Det lange hvorfor

”Du har tilmeldt dig til DM??”

Mig: ”Ja… Det har jeg… D…”

”Nå, nice.”

Mig: ”…”

– Kender du det, du står klar med en mega lang forklaring hvirvlende rundt i hovedet, men lige skal finde ud af, hvor du starter? Og så er den anden person videre i samtalen, mens man står tilbage med letåben mund og myldrende tanker. Det var mig forrig weekend.
I erkendelsen af, at jeg ikke fik svaret på den måde, jeg egentlig havde ønsket, så prøver jeg i stedet at forklare det sammensurium af tanker, følelser, valg og læring, der skulle have været i stedet for tre punktummer i gengivelsen herover.

For ja, jeg har tilmeldt mig DM i trampolin. Men denne gang på en helt ny måde, end jeg nogensinde før har tilgået en trampolinkonkurrence. Jeg springer for mig selv, for at bevise for mig selv, at jeg trodsede min frygt. Jeg føler faktisk, jeg allerede har opnået det største: at have muligheden for at tilmelde mig, selvom jeg troede, jeg aldrig ville komme til det.

Jeg springer trampolin i dag, fordi det er sjovt og fordi jeg bliver glad af det. Har jeg ikke lyst, så lader jeg være. Det samme gælder konkurrencen.

Jeg træner ikke mere end maksimalt et par gange om ugen, nyder det i godt selskab og har gjort det i et par måneder. Inden da, var jeg kun oppe i dugen for at vise en begynderspringer en sammenbøjet barani eller en half twist (enkeltsaltoer med skruer, hvis man ikke lige taler trampolinsk).

Med idrætsstudie, coachuddannelse i 7 måneder, job i DIF og mange timer som trampolintræner, har det været ekstremt sporadisk med bare noget fysisk træning generelt. Men uden regelmæssig træning af nogen art, så følte jeg mig en dag godt kørende til en hyggetræning i trampolinen og konstaterede, at jeg faktisk sprang højere indspring (hoppe lige op og ned højest mulligt) end jeg gjorde, da jeg var aktiv på landsholdet… Wierd! Og det gør jeg stadig, hvis jeg springer til i indspringene. Mine stående baglændere er også bedre end før. Jeg er med andre ord stærkere end jeg har været før. Og min spiseforstyrrelse er nærmest væk.

Jeg er taknemmelig for, hvor meget jeg kan, når jeg husker at sove en masse, mærke efter og gøre ting, der er meningsfyldte for mig. Jeg er taknemmelig for at have udfordret min overbevisning om aldrig at komme til at springe igen.

Hvis det var det eneste lyksaliggørende for mig, så kunne jeg komme op på det niveau jeg havde før med en massiv træningsindsats – men det er ikke det, der er rigtigt vigtigt længere. Det vigtige er at jeg nyder at springe i trampolin med gode kammerater og gør det uden at føle mig for tyk eller for forkert. Helt uden at være presset over at skulle kvalificere mig til noget med et bestemt pointantal, eller at føle jeg partout skulle vinde.

Om jeg springer mit livs øvelse eller hopper ud i første spring er faktisk ligegyldigt. At nå op på et springmæssigt niveau, hvor jeg kan springe DM er en personlig kæmpe sejr, som jeg er stolt af. Det har krævet massivt, mentalt arbejde at gøre op med frygt og tvivl, samt krakeleret identitet og revnet selvbillede. Netop selvbilledet slog revner, da jeg landede på baghovedet i mørke og min nakke eksploderede i smerter fra den iturevne muskulatur. Men det var ugerne efter, hvor jeg ikke kunne gå, og hvor min kæreste gik fra mig, hvor min identitet som trampolinspringer krøllede sammen, som papir kastet ind i flammerne – dér krakelerede selvbilledet også.

Jeg har gennem diverse udfordringer opbygget en tro på at kunne komme igennem nærmest alt hvad livet bød mig. Sammenlignede mig faktisk med en korkprop, der flyder ovenpå vandstrømmen – også selvom destinationen var ukendt og vejen derhen turbulent og fyldt med strømhvirvler.

Men det her var mere end min mentale korprops-selvrepræsentation kunne kapere. Billedet forsvandt. Jeg kunne ikke komme tilbage trampolin, jeg kunne ikke engang fikse parforholdet. Jeg var ikke noget ”særligt” længere. Det føltes lidt som om, at korkproppen var blevet druknet i klæg leverpostej.

I næsten 2 år anede jeg ikke, hvad der egentlig var vigtigt for mig. Selvbilledet var blevet en ret tvivlsom udgave – sådan en noget vaklende og lidt frygtsom udgave. Jeg tvivlende på mig selv og på, om jeg overhovedet kunne. Det føltes som om der var et hul inden i, mens jeg forsøgte at sætte plastre uden på. Som om løsningen var at flytte mig og jeg var dybt begravet i gråbrunt.

Med et mega populært buzzword, ”seludvikling”, har jeg både fundet tilbage og videreudviklet. Fundet tilbage ved at fiske korkproppen ud af leverpostejen og lade den flyde på livets krogede vandløb igen – befriende i forhold til at være fanget i en gang klæg og klistret, gråbrun substans!

Det var som om jeg havde glemt, at drømme fortjener at blive sagt højt. At en del af at blive bedre handler om at prøve, fejle, lære og prøve igen. At prøve 1000 gange for at lære og prøve igen  – gang nr. 1001! I stedet havde jeg fået skabt et tankebur ud fra idéen om, at jeg ikke kunne lykkes og at bare et enkelt bevis derpå var nok. Og fejlslutningen på det blev for mig, at så var det bedre ikke at sige højt, hvad jeg drømte om, for tænk hvis jeg mislykkedes…

Det havde været rigtig svært at lære at lave trippelsalto i trampolinen med det tankesæt! Jeg laver ikke triff, men jeg arbejder på at sige højt, hvad jeg drømmer om. Drømme er drømme og ikke mål. Og får de lov at blive sagt højt, måske bare skrevet på en seddel for sig selv, så bringer de retning og mod.

Jeg vil fx gerne til New Zealand, jeg vil gerne holde foredrag og jeg vil gerne springe trampolin for sjov. Fordi det er sjovt. Fordi jeg kan. Jeg er ikke bange længere. Jeg er stærk og glad  – og gør det for mig selv.

Som forberedelse til at stå i en dragt igen i trampolindugen, har jeg fået en opgave af min dygtige behandler, som jeg har arbejdet med i to år: ”Forestil dig worst case scenario af, hvad folk vil sige til dig på sådan en dag og forbered dit eget svar. Hvis alle de tanker jeg har om andres tanker, i stedet blev sagt lige op i ansigtet på mig, hvad vil jeg så svare?”

Det har været en udfordrende øvelse og der er sikkert ting, der ikke er nogle, der har tænkt – og ting, jeg ikke anede, de tænkte. Det er det smukke ved tanker, de er private, og man kan ikke kende andres, medmindre man underøger sagen og spørger. Men nøj, hvor kan egne tanker om andres tanker fylde…

Den her øvelse bragte mange forestillede ting frem: ”Du er for gammel…”, ”Du er ikke tynd nok til at have dragt på…”, ”Du er jo ikke lige så god som du var – hvorfor så springe…?”, ”Du stiller kun op for at prøve at vinde…” for bare at tage et par stykker.

Og det har gjort mig skarp på svaret – på hvorfor samt skarp på mine værdier, som er mit kompas:

Jeg er 27, stærk og glad. At der ikke er nogle tilmeldte springere mellem mig og den næstældste deltager på 17 år, kan jeg jo ikke gøre noget ved. Det er ærgerligt, at der ikke er flere, der har lyst at blive ved at springe for at mødes på kryds og tværs med mennesker, man formentlig har kendt en ret stor del af sit liv. Trampolinfamilien.

Jeg er taknemmelig for, hvad min krop har klaret at blive udsat for. At komme væk fra landsholdet og væk fra vægtfokus og udseende, har givet mig så meget ro. Det har frigivet mentale ressourcer, der før gik med at tænke på, hvad jeg måtte og ikke måtte spise og om nogle dømte mit udseende.

Jeg føler, at min krop endelig arbejder med mig og ikke imod mig. Ud over de smerter jeg har fra fod og nakke (og som jeg faktisk er virkelig god til at holde nede), så kan jeg nærmest alt det, jeg gerne vil kunne. Resten kommer jeg rundt om. Parallelparkeringer, orientering på cykel, computerarbejde og baglæns kolbøtter er blevet mere udfordrende og jeg er ikke fan af mange bøger i skoletasken. Men alt mulig andet kan jeg. Jeg har mere power – også selvom jeg er tungere end den vægt, der var okay til at deltage med ved VM. Jeg besidder mere energi og glæde, og det er jeg taknemmelig for. Jeg er, som jeg skal være.

Nej, jeg er ikke lige så god i trampolinen, som jeg var og jeg laver ikke ”triff” lige nu – men er, på nogle områder, bedre nu (- synes jeg). Jeg er fx skarp på, hvad der er vigtigt i mit liv. Jeg føler mig gladere. Jeg sætter meget mere pris på de ting, der er mulige for mig, end jeg før har gjort.

Det er rigtig, det er ikke det springmæssige niveau jeg havde før, for jeg træner ikke – og kommer ikke til at træne så intenst – som jeg gjorde. Jeg har hygget et par måneder og har taget det til et niveau, hvor jeg synes det er sjovt og udfordrende på den gode måde.

Men citatet: ”Man skal slutte på toppen” lurer som en af de ting, folk kunne sige til mig, når jeg forestiller mig alle sige, det værst tænkelige højt i ansigtet på mig. Men hvilken top snakker vi om? Jeg synes, jeg er nået milevidt længere på nogle essentielle områder i mit liv og har et personligt projekt, om at gøre op med frygt og tvivl på mig selv. For mig handler det om at have muligheden nu. Det handler om sjove træningstimer i hallen med gode venner og den der fede følelse i maven, når et spring lykkes. Kontrollen. Flyveturen.

Er jeg så en sørgelig cirkushest, der lugter savsmuld? Eller er jeg en, der lader sig guide af, hvad der er sjovt?

Med ovenstående har jeg allerede svaret på det spørgsmål: ”Kommer jeg for at vinde?” Næ.

Jeg er sgu ligeglad. Bare at stå i dugen er en min sejr, men jeg vil som altid gøre mit bedste.

Der er nogle der er bekymrede for mit ve og vel. Det sætter jeg pris på, tak for omsorg og tanker. Min nakke er helet sammen, så jeg i praksis nu har fem nakkehvirvler i stedet for syv. Kald mig robocop! Grunden til jeg begyndte at småhoppe lidt for et halvt års tid siden var faktisk, at små mave- og ryglandinger giver den vildeste nakketræning, og jeg kunne ikke komme på noget nær så effektivt til at træne muskulaturen op igen. Og så var det jo tilmed sjovt.

Jeg skal selvfølgelig ikke lande på sammen måde en gang til, men at lyset i hallen slukker komplet sker forhåbentlig ALDRIG for nogle igen. Jeg laver spring, jeg er tryg ved, og jeg kan passe på mig selv i luften.

Og selvom jeg bliver øm (mest i foden) af at springe, så har den trænings-inducerede endorfin-release en yderst positiv effekt på mit humør og dermed også min egen smerteopfattelse. Selvom jeg får ondt af at hoppe, så får jeg mere godt-humør-og-dermed-nemmere-ved-at-ignorere-smerter ud af det. På bundlinjen giver det mening for mig, og det er jo det vigtigste.

Hvis du er nået helt herned, så vil jeg sige dig virkelig mange tak. Det betyder meget for mig at dele dette budskab, og jeg håber det har givet et indblik i, hvordan der er nogle overvejelser og meningsbaserede valg bag det hele. Kom endelig og hop med – det er sjovt! Jeg er ikke færdig med at springe trampolin, jeg har masser af legespring at arbejde med, indtil jeg tager til New Zealand på udveksling til sommer (som jeg satte mig for som et mål, da jeg kom til skade, det ville jeg ikke have kunnet, hvis jeg stadig var på landsholdet).

Eller kom og spørg, hvis der er noget i  teksten, der ikke giver mening. Det er svært at formidle 2,5 års ekstreme udfordringer og selvudvikling med alle de tanker og følelser, der ligger bag det hele – men ovenstående har måske givet et lille indblik.
Tak for din tid.

Kærligst, Maila

Foto: Christopher Mertz

Verbal berøringsangst og tabubelagt ærlighed

Nogle gange mærker man først tingene rigtig i kontrasten til det modsatte. Jeg uddyber denne lidt kryptiske sætning ved at tage afsæt i mine egne oplevelser fra foråret i år. Et forår, der har været ude i de følelsesmæssige ekstremer, men det er nogle gange netop disse, der er med til at give forståelse og perspektiv på ens egen til tider udfordrende, lille virkelighed.

 

Som baggrundshistorie tager jeg jer lige med på en lille tur tilbage til skytunge februar og en lidt angstprovokerende operation i starten af marts. For tredje gang skulle folk i kitler ind og rode i min venstre fod, mens jeg tog en narkoselur. Denne gang var det resultatet af slidgigten fra min skade i 2013 (se “Første gang tilbage ved tasterne…” med billeder og tekst der forklarer), der havde givet noget knoglevækst, så jeg røg ind på Hvidovre til en tur under kniven.

Det viste sig, at min skytsengel holdt ferie, så jeg fik sgu en omgang stafylokokker med. Not nice… Dermed også en firdobbelt forlænget sygeperiode til frk. Walmod. Og jeg bøvler stadig med efterveerne af venstre fod, der i et par uger var svulmet til halvanden størrelse af betændelse. Det tog ret lang tid at få bugt med bakteriekolonien, der havde forårsaget en del ravage inde i foden. Den har stået på genoptræning siden, og i dag over snart fem måneder efter kan jeg stadig ikke løbe, hvilket er jævnt træls… Men at være fanget på sofaen og afhængig af hjælp til nærmest alt var en kort genoplevelse af sommeren 2013 og rippede op i den gamle frustration og frygt – og så gjorde det smadder ondt….

Så operationen og stafylokokkerne fyldte pænt meget mit liv lige der, der sugede på udhungrede energireserver – mit humørlager blev brugt op! Jeg var ekstremt ked af det i de efterfølgende uger. Jeg følte mig isoleret og alene og uretfærdigt behandlet af en dum bakteriekoloni!

IMG_0279

 

Kontrastens afsløring

Nu har solen og sommerluften tanket op af humør og glæde, og det er både en lettelse og skræmmende at mærke på egen krop, hvor stor kontrasten har været til både stafylokok-frustrationerne, men faktisk også perioden inden. Nærmest siden jeg kom til skade med nakken har der ikke været den der boblende, ægte glæde nede i maven. Jeg hilser den velkommen igen af hele mit hjerte og skatter den endnu mere end nogensinde før! Det er rigtig: man forstår tit først værdien, når man har oplevet savnet. Man mærker først tingene i kontrasten til det modsatte.

Det har vært lidt svært at sluge; erkendelse af, at jeg måske egentlig har haft nogle lidt depressive måneder siden november 2016 og indtil solen for alvor kom frem i maj 2018. For der ligger et stigme i ordet depressiv og en underlig psykologisk oplevelse af det og social håndtering.
Jeg synes både det er svært at tale og skrive om. For der er noget tabu i ikke at have det godt. Vores Instagram-feed svømmer over med ”motivation quotes” og andre klicheer under billederne af folk fra deres gode sider, hvor filteret dækker over den grå hverdag. Billederne viser glimmer og glitter og udstråler at alt er godt. Men er det rigtig?? Aldrig har vi vist så meget glansbillede af eget liv (og jeg er ikke bedre selv!), og stadig hører man om ensomme mennesker og overfladiske relationer. Den virtuelle verdens glansbilleder er en del af det.

Jeg kan kun tale for mig selv, men tankevækkende og værd at dele er det da, at da jeg ikke længere var trampolinspringeren Maila, så følte jeg ærligt, at jeg ikke havde noget at vise på de sociale medier. Det har også været en side af identitetskrisen og af depressionen, men som er svær at sætte ord på.

 

Personligt har jeg også i mødet med andre mennesker oplevet nogle interessante mønstre, der er værd at give en tanke.

At komme fra hospitalssengen lige efter ulykken og til der, hvor jeg er i dag, har været en rejse med mange sider. Men især det første halve år, hvor alt i mit liv var revet op med rode, der lagde jeg filter over og byggede facaden høj og stærk, så omverden ikke skulle se den lille, sammenkrøllede udgave, jeg var. Jeg ville ikke engang selv erkende, hvor langt ude jeg var.

Men over det sidste halve år tog jeg det seriøst, jeg har arbejdet virkelig meget med stresshåndtering, mening og identitet og oplevelserne. Da jeg begyndte at være ærlig over for mig selv, så var jeg det stadig ikke på sociale medier. Jeg var bare stille.

Til gengæld begyndte jeg at kunne kommunikere, at jeg tog min situation seriøst. At det var bøvlet og mange dage ikke særlig fedt, for at udtrykke det meget pænt.

Dette brud med den facade, der før havde repræsenteret mig udadtil var til gengæld noget, store dele af min omverden havde svært ved at forholde sig til. Det er dette jeg egentlig gerne vil kaste lidt lys på. Det er kun mine egne tanker og ikke skrevet med en løsning dertil. Men som et emne, der er værd at skænke en tanke. Når man bryder med glansbilledet og facaden og er ærlig omkring hvordan det egentlig går…

 

”Hvordan går det?”

Det er en norm og smaltalks-åbner at spørge, hvordan det går, eller hvordan den anden har det. Og dertil hører der som regel et standard-svar uden hold i virkeligheden. Fint nok. Helt fint. Udmærket. Travlt men godt. Meget at se til. Andre lignende svar, der favner bredt og ikke siger noget. Men når man svarer, at det er sgu lidt svært i øjeblikket (som også kan være en underdrivelse), så indtræder en spøjs berøringsangst. Det er et svar uden for normen, og pludselig gælder smaltalk-manuskriptet ikke længere. Den spørgende skal forholde sig til at svare uden for kategori. Og det er vi danskere faktisk ikke særlig gode til at håndtere. Blikket flakker, akavetheden står på spring og der ledes i mentalt i manus efter hjælp til denne uregelmæssighed, med der er ingen.

Der er mange, der har lyttet og hjulpet og været der for mig, det er vigtigt at understrege. Jeg er evigt taknemmelig, og I er grunden til, at jeg har mod og kræfter på at skrive det her, for at fortsætte mit studie, kaste mig ud i et nyt job og igen at have overskud til at søge ny viden.

Men undervejs er der også mange pligtspørgsmål, der har holdt mig fanget i mit eget glansbillede. Låst fast bag facaden, mens den hælder faretruende og krakelerer på bagsiden.

 

Jeg startede med at svare, at det da gik fint. Det var løgn. Da jeg erkendte, at det sgu ikke rigtig gik særlig godt, så kunne jeg pludselig arbejde med mig selv og begynde opstigningen fra et sort hul. Men det var skræmmende at mærke, at det ikke at have det godt næsten skaber lidt berøringsangst og akavethed i samtalen. Måske er vi alle sammen så pressede omme bagved vores egne facader, at der ikke er plads til at rumme andres problemer.
I så fald vil jeg bare nævne en sidste ting: Når der er en der har modet til at være ærlig, så husk at anerkendt det og lyt uden at løse deres problemer for dem. Havde løsningen været ligetil og bare lige, så var den udført. Der er en grund til, at der er handlet, som der er. Bryd med berøringsangsten, det er okay, at det ikke altid går godt. Det kan virke tabubelagt ikke at have det godt, men husk at under filteret har vi alle vores kampe. Og dem der er modige, er dem der tør forholde sig til det og træde ud af skyggen fra facaden. Det kræver mod at være ærlig.

”Jeg stopper aldrig i en dårlig periode”

Som lovet er her et follow-up på mit sidste blogindlæg. Og som jeg teasede, så kommer det til at handle om, hvordan man kommer igennem hårde perioder.

Har du prøvet det? Bare at tænke: “jeg kan ikke mere” eller “det kan være lige meget”. Det tror jeg, alle kommer igennem. Faktisk håber jeg, alle kommer igennem det. Det kan lyde mærkeligt. Men det bunder i, at jeg ønsker for alle, at de får muligheden for at vokse. Lære. Udvikle sig. Det er udfordringerne, der får os til at vokse, for det er ubehaget, der giver os kræfter til at mærke vores værdier.

Men det valg kan også blive taget på de forkerte præmisser, hvor impulsive følelser får en tunge og lumsk præsenterer den nemme vej, der ikke er den rigtige vej i forhold til egne værdier. Så er det frustrationens ord, der får plads til at påvirke vores beslutning, i stedet for indsigten fra arbejdet med sig selv. Det er dét, jeg gerne vil komme ind på. Valget, og hvornår man kan vælge at tage det og på hvilken baggrund.

 

Jeg har ikke været særlig gammel – 12-13 år måske – før jeg stødte ind i de første større udfordringer i min trampolinkarriere. Jeg blev blandt andet skadet, og det gjorde mig ked af det og frustreret. Mine forældre spurgte, om det måske ikke var en idé at prøve noget andet, skrue lidt ned for ambitionerne eller holde en pause. Og allerede på dette tidspunkt, der formulerde jeg selv sætningen: ”Jeg stopper aldrig i en dårlig periode”. Den sætning har måske været den vigtigste i hele min aktive karriere!

 

Når folk hørte at min far og jeg begge sprang i trampolin, så var der ofte skepsis over, at han i en alder af 35 år var startet. Men det var fantastisk at dele sporten med min familie. Senere blev han træner, og så skiftede det til fordomme omkring forældre-pacen og prestigeprojekt gennem sit barn. Det kunne ikke være længere fra sandheden! Det var nemlig fortsat mine forældre, der når min verden ramlede spurgte, om jeg måske ikke skulle overveje at finde noget andet?? Svaret var det samme. Jeg nægtede at tage den beslutning, mens jeg var følelsesmæssigt ramt, uanset om det var skader eller andre udfordringer i mit liv, der gjorde det svært at holde humøret højtflyvende. ”Jeg stopper ikke i en dårlig periode”. Det kom indefra og har holdt mig i min sport, selvom det har været et bumpy ride. For det var vigtigt for mig. Det betød mere end det midlertidige ubehag. Om det har været krop eller psyke, ydre eller indre omstændigheder, overkommeligt eller fuldstændig uoverskueligt, så har jeg holdt mig til, at jeg ville kæmpe mig tilbage og tage beslutningen, når jeg ikke var farvet af situationen. Og selvom især min krop sgu ikke har været min bedste og ikke særlig pålidelige samarbejdspartner i min karriere, så har udfordringerne styrket mig og bragt mig dertil, hvor jeg er idag.

 

For at vende tilbage til hjernefixet, podcast-lytningen hver gang jeg skal transportere mig selv rundt i landet, så var der en ting mere i podcasten, der ramte mig. Mens jeg hørte Tom Bilyeu interviewe Nastia Liukin, hørte jeg det samme princip forklædt i andre ord.
I podcasten ”Impact Theory”, som jeg også i sidste indlæg refererer til, fortæller Nastia Liukin om, at det var hendes mor, der havde samme tilgang, som jeg har haft. ”Don’t take the decision on a bad day”. Når Nastia kom hjem og græd og ikke ville gå til gymnastik, så var hendes mors svar, at det var helt ok, og hun måtte godt stoppe – bare ikke i dag. Hun sendte lille Liukin af sted igen. Og ventede til den næste gode dag, den gode træning. Så spurgte hun sin datter: ”Vil du stadig gerne stoppe?”, og pludselig var det slet ikke noget Nastia havde sagt noget om! Nej, det var ikke Nastia, der havde nævnt noget om at stoppe 😉

Uanset om det er som atlet eller som pårørende til en atlet – eller bare i ens eget liv – så er det vigtigt, at beslutningerne om, hvorvidt man vil fortsætte eller ej skal træffes med en klar hjerne på en dag, hvor man ikke er farvet af vrede og frustration.

 

Det har været ekstremt udfordrende for mig ikke at prøve at kæmpe mig tilbage til trampolin igen efter jeg brækkede nakken, koste hvad det ville, men jeg har frygt i kroppen, som ikke har været der før. Man skal ikke springe seks meter rundt i luften, hvis man er bange for om det går galt. Så gør det!
Derfor bruger jeg princippet mere generelt – jeg tager store beslutninger om aspekter i mit liv, når jeg har overskud og ser klart. Jeg kæmper for nye mål. Jeg har lige tilmeldt mig en coachuddannelse, der giver mig mening og værdi. Jeg er i gang med min bachelor på KU, der tager mig mod mine mål, selvom jeg undervejs har været en knivsæg fra at give op. Jeg stopper ikke i en dårlig periode. På den anden side af nedturen kan jeg tage det livsændrende valg. Der har jeg fået indsigt i og forståelse for, hvad der vil være det bedste for mig.

"Sometimes courage doesn't roar. Sometimes it is the small voice whispering through the fear: you can do it" @walmod
“Sometimes courage doesn’t roar. Sometimes it is the small voice whispering through the fear: you can do it” @walmod

Arbejd sammen med din indre femårige

Min nyeste fix er podcasts. Sikke et genialt medie, jeg er fan! Det imødekommer min gode egenskab, lysten til at lære nyt, og så min udfordrende egenskab, altid at proppe kalenderen op til bristepunktet, fordi jeg på områderne tidsestimering og lær-at-sige-nej stadig har lidt at arbejde med. Med en podcast kan jeg flyve rundt fra det ene til det andet og stadig blive udfordret på mine synspunkter, få mere viden, få et godt grin og få redskaber til at se indad.

For jeg følger flere podcasts, så jeg når hele følelsesrepertoiret igennem, hvilket jeg har en idé om er sundt i øvrigt. Og for nyligt hørte jeg en udsendelse med Nastia Liukin, der var en fantastisk gymnast som aktiv og vandt blandt andet OL-guld i All-Around i Beijing 2008 og nu er blevet bosslady i det amerikanske. Hun blev interviewet af Tom Bilyeu i hans podcast: ”Impact Theory”. Mit danske jantelovs-mindset har det lidt stramt med nogle af de amerikanske titler (fx school of greatness) på coach-podcast og lignende, men jeg debatterer stadig med mig selv om, hvorvidt det er titlen eller mig, der burde udvikle sig lidt… Man kan sige meget om USA, men derovre er det sgu tilladt at være stor i slaget, og det har også sine værdier! Og uanset hvad, så tager de fat i enormt spændende mennesker, der i den grad beriger med deres livserfaringer.

