Officielt comeback!

Billede fra første konkurrence,
NM 2014! Foto: Bo Tureby
Jeg har sprunget min første konkurrence! En blandet præstation, der efterfølgende har givet  en blandet bunke følelser, tanker og målsætninger ny grobund.
For frem af min mentale jord er spiret ny, brændende motivation!
I en meget kold, finsk hal d. 18. oktober 2014 stod jeg igen i en trampolindug til Nordiske Mesterskaber iført dragt, hvide strømper og en smule nervøsitet, som det er meget længe siden jeg har haft på. Og det var fedt!
Jeg sprang ikke optimalt i den første øvelse, men viste god stil og ok højde, der tilsvarede de andre konkurrenter. I forhold til Maila inden skade, så mangler jeg stadig meget. Så visheden om, at jeg på nogle parametre kunne ”være med”, gav et tiltrængt, mentalt klap på skulderen og viste, at jeg arbejder i den rigtige retning. En formidable start og efterfølgende manglende rutine resulterede i et kiks i anden øvelse. Jeg har ikke lavet så mange øvelser i optakten til konkurrencen, havde et absolut minimum af opvarmning i trampolinen inden konkurrencestart og har ikke sprunget konkurrence siden maj 2013, så det kan sagtens forklares at knæene svigtede… – men det fjerner slet ikke fornemmelsen af, at det bare var godt og grundigt træls at kikse! Jeg havde kunnet tage medalje!! Så ærgerligt og frustrerende på den ene side – og mange gode elementer at tage med hjem på den anden!
Bare at være med var målet, og det indfriede jeg. Jeg har fået en ordentlig skovlfuld motivation med hjem, for jeg var den bedste danske og nordiske pige i trampolin før mit uheld, og det bliver jeg igen! Jeg kunne se, at jeg allerede har fornuftig højde på mine øvelser, og det var som at komme tilbage til noget hjemmevant bare at være med. Konkurrencerne samler folk på kryds og tværs af klubber og landegrænser, og det føltes som at komme tilbage til ”trampolinfamilien”, som trampolinsportens unikke sammenhold både nationalt og internationalt kaldes.
Egne eller andres forventninger?
Det, trampolin i høj grad handler om, er at vise, at man behersker kunsten at lave saltoer og skruer i flotte positioner med fuld kontrol seks til otte meter oppe i luften. Det kræver meget træning og rigtig, rigtig mange gentagelser – tilføjet en fornuftig portion selvtillid og en stor sjat kontrol af nerver, når hele konkurrencen afgøres af øvelser på knap 20 sekunders varighed!
Netop denne del har jeg dog haft det ret svært ved i optakten, og det er et emne, jeg her vil dykke lidt ned i. Det har faktisk været udfordrende på mange fronter at blive klar til mit comeback – min første konkurrence på den lange, bumpede vej tilbage til topniveau.
Nogle af dem har knyttet sig til mine egne forventninger og andre til mine forventninger om andres forventninger…
I en konkurrenceperiode spidser træningen til, øvelsen gentages i et væk for at finpudse detaljer og justere petitesser i den evige ”Quest for perfection” (så læres en ny, sværere øvelse og så er der nye udfordringer, juhu!). Men pludselig har jeg i denne konkurrenceoptakt været hæmmet og fuldstændig underlagt dagsformen på en procentmæssig ret lille del af min krop. Venstre ekstremitets yderste del – nærmere bestemt venstre pote – har helt og holdent lagt linjerne for, hvad, og i endnu højere grad hvor meget, jeg kunne lave til træning. Det har været rigtig svært mentalt at stille op til en konkurrence og føle sig en smule uforberedt? Jeg har arbejdet meget med mig selv for at acceptere, at tingene var som de nu engang var, og at jeg måtte bero på mental forberedelse mere end fysisk forberedelse. Oven i det kom den faktor, at jeg også kunne risikere at blive sat på plads på dagen af en gnaven, skadet fod, der ikke lige gad at springe på liiiige den dag, hvor der var første konkurrence i halvandet år…
Det har været underligt og meget uden for min comfort zone, da jeg altid har haft det bedst med god forberedelse, mange gentagelser af øvelsen og derigennem skabe den faste tro på egne evner.
Og det

gav et spøjst behov for at forklare andre, at jeg jo stadig kæmpede med skaden, at jeg ikke kunne springe så meget i forberedelsen, og at jeg i værste fald måske slet ikke ville kunne stille op til konkurrencen. Var det mon ny viden? Jeg tror det faktisk ikke. De fleste i trampolinmiljøet ved, at jeg har været dømt ude af konkurrencer i meget lang tid med en voldsom skade… Alligevel havde jeg brug for at sige det højt.

En spændende observation, synes jeg, da det vidner om, hvor meget andres forventninger til mig alligevel har fyldt for mig. Jeg har haft svært ved at slippe billedet af, hvad jeg kunne før i forhold til, hvad jeg kan nu (det har jeg før skrevet om i tidligere blogindlæg – se ”Når glansbilledetkrakelerer”), og jeg har set en ny facet af den udfordring: jeg føler, at andre har forventninger til mig.
Det er en udfordring for nogle (nok mange?) atleter at håndtere presset fra omverdenen, men jeg tror, at en stor del handler om at håndtere ens EGEN forestilling om omverdenens såkaldte pres eller forventninger. Det kan være groet i ens eget lille mentale bed, og det er vigtigt at luge ukrudt ud på overetagen!
Det var fx vigtigt for mig at fortælle, hvor jeg stod, for at berolige mig selv i en hvis grad, men jeg kan se, at jeg skal arbejde med at skille tingene ad og håndtere min nye situation. Det er nok ikke sidste gang jeg kan blive udfordret i en optakt til en konkurrence, og derfor kan jeg lære af denne oplevelse.
Tankerne, især de ubevidste, kan så små frø af tvivl, pres eller nervøsitet, men måske på forkert baggrund. Man ved jo ikke, hvad andre tænker! Hvis man vil vide det, kan man driste sig til at spørge, og indtil da skal snylteplanterne i form af forventninger om andres forventninger slås ned, så der er plads til fokus på egne intentioner, mål og værdier, der ikke drænes på vejen i opvæksten.


Så husk at passe den mentale sundhed ved aktivt at luge i ny og næ – det er vigtigt, at det er de rigtige frø, der får lov at gro 🙂

Når glansbilledet krakelerer

En efterårsdag i træningshallen i Idrættens Hus i Brøndby, hvor det danske landshold i trampolin har deres træninger, ryger jeg for tredje gang ud i siden og må afbryde øvelsen. Små røgskyer at stå ud af ørene på mig. Hvorfor filan vælter jeg sådan rundt i min øvelse?
Til en af ugens to (til tre nogengange! Ja, jeg har haft tre trampolintræninger på en uge for første gang siden jeg kom til skade!) træninger, er der bare ikke noget, der fungerer…
Min nuværende træningsmængde gør, at denne irriterende træning ikke varer så lang tid, hvilket lige i dag faktisk er okay. Da jeg er færdig, får denne fornemmelse mig til at stoppe op og sætte tingene lidt i perspektiv – og dér faldt glansbilledet lige så stille fra hinanden og efterlod en spændende lektie, som alle kan lære noget af:
Fortiden idealiseres ofte i en kriseperiode, hvor man har været væk fra dét, man holder af og vil tilbage til.
I lang tid har det altoverskyggende mål været at komme til at springe trampolin igen. At komme af med smerterne og at kunne gå og springe igen. Jeg kan gå, jeg kan springe mere, og jeg kan tydeligvis glemme! Glemme de svære dage, de trætte øjeblikke i træningen, ondt i ryggen, dage hvor timingen er dårlig, så man vælter rundt, og alle de andre småting, der hænger sammen med en elitekarriere i min sport. De er der og skal være der. Det er dem, man bliver stærk af at kæmpe sig igennem, og de giver de gode træninger og flyvende dage mening og perspektiv.
Det er derfor lidt en udfordring at få en lektie om, hvordan virkeligheden var – og stadig er!
Jeg husker det faktisk også som om, at de øvelser jeg lavede inden skaden, var bedre, end de måske var gennemsnitligt. Det skal forstås på den måde, at jeg husker de bedste øvelser og de gode træninger, men glemmer lidt, hvordan hverdagen så ud.
Det har krævet lidt opmærksomhed at kunne skrive dette. Jeg har været nødt til at indse, hvordan min idealiserede opfattelse havde sneget sig ind i min opfattelse af mig selv og min kunnen, og derefter genfinde et mere nuanceret og realistisk billede.

