plads til at være bevidst i valg og tanker og kunne tage stilling til den mentale hvirvelstrøm, der altid er der og altid trækker i forskellige retninger. Hober småtingene sig derimod op, så overskuddet stille og roligt skrumper ind til et meget lille område, så sker der en ubevidst reaktion for mig, der godt kan sammenlignes med begrebet ”en ond cirkel”; jeg har ikke mental plads til at tage stilling og være bevidst i valg, jeg får ikke distanceret mig fra tankernes mylder, og tankerne og følelserne begynder at trække mig med.

 

Det giver som regel en stor frustration, med tilhørende følelser. Og de følelsesreaktioner, der ofte følger med, er at blive vred eller ked af det. Naturligt nok, det er kroppens ventil for indre mentalt overtryk. For mig udmønter det sig over tid til en tendens til en grådlabilitet med helt egen selektiv styring!!! Jeg kan uden varsel blive helt vildt ked af det og så svigter tårekanalerne mig som prikken over i’et…

 

Et eksempel er, at jeg kan have en helt almindelig dag, lige til jeg bliver trig’et af en objektiv set lille normalitet i dagligdagen. Normalt lille, men det er som om, at den nedadgående kurve for overskud har en modsat kurve for den subjektive størrelse og betydning af småting!? De små sager vokser.

Et sådan eksempel kan i en periode, hvor tingene har vokset sig store, ende i en fuldstændig uproportional trang til at tude eller slå til et eller andet – og det er endnu mere frustrerende!

 

Det er ikke sjovt på job, til træning eller andre steder lige pludselig at lave et dramatisk drop på humørbarometeret og nogle gange egentlig ikke helt kunne sige hvorfor? Der vil jeg gerne opretholde en facade og så gemme de personlige ting til hovedpuden, veninden eller kærestens skulder. Det er bare ikke til at forudsige, og til sidst må der gøres noget.

 

Det er her analysen af handlemønstre starter – og dermed også mine personlige værktøjer til at få vendt skuden, få stoppet den ondskabsfulde cirkel og distancere mig fra tanke-hvirvelstrømmen.

 

Lukker du nogle gange af for følelser?

Da jeg åbnede for min mentale pandoras æske af småting, ved at fortælle højt, hvad der gemte sig og gav overtryk i mit hoved, kunne jeg lige pludselig se og høre mig selv forklare, hvad jeg havde gang i.

Når overtrykket så småt kommer snigende, kommer punktet, hvor overskudskurven er på vej i kulkælderen og krydser den stigende kurve for småtings betydning. De små ting vokser sig store og grumme og uoverskuelige, og lige pludselig er overskuddet gemt væk og dermed også evnen til at være objektiv, rationel og værdibaseret. Jeg blev bange for mine egne følelser og begyndte at flygte fra dem. Jeg ville helst ikke tage fat i alt det, der trykkede, af frygt for at facaden krakelerede og tårene sprang frem.

Med andre ord lod jeg mig faktisk rive med af følelserne. I stedet for at acceptere dem, lod jeg mig diktere af dem og mit gamle handlemønster: Distrahér dig selv, så du ikke kan mærke, hvordan du egentlig har det.

Det er jo skruen uden ende? Småtingene bliver større, overskuddet mindre, tårene endnu mere nærliggende og alt føles mere og mere frustrerende.

 

Min taktik med at prøve at skubbe følelser og tanker væk er et gammelt handlemønster, der ikke kræver så meget energi. Hjernen er glad for vaner, mønstre og kendte handlinger, da det netop er energisparende. Det er smart på rigtig mange områder, men på nogle kan det være det modsatte. Dette er for mig eksempel på, hvordan min dovne svamp på første etage ikke altid har den bedste strategi!

Så udgangspunktet var: Overskud var i bund og ”Svampen” var på overarbejde. Det hvirvlede rundt med tanker mere end det plejede – og der var mange af de negative.

Ubevidst ville jeg ikke tage fat i hvirvelstrømmen, der havde et sugende tag i mig og fik mig til at være en utilregnelig, tikkende tudebombe: Jeg prøvede ubevidst at undgå at bruge energi på at erkende de mange følelser og tanker, og undgå den ydereligere kraftanstrengelse ved at acceptere dem og distancere mig fra dem.

Jeg hørte mig selv sige:

 

Jamen det kræver jo energi at skulle skille mig fra tanke-hvirvelstrømmen. Jeg har jo ingen overskud til det!

 

Det var sådan det føltes. Men at sige den sætning højt var et stort skridt. Selvom det er øvelsen fremadrettet, netop at skille sig fra tankerne, så kan man ikke gå før man kan kravle. Man skal altid starte et sted!

At kravle er her at finde ud af, hvad jeg er midt i. At se, at jeg lukker mine følelser ude, og at erkende det uhensigtsmæssige handlemønster. Først når man ved, hvad man reagere på, har man kort på hånden til næste træk.

Jeg ved nu, hvad opgaven er. Jeg ved, jeg kan kravle – jeg sagde jo selv, hvad der skal til, selvom jeg syntes det virkede svært – og nu skal jeg til at gå. Øvelse gør mester.

 

Det er en svær opgave midt i det hele, men et tidligere metafor-billede omkring mental oprydning kan bruges her – (se ”Kom fri af tankernes kontrol – afsnit om ”Springcleaning på første etage).

Jeg prøver at ridse metaforen kort op: Det føles som et uoverskueligt oprydningsprojekt, hvor der ikke er plads til alle ens ting. Der kommer flere og flere ting, der ikke kan lægges på plads, fordi al skabsplads er brugt. Først når det helt store oprydningsarbejde startes med storsortering af alle tingene i skabene, vil der blive plads. Der skal sorteres, tages stilling til, erkendes og smides ud inden alt igen kan få en plads i skabene. Det er dybt uoverskueligt at gå i gang, og ser måske decideret umuligt ud undervejs – men efterfølgende er det det hele værd.
Jeg skal nu til at mande mig op til skridt for skridt at se mine egne følelser og tanker i øjnene, erkende dem (de vil altid være der), men jeg vælger, om de skal føre an, eller om jeg vil gå mig egen vej.

Et skridt af gangen, og for hvert skridt bliver man klogere…

Livets vej er lang og fyldt med læring

Flad fornemmelse efter første konkurrence…

Det er en lidt underlig måde at beskrive det.

En flad fornemmelse

Men for mig giver det mening. Det rammer ret godt i går og lidt i dag også… Det er en underlig tomhed, hvor der kunne have været en præstation. En lille frustration, der lige skal bearbejdes. Men også grobund for motivation!

Det var årets første konkurrence. Et år, 2015, hvor jeg reelt kan konkurrere, selvom jeg endnu ikke er tilbage på det niveau, jeg tidligere var på. Det er ret frustrerende stadig at føle, at jeg mangler trampolinkunnen, men det gør jeg. Jeg springer ikke lige så højt eller svært, som inden jeg blev skadet, men jeg er på vej!
Min nye øvelse, der skulle vises til konkurrences, er en helt ny samensætning. Det er kun halvanden måned siden, jeg gennemførte den for første gang overhovedet. Med den vekslende dagsform har det desuden først været inden for de sidste to uger, jeg er begyndt at kunne gennemføre frie øvelser nogenlunde regelmæssigt, selvom jeg ofte blev nødt til at sætte vanskligheden ned undervejs.

Mentalt klar, fysikken var ikke!

På vej til første konkurrence 2015
På vej til første konkurrence 2015. Mentalt klar – god forberedelse, der skal arbejdes videre med.


Jeg følte mig dog klar. Jeg ville gerne vise, jeg er på vej tilbage! Jeg havde tænkt min nye øvelse i hovedet mange gange som visualisering af konkurrencen. Jeg syntes, at min mentale forberedelse havde været god.

Første øvelse gik okay. Så gjalt det den frie øvelse, hvor både vanskelighed, højde og stil tæller. Det er dermed den “svære” øvelse. Netop i den frie øvelse landede jeg lidt ude i siden i første spring, og jeg kan tydeligt se bagefter, at det efterfølgende kiks handler meget om manglende rutine. Jeg forstillede mig i visualiseringen en perfekt øvelse, for at kroppen aktiverede nervebanesignaler i en simuleret perfekt øvelse. Sådan er virkeligheden meget sjældent i både træning og konkurrence. Der kan ske alt muligt undervejs, da det er meget små vinkel- og timingforskydelser, der kan give store følger. Det bliver man vant til at tackle gennem meget træning. Så der mangler stadig gentagelser i træningshallen til at give rutinen og selvtilliden: Uanset hvor på dugen jeg står, så kan jeg springe mig ind i øvelsen og gennemføre.

Jeg blev lidt overrasket over at lande ude i siden i første spring og små-panikkede i de efterfølgende dobbeltsaltoer, der derfor mistede kvalitet og især højde – til sidst manglede så meget højde og jeg knap kom rundt i sjette spring. Karikeret føltes det lidt som at lande på maven og overkroppens position til næste spring var også tættere på vandret end lodret – det sendte det næste spring direkte ud på endemåtten, hurra for at de er der…
Kort entré i konkurrencens anden øvelse og en placering i bunden. Dermed den flade fornemmelse.

Den reelle opgave efter præstation!
Det kan sagtens undskyldes. Min skade har ikke gjort konkurrencedage nemmere fx. Men det vidste jeg allerede, og det er bare en ny udfordring, som jeg må lære at tackle. Vigtigst er det derimod at finde ud af, hvad jeg kan tage med fra konkurrencen, når det eneste jeg sider med er den såkaldte flade fornemmelse fra den udeblevende præstation.

Det er ikke kun denne gang, dette er vigtigt. Det er det værd gang, der er konkurrence, og i en anden forstand også hver gang der er træning.

Konkurrence er der, hvor de mange timers slid skal stå deres prøve, og dermed er det krydret med nerver og direkte eller indirekte pres. Det har en anden betydning – dette forår er fx kvalifikation til VM for mig.
Derfor skal jeg lære af konkurrencen, og blive dygtigere af mit kiks. Såvel som af en succes!
Jeg kan se, at jeg er langt i det mentale arbejde, men at jeg mangler rutine. Det er der jeg skal sætte ind i træning, så stabilitet og kvalitet øges frem mod forårets næste konkurrencer.

Pointen er egentlig bare, at den flade fornemmelse er en følelse. Det er resultatet af skuffelse og negative tanker. Opgaven er herfra at lære af det og bruge det fremad, så jeg næste gang er en lille tand bedre på en eller anden front. Dermed ikke sagt, at jeg er mere garanteret at gennemføre min øvelse – men hvis jeg hver gang bliver bedre og prøver for hver træning at lære og udvikle mig, så er sandsynligheden stigende! I en sport, hvor to gange 20 sekunder afgør knald eller fald er der en hårdfin linje mellem succes og fiasko, men det er også det spændende ved trampolin og en udfordring jeg tager op.

Læs her om optakten til konkurrencen og den mentale forberedelse

Konkurrence coming up!

Foråret har officielt meldt sin ankomst i kalenderen (lidt mere tvivlsomt i vejr-praksis?!) og med dette også første konkurrence i år. Det er en såkaldt Dancup 1, den første af årets fem afdelinger, og turen går til Odense på lørdag!

Tvunget til at indse
Da jeg var i Tyskland og træne i foråret 2013, havde denne blog fået sin spæde begyndelse, og jeg beskrev og berettede om mine oplevelser – og også mine erkendelser om mig selv i forbindelse med træningen.
Sprogbarrieren og afstanden til venner og familie gjorde, at jeg blev tvunget ud i at lære mig selv bedre at kende, tackle situationer og analyserer mine egne mønstre. Det er svært og mentalt energikrævende at arbejde med og genneskue de indarbejde handlinger, følelser og reaktioner, som kører helt på rygraden. “Alene” i Tyskland blev jeg tvunget til at øve mig i denne disciplin.
Foran computerskærmen i køkkenet i min dejlige lejlighed i Bad Kreuznach sad jeg med udsigt over de nærliggende hustage og fik i skreven tekst sat ord på et af mine egne klassiske mønstre: præ-konkurrence-psykosen, som jeg syntes var et sjovt og rammende karikaturnavn til fænomenet.

At se sig selv og sine handlingsmønstre
Dette navn dækker over den fase, jeg tit lander i ca. 2-3 uger inden en konkurrence. Det er afhængig af konkurrencens vigtighed og timing på sæsonen, hvor voldsom og hvornår “psykosen” rammer, men den kom så sandelig også i Tyskland, og der var mine sædvanlige måder og mønstre til ubevidst at håndtere situationen ikke mulige.
Derfor blev jeg opmærksom på det, og da jeg fik snakket med mine forældre og min tyske træner, samt fik skrevet mit blogindlæg, kunne jeg nikke genkendende til fasen med dens følelser og handlinger – som jo faktisk gentog sig næsten hver gang, konkurrencesæsonen tog sin begyndelse eller en særlig stor og vigtig konkurrence var under opsejling.

Fasen byder på et afsindigt højnet subjektivt kvalitetskrav:

Jeg vil et par uger inden konkurrence kunne det hele og i øvrigt endnu bedre end jeg plejer. Det jeg laver, synes jeg slet ikke er godt nok, så jeg træner i vildskab og ofte med stor frustration.
Frustrationen kommer jo, når jeg sætter overlæggeren så højt, at jeg ikke selv kan nå den. Vel at mærke er det mig selv og ikke træner, træningskammerater, forældre, venner eller nogle andre, der har ytret noget om, at det, jeg ellers hoppede rundt og lavede til træning, ikke var godt nok. Det er kun mig selv, der med urimeligt høje krav til egen præstation nærmest er ved at smadre selvtillid, krop og godt træningshumør på en gang!
Jeg fik virkelig en åbenbaring dengang for næsten to år siden, hvor jeg i køkkenet med sollys ind af vinduet også fik kastet lys over mit eget reaktionsmønster inden konkurrence.

“Psykosen” er blevet til selvindsigt
Ovenstående har jeg lært meget af, og jeg kan se, hvordan jeg også har lært at bruge det. Hurra!
Nu er der to dage til konkurrence, og jeg har haft gode træninger op til. Jeg har faktisk også taget restitutionsdage, så fod, hoved og krop har været med, hvilket er produktet af lang tids mentalarbejde. Før i tiden hed det bare: Træn mer’-mer’-mer’-mer’-! inden konkurrencen. En pausedag var utænkelig!
At tage en dag fri er dermed en sejr. En mentalsejr over mine mønstre. I stedet for at træne helt hjernedødt for at dulme frygten for ikke at være god nok (som ofte var mit tidligere handlemønster), så har jeg været meget mere afklaret om, hvad min krop har haft brug for og at distancere negative tanker.
Man kommer aldrig i mål med at arbejde med sig selv, og det er for mig ikke altid det lykkes på dette område. Jeg bliver jo stadig spændt, måske nervøs, op mod konkurrence og både denne gang og fremadrettet vil det have forskellige udfordringer med sig.

At sætte ord på giver forståelse
Netop fordi konkurrencen nærmer sig (min tredje optræden i dragt efter jeg kom til skade!) havde jeg en samtale med den sportspsykologiske konsulent, Carsten, som jeg har arbejdet med i over halvandet år.
Jeg hørte mig selv sidde og berette om, at træningen gik godt, selvom alt mulig andet er kaotisk og rodet som følge af håndteringen af skaden, arbejde, træning, smerter og behandligen med tilhørende tankemylder og følelser.

Med andre ord sagde jeg højt og forstod dermed selv: jeg har faktisk tacklet mit eget mentale pres inden konkurrence og dermed givet mig bedre træningsmuligheder i optakten. 

Uanset hvad weekendens Dancup bringer, så har jeg overfor mig selv vist, at jeg er blevet klogere på mig selv og bedre til at handle rationelt i stedet for at lade følelserne få kaotisk frit løb. Det er også et vigtigt parameter i målet om at blive endnu bedre trampolinspringer og topatlet. 

 Her bare lige en lille video: Danmarks første dame-synkron-triff fra tirsdagens træning!