Det lange hvorfor

”Du har tilmeldt dig til DM??”

Mig: ”Ja… Det har jeg… D…”

”Nå, nice.”

Mig: ”…”

– Kender du det, du står klar med en mega lang forklaring hvirvlende rundt i hovedet, men lige skal finde ud af, hvor du starter? Og så er den anden person videre i samtalen, mens man står tilbage med letåben mund og myldrende tanker. Det var mig forrig weekend.
I erkendelsen af, at jeg ikke fik svaret på den måde, jeg egentlig havde ønsket, så prøver jeg i stedet at forklare det sammensurium af tanker, følelser, valg og læring, der skulle have været i stedet for tre punktummer i gengivelsen herover.

For ja, jeg har tilmeldt mig DM i trampolin. Men denne gang på en helt ny måde, end jeg nogensinde før har tilgået en trampolinkonkurrence. Jeg springer for mig selv, for at bevise for mig selv, at jeg trodsede min frygt. Jeg føler faktisk, jeg allerede har opnået det største: at have muligheden for at tilmelde mig, selvom jeg troede, jeg aldrig ville komme til det.

Jeg springer trampolin i dag, fordi det er sjovt og fordi jeg bliver glad af det. Har jeg ikke lyst, så lader jeg være. Det samme gælder konkurrencen.

Jeg træner ikke mere end maksimalt et par gange om ugen, nyder det i godt selskab og har gjort det i et par måneder. Inden da, var jeg kun oppe i dugen for at vise en begynderspringer en sammenbøjet barani eller en half twist (enkeltsaltoer med skruer, hvis man ikke lige taler trampolinsk).

Med idrætsstudie, coachuddannelse i 7 måneder, job i DIF og mange timer som trampolintræner, har det været ekstremt sporadisk med bare noget fysisk træning generelt. Men uden regelmæssig træning af nogen art, så følte jeg mig en dag godt kørende til en hyggetræning i trampolinen og konstaterede, at jeg faktisk sprang højere indspring (hoppe lige op og ned højest mulligt) end jeg gjorde, da jeg var aktiv på landsholdet… Wierd! Og det gør jeg stadig, hvis jeg springer til i indspringene. Mine stående baglændere er også bedre end før. Jeg er med andre ord stærkere end jeg har været før. Og min spiseforstyrrelse er nærmest væk.

Jeg er taknemmelig for, hvor meget jeg kan, når jeg husker at sove en masse, mærke efter og gøre ting, der er meningsfyldte for mig. Jeg er taknemmelig for at have udfordret min overbevisning om aldrig at komme til at springe igen.

Hvis det var det eneste lyksaliggørende for mig, så kunne jeg komme op på det niveau jeg havde før med en massiv træningsindsats – men det er ikke det, der er rigtigt vigtigt længere. Det vigtige er at jeg nyder at springe i trampolin med gode kammerater og gør det uden at føle mig for tyk eller for forkert. Helt uden at være presset over at skulle kvalificere mig til noget med et bestemt pointantal, eller at føle jeg partout skulle vinde.

Om jeg springer mit livs øvelse eller hopper ud i første spring er faktisk ligegyldigt. At nå op på et springmæssigt niveau, hvor jeg kan springe DM er en personlig kæmpe sejr, som jeg er stolt af. Det har krævet massivt, mentalt arbejde at gøre op med frygt og tvivl, samt krakeleret identitet og revnet selvbillede. Netop selvbilledet slog revner, da jeg landede på baghovedet i mørke og min nakke eksploderede i smerter fra den iturevne muskulatur. Men det var ugerne efter, hvor jeg ikke kunne gå, og hvor min kæreste gik fra mig, hvor min identitet som trampolinspringer krøllede sammen, som papir kastet ind i flammerne – dér krakelerede selvbilledet også.

Jeg har gennem diverse udfordringer opbygget en tro på at kunne komme igennem nærmest alt hvad livet bød mig. Sammenlignede mig faktisk med en korkprop, der flyder ovenpå vandstrømmen – også selvom destinationen var ukendt og vejen derhen turbulent og fyldt med strømhvirvler.

Men det her var mere end min mentale korprops-selvrepræsentation kunne kapere. Billedet forsvandt. Jeg kunne ikke komme tilbage trampolin, jeg kunne ikke engang fikse parforholdet. Jeg var ikke noget ”særligt” længere. Det føltes lidt som om, at korkproppen var blevet druknet i klæg leverpostej.