Glemt de små fejl
Jeg lavede også fejl før i tiden. Selvom jeg her i opstartsperioden havde glemt den detalje, så fulgte de dårlige vaner med – især når man er ude af form! Et år uden trampolin og meget begrænset træning i tre måneder har ikke bragt trampolinformen tilbage, for jeg kan ikke træne højt nok, tit nok og længe nok til at få rutine nok.
Det var derfor første kollision med glansbilledet, at finde ud af, at jeg lavede fejl i springene.
Uh, dragt er også en del af
konkurrenceshowet i trampolin – længe siden
jeg har haft sådan en på!
I trampolin bedømmes højde, stil og sværhed (antal saltoer og skruer i øvelsens ti forskellige spring), men især stilen er vigtig, da karakteren tæller tre gange. Jeg huskede mig selv, som jeg sprang på toppen i foråret sidste år – og det var pludselig ikke helt det niveau, jeg kunne hamle op med i 2014, 15 måneder efter uheldet!
Det er både billedet af mig selv og billedet af træning, der har været under luppen de sidste par uger. I optakten til Nordiske Mesterskaber, NM, i Finland denne weekend (d. 18. oktober), har jeg netop været nødt til at analysere lidt på mig selv og mine forventninger.
Selvbilledet er mere realistisk og tilsvarer (næsten) mit faktiske niveau nu. Jeg kan stadig have dage, hvor jeg fyldes af frustrationer og følelsen af utilstrækkelighed, ”for jeg kan jo meget mere end det”. Men netop den tanke er kilden til problemet. Den knytter sig til fortiden, til glansbilledet og til et uholdbart ideal.
I stedet skal jeg lære, at se alt i forhold til, hvad jeg kan nu. Dermed er der plads til at glæde sig over fremgangen, over forbedringer i spring, højde og træningsmængde og at kunne se fremad i stedet for tilbage.
Der er kun en vej – og det er fremad! Det er det vigtigste at finde sig selv og sit niveau, så man kan arbejde ud fra en realitet og ikke en idealiseret og urealistisk opfattelse. Det er løsningen på mange frustrationer i forskellige sammenhænge!

– Hep hey forresten, NM bliver første konkurrence jeg deltager i siden 16. Maj 2013 🙂 slow progress!

Studiestart, studiebøger, studiefester, studie-mania … og så mig?

De sidste par uger har de fleste af mine jævnaldrene sat gang i efterårets semester på diverse universiteter landet over.
Det er måske foregået med den helt store intro-mølle: rustursbilleder på FB, introfester, bogindkøb og lykønskninger over starten på drømmestudiet. Eller en mere afdæmpet udgave af igangsættelsen af måske 3., 5. et andet semester-nummer i rækken mod at komme igennem vores uddannelsessystem.
Samtidig kører politikere på i medier og debatter med at unge skal igennem uddannelsen hurtigst muligt!

Der står jeg så midt i al dette mentale pres?! Jeg har ikke købt dyre studiebøger, for jeg læser ikke endnu. Og som 23-årig er det ikke fordi, jeg er færdig med bacheloren – nej, jeg er faktisk slet ikke gået i gang!

“Hvorfor fanden er du ikke i gang, Maila?”
Jeg har bestemt gjort mig mange uddannelsestanker, mens både venner, bekendte og andre er godt i gang med at tegne linjerne for deres fremtidige arbejdsliv igennem deres nuværende studie. Hvorfor er jeg så ikke i gang? God spørgsmål! Et af slagsen, som jeg har brugt lang tid på. Jeg har mærket efter, afvejet valg og erkendt mine behov; mit behov lige nu handler om at have en god genoptræning i kampen for at komme tilbage til det jeg elsker og er en stor del af min identitet – min sport.
Mit behov på et studie handler mere om at have dedikation bygget på naturlig interesse. Uden dette er det for mig svært at have en elitekarriere samtidig! Hvis det hver dag er en kamp at komme op, så holder jeg ikke til det i længden. Ikke at det skal være edder hylende skægt hver eneste dag – nej, det bliver hårdt arbejde uanset hvilken studieretning man vælger, og nogle dage bliver de fedeste, mens andre formentligt kan føles som sisyfosarbejde! Men jeg skal kunne finde værdi i det, også når det kniber med tid og overskud.
Jeg følte bestemt folks forventningspres, da jeg i juni besluttede ikke at søge ind på nogle af de uddannelser (der er en del og de er meget forskellige), jeg havde overvejet. Jeg er landet på gerne at ville læse idræt og senere bygge oven på dette med psykologi, marketing eller noget andet spændende! Valget er begrundet af flere parametre. Graden af praksis undervisning i starten af uddannelsen i stedet for at være meget læsetungt tiltaler mig på idrætsstudiet, da jeg hurtigt får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke læser nok. Jeg er ret perfektionistisk anlagt, disciplinen har bragt mig langt i min sport, men bagsiden af medaljen af den force kan blandt andet være, at jeg har svært ved at gøre noget halvt.
Hvis jeg kunne, ville jeg helst trampolin og sport 110%! Men jeg skal også have en uddannelse, og jeg er på ingen måde bange for, at jeg ikke kommer i gang med en.
Det gør jeg selvfølgelig, men i år er ikke året for mig. Her bare tre af grundene, som jeg fik afdækket i samtaler med min sportspsykologiske konsulent fra Team Danmark, jeg siden min skade har arbejdet sammen med:
  •        Jeg vil tilbage til trampolin, og derfor er genoptræningen vigtigst for mig: min daværende og også nuværende situation giver mig tæt på optimale forhold for dette, da jeg arbejder, træner og har behandlinger samme sted!
  •        Jeg ved ikke hvordan min situation ser ud om et år: kan jeg overhovedet løbe? Cykle? Springe trampolin på eliteniveau? Ingen ved andet end, at det kan jeg ikke nu, men intet om hvordan det bliver – så ingen grund til at få grå hår af at spå om det! Det er bedre at vente og se, for der kan jeg bedre vurdere, om jeg kan være med på idrætsstudiets praktiske undervisning. Eller om jeg skal ud i et mere læsetungt studie? Det vil tiden vise!
  •        Jeg brænder ikke for det lige nu: Alt hvad der kommer indefra, kan jeg uden tvivl stå igennem og gøre godt – og jeg er sikker på at den indre ild kommer, når jeg ikke er helt så hæmmet af min skade. Jeg er virkelig glad for at kunne træne så meget, som jeg gør nu, og forbedre så meget så muligt frem imod at kunne springe rigtig igen, så er det om at sætte pris på muligheden et lille år endnu. 

Uddannelse er vigtigt, og min tur kommer bestemt også. Men alt det, jeg lærer nu, vil hjælpe mig fremover! Selverkendelse, tid til genoptræning, spændende erhvervserfaring og personlig udvikling er nogle af de ting, det har givet at vente. Et halvt års fantastisk udlandstræningsophold har også stået på listen over venter-med-at-starte-på-studie-ting, der har været plads til. 
Der er livsvigtig læring at hente overalt, hvis man har mod at søge det.

Valget er dit!
Hvad jeg er kommet frem til, mens jeg liker rustursbilleder på FB og lykønsker til venner på tærsklen til studiestarten , er, at det er et individuelt valg – et valg, der bygger på vurdering af situation, værdier og selverkendelse.
Som atlet er det vigtigt at have sig selv med i det hele vejen!
På et tidspunkt er karrieren slut, så skal det være uddannelse og arbejde, der skal fylde tomrummet efterladt efter de mange træningstimer. Det skal derfor have værdi. Og min skade har lært mig, at det er enormt vigtigt at have en del af sit liv og sin identitet, der ikke kun handler om sporten. Men selvom det er vigtigt – så er det vigtigst at valget er dit og at det har værdi for dig.

Så nej, jeg er ikke startet på studie. Men nøøøj, hvor har jeg lært meget, der kan bruges, når jeg gør – og bagefter!

Et gensyn med ulykkesstedet

Den forreste af de to nedgravede
trampoliner bagved det blå gulv
er tydelig oppe fra første sal
Lige dernede…..” tænkte jeg, mens jeg stod på første sal i Århus Springcenter og kiggede ned i gymnastikhallen, hvor træningen i idrætsgymnastik var i fuld gang. Jeg er til ATK-møde i Århus, og jeg har slet ikke tænkt over, at det netop var adressen for træningslejren i sommeren 2013. Bag ved det 12×12 meter store springgulv var den skumgrav med trampoliner ud til, som jeg for over 14 måneder siden ikke landede i, men landede på kanten af. 
Det giver anledning til et mikrokort flash back og lidt forundret refleksion.

Frygt efter uheld?
En af de ting, jeg kommer til at tænke på, er alle de gange folk spørger, om jeg ikke er blevet bange for trampolin, nu det gik galt? Er jeg bange for min egen sport? For det spring, jeg lavede, da det skete? Jeg står og mærker efter, mens jeg lader øjnene glide over de arbejdende gymnaster.
Og svaret er nej.
Hvis jeg var det, så ville min kamp for at komme tilbage være forgæves. Hvis jeg ikke turde udfordre mig selv længere, ikke turde prøve de spring, jeg før kunne og fremover skal lære, så var min trampolinkarriere stillet gevaldig problematisk. For det er en forudsætning, at man har selvtillid i springene, der udføres 7-8 meter over gulvet i fri luft.
Dermed ikke sagt, at det hele bare er nemt mentalt! Men jeg har prøvet at tvivle før, og har lært at overvinde den impuls. Og jeg er kun blevet stærkere mentalt over de sidste 14 måneder!
Jeg kan mærke, at min manglende rutine nogle gange gør mig utryg. Når jeg virkelig prøver at springe til og dermed højere nu, så synes jeg sgu der er langt ned! Det er da mega creepy, når det er så uvant? Trampolin ser virkelig lille ud oppe fra luften af – og jeg springer endda stadig ikke i min tidligere fulde springhøjde?!
I min nuværende træning har jeg nogle gange svært ved at finde den helt rigtige timing, positionering af kroppen og kommandoer ud til alle kroppens dele i det splitsekund afsættet tager – og jeg ved at det gode afsæt er grundbetingelse for udførelse og landing. Alt det, der var helt automatisk og ikke blev skænket en tanke, er lidt rustent… Men efter 14 måneder er det måske ikke så mærkeligt, og det vigtigste er, at jeg kan overbevise mig selv om at prøve 110% alligevel, eller at det nok skal komme, hvis jeg bliver ved at prøve!
I trampolinhallen – og især på vej opad under loftet i den – har jeg et lille psykologisk spil kørende med mig selv. Jeg arbejder med mentalitet og krop på at genvinde alle nervebanesignalerne og at støve alle de synapser i hjernen af, der har ligget stille siden juli sidste år.
“Lige derovre!”
Uden at forstyrre træningen for meget var jeg
også nede i niveau og se på hallen igen 🙂 
Så overordnet set er jeg ikke bange for trampolin og brænder for at genfinde kontrol, spring, højde og elegance i min sport, der kræver disse.
Det er bare ikke uden små daglige psykiske udfordringer.
Det er god træning, og for hver lille sejr er jeg blevet det stærkere i min vej tilbage!
Styrke efter uheld?