Skærmbillede 2018-03-05 kl. 21.58.04Anyways, så er Nastia Liukin en person, man gerne vil høre mere om og mere med. Hun er velformuleret, velreflekteret og velkendt for sin sportslige succes – men hendes mål er at være mere end ”en guldmedalje til OL” og at gøre en forskel for andre og sætte sit præg på anden vis end gennem sin sportspræstation. Det er virkelig værdier, som jeg kan relatere til og værdsætter, og som jeg virkelig beundre hende for at sætte ord på. Jeg nåede ikke international succes på det plan, som hun har. Jeg er stolt af de ting, jeg formåede i dansk trampolin, men det har virkelig været svært for mig at finde mig selv uden min sportsidentitet efter min ulykke. En af de ting, der virkelig giver mening for mig nu er på samme vis kunne gøre en forskel for andre. Derfor lyttede jeg interesseret på cyklen gennem Københavns gader og i bilen (desværre også gennem Københavns gader – ikke anbefalelsesværdigt!).

Der var to ting, jeg virkelig bed mærke i, i podcasten. Haps! Det var to ting, der var interessante ud over det sædvanlige (for synes faktisk det meste af det, jeg finder frem i min lilla podcast-app, er virkelig spændende… læringsnarkoman…). Jeg starter med at dykke ned i den første her i dette indlæg (så er det både overskueligt at læse og skrive det her):

 

Drøm ikke stort – drøm ”større”!
Den ting, jeg især tog med, var hendes motto. Hun siger:

”Dream bigger, work harder”

Og det går jo direkte ind i en ex-atlets hjerte. Men formuleringen er det, der interesserer mig. Ikke ”Dream big, work hard”. Den har vi hørt før, apropos USA. Den er flosset i kanten og har tabt lidt værdi undervejs i sin popularitets voldsomme brug diverse steder. Men ”Dream bigGER” og ”Work hardER”. Det er essensen i Luikins motto, der ramte! Det handler om mere end bare sport. Det handler om at udvikle sig generelt.

Hav mod til at udvide din horisont.

Sæt baren lidt højere.

Tænk lidt større.

Gør lidt mere.

Giv lidt mere af dig selv.

Så bliver det jo spiseligt! Også for vores lille reptilhjerne, der forsøger at passe på os ved at undgå udfordringer, der kræver noget af os. Den, vores reptilhjerne, er som en lille, vranten femårig (metafor tyvstjålet fra Mette Bloch), der kun gider tage kampe, den kan vinde, og så vil den faktisk helst bare gøre det, den plejer. Energisparende og trygt, ja – udviklende? Nej. Præsenterer du den del af din hjerne for et pludseligt, storstilet projekt af en drøm kreeret i frontallappen, så er der panik i den mentale børnehave omme bagved! Og når vores egen reptilhjerne ikke tror på projektet og faktisk arbejder imod, så bliver det svært. Så rækker ”work hard” ikke.

Dem, der har succes med deres mål og drømme, er ofte også dem, der forstår at præsentere deres personlige, lille femårige på øverste etage for spiselige delmål. De bryder planen op i bidder, gør det til enkeltstående etaper, og så kan den lille, rigide femårige faktisk godt lokkes til at være med på cykelturen.

Så det er en vigtig sætning. Hav modet til at drømme større og arbejde mere. Ikke bare arbejde “hårdt”, for det er stort og diffuset. Hvilket skala bedømmes det i øvrigt på? Nej, hårdere, relativt til dig selv. Bare lidt mere og lidt hårdere. Med den tilgang, så arbejder du sammen med dine impulser mod et større mål og mod succes med at nå det.

 

Med det sagt, så afrunder jeg for i dag. Jeg kaster mig næste gang over en anden ting som frk. Liukin og jeg er meget enige om. Jeg har ikke før hørt andre formulerer det før, så jeg blev meget begejstret omkring Nørreport på cykel. Jeg har i hele min egen karriere selv levet efter det – det kommer til at handle om, hvordan én principiel beslutning havde enorm betydning for at blive ved (i min sport) i hårde perioder. Stay tuned!

– Maila xx

Ændret titel og ændret tema

Denne blog har undervejs skiftet karakter flere gange. Først var det en rejse- og træningsblog om mit ophold i Tyskland, så det var muligt at følge med i min hverdag i Bad Kreuznach. Men at bo alene i Tyskland satte gang i en personlig udviklingsproces, hvor jeg blev opmærksom på, hvordan arbejdet med tanker, mønstre og handlinger gav forståelse og indsigt og på denne måde løftede mit niveau – både som atlet og som menneske. Det startede en proces, der tegner til at blive livslang for mig. Ved at arbejde med sig selv, åbnes potentialet til at komme endnu længere og endnu friere, end jeg havde drømt om, da jeg pakkede kufferten og kørte sydpå til en smuk kurby ved floden Nahe i Rheinland-Pfalz. Det gav modet til at arbejde med de ting, man egentlig ikke har lyst til at hive frem i dagens lys. De ting, der er nemmest at gemme nederst i hjernekisten. De ting, man virkelig lærer af at tage frem alligevel!

Da jeg så kom til skade med min fod i sommeren 2013 skiftede bloggen navn og formål – nu blev det mere præget af mine tanker og min udvikling omkring arbejdet med en identitetskrise og kampen for at komme tilbage til trampolin med de mange op- og nedture og bump på vejen, som det indebar.

Så startede jeg på universitetet i sommeren 2016, og denne nye situation var problematisk; det blev MEGET småt med timerne. Jeg var hele tiden bagud med studierne, så desværre prioriterede jeg ikke at skrive på bloggen – det havde ellers været spændende i dag at have set tilbage på den limbo jeg var i, hvor jeg forsøgte at toppræstere i min sport og stadig gøre det godt med mit studie og med mit job. Det gik mildest talt dårligt. Jeg formåede at hive mig selv hårdt op i nakkeskindet til efterårets konkurrencer og eksamener, men resten af tiden sejlede jeg rundt i en stressbobbel, som har gjort, at jeg faktisk ikke helt kan huske det første halve år på studiet…

Og så brækkede jeg nakken i slutningen af november 2016.
Der splintrede min verden, min selvopfattelse, mine mål og min identitet i tusinde stykker krydret med et rodet break-up med min daværende kæreste. De efterfølgende måneder har været det værste, jeg til dags dato har prøvet, og jeg kan først nu, et år efter, være glad for den læring, jeg har fået af det. Og stadig ved jeg ikke helt, om jeg ville ønske det for en anden uanset hvor meget klogere jeg er blevet på mig selv undervejs!
Mens det stod på, havde jeg det virkelig ringe. Men hvor havde det været spændende at kigge tilbage på de tanker og følelser, jeg kæmpede med. De helt store spørgsmål som: Hvem er jeg? Hvad er meningen med mit liv? Hvad skal jeg? Hvordan kommer jeg videre? Det var en omvæltning fra det strukturerede atletliv med det store flammende mål om rekorder og OL lysende i horisonten hver eneste dag og så til en meningsløs gang leverpostej af en tilværelse, hvor intet rigtig betød noget for mig i kontrast til før, og hvor jeg ikke kunne komme ud af ubehaget. Det har heldigvis ændret sig drastisk 🙂

Fantastiske mennesker har hjulpet mig til der, hvor jeg er i dag. Og i går tog jeg mod til mig og skrev for første gang i halvandet år et blogindlæg, der både gav mig tårer i øjnene, fysiske smerter, psykisk ubehag og også en følelse af lettelse. Jeg kunne! Jeg fik endelig noget ned på skrift igen! Selvom der er gået lang tid, så kan jeg godt tænke sammenhængende nok til at skrive, og jeg startede med den svære del: Jeg beskrev mit uheld “Da alt blev sort“.
Det er ikke så hyggelig læsning. Jeg har prøvet at indfange mine tanker og følelser, mens det skete så godt som muligt. Så hop kun ind i det blogindlæg, hvis du ikke kender historien om min skade og er nysgerrig til trods for min lille advarsel.
Ellers lad være og følg i stedet med fremadrettet, hvor jeg vil forsøge at komme til tasterne (i det omfang mit hoved kan følge med) og sætte fokus på små ting, der har gjort en forskel for mig, og som jeg kan give videre. Jeg er mit netværk evig taknemmelig for den hjælp, de har givet. Jeg ønsker at kunne give noget videre til andre, som folk har givet til mig. Uanset om det er et smil på en regnvejrsdag eller dét råd, der gjorde, at en anden fik nyt perspektiv eller følte sig styrket til at komme videre med et projekt eller med sig selv, så er det meningsfyldt for mig.
Der er ikke OL-drømme længere – og det skær stadig i mit hjerte, at jeg aldrig nåede at lave to trippelsaltoer i en øvelse, som var et af mine brændende mål som trampolinspringer. En rekord i dansk øjemed, som jeg gik hårdt efter og næsten nåede… Kun næsten. Men jeg har endelig fundet ny inspiration; jeg har blandt andet lyst til at skrive igen. Endelig.

Jeg håber, du har lyst at læse med.

Kærligst,
Maila

Da alt blev sort

At skrive har før været en del af min selvterapi med et dobbeltsidigt formål: Dels selv at få sat ord på tanker og følelser og dermed afdramatisere, neddæmpe, og nedproportionere dem, så de pludselig fik et realistisk perspektiv. I mit hoved bliver det uudtalte større end det egentlig er. Men at skrive gav mig også usigelig glæde ved at bringe idéer og erfaringer videre til andre, der enten kunne bruge det, lære af det eller blot få et andet syn på det emne, jeg berørte. Så jeg har savnet det! Ingen tvivl om at jeg har savnet at skrive. Men det har simpelthen gjort for ondt.

 

Først nu, 15 måneder efter jeg landede på baghovedet i mørke, mærker jeg hvordan gamle, savnede sider af mig selv for alvor er kommet tilbage. Skrivelyst, skabertrang, nysgerrighed og nærvær. Det har alt sammen været druknet i frygt, frustration og fysisk og psykisk stress. En bunke af sammenfiltrede tråde. One hell of a mess! Efter min skade i 2013 med min fod havde jeg forsigtigt fået rettet trådende ud og kunne også se, hvor de førte mig hen og hvad meningen var. Der var knuder, ja. Og med et idrætsstudie, et arbejde og en 20-timers træningsuge, så blev knuderne flere og jeg mistede lidt overblikket over trådene. I efteråret 2016 var jeg ret udtalt presset mentalt så meget, at jeg ikke kunne lave mine spring og havde voldsomt lost move på mine barani’er i trampolintræningen. Jeg kunne ikke slippe for den kroniske og hele-tiden-tilstedeværende dårlige samvittighed. Det påvirkede søvn, parforhold, træning, studie, sociale relationer og egen selvtillid. Det filtrede sammen. Og jeg stoppede ikke op og tog mig tiden til at løsne knuderne. Dette var uholdbart. Det kan jeg sagtens se i dag. Det kunne jeg ikke der. Mest af alt kunne ingen forudse, hvordan den situation skiftede brat – så brat som hvis man slukker lyset. Og mine livstråde blev flået fra hinanden, hvirvlet rundt og viklet sammen som aldrig før.

 

Jeg vil for første gang skrive ned, hvordan det skete. Bogstaveligt, hvordan lyset slukkede, mens jeg sprang og hvordan jeg dermed kom til skade. Jeg troede aldrig jeg skulle sige dette, men at have prøvet en anden stor skade og at have kæmpet mig ud af det er jeg i dag glad for, for det har været med til at få mig igennem denne flintrende identitetskrise, der for alvor ramte den sidste søndag i november 2016. Jeg har prøvet at indfange i ord så meget af det, jeg husker fra ulykken, som muligt.

 

Da alt blev sort

Jeg havde skiftet til landsholdsdragten, den flotte af dem. Filmfolkene fra produktionsselskabet var delt op nu, så nogle var gået med 2x Jesper op og skyde en interviewdel, mens nogle stykker blev nede i hallen med mig og skulle filme min ”blærerunde”. Det var gået brandgodt indtil nu. Vi havde lavet træningsdelen til underholdningsprogrammet “5. Halvleg”, hvor de to holdkaptajner havde lavet opvarmning og træning med mig som træner. Der var rosende ord om min optræden so far, der gjorde mig glad. Men det fjernede stadig ikke helt nervøsiteten over at skulle springe i dragt nu og få det optaget. Min far stod på siden med måtten, og jeg havde varmet op. Første tur blev kun til den første del af en sekvens, for mit problem med barani’er tittede frem med sit grimme ansigt. Men jeg vidste, jeg kunne undertrykke det ved at fokusere voldsomt og udføre den næste serie så ”konkurrenceagtigt” som muligt. Med stålsat blik startede jeg indspring og kom helt op i tophøjde og satte af til min obligatoriske øvelse. I startspringet, strakt baglænder til mave, registrerede jeg perifært i mit fokus, at der var imponerede bifaldende kommentarer om springhøjden. Jeg spændte min krop og lagde armene helt ind langs siden og koncentrerede mig om at gøre mit bedste, som var det en konkurrence for på denne måde at undertrykke min frygt for barani. Havde det dog bare været det eneste problem den dag…

Jeg landede på maven og trykkede af til den efterfølgende baglæns salto fra mave som mit spring nr. to ud af de ti i min obligatoriske øvelse. Trampolinen kastede mig op i luften, mens jeg så ned og begyndte min sammenlukning i fuld kontrol. Og så blev alt sort.. Ikke bare mørkt, nej sort. Helt sort! Jeg var stadig på vej opad, men pludselig kunne jeg intet se. Selv nødlysene i hallen var slukkede. Instinktivt udbrød jeg et højfrekvent, halvkvalt råb: ”Måtte!” inden min hals snørede sig sammen i frygt (træneren, den dag min far, står med en tynd måtte, som kan tage lidt af rebounce). Og så var det som om alt skete uendeligt langsomt og ekstremt hurtigt på en gang.

Normalt ville jeg skulle rette kroppen ud for et bremse saltoen, svæve strakt og spændt ned og lande i balance på fødderne. Men min grundtræning som trampolinspringer havde også lært mig, at hvis man mister orienteringen i et spring, så skal man holde arme og ben krummet sammen og dermed sikre ikke at skade dem eller skade ryggen ved at være strakt ud. Jeg overvejede dette i de uendeligt lange splitsekunder og valgte at beholde den sammenlukkede position, mens jeg panisk kiggede efter bare det mindste tegn på, hvad der var op og ned. Hvor var dugen? Hvad med min skadede fod? Jeg kan da ikke lande i mørke? Hvor er jeg? Please, bare lad mig få øje på et eller andet. Der var intet. Der var kun sort. Jeg mærkede det knuge i maven. Hvorfor tændte lyset ikke? Hvorfor helvede var der ikke bare et eller andet, jeg kunne se?!

Jeg vidste fra den indre timing opbygget gennem 17 års trampolinkarriere, at jeg snart ville lande. Jeg prøvede at passe på mig selv og var krummet sammen og spændt i kroppen, men uden at ane, hvor langt jeg var rundt i rotationen. Når man er fem meter oppe i luften i trampolinspring og er vægtløs under vejs på toppunktet i hvert spring, så er man ekstremt afhængig af sit blik uanset om det er en enkelt eller tre saltoer man udfører. Og jeg kunne intet se.

Så ramte jeg trampolinen fuldstændig blind. Jeg havde ingen chance for at vide præcis hvornår og med hvilken kropsdel. Med en underlig blanding af panik og overvejelser om strategi i luften var jeg chokeret over, at det var hele bagfladen af mit kranie under min højtsiddende knold, der var første touch down i den forfærdelige flyvetur i uvisheden. Det efterfølgende kvarte sekund blev resten af min krop trykket ned over, så mit brystben trykkede hårdt mod min hage. Mine tænder klappede hårdt sammen, og jeg nåede at tænke ”godt min tunge ikke var i mellem” – inden smerten eksploderede. Da jeg ramte bundpositionen for trampolindugen, hvor alle fjedre var spændt ud og nu begyndte at trække den modsatte vej op, mens min krops tyngde – ganget med flere G-kræfter – trykkede ned, skete et granatnedslag af brændende jag på bagsiden af min nakke; så voldsomt, at jeg ikke kan beskrive det med ord. Det gik også så stærkt, at jeg ikke kunne nå at tage stilling til det, for ulempen ved den smukke sport, som jeg elsker så højt, er, at når man lander på en trampolin, så ryger man op i luften igen… Min krop blev trykket fuldstændig sammen, mens min nakke bukket under mig, og blev derefter sendt op i luften igen uden luft i lungerne og i fuldstændig chok.

Så tændte lyset, og det jeg havde set efter så længe, fremtonede med et foran mine søgende øjne. Det første jeg så var, at trampolinen kun en meter væk, mens jeg igen hang vægtløs i et splitsekund og så begyndte at falde ned mod den. Jeg var røget lidt skævt op efter den første landing i mørke og var nu på vej ned på trampolinens metalramme dækket af blå kantpuder med ansigtet først. Det blå kom meget hurtigt imod mig.

Instinktivt rakte jeg ud mod trampolinen og tog fra med hånd og hofte, mens jeg vidste, at jeg ville falde ud over kanten og ned på gulvet efterfølgende. Jeg sørgede på autopilot for at passe på både min venstre fod og min nakke, som gjorde så ondt, jeg ikke helt kunne opfatte det midt i det hele. Med hånd og hofte havde jeg afbødet første kollision med trampolinens kant, og nu måtte jeg lynhurtigt med højre fod tage imod og afbøde det næste fald på over en meter ned på gulvet. Jeg tog fra med hænderne og kom til sidst ned på ryggen. Der var lys. Jeg var på gulvet nu. Og så kunne jeg give plads til den vanvittige smerte fra min nakke, der jog igennem mig og fik det til at sortne lidt for mine øjne.

Luften var stadig trykket ud af mig, så jeg ikke kunne sige noget, men jeg kunne hellere ikke få mig selv til at bevæge brystkassen for meget for at gøre noget ved det, for min nakke gjorde så ondt, at jeg ikke kunne være i mig selv. Chok, panik og frygt borede sig dybt ind i mig hjerte. Det her var ikke, “av-jeg-har-revet-min-fod-i-stykker-med-ti-knogler-af-led-og-nogle-brækkede-og-ledbånd-revet-itu” som jeg havde prøvet i 2013. Jeg kan ikke beskrive smerten den dag i dag. Det var så voldsomt, at jeg ikke kan finde noget at sammenligne med. Stadig åndeløs, og inden folk nåede at reagerer, vidste jeg, at den var hel gal. Inden jeg overhovedet nåede at trække vejret ind gennemsyredes jeg af frygt og testede, om jeg kunne bevæge mine fingre og mine tæer. De reagerede på min kommando. Et lille strejf af lettelse strømmede igennem mig, men den altopslugende smerte vendte herefter tilbage, mens jeg lagde hænderne på siden af min nakke og svagt med den lille smule luft jeg havde fået ind sagde: ”ring efter en ambulance”.

Min far kom over på min side af trampolinen og frygten stod malet i hans ansigt, men jeg kunne ikke tage mig af det. ”Ikke røre mig!” fløj ud af mig, nu med en anelse mere lyd. Av, jeg havde så ondt! Og selv den mindst bevægelse fik den voldsomme smerte til at tage nye højder. Jeg gentog, at de skulle ringe efter en ambulance, da filmfolkene kom over. ”Ring 112 nu!”. Den smerte var ikke normal. Aldrig har noget kunne gøre så ondt. Jeg vidste, at noget var helt galt. Det vidste min far også. Han kunne se det på mig. Jeg kan tolerere meget, men det her var på grænsen til at få mig til at besvime. Han var grå i ansigtet og ville bare gerne holde om mig, men det var det sidste han måtte lige der.

Chok og frygt fik mit bryst til at snøre sammen, men det gjorde så ondt, at jeg vidste, at jeg ikke kunne græde. Jeg kunne ikke hulke. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg ønskede faktisk, at jeg besvimede for at slippe for den pine, det var bare at ligge og forsøge at trække vejret uden at røre mig.

Ingen vidste præcis hvad der var sket. Jeg måtte gentagende gange sige, at det var min nakke, at jeg i mørke var landet på hovedet. Alt folkene i hallen havde set var mit crash ud på kanten af trampolinen og ned på gulvet. Men det var jo ikke der, det var sket for pokker! Tårerne pressede sig på, mens jeg prøvede at forklare, hende der ringede til ambulancen, at det var min nakke, og at det var seriøst.

Du må ikke græde Maila, det kan du ikke holde til”. Enkelte tårer løb ned af mine tindinger, mens jeg lå på ryggen og holdt om min nakke, der brændte under mine håndflader. Hvorfor snurrede det sådan i mine hænder? Det skræmte mig. Samme fornemmelse, som hvis man slå albuen ind i noget. Med fysiologividen fra mit studie, vidste jeg godt, at det er et slag på en yderligt liggende nerve, der får det til at snurre i hele hånden, når man banker nervus ulnaris ind i noget. Nerve… Fuck! Og hvad med studiet? Ikke nu. Ikke hulke. ”Snak med mig, jeg må ikke hulke”, sagde jeg spagt til dem omkring mig. Det blev filmholdets runner der prøvede at distrahere mig, en ung gut med falck-kursus, der sad og holdt mit hoved stille som jeg lå ved siden af trampolinen. Min far kunne ikke. Han var uden ord og nærmest lige så tæt på at besvime som mig. Vi var begge skræmt fra vid og sans. Og smerten var så voldsom, at jeg var nødt til at blive ved at sige det højt og få dem til at snakke til mig. Jeg bad til, at det snart ville holde op. At det ikke var ægte. Men det var det.

Jeg var så bange at jeg ikke helt kunne rumme det. Min forsvarsmekanisme slog til. Benægt! Full denial. Midt i det hele plaprede jeg også løs om, at vi måtte filme det en anden dag. De seriøse miner rundt omkring mig gjorde mig endnu mere bange. Jeg fortsatte med at ignorere den lurende tnke om, hvad det her potentielt kunne have af konsekvenser.

Dem, der havde været oppe og filme interview kom ned. Flere angste blikke og alvorlige ansigter flimrede forbi. Tårerne pressede på, og jeg holdt min vejrtrækning i kontrol ”Når jeg er klar igen, må vi filme det, så jeg kan vise trampolin ordentligt”, kom det fra mig igen. Dagen var startet så godt? Hvad fanden var der sket? Ambulancefolkene kom endelig.

Det var vist længe siden, de havde haft en alvorlig case, for de fumlede og virkede inkompetente, men fair nok, de var også lidt hylet ud af den af mine dessiner om, hvad der var sket og hvad jeg havde testet og hvad jeg skulle have – nu! Tankerne tumlede rundt. Kom nu i gang! Den er hel gal med min nakke. Fuck! Hvorfor gør det SÅ ondt?? Giv mig morfin nu! Jeg har sagt, jeg ikke er fucking allergisk… Jeg vidste at mine nerver måtte være intakte i en vis grad, for jeg havde testet flere gange, at jeg kunne bevæge fingre og tæer. Men den der snurren… Ikke nu!
De fik mig endelig på spineboard efter andet skud morfin og ud i ambulancen. Jeg var omtumlet af smerterne, og det var stadig ikke taget af, selvom jeg havde fået to doser. Efter fjerde skud morfin i ambulancen tog det lidt af, men gjorde mig også endnu mere omtumlet. Køreturen til Køge Sygehus var forfærdelig. Det gjorde stadig ondt hele tiden, men på en skala fra 1 til 10 var vi nu nået lidt under topscorer. De havde klassisk spurgt, da de kom ”på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er fint og 10 er det værste, du…” – ”10!” afbrød jeg og mente mentalt 20… 100… AV! Hvordan kunne noget gøre så ufatteligt ondt? Jeg lå på en solid 9’er i ambulancen, men hver gang chaufføren gassede op eller bremsede, så blev det værre. Den mindste bevægelse kunne jeg mærke.
Det viste sig, at jeg egentlig ikke havde brækket nakkehvirvlerne, men den tætteste betegnelse ville stadig være “brækket nakke”. For selvom hvirvlerne næsten var intakte (der var noget flængeværk), så havde jeg til gengæld revet alle muskler og ledbånd over på bagsiden af nakkens hvirvler og ødelagt diskusskiverne imellem. Den enorme blødning helt ind i mellem hvirvlerne var det, der blandt andet gjorde så ondt og gjorde mig så sensitiv til bilens bevægelser. Men der vidste jeg det endnu ikke. Jeg lå bare og koncentrerede mig om ikke at hulke.

 

Modet til at kigge indad

Der er mange tanker og oplevelser fra hospitalet også, som ikke er til i dag. Kort kan jeg sige, at jeg allerede lige efter skaden var sket fortsatte med fuld benægtelse af min situations alvorlighed. Det har været godt på nogle områder og hjulpet mig i den første tid efter operationen. Men det har også ulemper. Og jeg har faktisk ikke helt forstået alvorligheden den dag i dag. Jeg kunne være død eller lam, hvilket mit rationelle Jeg måske godt lidt kan forstå. Men jeg har ikke oprigtig følelsesmæssigt forstået det. Måske lidt nu? En lille del… Jeg har det i hvert fald mærkeligt lige nu mens jeg skriver det her, og skal lige sluge den genoplevelse. Det har givet mig ondt i nakken og knugen i brystet. Mega ubehag. Puha.. Der er fortsat arbejde i det her!

Hvis man skal løse knuderne, så kræver det først og fremmest, at man erkender de er der. Næste skridt er at turde sætte sig ned i skrædderstilling og se på virvaret af hårdt sammenviklede bånd. Men det er skræmmende. At se på sig selv og sit forvredne indre med dets knuder. For frygten er der – frygten for, at det ikke kan løses, og at det måske filtrer endnu mere sammen. Men også frygten for oplevelserne, og den smerte de kan bære med sig.

Jeg har ikke turdet at se på den knude, der blev bundet stramt inde i mig den dag, da lyset slukkede mens jeg sprang. Det har været et seriøst udfordrende år for mig efter den dag. Jeg har løst mange andre knuder, der virkede uløselige for et år siden, og jeg er nået langt i min spændende rejse de sidste 15 måneder. Men nogle knuder har jeg vendt det blinde øje til. Jeg er stolt af processen og kan i dag se alt det, jeg har lært og er ved at lære af situationen og de døre, der er blevet åbnet – et perspektiv, der først inden for de seneste måneder er kommet! Jeg er blevet helt ferm til det med livets bånd. Og det giver modet til at tage det næste skridt. For ja, det kræver mod at forsøge at få fat i de små tråde, der får den stramme knude til at løsne sig op og transformerer den til en endnu mere uoverskuelig redelighed af kluddermor til at starte med. Og det kræver tålmodighed, vedholdenhed og tro på projektet, at blive ved til knuden er løst.

IMG_2164
Fra hospitalet inden operationen. Foto: Rasmus Dalberg Jørgensen

Fede forhold for vores orangeklædte konkurrenter

Der var sgu ret nice i Holland! Det har været virkelig inspirerende at se og opleve det setup, som nogle af Hollands bedste atleter træner i i løbet af den sidste halvanden uge.

13884400_10153761719814562_1199020097_n
Jeps – de har også gratis vask og tørretumbling! Jeg var så heldig at få lov at låne adgangskortet fra en af pigerne, for jeg havde slet ikke taget nok shorts og toppe med til alt det solskin vi fik 😉

Jeg har været med min kæreste på træningslejr i Papendal Olympic Training Center tæt ved Arnhem i Holland. Jeg fik lov at være lidt med i styrkelokalerne (ja lokalerne, der er nemlig flere, og de er virkelig store!) og fik et lille kig på nogle af hallerne, udendørsfaciliteterne, behandlingstilbuddene samt kost- og logiforholdene.

Bare deres kantineområde er super lækkert med stole og borde både inde og ude, flere valgmuligheder til de forskellige måltider og alle de moderne OL-byer på væggen indenfor som en reminder om, hvad der venter, hvis der arbejdes hårdt. Det hele er virkelig professionelt og emmer af sport!
Der findes efter sigende (fra juniortræneren i BMX) to andre lignende centre med andre discipliner, men her i Papendal ligger BMX-banen. Jeg fik den betroede tjans at filme, tage billeder og trykke start på gaten til banetræningerne.

13866809_10153761719914562_554546652_n
Jeps, de har også lige en super bane der i øjeblikket er bygget om så den ligner OL-banen. Stod her i otte meters højde og så på raw horsepower på små BMX-cykler, når gaten faldt og kørerne satte igang ned af rampen! Imponerende

Desuden kunne jeg så også opleve hvordan seks og til tider flere BMX-kørere forbereder sig til OL. Holland har hele fem OL-kørere og både begge danske, de franske og en af de belgiske OL-deltagere stod på den otte meter høje gate i løbet af de 11 dage, jeg var med.

 

Især det hollandske hold var imponerende. Jeg har ikke helt fattet hvorfor nationalfarven er orange, og da jeg spurgte den ene, vidste hun det egentlig ikke, men var tydeligt stolt af den pangfarvede blanding og rød og gul. Den er jo ikke engang en del af deres flag? Men jeg kunne også se, hvilken en farve, der blev foretrukket til køretøj. De forskellige udgaver af køretøj i orange blev båret af de mange landsholds- og talentkørere, der ofte træner sammen.

13874731_10153761720144562_1633347599_n
Deres landholdstøj fra forskellige kollektioner alt sammen med orange i – og spot en dansker! Jeps Niklas er gemt imellem dem 😉

Jeg har lært tysk i løbet af mit halve år i Tyskland, hvilket har resulteret i, at jeg forstår en del skrevet på hollandsk. Men deres udtalelse af ordene er både hurtig og foregår et sted langt nede i halsen! Det er svært at forstå! Men jargon, stemning og kropssprog forstås på alle sprog, og jeg kunne mærke venskab og sammenhold blandet med fokus og intern konkurrence. Alle vil gerne være bedre end ham til højre og venstre for sig på gaten, men de er også gode venner på kryds og tværs.

Den kombination har produceret verdensmestre, europamestre og finalister for både junior og senior i løbet af de sidste ti år.

 

Jeg blev i hvert fald (endelig igen) tændt af træningslyst af at være omgivet af dedikationen og de ekstremt gode forhold. Bare det styrkelokale, hvor vi mest trænede havde ALT, hvad man ku drømme om – jeg måtte dog være lidt kreativ, da jeg skulle lave stående baglændere og hive lidt små måtter oven på en anden madras… Men det var heller ikke et problem, så udover Kettlebells så mangler der intet (for de står bare i et af de andre styrkelokaler).

Der er sprintbane, længdespring, indendørs gate til BMX, kondicykler på lang række, watt bikes, frie Eleiko-podier, fem Eleiko-squatracks, maskiner, bolde, måtter og håndvægte. Og i det tilstødende lokale er der så ekstra af det meste!

13867132_10153761720004562_2134108747_n

Det gav mig lyst til at blive endnu stærkere og springe endnu højere. Presse mig selv og rykke mine grænser. Jeps, træningsnarkomanen fik næsten orgasme af alt det lækre gear!



Men det er en lidt flad fornemmelse at skulle tilbage til Danmark. Der er ikke som i Holland en landsholdsgruppe at mødes med. Der er ikke et sted at sidde efter træning eller lave styrketræning sammen. Vores landshold og derfor også brugen af landsholdscenteret er på pause og formentlig på stop i forhold til ugentlig holdtræning. Dermed er vejen ud til Brøndby og Idrættens Hus ikke helt så naturlig længere. Det er ellers det tætteste Danmark kommer på et lignende setup som det, jeg kom fra, (uden at have set Århus!). Selvom det ikke er i nærheden af Papendal, så har jeg i den grad nydt at træne sammen med mange andre sportsgrene – det var blandt andet sådan jeg mødte min kæreste 😉

Det er inspirerende og motiverende at være omgivet af folk, der har taget samme valg og derfor også har samme livsstil om end sportsgrenen er vidt forskellig.
Der er nye udfordringer for mig i den næste periode, hvor jeg både skal finde mig nye træningsrutiner og finde mig tilrette med at starte studie! Oh yeah! Jeps, starter på idræt (er ret sikker på at komme ind), og langt om længe glæder jeg mig rent faktisk til at begynde at læse. I løbet af den næste måneds tid får jeg styr på, hvordan min trampolintræning kommer til at forme sig den næste periode, og jeg glæder mig til at komme i gang oppe under loftet, når det falder på plads!

Jeg gentager et citat her som jeg har beskrevet i et andet indlæg for knap et år siden (klik på citatet). Men det er også et citat jeg ofte lever efter:

 

Det skal nok gå – og hvis ikke, så går det over

13672420_10153761719659562_396834830_n

Trampolinfri træningslejr – tanker om “ferie”

Vandet løber ude i badekaret. Det er skruet ned til iskoldt. Brrrr! Men det er ikke mig, der skal have isbad. Jeg har i stedet smidt stængerne op og sat nogle sweet tunes på! Så mens min kæreste kan hygge sig lidt i 5 grader varmt (eller nærmere KOLDT) vand, så har jeg i løbet af denne halvanden uge massere af tid til at slappe af, reflektere PLUS få det på skrift! Det er sgu ikke tit, det lykkes for mig. Mest sidste del, der mangler i en travl hverdag, så det er om at slå til!

Sightseeing i Amsterdam!
Sightseeing i Amsterdam! – se billeder på min instagram: @walmod

Det er en sjov blanding af ferie og alligevel lidt træning her. Jeg er taget til Holland for at hjælpe min kæreste med OL-forberedelsen, så meget tid går med at stå på sidelinjen og filme BMX eller bare holde ham med selskab og opmuntre på lidt tunge træningspas. Jeg har selv ca. et træningspas om dagen, og jeg har også et par dage med helt fri.

Det fik mig til at tænke på det at holde fri. Holde ferie. En ting, jeg for mit eget vedkommende stadig arbejder med og er blevet meget bedre til!
Sommerferie og pause fra træning kan hurtigt blive til en dårlig samvittighed og et ønske om at skulle træne andre ting i samme opfang, som jeg normalt har trampolintræning og supplerende træning i hverdagene. Ja måske et lidt urealistisk ønske om endnu mere!?

Jeg kom derfor til at tænkte på tre ting, tre råd om du vil, som jeg selv prøver at huske mig på at bruge:

 

1: Hvad er målet/succeskriteriet for at holde ferie/fri?

– Rigtig ofte er min egen forventning til ferien lidt skæv. Ofte er der simpelthen flere forventninger til samme tur i karambolage med hinanden. Jeg vil både nyde det og holde fri og slappe af. Men jeg vil også holde mig i gang og liiiiige træne lidt ekstra.

Men hvad er mit behov? Hvad er jeg taget på ferie for? Hvilket er vigtigst? Hvad vil jeg egentlig med min ferie? Hvis det er at slappe af, så skal det prioriteres og fejres som succes, når det lykkes. Er det derimod at kombinere, så skal det være meget klart, hvornår nok er nok mht. træningen. Er det hver tredje dag, hver anden dag, hver dag? Hvilken type træning er tilfredsstillende? Og så at få det planlagt, så det ikke bare er en daglig dårlig samvittighed, der følger med mig rundt: ”I dag skal du træne!” – og så er hele dagen pludselig gået med alt mulig andet skønt og mindeværdigt! De gode stunder og minder fra ferien drukner nogle gange en smule for mig i den lumske, dårlige samvittighed, der hopper rundt oven på tankerne og trykker dem ned i fortrydelse og mental selvpineri. Men måske var det faktisk en helt perfekt feriedag? Hvorfor så holde den op imod succeskriterier fra hverdagen og ikke fra en ferie?
Jeg synes det er vigtigt (også selvom jeg ikke altid lykkes med det) at vælge ud fra, hvad der giver mest værdi. Når der er ferie, så er det for at komme væk fra hverdagen og dermed også hverdagens tankemønster og tilhørende handlinger.

I den forbindelse er næste spørgsmål:

 

2: Hvordan håndterer du at holde fri?

– Kan du holde fri? Jeg synes det er svært. Men jeg arbejder med at holde den dårlige samvittighed i ave og samtidig nyde at være i nuet og lade den anden side af ferieforventningen få plads. Hvor den dårlige samvittighed er proppet i seng og i stedet erstattet af værdsættelse af afbrækket fra det vante.

Afstem med dig selv, hvad der gør dig glad og justér undervejs. Jeg synes ordsproget ”Time you enjoyed wasting wasn’t wasted” passer perfekt her!

 

3: Husk at spørge “hvorfor” i ny og næ – fx i forbindelse med ferie

– Når tingene kommer lidt på afstand, kan det nogle gange være sundt at bruge lidt mental energi på lige at spørge sig selv, det essentielle spørgsmål: ”Hvorfor?”

Hvorfor har jeg valgt i mit liv, som jeg har? Skal der justeres? Er jeg i balance med mine egne forventninger til mig selv og det, som jeg reelt magter og kan præstere? Det kan føles grænseoverskridende at bevæge sig ind i dette minefelt af tanker og følelser. Især fordi det nogle gange netop leder til at gøre op med forestillingen om sig selv. Men når der nu er mulighed for at komme væk fra hverdagens rutiner og genoplade batterier, så er det måske netop der, der er grobund for ny selvforståelse, motivationen og værdi i livet.

 

Ferie betyder dog stadig officielt: periode, hvor man holder (eller har ret til at holde) fri fra skole eller arbejde – eller træning! Så husk at zoom ind på her og nu, de nye oplevelser og mærk minderne, mens de bliver skabt. 

God ferie derude!

Mange hilsner fra Holland inden jeg smutter over og styrketræner, så den indre træningsnarkoman trods alt får sit fix 😉

Bøffer den i deres mega fede træningscenter her i Papendal!
Bøffer den i deres mega fede træningscenter her i Papendal!

De små ting tæller også - morgenyoga under træerne - ved parkeringspladsen.... men man må tage hvad man kan få ;)
De små ting tæller også! Mens Niklas kører spurter på cyklen laver jeg morgenyoga under træerne i sollyset – ved parkeringspladsen…. men man må tage hvad man kan få 😉

13819651_10153740564029562_871634304_n
De har pandekagehus !!!! Så blev Holland lige endnu en tak federe ud over det fantastiske vejr <3

Filmer, tager billeder og hepper på ham her <3
Filmer, tager billeder og hepper på ham her <3

OL står for døren – men ikke foran min dør

I øjeblikket lever jeg hver dag klods op og ned af min egen store drøm – deltagelse ved OL!

For mit vedkommende brast drømmen for denne OL-cyklus, og jeg var desværre et stykke fra at kvalificere mig til OL i Rio. Det er træls, og jeg kan da nogle gange godt komme til at tænke over, hvad der ville være sket, hvis jeg ikke var kommet til skade i 2013? Eller hvad der ville have været sket, hvis jeg havde haft mere rutine inden jeg stod til VM på hjemmebane og var stjernenervøs, fordi jeg ikke havde deltaget ved et stort mesterskab i tre år? Det hjælper ikke så meget, for fortid kan ikke ændres – det kan fremtid.

 

Men min kæreste skal til OL.

 

Jeg er pavestolt af ham og har støttet ham så meget som muligt i hele den nervepirrende kvalifikation og den endelige udtagelse. Jeg har nærmest været lige så spændt og nervøs som ham!

Foto: Andreas Merrald
Foto: Andreas Merrald

Nu skal han af sted og countdown er i gang – der er under en måned til OL skydes i gang og om 30 dage er han ankommet til Rio.

 

Det er faktisk mentalt udmattende at skulle kæmpe mod at være misundelig. Og jeg synes der mangler et godt dansk ord for de følelser jeg har.

 

Følelse af bitterhed, ærgrelse og afmagt, fremkaldt af en andens materielle ejendom, egenskaber, succes eller held”.

 

Det er definitionen på misundelse, og beskrivelsen af følelserne er spot on for mig! Men misundelse kommer også af ”mis”-”unde” – altså at man ikke under den anden, det vedkommende har opnået. Og det kunne ikke være længere fra!
Jeg under virkelig min kæreste, at han gjorde det! Han fulgte planen og lykkedes med den, han skal til OL, hurra og hvor er det f***ing sejt! Jeg føler dog stadig bitterhed, ærgrelse og afmagt over min egen manglende præstation, da det gjaldt.

 

Netop denne differentiering, mellem hvad jeg under min kæreste, og hvad jeg stadig selv føler, er vigtig. Når jeg nærmest hver dag indirekte bliver mindet om, at han gjorde, det jeg ikke gjorde, så er det virkelig vigtigt at være opmærksom på, hvor følelserne trækker tanker og handlinger hen.

Jeg er meget opmærksom på at støtte og hjælpe, alt hvad jeg kan, og derfor skal jeg nogle gange ud over min egen momentane bitterhed og afmagt. Hvis ikke, så går mine følelser ud over min kæreste, og det er jo faktisk det sidste, jeg vil!

At få sagt højt, at jeg føler og tænker, som jeg gør i øjeblikket, er en del af processen for mig for at bearbejde det hele. Det hjælper med at erkende og acceptere. At acceptere at ja, jeg er bitter. Ja, jeg synes det er hårdt at være konfronteret indirekte med min drøm, der ikke lykkedes i denne omgang (måske er jeg nu bedre rustet til at satse på 2020? Det må tiden vise).

Men jeg har valgt at lade det være en inspiration og lære af processen. Både den mentale proces herover beskrevet, som jeg selv arbejder med. Som par, hvor kompromis, kommunikation og kortvarigt, gensidig tilsidesættelse af egne behov er en løbende proces. Og som atlet, der bor sammen med en anden atlet og får indblik i en anden sport end sin egen.

 

Der er mange følelser hele tiden, men jeg prøver selv at vælge, hvor meget taletid de får igennem mit valg af tanker og handlinger. Det er svært, men også her skal man huske, at man bliver god til det, man træner på.

Trampolin

Jeg var for nylig ude hos Coop Shopping til en snak om trampolin. De forhandler havetrampoliner og havde taget fat i mig dels for at høre om trampolin, men også for at jeg kunne give nogle gode råd til brug af havetrampoliner videre. Se artiklen her: Coop Shopping Havetrampoliner

Mail-ahtlete0360
Foto: Christopher Mertz

Da jeg læste interviewet igen satte det et par tanker i gang om netop trampolin. En sport, der var inspireret af cirkusartisternes store sikkerhedsnet i sin spæde begyndelse, og som nu er bredt ud over hele verden og er på det olympiske program.

Det er en spøjs sport i manges øjne, trampolin. Jeg er blevet præsenteret for mange reaktioner og svar, når jeg gennem min karriere har sagt, at jeg er trampolinspringer på det danske landshold eller er Danmarksmester i trampolin.

Mange synes det er sejt, nogle er overraskede, nogle har selv prøvet gymnastik eller trampolin eller kender nogen, der går til det, og så er der dem, der slet ikke anede det var en sport.

 

Det er i den grad en sport og en fantastisk en af slagsen. Ikke alle dedikere deres liv til det som jeg har, men næsten alle synes faktisk det er sjovt at hoppe på en trampolin. Det ganske kortvarige øjeblik hvor man er vægtløs føles fedt i kroppen og man bruger alle muskler for at stabilisere – det er god og sjov træning med andre ord. Når man dyrker det som sport krydres det med det adrenalinkick man får af at overvinde sig selv og lære nye spring og sammensætninger. Det kan altid blive højere og sværere, så det er en rutchebane med retning mod skyerne!
De sidste års nye havelegetøj har spredt glæden ved at hoppe til det små danske hjem i hele landet. Havetrampolin er super godt, giver mange timers sjov og leg og god træning af motorik for børn og voksne.
Men sammenlignet med det materiel, som jeg til dagligt træner på, så ser vi det lidt som et stykke legetøj. En rigtig konkurrencetrampolin, der måler 3×5 meter, har kraftfulde fjedre og en hvid dug med huller, så luften kan komme igennem, er en helt anden fornemmelse. Der kan eliteatleterne springe 6-8 meter op i luften og udføre dobbelte og trippelte rotationer kombineret med skruer – mig selv inklusiv.

 

Den barnlige glæde ved at hoppe og det, at man skal være modig og udfordre sig selv, når man skal lære nye spring, kan her på 17. år i min karriere stadig begejstre mig. Der er mange træninger, hvor det er hårdt og træls og jeg selvfølgelig ikke står og griner efter hver tur. Men glæden er stadig så stor, at jeg til trods for hverken at kunne leve af min sport, at jeg døjer med følgerne fra en alvorlig fodskade og at det til tider bliver meget presset med job og træning og snart studie samtidig, så er trampolintræningen seks gange om ugen og den øvrige træning et naturligt valg for mig.
Jeg har mange drømme og mål for min karriere og arbejder hårdt på at få min hverdag og økonomi til at hænge sammen, så de kan blive indfriet og jeg stadig kan være glad og nyde min sport.

 

Mit råd til dig kære læser er, at uanset hvor din glæde ved noget kommer fra, så husk at finde tilbage til den i ny og næ. Jeg husker på dårlige træninger mig selv på, hvordan 8-årige Maila bare kom til træning fordi trampolin var sjovt. Nogle gange er det vigtigt at huske sig selv på småting som disse. Desuden – hvis du ser en havetrampolin, så tag en hurtig tur! Trampolin er nemlig sjovt 🙂

Foto: Christopher Mertz
Foto: Christopher Mertz