I næsten 2 år anede jeg ikke, hvad der egentlig var vigtigt for mig. Selvbilledet var blevet en ret tvivlsom udgave – sådan en noget vaklende og lidt frygtsom udgave. Jeg tvivlende på mig selv og på, om jeg overhovedet kunne. Det føltes som om der var et hul inden i, mens jeg forsøgte at sætte plastre uden på. Som om løsningen var at flytte mig og jeg var dybt begravet i gråbrunt.

Med et mega populært buzzword, ”seludvikling”, har jeg både fundet tilbage og videreudviklet. Fundet tilbage ved at fiske korkproppen ud af leverpostejen og lade den flyde på livets krogede vandløb igen – befriende i forhold til at være fanget i en gang klæg og klistret, gråbrun substans!

Det var som om jeg havde glemt, at drømme fortjener at blive sagt højt. At en del af at blive bedre handler om at prøve, fejle, lære og prøve igen. At prøve 1000 gange for at lære og prøve igen  – gang nr. 1001! I stedet havde jeg fået skabt et tankebur ud fra idéen om, at jeg ikke kunne lykkes og at bare et enkelt bevis derpå var nok. Og fejlslutningen på det blev for mig, at så var det bedre ikke at sige højt, hvad jeg drømte om, for tænk hvis jeg mislykkedes…

Det havde været rigtig svært at lære at lave trippelsalto i trampolinen med det tankesæt! Jeg laver ikke triff, men jeg arbejder på at sige højt, hvad jeg drømmer om. Drømme er drømme og ikke mål. Og får de lov at blive sagt højt, måske bare skrevet på en seddel for sig selv, så bringer de retning og mod.

Jeg vil fx gerne til New Zealand, jeg vil gerne holde foredrag og jeg vil gerne springe trampolin for sjov. Fordi det er sjovt. Fordi jeg kan. Jeg er ikke bange længere. Jeg er stærk og glad  – og gør det for mig selv.

Som forberedelse til at stå i en dragt igen i trampolindugen, har jeg fået en opgave af min dygtige behandler, som jeg har arbejdet med i to år: ”Forestil dig worst case scenario af, hvad folk vil sige til dig på sådan en dag og forbered dit eget svar. Hvis alle de tanker jeg har om andres tanker, i stedet blev sagt lige op i ansigtet på mig, hvad vil jeg så svare?”

Det har været en udfordrende øvelse og der er sikkert ting, der ikke er nogle, der har tænkt – og ting, jeg ikke anede, de tænkte. Det er det smukke ved tanker, de er private, og man kan ikke kende andres, medmindre man underøger sagen og spørger. Men nøj, hvor kan egne tanker om andres tanker fylde…

Den her øvelse bragte mange forestillede ting frem: ”Du er for gammel…”, ”Du er ikke tynd nok til at have dragt på…”, ”Du er jo ikke lige så god som du var – hvorfor så springe…?”, ”Du stiller kun op for at prøve at vinde…” for bare at tage et par stykker.

Og det har gjort mig skarp på svaret – på hvorfor samt skarp på mine værdier, som er mit kompas:

Jeg er 27, stærk og glad. At der ikke er nogle tilmeldte springere mellem mig og den næstældste deltager på 17 år, kan jeg jo ikke gøre noget ved. Det er ærgerligt, at der ikke er flere, der har lyst at blive ved at springe for at mødes på kryds og tværs med mennesker, man formentlig har kendt en ret stor del af sit liv. Trampolinfamilien.

Jeg er taknemmelig for, hvad min krop har klaret at blive udsat for. At komme væk fra landsholdet og væk fra vægtfokus og udseende, har givet mig så meget ro. Det har frigivet mentale ressourcer, der før gik med at tænke på, hvad jeg måtte og ikke måtte spise og om nogle dømte mit udseende.

Jeg føler, at min krop endelig arbejder med mig og ikke imod mig. Ud over de smerter jeg har fra fod og nakke (og som jeg faktisk er virkelig god til at holde nede), så kan jeg nærmest alt det, jeg gerne vil kunne. Resten kommer jeg rundt om. Parallelparkeringer, orientering på cykel, computerarbejde og baglæns kolbøtter er blevet mere udfordrende og jeg er ikke fan af mange bøger i skoletasken. Men alt mulig andet kan jeg. Jeg har mere power – også selvom jeg er tungere end den vægt, der var okay til at deltage med ved VM. Jeg besidder mere energi og glæde, og det er jeg taknemmelig for. Jeg er, som jeg skal være.