Ja! Den bevidsthed og det mentale arbejde, der har været i fokus for mig igennem skadesforløbet har givet grobund for velovervejede valg, bedre selvforståelse og at kunne se, hvad jeg reagere på og hvordan.
At stå og se på stedet, jeg kom til skade, var også en påmindelse om, hvor meget jeg har rykket mig.
Det er sundt i ny og næ at træde at skridt tilbage og erkende sin udvikling og at glædes over dette. Den glæde kan være afgørende for at holde motivationen fremadrettet.

Den store forskel er de små sejre

Begreberne resultat-, præstations- og procesmål er kendte for de fleste atleter, hvis de har arbejdet med sportspsykologi. Der er igennem de sidste år kommet mere og mere fokus på denne del af elitesport – og for mig er det et område, der hele tiden er i udvikling, der hele tiden kan arbejdes med og som hele tiden åbner nye dimensioner. Også min opfattelse af det der med forskellige mål, har faktisk fået ny betydning.
Det skal ikke forstås, som at jeg ikke har brugt og kender til de tre typer målsætninger. Jeg blev præsenteret for det til et kursus i sportspsykologi, hvor vi gennemgik gode eksempler, og jeg kunne godt se, at det var rigtig relevant også i min sportsgren.
Kort sagt, så kan man have forskellige typer af målsætninger til fx en konkurrence:
Resultatmål, der fokuserer på selve resultatet.

Præstationsmål er slutmål, der er uafhængige af konkurrenterne, fx en bestemt tid.

Procesmål: fokuserer på processen.
Og for langt de fleste er det ret uhensigtsmæssigt at bruge alle kræfterne på at beskæftige sig med kun resultatmål, da det fjerner fokus fra det der sker, her og nu. I stedet for koncentration om den sprint, der skal løbes, den duel der spilles med fjerbolden hen over nettet lige nu, eller den øvelse på trampolinen, som skal springes i 7 meters højde, er fokus på at komme i finalen, få medalje eller vinde det hele. Og så går det slet ikke som planlagt! Finalen er helt uden for rækkevidde, hvis matchbolden hele tiden går i nettet, eller hvis man kun når de første tre spring i en trampolinøvelse inden et såkaldt kiks. Tre gennemførte spring giver ikke guld om halsen, når der skal være ti gode i en øvelse….
Hvis det kun kommer til at handle om resultatet, så bliver nederlaget faretruende, for selvom præstationen var god – var der måske lige én, der uventet klarede sig endnu bedre? I trampolin har du kun dig selv, din egen kamp i trampolindugen. Der kan de andre ikke påvirkes, og i en sport, hvor alt afgøres af 2x 20 sekunder med hver ti forskellige spring så højt, flot og svært som muligt, så kan nerver og dagsform være altafgørende. Og et fokus på noget fremtidigt som fx et forventet resultat, kan fjerne det fra den trippelrotation, man er igang med.
Det er altså vigtigt at lære at bruge de forskellige målsætninger på de rigtige tidspunkter og på den rigtige måde, for ellers bliver det ellers umiddelbart gode mål til en fjende for fokuseret præstation. Det er vigtigt at have mål for at forbedre sig. Det skal bare være de rigtige mål til de rigtige tidspunkter.
Det har jeg arbejdet med selv, inden jeg blev skadet. Nu kan jeg se, at jeg faktisk stadig gør noget, der minder meget om – på daglig basis!
Jeg sidder ikke decideret og formulerer mål for mig selv hver dag. Men i min genoptræning er processen kommet i fokus i stedet for slutmålet. Gudskelov er det det. For det er lige dette fokus, der i øjeblikket holder sammen på det hele.
Det har også været nødvendigt, da der ikke kan sættes dato på mit nuværende slutmål. Jeg ved ikke hvornår jeg kan springe fuldt ud endnu, hvilket slider lidt på mig mentalt. Først og fremmest så springer jeg faktisk igen 🙂
Træningerne med trampolin er stadig få i løbet af ugen, og antallet af ture er nede på en tredjedel af slutmålet, mens højden mangler 50%. Der er skam mange ting at arbejde med, inden det ligner en ”rigtig” træning for mig. Min ørkensvandring fortsætter. Dog er den er blevet nemmere, da hvert skridt ikke længere gør ondt!
Jeg kan ikke se, hvornår jeg er ude af det metaforiske tørke og sand, men det føles som om, jeg har fået bitte små vanddunke med i oppakningen, så jeg kan glæde mig over en lindrende tår i ny og næ – og så fortsætte! Den ene fod foran den anden. Også den, der er hævet og skæmmet af et stort ar.
Det jeg i billeder beskriver, er mit øgede fokus på små sejre rundt omkring i dagligdagen. Jeg kan mest af alt mærke dem i styrketræningslokalet: 
”Jeg kunne lunte i dag.” 
”Så du, jeg kunne lave et langt hop på gulvet?” 
”Jeg holdt balancen på den dårlige fod meget bedre i dag!” 
”Juhuu, jeg løftede hælen væk fra gulvet på et ben” – den spæde start på at kunne lave tåløft på min dårlige fod.
Det er virkelig basic stuff, jeg er ved at genvinde. På gode dage kan jeg lunte lidt. Jeg kan være mere og mere med til fysisk holdtræning, og jeg kan lave bitte, bitte små hop og løft på den skadede fod i ny og næ. Der er faktisk næsten ugentlig fremgang.
Det er ekstremt vigtigt at bemærke dette. Især når jeg lige pludselig får ondt i foden, fordi det er blevet køligere i vejret – og så i øvrigt er godt gammeldags muggen over det! Så skal perspektivet forstørres, for jeg er faktisk nået langt på de sidste par måneder.
Grunden, til at jeg mest lægger mærke til fremgangen i styrkelokalet frem for i trampolinhallen, er, at jeg bedre kan adskille tingene. Jeg har nævnt det før – es ist wie es ist, som min tyske træner sagde. “Det er som det er”. Det er bare nogle gange svært at acceptere, hvad man i virkeligheden kan og ikke kan, uden at sammenligne med hvad man kunne og gerne vil kunne igen (gerne vil kunne LIGE NU).
Jeg har lagt meget højde på og flere spring i mine små trampolintræninger, så fremgangen er også at se der… men jeg lader mig hurtigt irritere af dårlige spring og de forskellige fejl, der resulterede i dette. Jeg glemmer helt, at jeg har været ude i over et år, at jeg træner meget lidt, og at det faktisk bliver bedre og bedre. Mit mål er altså et præstationsmål og ikke et procesmål, og det er helt urealistisk. 
Jeg ved det. I skrivende stund kan jeg jo netop formulere det. Endda i fine vendinger og metaforer? Det er bare lige den lille ting at tage det helhjertet til sig og med ned i trampolinens dug, for det er der, min sportspsykologiske kamp skal kæmpes for tiden.
Netop fordi, det er lidt en udfordring for mig, så forsøger jeg virkelig at fokusere på og glædes over de små sejre på andre fronter, og tager nogle gange mig selv i nakken for lige at huske mig selv på, at det jo faktisk går fremad.
Jeg er blevet enormt stærk i resten af kroppen af styrketræningen. Jeg er blevet smidig og har fået bedre balance af yoga. Der er ikke mange, der kan følge med på den coretræning, jeg laver med en fysisk træner ved navn Jarl, for tiden. Så selvom jeg ikke kan løbe, jeg får ondt af at cykle og svømme i lidt længere tid, og at jeg stadig (!) har langt til at nå den højde og intensitet, der skal til i trampolintræningen, så er jeg glad.
Det er alfa og omega at have hoved og hjerte med. At finde meningen, når det ser mest trøstesløst ud. Jeg har stået midt i ørkenen og overvejet, om det ikke var nemmere bare at stoppe her, give op. Men sådan er jeg ikke. Jeg kommer tilbage. Det har jeg altid gjort, og det gør jeg – jeg skulle bare finde en måde at finde motivationen igen. Det skifter hele tiden, og derfor stopper udviklingen på det mentale plan aldrig. Det er en vigtig lektie, jeg har lært i denne omgang, der bærer mig videre i kampen.

De små sejre har gjort den store forskel.

Torsdag morgen i badekåbe ved tasterne i min nye hybel
– træningen går fremad, der er lige lidt sensommersol udenfor
og jeg er kommet på plads i lejligheden i Vanløse, yayy!

Årsdag

Det er lidt underligt! Jeg har næsten gået og talt ned til at have ”årsdag” med min skade – et tvunget forhold, jeg ellers gerne have været foruden – men jeg ved ikke hvorfor? I dag er det et år siden, jeg molesterede min fod ret grundigt. 365 dage med den sværeste kamp jeg hidtil har prøvet, men er der noget særligt i, at det lige er den 5. juli i dag? Noget særligt i at 12 måneder er gået siden uheldet?
Både ja og nej. Egentlig ikke særligt, for det rykker ikke ved noget. Det er en dato, og tiden går sin gang om man vil det eller ej. Men dog er det en dag, hvor jeg kommer til at mindes alt det, der er sket – og det er ikke så lidt!
Netop derfor tror jeg, at det vil være The Never Ending Project at starte dette indlæg med at se tilbage på året, der er gået. Som jeg har nævnt tidligere i ældre indlæg fra det forgangne år, har jeg oceaner af tanker og overvejelser, jeg kan og kunne have berettet om i ord her på bloggen. Tiden har været knap som en grund til ikke at få skriblet så meget, og en anden er, at det også kan være lidt ubehageligt at tænke over nogle gange. Alt i alt er størstedelen af den store mentale proces, jeg har tumlet med, ikke nedfældet i ord, men jeg mærker forandringen og effekten nu. Og jeg er altid åben for at tage emner op, hvis der var nogen, der havde noget specielt at undre sig over 🙂 ris og ros og idéer er ALTID kærkomne!
En lun sommeraften, hvor kalenderen viser 5. juli 2014, vil jeg i stedet bruge på at se fremad herfra. For hvad er udsigterne egentlig?
Det er det spørgsmål – i forskellige afarter og formuleringer – som jeg hyppigst mødes af lige nu. ”Hvornår kan du egentlig springe igen?”
Det var det samme spørgsmål for 10 måneder siden som nu. Og jeg har stadig intet svar!

Jeg fik af vide, at mine knogler i mellemfoden ud for storetå og næste tå nok ville vokse sammen, da der var skruer igennem, og dér var skaden størst. Det er de faktisk ikke! Men som den klassiske ”pest eller kolera” så er jeg endt med tydelig slid i stedet.
Det viste de seneste CT-scanninger fra Rigshospitalet, og igen kunne de ikke sige, hvad det helt konkret vil gøre for min fremtidige trampolinkarriere. Der var vage formuleringer om, at det jo var atypisk skade og dermed også svært at vide, men det kunne tænkes at jeg ville få store problemer. Lægen forklarede, hvordan man enten manuelt kan fiksere leddet med skruer, hvis jeg bliver ved at have eller i fremtiden får gener. Alternativt resulterer slidgigt i det område, at leddet forbener og alligevel bliver stift. Så det ser ud til at den første spådom på sigt bliver til virkelighed. Men ingen ved hvornår!
Jeg blev nu lidt trist ved snakken om skruer og fremtidige smerteproblemer i konsultationsstuen på Riget med den ellers meget gelinde læge. Vi drøftede trampolinmulighederne og han afviste ikke direkte, men både ord og kropssprog var ret undskyldende pessimistisk overfor projekt hop-på-elite-plan.
Vigtigst af alt mærkede jeg en lille indre stemme, der ordret opmuntrede med ”det skal jeg nok modbevise”. Og det gør jeg.
Der er ingen garanti, og det tager tre gange så lang tid som jeg havde troet. Det har gjort, gør stadig og kommer til at gøre ondt. Men jeg skal nok modbevise!
Min tro er mit eneste våben, og derfor siger jeg stadig til mig selv, at jeg selvfølgelig kommer tilbage.
Der er gået 12 måneder. 365 dage og rigtig mange timer, som jeg har brugt på at have lidt ondt i poten. Jeg har tvivlet. Jeg har genfundet troen.
Jeg troede oprigtigt, at jeg ved min underlige årsdag i mit turbulente skadesforhold ville være med luft under vingerne igen. Ikke nødvendigvis på toppen nej, men i hvert fald i gang i trampolinen… Det er kan man ikke helt kalde det!
Jeg har haft de første tre træninger på den netop afsluttede landsholdslejr efter tre måneder uden trampolin (jeg har sprunget bungy, men ikke trænet uden bungysele siden april). Så jeg er igen sat tilbage i forhold til det forventede. Det gør ondt – mentalt! Dog er jeg ikke dømt definitivt ude af lægerne, og  min lille stemme inden i viser mig vejen ind i træningshallen og op i trampolinen igen, så jeg bliver ved.
Svaret er dermed det fantastiske politikersvar: ”På sigt!” Jeg kan springe igen på sigt… Baaaah, det er så træls når målet bliver så vagt og ude af egen kontrol, men ”på sigt” er egentlig det tætteste jeg kommer – jo hurtigere jo bedre allerhelst, men jeg vinder intet ved at starte for tidligt og gøre mere skade end gavn.
Jeg venter med andre ord på, at min fod fortsat healer, bliver stærkere og får mere muskelkontrol, så jeg SNART, hvad end ”snart” viser sig at være, kan komme op i luften og træne med kvalitet igen.

Her i skrivende stund i tusmørket, kun oplyst af computerskærmen, hvor jeg har haft fremgang, men stadig er langt fra målet, kan det i metaforisk forstand skrives således: Jeg har fået en smule mere fart på og bittesmå vinger bagud, men jeg skal nok lade svingfjerene komme til vokse igen! 

Accept gør ondt – og gør godt!

Endelig et hul i en lidt umulig kalender til at nedfælde bare en tusindedel af alt det, jeg har på hjerte!
Jeg har et utal af kladder på blogindlæg liggende på computeren og er lidt ked af, at jeg ikke har fået noget på de sidste måneder – der har ikke manglet stof!
Men jeg er startet på noget, har ikke nået at færdiggøre, og har så været utilfreds med udkastet, når jeg har villet færdiggøre det. Hver gang jeg kom tilbage til en kladde, så var et sket noget i mellemtiden, og jeg syntes pludselig ikke det skrevne var fyldestgørende, opdateret eller godt nok. Hver gang er jeg startet på et nyt udkast, og scenariet har gentaget sig…
Nu er her et færdigskrevet eksempel, der har sprunget alle de tanker, jeg har gjort mig det sidste halve år, over, og i stedet er frisk fra i dag:
 
Auch, jeg er øm i mine arme, mine ballemuskulatur, mellem skulderbladende, i hoftebøjerne, i huden på mine inderlår og i musklerne i mine underarme… Men når jeg sidder her foran computeren, er jeg ikke øm i min fod!
Der er sket markant fremgang over de seneste måneder! Både mentalt og fysisk, de to størrelser hænger faktisk tit sammen på mærkelige måder. Der er dog ét stort og rungende ”men”… Jeg springer nemlig ikke særlig meget trampolin for tiden.

Ser jeg tilbage på det sidste halve år, så kan det famøse klare lys fra bagklogskaben sætte spot på et par kendsgerninger, der er lidt svære at sluge for undertegnede. Jeg startede for tidligt med at springe og glemte min prioritetsliste.

Aller øverst på en liste står trampolin – nøj, hvor jeg dog savner at springe! Men ikke som jeg sprang i januar og februar i år. Jeg savner at kunne træne.. Træne rigtigt! Men kvalitet og fokus, og hvor jeg føler, jeg arbejder på at forbedre mig. Ikke bare i halv højde og med an mental kamp for at fordrive kroppens alarmsignaler fra bevidstheden, mens jeg kun genlære eller omlære spring..
At træne på den måde og så samtidig at vide, at regningen kommer dagen efter spreder ikke positivitet og glæde. Når kvitteringen lyder på at have ondt når man sidder ned de følgende dage, og hvor bare at gå normalt gør ondt, så overskygger det helt de små fremskridt.
Da det gik op for mig, at det faktisk var sådan, jeg havde det, så tog jeg imod den lussing, det føltes som,  da jeg skulle til at ”holde pause” – igen!
Jeg var ganske enkelt startet for tidligt, og at have ondt når man sidder stille, det dræner for energi. Vinteren og de første forårsmåneders mørke og kedelige vejr, den konstante påmindelse om, at jeg ikke kunne noget af det, jeg gerne ville, på grund af min skadede fod og frustrationerne og smerterne, der fulgte med hver dag, gav et ret middelmådigt – næsten negativt – tal på humørbarometeret. Kort og godt var det bare slet ikke sjovt, og jeg begyndte for første gang at tvivle på det hele. Ville det nogensinde blive godt? Ville jeg komme tilbage?
Nogle gange skal der en rigtig krise til at erkende, hvor man egentlig står. Jeg kender egentlig mønsteret, da jeg fx tidligere på bloggen her har reflekteret over mit mønster op mod konkurrencer. Jeg sætter forventningerne op, får et urealistisk billede af mig selv eller min kunnen, og har stadig til gode at lære, at stoppe op og få realismen tilbage. Den kommer tit, når jeg synes, det hele er håbløst umuligt, og jeg får sat ord på. Det fjerner det mentalt skabte kæmpebjerg af egne overvurderede forventninger til en selv, og bringer en accept, der skaber ro. Es ist wie es ist. Det er som det er.
Da jeg accepterede, at jeg blev ked af at være så hæmmet til trampolintræningerne og ikke følte, jeg fik andet end ondt i foden af at springe, så stoppede jeg igen. Jeg trænede ikke rigtig. Og prisen var for høj.
Målet blev i stedet at finde ting, der gjorde mig glad og at arbejde for at bevare motivationen for træning, så jeg kunne blive ved at holde mig i gang.
I mandags bestod jeg mit EPP2 kursus i havkajak. Jeg er nu poleinstruktør hver søndag og prøver også at få trænet lidt selv i ny og næ. Jeg kan nærmest uden tøven smide 100 mavebøjninger af i streg efter mange måneders coretræning med min fysiske træner Jarl. Jeg har meldt mig til en måneds hot yoga til halv pris mod at udfylde spørgskemaer om undervisningen. Og så springer jeg i bungysele i Sundby Idrætspark, hvor jeg stadig kan få fornemmelsen af at udføre saltoer og skruer og spring i trampolinen. Svære spring! De spring jeg endnu ikke springer højt nok til at træne ordentligt uden byngyselens elastikkers aflastende effekt. Og for et par uger siden fejrede jeg nærmest, at jeg for første gang gik forlæns ned af trappen en morgen. En tur jeg hver morgen i 11 måneder havde taget sidelæns eller baglæns, fordi jeg ikke kunne komme rulle hen over tæerne på den dårlige fod.
Så jeg arbejder med to lister – en der viser hvad jeg ønsker og urealistisk forventer af mig selv. Og en, der er skrevet med forstand og ikke helt så meget af løbske følelser. På den førstnævnte står trampolin øverst med tykke streger under og stjerner om, for åh, hvor jeg glæder mig til at komme tilbage. Men der er jo også den fornuftige liste, og her står øverst mental sundhed og at få en normal hverdag. Det lyder lidt trivielt, men det er ultra essentielt!
Det er vigtigt at være glad og for mit vedkommende rigtig vigtigt ikke at få ondt ved at gøre dagligdags ting, som bare at gå rundt i løbet af dagen eller tage trappen. For mig er der ingen mulighed for at indhente bussen, hvis den er begyndt at køre, for jeg kan ikke løbe endnu.
Men jeg kan nu på de gode dage næsten gå almindeligt og nogle gange tage trapperne ned den rigtige vej. Jeg har markant mindre ondt i løbet af dagen, og jeg kan mærke, at der er mere overskud, når kroppen ikke tapper energien ved at have ondt.
Det har været ekstremt vigtigt at mærke fremgangen, da jeg havde allermest tvivl.
I dag er jeg øm fra træningen i går – 3 timers havkajak, halvanden times styrketræning og så 3 timers poleundervisning! Ikke underligt at skuldre og arme er lidt ømme. Mavemusklerne melder sig også på banen efter ny rekord i en specifik maveøvelse (100 gentagelse – booyaaah!) i mit styrketræningspas. Men hvor er det befriende, at jeg ikke længere får hovedpine af at gå skævt, og ser man mig gå, så ser det næsten helt normalt ud – endelig!
D. 5. juli 2013 var en vinkel i et afsæt fatal (læs eventuelt forrige indlæg om hvad der helt præcist skete) og resultatet, landingen på kanten, har givet mig den hårdeste og mentalt mest udfordrende rejse, jeg nogensinde har været på. 
De sidste måneder har igen lært mig noget. At acceptere ens egen situation er nogle gange svært og psykisk nærmest smertefuldt. Det er ikke sjovt at skyde hvide pile af sted uanset hvilke selvbilleder eller forventninger det er. Men det er jo ikke at dræbe drømmen. Det er derimod at finde ens ståsted for den fortsatte kamp fremad. Hvis man ikke acceptere, hvad man kan og ikke kan, så arbejder man ikke på de rigtige ting.
Jeg skal ikke springe trampolin lige nu, for jeg er ikke klar (lille snøft). Men det bliver jeg – og forhåbentlig snart – og det har givet mig ro og motivationen tilbage, fordi jeg nu arbejder ud fra mit niveau, og ikke bliver skuffet hver gang jeg mislykkes i forsøget på at leve op til mit urealistiske selvbillede eller min skyhøje forventning.
”Tough situations build strong people” – jeg skal nok komme tilbage!



Første gang tilbage ved tasterne…

Så blev navnet ændret på bloggen, for jeg flyver ikke så højt for tiden, og jeg er ikke bosiddende i Tyskland længere. Det har jeg faktisk ikke været længe. Og det føles som endnu længere tid, end det reelt er, for der er sket så afsindigt meget – meget livsændrende både fysisk og psykisk.
D. 5. juli 2013 satte jeg af til et spring et par vinkler for stejlt og landede dermed lige præcis med forreste del af venstre pote på kanten af springgraven (til dem, der ikke kender en sådan en, så er det et hul i gulvet med skumgummi, som man kan springe fra en trampolin eller andet gymnastikredskab ud i og dermed lande blødt. Så kan der trænes svære momenter).
Det jeg bliver mødt med er ofte, “det var da dumt”- eller “se bare, trampolin er farligt”-attituder. Men det var slet ikke sådan det foregik. Jeg prøvede at passe på mig selv! Jeg har ofte fortalt mine venner og bekendte denne historie, for jeg har stadig brug for at retfærdiggøre og være harm over hvordan og hvor uheldigt, det forløb den julidag på træningslejr i Århus Springcenter. Her er hændelsen på skrift
(Har lagt et par billeder med også, der viser hvordan foden så ud. Intet åbent og ulækkert, men den var sør’me ikke frisk at se på… Bare så det er meldt ud, at de er der længere nede):

Landsholdet i trampolin holdt sommeren 2013 træningslejr i Århus Springcenter, som for en gymnast er et rent slaraffenland! Der er alt til idrætsgymnastik, teamgym og i den uge var der også stillet trampoliner op til seks dages træningslejr. Jeg havde glædet mig!
Efter seks måneder i Tyskland havde jeg virkelig set frem til at se alle og til at vise, hvad jeg havde lært, og at jeg var i god form og kunne give den gas hele ugen. Det blev desværre ikke helt som forventet.
Som man nogle gange siger, at man kan få det forkerte ben ud af sengen og have en Tycho Brahe-dag, så fik jeg vist det absolut helt forkerte ben ud af flyet fra Tyskland til Danmark, og det blev kvitteret med en Tycho Brahe-uge! Alt muligt gik galt den uge. Kufferten kom og var smadret, bilen gik i stykker, der var stress og jag omkring at få flyttet nogle ting fra det kollegieværelse, jeg havde sagt op for at blive endnu et halvt år i Tyskland, der var presset program med arbejde, familiefødselsdage, træninger og flytning, der blev besværliggjort gevaldigt og gjort noget dyrere af den pokkers bil, der skulle fikses. Plus alle mulige småting, der samlet set gjorde dagene op til træningslejren noget rodede og langt fra den forventede fryd og gammen.
Så jeg glædede mig til at tage til Århus, hvor der heldigvis ikke kunne gøres hverken fra eller til med alle de uinteressante ting. Jeg skulle bare træne – fedt!
Der gik lige præcis halvandet døgn på lejren, så kunne jeg ikke bukke med ned, fordi min ryg havde sat sig. Not what I needed, når jeg nu havde glædet mig til at vise, at jeg var vant til træning hver dag og havde planer for nye spring, jeg skulle lære.
For en gang skyld lyttede jeg til kroppen, og tog til en kiropraktor, der “ground’ede” mig helt. Ryggen sad vind og skævt, men han tryllede og knækkede og fik rettet mig op igen. To dage efter, som jeg havde brugt på at surmule lidt, se de andre træne og planlægge, hvad jeg ville lave, når jeg fik grønt lys til at springe, hoppede jeg op på trampolinen igen til formiddagstræningen og startede blidt ud med at træne nogle enkle ting.
Men det var fem træninger, jeg havde misset, og på min to-do-liste for træningslejren stod “full in rudy” (forlæns dobbeltspring med hel skrue i første salto og halvanden i sidste, et spring jeg ikke havde lavet endnu), så da jeg var færdig med den lette træning, tog jeg en beslutning.
Hvis jeg skulle passe på ryggen, så ville det måske ikke være smart at forsøge sig med det nye spring med skrue i slutningen, full in rudy, i trampolinen. Hvis jeg fx underroterede, ville der komme pres på ryggen med en foroverbøjet landing med skrue. Jeg ville i stedet prøve at lave det i springgraven.

Det skal indskydes her, at jeg aldrig har brudt mig om at springe i springgrav. Jeg var lidt misundelig på drengene, der legede og udfordrede hinanden til vilde spring i løbet af lejren, mens jeg lå og lavede rygøvelser på gulvet, for man kan nærmest lande på hoved i en springgrav, uden der sker noget.
Havde jeg leget med, hvis jeg ikke havde haft rygproblemer? Jeg ved det ikke, for jeg bryder mig faktisk slet ikke om at springe ud i det bløde skumgummi. Landingen er ganske fin, for man kan jo lande på alle mulige mærksværdige måder uden problemer! Men det mærkelige skrå afsæt for at springe så langt fremad føles unaturligt. I trampolin gælder det jo om at springe lodret, ikke frem.
Kort sagt, jeg har aldrig brudt mig om det, og jeg har ikke brugt springgraven særlig meget til at lære ny spring, da jeg var yngre. Jeg er ikke vant til den – eller tryg ved den!
Så da jeg stod om formiddagen, slog tanken mig dog, at den nyligt knækkede ryg alligevel ville synes bedre om at lande blødt, selvom jeg ikke helt brød mig om det der springgravs-halløj.
Med den beslutning traskede jeg ned til den trampolin, der stod for enden af graven og blev brugt til at springe ud i graven fra.
En af mine landsholdskammerater hoppede i forvejen rundt og trænede på en teknisk detalje, og jeg proklamerede, at jeg havde i sinde at øve mig lidt at springe i springgrav med nogle simple spring, så jeg var klar til at lave min første full in rudy til eftermiddagstræningen.
Jeg lagde ganske stille ud med en barani (en salto med halv skrue).
Min intuition stejlede kraftigt under vejs, men jeg sukkede opgivende indvendigt og tænkte: “det er jo fjollet, at jeg er bange for at springe i grav. Jeg skal lige vænne mig til det igen”.
Jeg syntes dog stadig, at det var unaturligt og svært at springe fremad. Siden har jeg forstået hvorfor.
I forhold til den specifikke formiddag, så var første spring jo gået fint, så næste spring skulle være lidt sværere. Ikke svært, full in half er et spring, som jeg endda har i min obligatoriske øvelse. Men det var her det gik galt.

I et halvt år i Tyskland havde jeg trænet på at springe mere og mere lodret i min full in half, der er næstsidste spring i min øvelse, for i trampolinreglementet trækker det fra, hvis man ikke bliver på midten. Dét i kombination med mit ringe kendskab til at springe i grav, hvor fysikken gør, at man skal læne sig unarturligt meget fremad i forhold til, når man springer på midten af trampolinen, gav samlet set et lidt for kort resultat.
I splitsekundet, som afsættet tager, kunne jeg godt fornemme, at springet ikke havde helt den ønskede fremdrift. I luften, mens jeg udførte de to saltoer med halvanden skrue fordelt i begge saltoer, nåede jeg at tænke, at det sgu nok blev knapt med pladsen, for jeg ville lande tæt på kanten. Mellem trampolinen og graven lå en lille måtte kun et par cm tyk, der gjorde det svært at se, hvor kanten præcis var. Rundt i sidste halve skrue inden landingen fik jeg øje på måtten lidt for tæt på og tænkte, at jeg måske var i risikozonen for at skrabe skinnebenene på kanten.
Det var ikke skinnebenene, der rørte. Grundet måtten, kunne jeg ikke se, at kanten faktisk var længere ude, end jeg havde troet, og fordi, full in half er et spring med skrue, så var venstre fod en smule længere fremme end højre…

Et mærkeligt, overraskende stød kom fra venstre fod op igennem kroppen. Det kom hel bag på mig, og det føltes som om noget blev skubbet – på den HELT forkerte måde inde i foden.
Farten fra dobbeltspringet gjorde, at jeg faldt bagover på ryggen ned i graven, og mens jeg lå blandt skumgummistykkerne, så jeg forundret på foden.

Mange har spurgt mig, om det ikke gjorde helt ekstremt ondt. Det gjorde vist ondt, men adrenalin, overraskelse og vantro overskyggede fuldstændig. Og når noget i kroppen virkelig går i stykker, så er systemet hurtigt til at skyde smertestillende ned i området… For en kort tid i hvert fald.

Det så sgu mærkeligt ud! Ad og av…

Min fod så meget mærkelig ud! Der var underlige buler både på inder- og yderside, og jeg vidste ved første øjekast – og egentlig fra den mærkelige fornemmelsen ved stødet fra kanten – at det ikke var fire ugers pause, jeg så på der.
Men jeg anede ikke, at mit liv lige der blev vendt på hovedet og stadig er det i skrivende stund over 8 måneder efter.

Min reaktion var til gengæld rimelig fattet. Tobias havde halvt set, at jeg havde lavet full in half, men det havde ikke set dramatisk ud, så da jeg siger “min fod er brækket”, så kigger han lidt undrende på mig. Det lignede, at han ikke helt forstod, hvad jeg mente – var det en dårlig joke?
Mere eftertrykkeligt og indtrængende gentog jeg “min fod er brækket. Hent en træner”.
Store øjne, splitsekund pause, mens beskeden blev modtaget, og så skyndte han sig af sted efter landsholdstræneren i den anden ende af hallen. En af de andre kom også over nu, men mit hoved var noget kaotisk lige der. En ting, der var meget håndgribeligt og klart for mig: “hvordan fanden kom jeg op af graven?”
Jeg lå på ryggen med et fast greb i min underben, for at holde foden stille, iblandt syvhundrede stykker skumgummi, som man selv med to raske fødder kunne have svært ved at komme op af. Hver gang man tager et skridt i løs-skums springgrav, synker man ned mellem skumgummistykkerne – og her lå jeg!
Træneren kom over og andre begyndte at fornemme, der var drama i graven.
Som en søstjerne stak jeg arme og ben til begge sider, så træneren og drengene kunne løfte mig og trække mig mod kanten. Jeg var jo ikke så langt væk fra den, og heldigvis, for det var svært, når alle sank ned i graven og havde svært ved at holde balancen, når de halede i mig.
Da jeg var blevet halet op på stabilt underlag på kanten af graven, var der ikke tvivl i min stemme, da jeg sagde, at der skulle ringes efter en ambulance. Der blev hentet is, og jeg sendte Andreas af sted efter min mobiltelefon, for jeg måtte da forevige, hvordan venstre fod så misdannet ud! (se ovenstående) Og så var det vist også en god idé at få pungen med også.
Jeg var rimelig fattet alt taget i betragtning. Vi kunne hurtig blive enige om, at det ikke så særlig lovende ud, og at noget var gået i stykker. Det gjorde ondt, men jeg tænkte så lidt på det som muligt, og der blev ringet efter den transportable sygehushjælp.
Mens jeg lå på ryggen og ventede på at blive hentet, kom jeg igen til at tænke over en ting. Det var ikke bare en træls forstuvning. Det var mere seriøst. Og en forræderisk tåre sneg sig ned af min kind, for jeg syntes, det var uretfærdigt. Endelig var jeg kommet op og træne 7-8 gange om ugen og havde min dagligdag i Tyskland. Jeg var lige der, hvor jeg helst ville være – en hverdag fyldt med trampolin og fysisk aktivitet. Jeg elskede det!
Det dunkende signal nede fra venstre pote indikerede desværre tydeligt, at det for en uvis periode ikke længere ville være dagenes agenda…

Alle de lange mellemfodsknogler (metatareser)
rykket til venstre (på billedet til højre) og
kilebenene (3 cunieforms) oppe over havde
også fået en tur plus lidt småfrakturer

Lang historie kort: jeg blev hentet og fragtet til Århus Universitetshospital, hvor jeg fik foden røntgenfotograferet. Kroppen var holdt op med at producere smertestillende stoffer og en god omgang morfin gjorde, at jeg, uden selv at synes det var noget særligt, lød som om jeg havde bællet fjorten bajere på rekordtid!
Det var starten på to ugers indlæggelse fordelt på tre hospitaler. Og alle steder kommenterede lægerne uafhængigt af hinanden, men skræmmende ens: “Det har du gjort grundigt”.
Jeg har altid været grundig… Men på et hospital er det ikke jordens fedeste kommentar!

Morfin-døsig på Århus Universitetshospital
Kort inden operation på Riget.
Foden var så hævet, at den
ikke så så mærkelig ud.
Men det gjorde sgu ondt efter 4
dage af led inden operation!

Alle fodens knogler i mellemfoden var slået af led og nogle steder lidt frakturer. Metatarserne var nærmest rykket en hel plads til venstre og knoglerne oppe over stod heller ikke helt så fint på række længere.
Jeg blev desværre også præsenteret for et underbemandet sygehusvæsen midt i sommerferien med diverse forsinkelser, forseelser og journalforvirringer.
Vigtigst af alt så gik operationen dog godt. To overlæger rodede rundt i 2,5 time og fik samlet puslespillet og fikseret det med tre skruer og to K-tråde, der stak ud af siden på foden. Lidt markabert!

Godmorgen-shot!
Flere gange om dagen sådan
et bæger…
Lidt misbruger-tendens? 

Med fremmedlegemer igennem syv knogler i foden og diverse ødelagte bløddele og sammensyede sår fra operationen havde jeg virkelig ondt. Og derfor røg jeg i smertebehandling først på Rigshospitalet, hvor jeg var blevet flyttet til og opereret, og så ned på tredje sygehus, Køge Sygehus, i min Tour d’Hôpital.
Jeg fik virkelig meget morfin undervejs. Fra uheldet skete lå jeg først fire dage med foden af led og med frakturer, mens den bare hævede og hævede, og så bagefter operationen gav de mange metalting igennem diverse knogler endnu flere smerter. Så der er faktisk meget, jeg slet ikke kan huske, og det blev til en underligt sløret periode, hvor tingene flød sammen. Vågn op, smerter, piller, smerter, forsøge at spise morgenmad, smerter, sygeplejersker og læger, smerter, besøg, smerter, piller, smerter, og der ud af…

Et dejligt alternativ til
hospitalsmaden – lækker
sushi akkompagneret af
skønt besøg – TAK!

Besøgene holdt mig oppe. Min fantastiske familie og venner kom og gjorde det hele udholdeligt og de gjorde, at jeg holdt hoved højt hele hospitalsforløbet igennem til trods for de MANGE udfordringer undervejs.
De gav mig mod, og jeg er taknemmelig for støtten. Det er jeg stadig, for otte måneder efter har jeg stadig ondt i foden hver dag, og kampen er lang endnu.

Bare at beskrive de to uger på hospitalet ville fylde maaaaaange sider, så at beskrive, hvad der er sket indtil nu, ville give en bog!
En interessant bog for mig, for jeg har virkelig lært meget og ændret mig, og det havde været spændende at have skrevet tankerne ned undervejs. Men det gjorde ondt at tænke på undervejs. Jeg kunne ikke overskue det, desværre. Det vil jeg til gengæld prøve at gøre lidt nu, for vejen tilbage vil sikkert fortsat tage mig i skole, om jeg vil det eller ej, og denne ufrivillige studietur, jeg har været på med denne skade, har ikke været sjov – langt fra – men jeg har lært mere om mig selv, end jeg havde troet, jeg kunne.

Som jeg sagde på hospitalet: “jeg kan ikke ændre på, at det er sket. Men hvis jeg ikke får noget ud af perioden, så er det ikke kun surt – så er det også spildt”
Det er nogle uforudsete områder jeg har lært en masse om, men klog er jeg blevet. Nej, jeg er blevet klogere – for der er ekstremt meget, man kan lære af livskriser.

Jeg slutter her, for at pakke træningstasken og tage til træning med landsholdet. Jeg skal ikke springe i dag, selvom jeg hopper lidt rundt i ny og næ, for min fod er igen hævet og gør ondt efter overbelastning. Jeg tager tager ind og hjælper de andre og træner det, jeg kan. Stabilitetstræning og lignende. Og fortsætter min kamp for at komme tilbage 🙂

PS: er der noget, du kunne tænke dig næste blogindlæg skulle omhandle? Så skriv endelig 🙂 Jeg har gemt på tankerne og oplevelserne for 8 måneder, og jeg synes det er spændende at skrive, men allermest interessant, hvis det har relevans for andre. Jeg linker her til en artikel i sport executive, jeg skrev undervejs, for det er det eneste tidspunkt, jeg fik taget mig sammen til at sætte ord på, da jeg blev opfordret til det. Og ris og ros modtages med et smil! http://issuu.com/sportexecutive/docs/se_11_2013_net (Sport Executive 10, nov 13, side 20-25)

DM, Dansk besøg og fødselsdag – del 2!

FORTSÆTTELSE fra sidste indlæg. Da det er 32 grader udenfor i dag, er jeg krøbet ind i skyggen og derfor kan jeg lige få smidt anden del af min lille roman om de sidste par uger her i det tyske. Det er skrevet i fredags i bussen og som sagt fortsættelse fra sidste indlæg:
Grill med det meste af klubben med
Bayerisk morgenmad: Weißwurst,
Brezeln og Hefeweizen!!!
Af sted med ODD til Firmen Lauf!
Kort vil jeg nu også gerne berette om et par af de andre ting, jeg har oplevet her i tyskland fra  jeg kom tilbage efter DM og til nu.  Faktisk så meget jeg ikke tror jeg kan få det hele rigtig beskrevet – så må man hive højdepunkterne frem og lave et lille ekstra indlæg med et par af de mange billeder, jeg har fået knipset i det tyske i min smukke midlertidige hjemby og dens opland.
Der har været grill, Firma Løb, udflugter med Karin, friluftsbad, smukke gåture, restaurantbesøg og især et fantastisk besøg fra Danmark!
Mine forældre og Henrik, som er deres gode ven og som en onkel for mig, kørte i bil ned og besøgte mig fra fredag d. 31. Maj og weekenden over, da jeg mandag havde fødselsdag. 🙂 
Rigtig tysk aftensmad med asparges
og schnitzel og det hele!
Morgenrulleskøjtetur! Der er rig mu-
lighed for at trille rundt i Bad
Kreuznach og hyggeligt med selskab!
Det var den skønneste weekend, og jeg havde slet ikke fået nok af selskab og oplevelser sammen, da de tirsdag morgen pakkede bilen og skulle tilbage mod Danmark for at passe arbejde, kat, træning og alt det andet praktiske, der sættes på standby under ferie.
Vi spiste første aften hyggeligt i ”Altstadt” (den gamle bydel), der ligger fem minutters gang fra min lejlighed.
Tyskland er jo kendt for mange ting. I området Nahetal (dalen omkring floden Nahe), som Bad Kreuznach ligger i , er det vin og vinbjerge, og der er afsindigt mange små Weinhofgüter over det hele med lækker kvalitetsvin fra nærområdet. Men andre steder produceres asparges – og derfor er det for tiden ”Spargelzeit” i Tyskland og alle restaurationer har dermed asparges-retter ekstra på menukortet. Det prøvede vi, og det var bestemt en kulinarisk oplevelse!
Lørdag blev brugt i Kreuznach og med grill hos Eisi om aftenen. Søndag røg vi med på hyggelig vandretur på Kuhberg, der ligger ved Nahe, og gennem skoven kunne man gå helt hen til Altenbaumburg, der er en slotsruin, hvor der i midten er blevet renoveret til gæstgiveri. Det er dog med tilhørende renoverede priser – så vi gik i stedet gennem skoven tilbage og hen til ”Waldheim”, som er både meget billigere og hyggeligere sted midt i skoven! Alle kommer fra nær og fjern for at gå tur i skoven og spise ved Waldheim, der både kunne præstere en lækker salat til mig og rigtige Jäger-Schnitzeln til mine forældre og Henrik. Så kender man tyskland!
Schnitzel og fadøl i skoven!
Vi var af sted med Eisi, Ingrid og Aurelia samt familien Maus, der har tre børn, hvor to springer i klubben.
Det var fantastisk smukt med udsigt over de små landsbyer og vinbjergene omkring og skoven er over alt flaskegrøn og helt tæt. Meget smuk tur, og vi nød det alle fire.
Derefter hjem til ”die Maüsen” med grill og hyggelig afslutning på en skøn dag.
Mandag var jo min fødselsdag!!! Og jeg blev vækket med sang og morgenbord med gaver Jså en tur i hallen til træning, mens mine forældre og Henrik småshoppede i byen og så mødtes vi i bymidten og kiggede lidt sammen. Fik som en ekstra gave af Henrik lækker kvalitets-balsamico, for hoveddelen af min kost er salat. Kæmper hårdt for at komme i god form, og det kommer generelt ikke let for mig. Men med sådan luksussager så bliver det endnu mere lækkert at kværne kaninfoder!
En gang frikadeller til frokost –
intet bedre end mors ‘dunser 😛
Jeg havde fået fri fra aftentræningen, så da vi havde været hjemme forbi og stille tingene og spise frokost, så trillede den lille sorte radiobil ud fra sit mørke skjul i garagen. Den havde sikkert misset med øjnene mod sollyset hvis den kunne, for den står faktisk størstedelen af tiden gemt under jorden. Jeg er stort set hver dag på farten på cykel – motion, frisk luft og rugbrødsmotor!
Vi kørte til Bingen og stillede bilen, hvorefter vi tog færgen over til Rüdesheim am Rhein. Jeg var der med Emilie i april, men det var helt sikkert endnu et besøg værd. Denne gang havde vinmarkerne blade på stokkene, alle butikkerne var åbne og solen skinnede (selvfølgelig). Mellem alle turist-skrammel-butikkerne, lå der også lidt spændende. En rigtig Feinkost-butik med alverdens lækre udgaver af pesto, tapassager, vin, balsamico, marmelade og en hel væg med likører med forskellig smag! Men det var en lille bitte vinbutik, vi endte med at runde, og her prøvesmagte jeg Eisweis. Farligt bekendtskab. De sukkersøde dråber smager afsindig godt, men prisen niver grundigt, da der bruges 25 kg. druer til en halv flaske! 
Vi tog også op til Niederwalddenkmal med udsigt over Rhinen.
På min fødselsdag blev det også til en is på den absolut bedste is-café i hele Nahetal, Rialto i Bingen! Lækreste italiensk is smukt anrettet, og så producerer de her en såkaldt ”mozartkugel-eis”. Så bliver det ikke bedre. Når jeg endelig skal smide tomme kalorier indenbordds så skal det helst være af god kvalitet og i godt selskab – og de to kriterier var ualmindeligt-edder-herre-meget opfyldt.
Sidste solstråler rammer
terassen ved Rheingrafen-
stein Hofgut 
Rulletur i Boos med Karin
Havde en fantastisk weekend og syntes slet ikke jeg havde fået nok af mine forældres og Henriks selskab i løbet af de tre dage, men miniferien sluttede og arbejde og træning stod den på for mit vedkommende, mens mine stakkels gæster snuppede en helddagskøretur nordpå.
Men har nydt det gode tyske vejr, har sammen med Karin været ude og se smukke steder i området, kørt på rulleskøjter, meldte mig som nævnt spontant til Firmen Lauf (uden at have løbet de sidste par måneder, men fem km går jo :P),  jeg har dermed lært mine kollegaer på arbejdet bedre at kende, jeg har gået masser af ture, og jeg sætter pris på alt det jeg har oplevet.  Karin og jeg har set nogle af de smukkeste udsigtspunkter i Kreuznach nærområde
For tiden ville jeg enormt gerne dele det med familie og venner og savner på den måde DK, men nyder Tyskland. Ser dog frem til halvanden uge i DK om et par uger.
Sjovt at have det sådan lidt splittet, for ja savner, men nyder samtidig. Tror i bund og grund bare gerne jeg vil dele alt det, jeg har her.
Men det lader sig måske gøre? Der er ved at blive planlagt lidt dansk besøg i sommeren og jeg glæder mig!!
Sikke en roman. Gad vide om vi snart er fremme? Eller om vejrarbejde rundt omkring på den tyske Autobahn forlænger køreturen. Er lidt øm i halebenet af at sidde og skrive, så jeg håber bestemt på at vi hastigt nærmer os.
Jeg håber selvfølgelig på, at kunne lave lidt kortere, mere regelmæssige indlæg, men tiden flyver og derfor ender det i ny og næ med sådan en omgang som denne. Der er jo nærmest mere at berette, selvom jeg ikke har tid til det!
Lige til sidst tre billeder fra tre udflugter med Karin: 
Øverst oppe på Rotenfelds 


I midten ved en lille, skjult skovsø oppe i skoven på Rheingraf





Og nederst aftensol på Gansz, udsigtspunkt over floden Nahe, Bad Münster og alle de andre små landsbyer i området – SMUKT!

DM, Dansk besøg og fødselsdag – del 1!!!

Det er vidst hovedoverskrifterne for begivenheder for perioden siden sidste indlæg, men der burde også stå tekniktræning og sightseeing, hvis jeg i fem ord skulle beskrive de sidste par uger.
Det næste er skrevet fredag 14. juni, men da jeg ikke havde net før nu, så kommer det altså endelig i dag!
Jeg har skriblet så meget, at det fortjener to indlæg. Her er del 1, og del 2 er dermed klar, men skal lig have de rigtige billeder. Her er lidt fra de sidste uger med træning 🙂
”Schatzi, schenk mir ein Foto…” tralala..  Schlager-hittet hamrer løs fra bussens anlæg, og jeg kan naturligvis nynne med efter fem måneder i Tyskland inklusiv Fastnacht og skitur!
En alt mellem 3 og 5 timers køretur (afhængig af kø) mod konkurrencen Schwaben Pokal, der afholdes et eller andet sted a la Stuttgart-und-ein-Stückchen-weiter, har endelig givet mulighed for at tappe løs på tastaturet og få lidt af alt det, der fylder i mit hoved, ned på skrift. Hvis det havde været for bare 5-7 år siden havde jeg nok haft skrivekrampe i højre arm, når vi endelig nærmede os destinationen. Men som et barn af den teknologiske tidsalder sidder jeg bekvemt i bussen med min alt for varme computer i skødet, en tysk telefon i lommen og en dansk, hvor en playliste kører igennem høretelefonerne ved siden af på sædet.
Jeg er i denne omgang kun tilskuer, så får hele tre (!) dage uden trampolin. Da Peter ikke kan være med alligevel, har jeg fået lov at tage med, og glæder mig til konkurrencen, som er tyskernes sidste World Games synkron-kvali og nr. 2 af fire VM-kvalifikationskonkurrencer.
Sidste indlæg handlede i den grad om refleksion og selverkendelse. Hvad reagerer jeg på og hvorfor? Hvad gør jeg herfra og hvad kan jeg bruge fremover. Spændende at analysere lidt på sig selv i ny og næ, selvom selverkendelse er en ret ubarmhjertig disciplin.
Ugerne op til DM var som jeg skrev sidst ikke just flyvende, så lidt refleksion var i hvert fald med til at få rettet op på det lidt krakkede selvværd jeg slæbte ru

ndt på. Jeg fik accepteret at jeg var i gang med en proces og at jeg skulle glæde mig over alt det jeg have lært, oplevet og trænet og så se det langsigtede mål med det hele. DM var kun en lille sten på vejen mod bedre trampolinkundskaber, og derfor skulle jeg ikke tænkte så resultatorienteret, men derimod bruge det til at køre mine ting, jeg havde trænet med triff og hele møllen. At gå ned i vanskelighed ville ikke bringe mig frem. Alt dette fik sænket min 220-panik-puls og i Danmark hade jeg så et par dage med familie, venner og danske træningskammerater til at opbygge selvtillid.

Lørdag d. 25. Maj trillede bilen så til Odense og med en helt anden ro kørte jeg mine ting og vandt mit DM. Total lettelse. At jeg også fik endnu en VM-kvalifikation i hus i indledende konkurrence gjorde det endnu bedre,
Jeg har stadig noget at arbejde med hvad angår pres og favorit-forventningerne (især mine egne!), så jeg i fremtiden ikke ender som mentalt udkørt og frustreret udøver, bare fordi jeg i optakten pludselig vil være perfekt og dermed ikke ser, at det er okay.
Alle sportspsykologernes prædikener om fokus på processen og ikke på resultatet, fik jeg godt og grundigt bevidst er ganske fornuftigt, da jeg havde arbejdet lidt med det mentale og møbleret om på prioriteringslisten personligt. Så med fokus på, at jeg bliver bedre af at springe mine svære øvelser og krydret med en fed fornemmelse af selvtillidsfuld ”jeg vil vise, hvad jeg kan” på vej hen til trampolinen, har jeg fået mere end en medalje og pokalen med hjem fra en lang konkurrencedag i det fynske.
Da jeg kom tilbage til det tyske, ville jeg intet mindre end træne ALT. Jeg skulle blive bedre til det hele og ville lave øvelser og sekvenser og rekorddele og enkeltspring og tekniktræning og…. Og så kiggede Eisi på mig og sagde, at jeg jo kun kunne træne så længe jeg forblev ”gesundt”. Uden skader. Og fulgte dermed op ved at sige, at jeg jo ikke blev bedre af at træne de samme fejl. Jeg stod lidt desillusioneret og kiggede på ham, for jeg skulle jo netop træne DET HELE nu. Men jeg blev i stedet sat til let tekniktræning hele ugen og morgentræningerne faldt fra.
Jeg var først ret utilfreds. Så mærkede jeg til gengæld at knæbindet blev unødvendigt, og selvom min for-nyligt-forstuvede fod fra Frivolten Cup i Sverige i ny og næ sætter sig forkert, så mærker jeg den næsten ikke i hverdagen mere – også selvom jeg har genoptaget fuld hammer fodbold til opvarmningen hver aften, har mine to morgentræninger og har sat gang i lidt sprint- og styrketræning igen.
Jeg røg mentalt lidt ned i gear og mistede lidt af den 24/7-træningsiver, som jeg havde lige da jeg kom hjem. Men nu er lysten vendt tilbage, og selvom jeg kommer til at skulle arbejde, for at overføre, det jeg har lært i enkeltspring, til mine øvelser, så er jeg i bedre form og mere skadesfri nu.
Måske er det der med periodisering af træningen i ny og næ okay? Det er jo spændende at se, hvordan der bestemt er fordele og ulemper ved både, den måde tingene blev gjort på i Danmark, og hvordan det håndteres her i Deutschland. God teknik i enkeltspring er fx ikke ensbetydende med at alt kører på skinner i øvelserne. At have god teknik gør heller ikke at man er mere stabil. Det gør mange gentagelser, men træner man mange hele øvelser, er der ofte lavere kvalitet i de enkelte spring. Det er lidt fornemmelsen af to modsætninger i træningsfilosofi, og måske er det en gylden middelvej, der er vejen frem?
Der lyttes, læres og arkiveres idéer og tanker omkring trampolin hver dag. Jeg prøver at finde min vej, finde ud af hvordan lige præcis jeg bliver bedst mulig hver dag.
Det er ret frustrerende, at lave gamle fejl, når jeg synes, jeg har lært det nye. Og vil gerne have mere kvalitet i hver tur på trampolinen, så jeg ikke skal bruge forsøg på at udføre det, der var tiltænkt. Men når ALLE spring er med nye bevægelser, rettelser og delvis helt ny teknik, så er det noget anstrengt i ny og næ. Men der arbejdes på det J
Og det kommer jo i bund og grund netop ned til dette: mange gentagelser – men med kvalitet!
Meget interessant, så er jeg ikke længere den eneste midlertidige gæst i Bad Kreuznach til trampolintræning. Vi har fået selskab af hvidrusseren Tatsiana, og det er helt vildt motiverende, at se hendes grundteknik! Hun bliver de næste fire måneder, så håber jeg kan kopiere lidt fra hende! 
Fortsættelse med MANGE billeder følger 😀