Nej, jeg er ikke lige så god i trampolinen, som jeg var og jeg laver ikke ”triff” lige nu – men er, på nogle områder, bedre nu (- synes jeg). Jeg er fx skarp på, hvad der er vigtigt i mit liv. Jeg føler mig gladere. Jeg sætter meget mere pris på de ting, der er mulige for mig, end jeg før har gjort.

Det er rigtig, det er ikke det springmæssige niveau jeg havde før, for jeg træner ikke – og kommer ikke til at træne så intenst – som jeg gjorde. Jeg har hygget et par måneder og har taget det til et niveau, hvor jeg synes det er sjovt og udfordrende på den gode måde.

Men citatet: ”Man skal slutte på toppen” lurer som en af de ting, folk kunne sige til mig, når jeg forestiller mig alle sige, det værst tænkelige højt i ansigtet på mig. Men hvilken top snakker vi om? Jeg synes, jeg er nået milevidt længere på nogle essentielle områder i mit liv og har et personligt projekt, om at gøre op med frygt og tvivl på mig selv. For mig handler det om at have muligheden nu. Det handler om sjove træningstimer i hallen med gode venner og den der fede følelse i maven, når et spring lykkes. Kontrollen. Flyveturen.

Er jeg så en sørgelig cirkushest, der lugter savsmuld? Eller er jeg en, der lader sig guide af, hvad der er sjovt?

Med ovenstående har jeg allerede svaret på det spørgsmål: ”Kommer jeg for at vinde?” Næ.

Jeg er sgu ligeglad. Bare at stå i dugen er en min sejr, men jeg vil som altid gøre mit bedste.

Der er nogle der er bekymrede for mit ve og vel. Det sætter jeg pris på, tak for omsorg og tanker. Min nakke er helet sammen, så jeg i praksis nu har fem nakkehvirvler i stedet for syv. Kald mig robocop! Grunden til jeg begyndte at småhoppe lidt for et halvt års tid siden var faktisk, at små mave- og ryglandinger giver den vildeste nakketræning, og jeg kunne ikke komme på noget nær så effektivt til at træne muskulaturen op igen. Og så var det jo tilmed sjovt.

Jeg skal selvfølgelig ikke lande på sammen måde en gang til, men at lyset i hallen slukker komplet sker forhåbentlig ALDRIG for nogle igen. Jeg laver spring, jeg er tryg ved, og jeg kan passe på mig selv i luften.

Og selvom jeg bliver øm (mest i foden) af at springe, så har den trænings-inducerede endorfin-release en yderst positiv effekt på mit humør og dermed også min egen smerteopfattelse. Selvom jeg får ondt af at hoppe, så får jeg mere godt-humør-og-dermed-nemmere-ved-at-ignorere-smerter ud af det. På bundlinjen giver det mening for mig, og det er jo det vigtigste.

Hvis du er nået helt herned, så vil jeg sige dig virkelig mange tak. Det betyder meget for mig at dele dette budskab, og jeg håber det har givet et indblik i, hvordan der er nogle overvejelser og meningsbaserede valg bag det hele. Kom endelig og hop med – det er sjovt! Jeg er ikke færdig med at springe trampolin, jeg har masser af legespring at arbejde med, indtil jeg tager til New Zealand på udveksling til sommer (som jeg satte mig for som et mål, da jeg kom til skade, det ville jeg ikke have kunnet, hvis jeg stadig var på landsholdet).

Eller kom og spørg, hvis der er noget i  teksten, der ikke giver mening. Det er svært at formidle 2,5 års ekstreme udfordringer og selvudvikling med alle de tanker og følelser, der ligger bag det hele – men ovenstående har måske givet et lille indblik.
Tak for din tid.

Kærligst, Maila

Foto: Christopher Mertz

Her tænker du på “Det lange hvorfor”

  1. Tillykke med din fine rejse, Maila 😊

    Du er virkelig sej og modig. Hatten af for at du rent faktisk har klaret den vildeste rejse i dit liv, og at du lukker posen op og fortælle så ærligt om rejsen og dine overvejelser på turen.

    Og kæmpe stort tillykke med, at du nu er landet sikkert, stabilt og i en endnu stærkere udgave af dig selv. Jeg er meget glad på dine vegne 😊

    Knus Berit

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *