Spændingsudløsning til DM – burde jeg være glad eller skuffet?

Vinder man sølv eller taber man guld?

I turneringsdiscipliner er svaret enkelt – det føles som at tabe guld, for man taber den kamp, der afgjorde de to første placeringer. I min sport, trampolin, er det ikke helt så enkelt. Der er otte springere i finalen, man starter alle fra ”nul”, som vi siger – de tidligere point er slettet og det er dermed kun finaleøvelsen, der afgør resultatet og kårer dagens vinder.

Der kan alt ske, alles kamp mod alle og den ene øvelse med ti spring udført på under et halvt minut afgør farven på metallet og om man overhovedet får noget med hjem.

 

I weekenden blev Danmarksmesterskaberne i trampolin og tumbling afholdt under flotte forhold i Holstebro. Og for mit vedkommende var det kulminationen på mange ugers spænding, bekymring, forventning, frustration og hårdt arbejde i træningshallen. Mit forrige indlæg (Forventninger – kan de kontrolleres?) var et billede på den kamp jeg havde mentalt op mod DM. Det var svært at håndtere mine egne forventninger og det var derfor vigtigt at komme tilbage til et realistisk billede af mit eget niveau og se det hele i et større perspektiv.

 

Det formåede jeg at gøre til en vis grad. Jeg vidste godt, at det handlede om at overleve den lange dag. Det handlede om at holde mig varm og klar til trods for de mange pauser i dagens konkurrenceprogram. At blive ved at tro på mig selv, selvom opvarmningen i trampolinen gik rigtig dårligt, og jeg ikke kunne få første spring til at fungere (nok lidt nerver inderst inde!).

Og at holde fokus på det, der lå foran mig og ikke resultater, de andres præstation eller andre distraherende faktorer. Det lykkedes rimeligvis.

 

Jeg førte konkurrencen stort, da indledende var færdig. Men tidligere point og føring slettes i finalen, og det er dermed blot rækkefølgen man springer i, der vidner om forkampens udfald. Jeg skulle derfor springe sidst, da jeg lå nummer et efter indledende.
Bløde knæ og skrantende selvtillid

I indspringene til finaleøvelsen mistimede jeg plpudselig afsættet så meget i et indspring at mine knæ smuttede. Det sker af og til i træning og i sjældne tilfælde i konkurrence. Derfor er reglementet lavet, så man skal bruge trampolindugens afsæt, før at et spring tæller – når ens ben bare forsvinder under en er det dermed ikke et spring, men bare… Tja… En ret fjollet måde og blive mentalt sat lidt ud af rytmen?

Det var i hvert fald resultatet for mig. Jeg mistede lidt troen på timingen i den meget bløde trampolin, da jeg anden gang tog indspring og endelig kom af sted i min øvelse.
Det blev lidt ukontroleret og dermed hverken så flot, svært eller højt som planlagt, hvilket kort sagt er de tre parametre vi bliver bedømt på.

Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt... Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?
Glad eller skuffet? Lige der viste jeg det ikke helt… Jeg har lige sprunget finalen og vundet sølv eller tabt guld?

Der var ti spring. Min målsætning og at gennemføre mine øvelser var dermed opnået, og det var den jeg forsøgte at bilde mig selv ind, var den vigtigste.

Der var ti spring – men de var ikke særlig flotte… Og heller ikke flotte nok til at vinde.

 

Jeg blev på ærlig og redelig vis slået, fordi jeg ikke sprang særlig godt og dermed ikke godt nok til at tage pokalen med hjem. Sådan er gamet, sådan er trampolin. Men for silvan hvor var – og er – jeg skuffet.
Jeg ved, at jeg beviste en masse for mig selv; jeg gennemførte, jeg viste, at jeg er ved at nærme mig mit tidligere niveau inden skaden, jeg springer højt igen og jeg førte stort efter indledende. Det er jo super godt, og i bund og grund et KÆMPE skridt i min lange, turbulente vej tilbage til toppen. For kun et år siden var jeg slet ikke i stand til at springe trampolin og nu er jeg tilbage i toppen af dansk trampolin og springer højere end de andre springere.

Det føles bare tomt og hult at have været SÅ tæt på og så ikke kunne stå distancen da det galt…

Det føles som at tabe guld, selvom det var på ærlig og redelig vis, at jeg blev slået.

 

”Så er jeg jo ikke noget”

Jeg havde lyst til at tude lige efter individuel finale. Det var bare ikke rigtig stedet til det. Netop fordi det jo egentlig var flot overhovedet at få medalje med hjem og springe med i toppen af gamet, så følte jeg, at jeg ikke helt kunne tillade mig at vise, hvor ked af det og skuffet jeg var. Jeg holdt det inde bedst muligt, men da jeg om aftenen ringede hjem, kunne jeg få lov at give bare lidt slip på alle de indestængte frustrationer.

Med en kamp for at holde tårer i kort snor og stemmen i kontrol fik jeg forklaret om konkurrenedagen og kom med en ærlig, umiddelbar og helt forkert sætning:

 

Så er jeg jo ikke noget

 

Det sagde jeg ordret. Helt rigtig og HELT forkert. Det var virkelig sådan jeg følte det kortvarigt den aften. Det føltes tomt og tamt og hult efter så meget pres op mod denne konkurrence. Så tæt på og alligevel så langt væk.

Jeg havde inderst inde håbet rigtig, rigtig meget på, at jeg kunne vinde DM. Det ville være en fantastisk milepæl for min lange kamp, og jeg kunne godt have brugt den succes som motivation for at blive ved at kæmpe… Jeg havde vist håbet rigtig meget på det inderst inde.
Nu skal jeg finde den, motivationen, et andet sted, finde den frem indefra. Det er der den bor og den er der selvfølgelig, selvom det var et lille hak i den at være så tæt på og så ikke præstere i finalen.
Det er motivationen der har fået mig så langt. Det er vilje, kampgejst, mental styrke og fighterånd. Og det er jo netop DET jeg er. Jeg er ikke Danmarksmester 2015. Men jeg er Maila, på vej frem efter en mental og fysisk styrkeprøve at dimensioner mod min skade. Jeg er på vej i den rigtige retning, og jeg er defineret af alt muligt indefra. Mine værdier. Mine handlinger. Ikke kun en titel – selvom jeg higer efter den.

Det ville have været en kærkommen streg under, at jeg kan gøre og fuldende det, jeg er i gang med – at komme tilbage. Men jeg kan stadig fuldende og fortsætte. Jeg kan komme tilbage og jeg kan blive endnu bedre end jeg var før. Og jeg gør det.

DM sølv x2

 

Forventninger – kan de kontrolleres?

Kun hvis man arbejder med dem og sørger for at være bevidst om dem!

Jeg skrev i mit forrige indlæg, at jeg ville skrive om konkurrence, pres og forventninger i denne omgang. Det er virkelig også et emne, der er relevant for mig i øjeblikket! Jeg vil prøve at forklare hvorfor og belyse nogle af de ting, som jeg arbejder med i situationerne. Der er DM om en uge, d. 9. Maj, og det er to år siden jeg var med til Danmarksmesterskaberne i trampolin sidst. Jeg starter dog dette indlæg ved sidste konkurrence, Dancup 2, der blev afholdt på Amager d. 25. april:

 

Jeg kigger ned i andet spring og kan i udretningen på springet se den blå kantpude næsten under mig. Jeg nåede at tænke: ”Der kan jeg da ikke være”, da jeg godt kunne se, at der ikke var meget trampolindug at lande på. Nogle gange kan man liiiiige samle fødderne lidt mere og håbe på at tyngdepunktet stadig er over fødderne og ikke mere mod siden, så man bare lander helt tæt på kantpuden, men stadig inde på trampolindugen og dermed med chance for at komme videre i øvelsen.

11198978_10153284324952433_1466962608_n
Billede fra Dancup 2. Lidt anstrengt smil fra mig, da jeg stadig var paf og frustreret over at være kikset – uden helt at vide hvorfor?

Mens jeg kom hastigt tættere på trampolinen, måtte jeg dog sande, at jeg havde haft helt ret. Jeg landede altså i siden af trampolinen og dermed på den blå kantpude, der dækker fjedrene hele vejen rundt om dugen. Der kom endda en blå farvning på min hvide sok af kollisionen med kanten.

Det gjorde lidt ondt i foden, for det var min dårlige, venstre fod, der var tæt på rammen, men mest af alt var min stolthed såret, for det var i finalen jeg kiksede – igen!

Jeg førte den nationale konkurrence og følte, at jeg havde fuldstændig styr på spændingsniveauet, jeg følte mig fokuseret, beret og i kontrol, jeg havde selvtillid og jeg var faktisk bare fuldstændig klar til at lave min øvelse.
Selv de andres præstationer rørte mig ikke. At jeg havde dårlige indspring til min finaleøvelse generede mig heller ikke.

For jeg kunne jo min øvelse. Jeg havde de rigtige fokuspunkter, jeg var klar!

At jeg i andet spring røg direkte til siden, kan jeg faktisk ikke forklare…

 

Indestængt, ignoreret frustration

De følgende dage var jeg usandsynligt frustreret. Jeg følte jeg manglede forklaringen. Hvorfor var jeg kikset? Til trods for god håndtering af nerver?
Så begyndte tvivlen at komme snigende – der var under to uger til DM. Jeg havde kikset i alle konkurrencer, jeg havde været med til siden jeg kom til skade. Var jeg ikke god nok længere? Kunne jeg ikke holde til presset? Der hvor jeg før var så stabil i konkurrence, var jeg pludselig det modsatte og uden at kunne forklare det…

Det tog et par dage med uudtalte frustrationer. Så havde det hobet sig nok op til at tage turen ud af kroppen via tårekanalerne, og jeg havde en god snak om det og fik sat ord på nogle af de grimme, tvivlende tanker og fandt en mere rationel Maila frem. Hun kan godt gemme sig langt væk, hvis tankerne får lov at styre i twilight-zonen mellem bevidst og ubevidst. Det er for mig stedet mellem bevidst og ubevidst. Når man registrerer tanken, men prøver at skubbe den væk, selvom den i stedet burde være blevet taget op bevidst for at vurdere den. Så for den lov at sprede sine grimme fangarme i underbevidstheden… Nu fik jeg sat ord på og renset ud for tanketentakler og fortiet tvivl.
Nogle af de vigtigste ting, jeg kom frem til var:

 

  • Før i tiden trænede jeg op til konkurrencer og havde jo mange, mange års progression frem mod den øvelse, jeg kørte i konkurrence. Der havde været småpauser, endda større pauser, men ikke på niveau med den skadespause, jeg har haft med min fod. Når man mangler rutine, så sker der tekniske kiks nogle gange, fordi man bare ikke har prøvet de utallige mange muligheder for positioner på dugen kombineret med kroppens positionering til næste spring. Det kræver rutine. Og det mangler jeg stadig, selvom det går fremad.
  • Jeg havde mere jævn træning frem mod konkurrencer før hen – der var ikke dage, hvor jeg slet ikke kunne på samme måde, som jeg har nu. Det er også noget, der langsomt går fremad. Dog er det også medvirkende til manglende rutine.

 

  • Jeg har ondt på en konkurrencedag, og det slider hen mod slutningen af konkurrencen. Det er et faktum, og det gør mig mere sideustabil i mine øvelser, fordi jeg får ondt. Det er noget jeg ved nu og dermed kan være opmærksom på. Det er jo meningen man skal hoppe rundt inde på midten af trampolinen!

 

  • Før jeg blev skadet, var jeg ubestridt den bedste danske pige, og mit niveau var til at jeg rimelig nemt havde kvalificeret mig til VM i år. Desuden skulle jeg egentlig bare gennemføre mine øvelser, så vandt jeg til de nationale konkurrencer. Nu vil jeg meget gerne vise, at jeg er tilbage. VM-kvalifikation fylder ubevidst ret meget for mig, og jeg kan derfor ikke bare læne mig tilbage og køre på rutinen – for der er ikke nok rutine, og jeg er stadig ikke tilbage på det niveau fra før, hvor det var nok.
    Jeg tror, at dette fylder mere ubevidst, end jeg selv vidste.

 

Især den sidste del er vigtig. Det er justeringen af mine egne forvetninger til mig selv, som jeg aktivt kan arbejde med. Jeg passer træningen, så godt jeg kan for tiden. Jeg er nødt til at give mig selv pausedage i ny og næ, men det er med bedre samvittighed (ikke god men bedre) end før. De er træls, men nødvendige for mig i den situation jeg er i nu.

 

Jeg føler, at jeg skal bevise en masse over for trampolin-Danmark. Jeg vil så gerne tilbage og jeg sammenligner mig med mit billede af, hvad jeg kunne før. I den sammenhæng udelader jeg som regel lige minderne om dårlige træninger, andre småskader og lignende. Det er derfor et idealiseret billede, jeg sammenligner mig med og higer efter. Urealistisk? Ja! Konstruktivt? NEJ!

Det er min opgave for tiden at få styr på mine egne forventinger til mig selv. Det hjalp virkelig meget at få sat ord på tvivlstankerne og dermed også kunne vurdere, om de er relistiske eller ej. Jeg havde glemt, at det bare er en ny situation, jeg er i. Jeg har andre udfordringer i dag, og selvom jeg husker det som om jeg bare gennemførte hver gang i konkurrence før i tiden, så glemmer jeg lige alt det arbejde, der var lagt i træningshallen i de foregående uger, måneder og år.

 

DM – favorit eller underdog?

Jeg vil rigtig gerne gøre det godt til DM. Men de sidste ugers ubevidste tanker har snoet fangarmene ud omkring min selvtillid og rokket i den. De har sået en forventning om at klare VM krav og vinde det hele.
Selvom det er drømmen, målet og glansbilledet, så må jeg tilbage til jordforbindelsen og huske, at jeg jo ikke er favorit. Jeg kan ikke springe hver dag og køre min øvelse med bind for øjnene og fødderne i en spand, som min savnede træningsmakker Peter Jensen ofte karikerede formtopning til konkurrence som.

Jeg får en ekstremt hård dag til DM med både synkron og individuel konkurrence med pauser i mellem og forhåbentlig finaler i begge dele. Så jeg ved allerede nu, at jeg bliver fysisk udfordret og måske lige skal huske et par pinex og noget vand.

Jeg har ikke kontinuer træning op til, som jeg havde før i tiden og jeg kan ikke bare køre flere og flere øvelser, selvom jeg gerne ville i træningerne inden, for det holder min fod ikke til.

Alle disse ting, havde jeg fornægtet og lod mig styre af hvad jeg gerne ville vise andre, og hvad jeg troede du forventer af mig.
Som min kæreste sagde, så er jeg jo næsten underdog, for jeg var ikke med sidste gang og bare at stille op er jo en sejr i sig selv. Sidste år kunne jeg slet ikke springe til DM!

Så med det i baghovedet vil jeg tage til træning og huske, at jeg er nået langt. Der er stadig vej til toppen, men det går fremad. Jeg skal huske at se det fra det rigtige perspektiv og nogle gange lige snuppe det langsigtede af slagsen i stedet for at lade frustrationer og ubevidste tanker styre det hele lige i øjeblikket.

Oplæg på Novo Nordisk

Det har været og er stadig en hektisk periode på det mentale plan. April måned har været optakt til ”Peak performance” i forskellige sammenhænge. Der var trampolinkonkurrence d. 25. i denne måned, men jeg skulle også onsdagen inden holde et oplæg, der virkelig trak på de mentale ressourcer.

 

”Peak Performance” hos Novo Nordisk

Jeg var ganske kæphøj, da jeg inden årsskiftet sagde: ”Ja ja, det kan jeg sagtens” til at holde et oplæg for Novo Nordisk sammen med Janne (fra Mental Motion) – på engelsk!
Da datoen nærmede sig, og dagene var aftalt for, hvornår vi skulle forberede sammen, så kunne jeg godt mærke den kæphøje attitude sive ud af mig og erstattes med en ”Åh!”-fornemmelse.

Efter et halvt år i ultra intens tysk-træningslejr (mit halve år, hvor jeg boede i Tyskland – se blandt andet http://maila.dk/?m=201302), så har jeg fornemmelsen af, at tysk er blevet first pick på første fremmedsprog! Jeg kan endda have drømme på tysk i ny og næ.

Når jeg skal tale engelsk oplever jeg til stadighed, at jeg tænker på tyske ord eller laver omvendte ordstillinger… What? Eller: was?

Og nu skulle jeg stå foran en forsamling af fremmede og fortælle og forklare på engelsk!

 

Men med øvelse kommer sikkerhed. Det kender jeg fra min sport. Derfor brugte jeg mange timer på at stå og forklare sofaen og mine forældres kat eller min egen stue om udfordringerne før, under og efter en ”peak performance”.
Det var netop emnet – Peak Performance – og mange af de ting, jeg i den sidste periode har været udfordret af mentalt, var eksempler, jeg kunne bruge i oplægget.

Det var blandt andet emner som:

 

  • ”The Golden Cirkel” af Simon Sinek – grundlaget for motivation.
  • Tanker; deres kommen og gåen, og især accepten af deres tilstedeværelse og det aktive valg af, hvad man vil styres af.
  • Egne forventninger om andres forventninger – og at vi selv skaber vores egen realitet og vores eget selvbillede – nogle gange på forkerte grundlag og forestillinger om os selv?
  • Es ist wie es ist – den dyrebare sætning, der for mig virkede fjollet, lige indtil jeg forstod meningen (http://issuu.com/sportexecutive/docs/se_11_2013_net side 25 fra foråret 2014) – accepten af ens situation er forudsætningen for at arbejde på de rigtige ting og med det rigtige fokus!
  • At ”Jeg burde” er en af de farligste tanker i pressede perioder – det fjerner fokus fra det aktuelle niveau, uanset om det er kroppens eller hovedets
  • Pause gør dig stærkere – når den er nødvendig er den virkelig vigtig at tage. Især når man er røget i skades-rouletten, som jeg er
  • Disciplin er altafgørende for at nå til tops – men bagsiden af medaljen er, at man glemmer at lytte til sig selv og i stedet ender som slave af ”jeg burde”. Det er en hårdfin grænse, og man kan kun selv lære den at kende

 

Det var bare nogle af pointerne – og nogle super relevante for mig. Nogle som jeg selv arbejder med for tiden.

Det er vigtigt at vide, at arbejdet med det mentale er en proces. Der er ikke et resultat, man kan ikke ”blive færdig”. Tanker kommer og går, og man kan ALTID arbejde med sig selv.

 

Life skills fra sporten kan bruges over alt

De mange øve-sessions foran mine forældres kat og til den tomme væg gav pote. Vi leverede et super oplæg, hvor Janne og jeg supplerede hinanden med anekdoter og eksempler fra min verden som atlet og koblet til livet som karrieremenneske i en stor koncern med mange ”peak performances”.

 

Det var fedt!
Det var virkelig en stor spændingsudløsning i kroppen, jeg kunne mærke, da jeg afleverede mit gæsteskilt til en nydelig, meget bestemt dame i receptionen og gik ud i solen sammen med Janne og Sidsel, der havde taget video fra oplægget.

Der var ros og klapsalver til slut på vores oplæg, men vigtigst for mig var de mange små, tilkendegivende nik undervejs. At vores pointer, eksempler og historier blev modtaget og forstået. At de tilhørende kunne bruge, hvad vi kom med, og lyttede hele vejen igennem knap halvanden times oplæg.

Jeg har oplevet så meget gennem min sportskarriere indtil nu og især igennem min skade med venstre fod – med dette oplæg for Novo Nordisk og med de foregående oplæg for forskellige grupper kan jeg virkelig se, hvordan de erfaringer ikke kun er vigtige i træningshallen, men også er life skills, som kan bruges i mange af livets forskellige aspekter og udfordringer.

Skærmbillede 2015-04-30 kl. 16.30.42
Lille video efter oplæg:  https://www.facebook.com/mentalmotion/videos/865564933499954/?video_source=pages_finch_thumbnail_video

 

Resultatet af konkurrencen og tankerne efter og dermed op mod DM kommer snarest i næste indlæg! En masse om håndtering af egne forventninger 🙂

 

 

Ubevidste handlemønstre – hjernens dovenskab kan blive din fjende

På opfordring har jeg i dette blogidnlæg valgt at dykke ned i mine egne erfaringer omkring ubevidste handle- og reaktionsmønstre og deres årsag og tit uhensigtsmæssige side-effects.

 

Jeg skrev et af de forrige blogindlæg (Konkurrence coming up!) om nogle af de mønstre, jeg selv har inden konkurrence. Jeg kalder det i en humoristisk tone for ”præ-konkurrence-psykosen”, og det har taget mig en del tid at blive klog på fænomenet. Da jeg lagde det op online, fik jeg en opfordring til at skrive mere om dette emne, samt hvor jeg i andre sammenhænge havde arbejdet med lignende analyse af mønstre.

Det er nemlig i mange forskellige sammenhænge, at man har reaktions- og handlingsmønstre. Det er et forsvar, men kan også nogle gange blive en fjende! Bliver man slave af handlemønstrene mister man kontrollen over egne valg. Derfor vil jeg prøve at uddybe lidt her på et meget personligt og nuværende plan.

 

Når bægeret er næsten fyldt, og der ikke skal mange dråber mere til…

Den sidste tid har været noget turbulent for mit vedkommende. Der har været rigtig mange udefrakommende, forstyrrende faktorer, der har givet ekstra pres på den i forvejen ret udspændte streng dagligdagen kører på.

Når der er overskud på kontoen, er der plads til at være bevidst i valg og tanker og kunne tage stilling til den mentale hvirvelstrøm, der altid er der og altid trækker i forskellige retninger. Hober småtingene sig derimod op, så overskuddet stille og roligt skrumper ind til et meget lille område, så sker der en ubevidst reaktion for mig, der godt kan sammenlignes med begrebet ”en ond cirkel”; jeg har ikke mental plads til at tage stilling og være bevidst i valg, jeg får ikke distanceret mig fra tankernes mylder, og tankerne og følelserne begynder at trække mig med.

 

Det giver som regel en stor frustration, med tilhørende følelser. Og de følelsesreaktioner, der ofte følger med, er at blive vred eller ked af det. Naturligt nok, det er kroppens ventil for indre mentalt overtryk. For mig udmønter det sig over tid til en tendens til en grådlabilitet med helt egen selektiv styring!!! Jeg kan uden varsel blive helt vildt ked af det og så svigter tårekanalerne mig som prikken over i’et…

 

Et eksempel er, at jeg kan have en helt almindelig dag, lige til jeg bliver trig’et af en objektiv set lille normalitet i dagligdagen. Normalt lille, men det er som om, at den nedadgående kurve for overskud har en modsat kurve for den subjektive størrelse og betydning af småting!? De små sager vokser.

Et sådan eksempel kan i en periode, hvor tingene har vokset sig store, ende i en fuldstændig uproportional trang til at tude eller slå til et eller andet – og det er endnu mere frustrerende!

 

Det er ikke sjovt på job, til træning eller andre steder lige pludselig at lave et dramatisk drop på humørbarometeret og nogle gange egentlig ikke helt kunne sige hvorfor? Der vil jeg gerne opretholde en facade og så gemme de personlige ting til hovedpuden, veninden eller kærestens skulder. Det er bare ikke til at forudsige, og til sidst må der gøres noget.

 

Det er her analysen af handlemønstre starter – og dermed også mine personlige værktøjer til at få vendt skuden, få stoppet den ondskabsfulde cirkel og distancere mig fra tanke-hvirvelstrømmen.

 

Lukker du nogle gange af for følelser?

Da jeg åbnede for min mentale pandoras æske af småting, ved at fortælle højt, hvad der gemte sig og gav overtryk i mit hoved, kunne jeg lige pludselig se og høre mig selv forklare, hvad jeg havde gang i.

Når overtrykket så småt kommer snigende, kommer punktet, hvor overskudskurven er på vej i kulkælderen og krydser den stigende kurve for småtings betydning. De små ting vokser sig store og grumme og uoverskuelige, og lige pludselig er overskuddet gemt væk og dermed også evnen til at være objektiv, rationel og værdibaseret. Jeg blev bange for mine egne følelser og begyndte at flygte fra dem. Jeg ville helst ikke tage fat i alt det, der trykkede, af frygt for at facaden krakelerede og tårene sprang frem.

Med andre ord lod jeg mig faktisk rive med af følelserne. I stedet for at acceptere dem, lod jeg mig diktere af dem og mit gamle handlemønster: Distrahér dig selv, så du ikke kan mærke, hvordan du egentlig har det.

Det er jo skruen uden ende? Småtingene bliver større, overskuddet mindre, tårene endnu mere nærliggende og alt føles mere og mere frustrerende.

 

Min taktik med at prøve at skubbe følelser og tanker væk er et gammelt handlemønster, der ikke kræver så meget energi. Hjernen er glad for vaner, mønstre og kendte handlinger, da det netop er energisparende. Det er smart på rigtig mange områder, men på nogle kan det være det modsatte. Dette er for mig eksempel på, hvordan min dovne svamp på første etage ikke altid har den bedste strategi!

Så udgangspunktet var: Overskud var i bund og ”Svampen” var på overarbejde. Det hvirvlede rundt med tanker mere end det plejede – og der var mange af de negative.

Ubevidst ville jeg ikke tage fat i hvirvelstrømmen, der havde et sugende tag i mig og fik mig til at være en utilregnelig, tikkende tudebombe: Jeg prøvede ubevidst at undgå at bruge energi på at erkende de mange følelser og tanker, og undgå den ydereligere kraftanstrengelse ved at acceptere dem og distancere mig fra dem.

Jeg hørte mig selv sige:

 

Jamen det kræver jo energi at skulle skille mig fra tanke-hvirvelstrømmen. Jeg har jo ingen overskud til det!

 

Det var sådan det føltes. Men at sige den sætning højt var et stort skridt. Selvom det er øvelsen fremadrettet, netop at skille sig fra tankerne, så kan man ikke gå før man kan kravle. Man skal altid starte et sted!

At kravle er her at finde ud af, hvad jeg er midt i. At se, at jeg lukker mine følelser ude, og at erkende det uhensigtsmæssige handlemønster. Først når man ved, hvad man reagere på, har man kort på hånden til næste træk.

Jeg ved nu, hvad opgaven er. Jeg ved, jeg kan kravle – jeg sagde jo selv, hvad der skal til, selvom jeg syntes det virkede svært – og nu skal jeg til at gå. Øvelse gør mester.

 

Det er en svær opgave midt i det hele, men et tidligere metafor-billede omkring mental oprydning kan bruges her – (se ”Kom fri af tankernes kontrol – afsnit om ”Springcleaning på første etage).

Jeg prøver at ridse metaforen kort op: Det føles som et uoverskueligt oprydningsprojekt, hvor der ikke er plads til alle ens ting. Der kommer flere og flere ting, der ikke kan lægges på plads, fordi al skabsplads er brugt. Først når det helt store oprydningsarbejde startes med storsortering af alle tingene i skabene, vil der blive plads. Der skal sorteres, tages stilling til, erkendes og smides ud inden alt igen kan få en plads i skabene. Det er dybt uoverskueligt at gå i gang, og ser måske decideret umuligt ud undervejs – men efterfølgende er det det hele værd.
Jeg skal nu til at mande mig op til skridt for skridt at se mine egne følelser og tanker i øjnene, erkende dem (de vil altid være der), men jeg vælger, om de skal føre an, eller om jeg vil gå mig egen vej.

Et skridt af gangen, og for hvert skridt bliver man klogere…

Livets vej er lang og fyldt med læring

Flad fornemmelse efter første konkurrence…

Det er en lidt underlig måde at beskrive det.

En flad fornemmelse

Men for mig giver det mening. Det rammer ret godt i går og lidt i dag også… Det er en underlig tomhed, hvor der kunne have været en præstation. En lille frustration, der lige skal bearbejdes. Men også grobund for motivation!

Det var årets første konkurrence. Et år, 2015, hvor jeg reelt kan konkurrere, selvom jeg endnu ikke er tilbage på det niveau, jeg tidligere var på. Det er ret frustrerende stadig at føle, at jeg mangler trampolinkunnen, men det gør jeg. Jeg springer ikke lige så højt eller svært, som inden jeg blev skadet, men jeg er på vej!
Min nye øvelse, der skulle vises til konkurrences, er en helt ny samensætning. Det er kun halvanden måned siden, jeg gennemførte den for første gang overhovedet. Med den vekslende dagsform har det desuden først været inden for de sidste to uger, jeg er begyndt at kunne gennemføre frie øvelser nogenlunde regelmæssigt, selvom jeg ofte blev nødt til at sætte vanskligheden ned undervejs.

Mentalt klar, fysikken var ikke!

På vej til første konkurrence 2015
På vej til første konkurrence 2015. Mentalt klar – god forberedelse, der skal arbejdes videre med.


Jeg følte mig dog klar. Jeg ville gerne vise, jeg er på vej tilbage! Jeg havde tænkt min nye øvelse i hovedet mange gange som visualisering af konkurrencen. Jeg syntes, at min mentale forberedelse havde været god.

Første øvelse gik okay. Så gjalt det den frie øvelse, hvor både vanskelighed, højde og stil tæller. Det er dermed den “svære” øvelse. Netop i den frie øvelse landede jeg lidt ude i siden i første spring, og jeg kan tydeligt se bagefter, at det efterfølgende kiks handler meget om manglende rutine. Jeg forstillede mig i visualiseringen en perfekt øvelse, for at kroppen aktiverede nervebanesignaler i en simuleret perfekt øvelse. Sådan er virkeligheden meget sjældent i både træning og konkurrence. Der kan ske alt muligt undervejs, da det er meget små vinkel- og timingforskydelser, der kan give store følger. Det bliver man vant til at tackle gennem meget træning. Så der mangler stadig gentagelser i træningshallen til at give rutinen og selvtilliden: Uanset hvor på dugen jeg står, så kan jeg springe mig ind i øvelsen og gennemføre.

Jeg blev lidt overrasket over at lande ude i siden i første spring og små-panikkede i de efterfølgende dobbeltsaltoer, der derfor mistede kvalitet og især højde – til sidst manglede så meget højde og jeg knap kom rundt i sjette spring. Karikeret føltes det lidt som at lande på maven og overkroppens position til næste spring var også tættere på vandret end lodret – det sendte det næste spring direkte ud på endemåtten, hurra for at de er der…
Kort entré i konkurrencens anden øvelse og en placering i bunden. Dermed den flade fornemmelse.

Den reelle opgave efter præstation!
Det kan sagtens undskyldes. Min skade har ikke gjort konkurrencedage nemmere fx. Men det vidste jeg allerede, og det er bare en ny udfordring, som jeg må lære at tackle. Vigtigst er det derimod at finde ud af, hvad jeg kan tage med fra konkurrencen, når det eneste jeg sider med er den såkaldte flade fornemmelse fra den udeblevende præstation.

Det er ikke kun denne gang, dette er vigtigt. Det er det værd gang, der er konkurrence, og i en anden forstand også hver gang der er træning.

Konkurrence er der, hvor de mange timers slid skal stå deres prøve, og dermed er det krydret med nerver og direkte eller indirekte pres. Det har en anden betydning – dette forår er fx kvalifikation til VM for mig.
Derfor skal jeg lære af konkurrencen, og blive dygtigere af mit kiks. Såvel som af en succes!
Jeg kan se, at jeg er langt i det mentale arbejde, men at jeg mangler rutine. Det er der jeg skal sætte ind i træning, så stabilitet og kvalitet øges frem mod forårets næste konkurrencer.

Pointen er egentlig bare, at den flade fornemmelse er en følelse. Det er resultatet af skuffelse og negative tanker. Opgaven er herfra at lære af det og bruge det fremad, så jeg næste gang er en lille tand bedre på en eller anden front. Dermed ikke sagt, at jeg er mere garanteret at gennemføre min øvelse – men hvis jeg hver gang bliver bedre og prøver for hver træning at lære og udvikle mig, så er sandsynligheden stigende! I en sport, hvor to gange 20 sekunder afgør knald eller fald er der en hårdfin linje mellem succes og fiasko, men det er også det spændende ved trampolin og en udfordring jeg tager op.

Læs her om optakten til konkurrencen og den mentale forberedelse

Konkurrence coming up!

Foråret har officielt meldt sin ankomst i kalenderen (lidt mere tvivlsomt i vejr-praksis?!) og med dette også første konkurrence i år. Det er en såkaldt Dancup 1, den første af årets fem afdelinger, og turen går til Odense på lørdag!

Tvunget til at indse
Da jeg var i Tyskland og træne i foråret 2013, havde denne blog fået sin spæde begyndelse, og jeg beskrev og berettede om mine oplevelser – og også mine erkendelser om mig selv i forbindelse med træningen.
Sprogbarrieren og afstanden til venner og familie gjorde, at jeg blev tvunget ud i at lære mig selv bedre at kende, tackle situationer og analyserer mine egne mønstre. Det er svært og mentalt energikrævende at arbejde med og genneskue de indarbejde handlinger, følelser og reaktioner, som kører helt på rygraden. “Alene” i Tyskland blev jeg tvunget til at øve mig i denne disciplin.
Foran computerskærmen i køkkenet i min dejlige lejlighed i Bad Kreuznach sad jeg med udsigt over de nærliggende hustage og fik i skreven tekst sat ord på et af mine egne klassiske mønstre: præ-konkurrence-psykosen, som jeg syntes var et sjovt og rammende karikaturnavn til fænomenet.

At se sig selv og sine handlingsmønstre
Dette navn dækker over den fase, jeg tit lander i ca. 2-3 uger inden en konkurrence. Det er afhængig af konkurrencens vigtighed og timing på sæsonen, hvor voldsom og hvornår “psykosen” rammer, men den kom så sandelig også i Tyskland, og der var mine sædvanlige måder og mønstre til ubevidst at håndtere situationen ikke mulige.
Derfor blev jeg opmærksom på det, og da jeg fik snakket med mine forældre og min tyske træner, samt fik skrevet mit blogindlæg, kunne jeg nikke genkendende til fasen med dens følelser og handlinger – som jo faktisk gentog sig næsten hver gang, konkurrencesæsonen tog sin begyndelse eller en særlig stor og vigtig konkurrence var under opsejling.

Fasen byder på et afsindigt højnet subjektivt kvalitetskrav:

Jeg vil et par uger inden konkurrence kunne det hele og i øvrigt endnu bedre end jeg plejer. Det jeg laver, synes jeg slet ikke er godt nok, så jeg træner i vildskab og ofte med stor frustration.
Frustrationen kommer jo, når jeg sætter overlæggeren så højt, at jeg ikke selv kan nå den. Vel at mærke er det mig selv og ikke træner, træningskammerater, forældre, venner eller nogle andre, der har ytret noget om, at det, jeg ellers hoppede rundt og lavede til træning, ikke var godt nok. Det er kun mig selv, der med urimeligt høje krav til egen præstation nærmest er ved at smadre selvtillid, krop og godt træningshumør på en gang!
Jeg fik virkelig en åbenbaring dengang for næsten to år siden, hvor jeg i køkkenet med sollys ind af vinduet også fik kastet lys over mit eget reaktionsmønster inden konkurrence.

“Psykosen” er blevet til selvindsigt
Ovenstående har jeg lært meget af, og jeg kan se, hvordan jeg også har lært at bruge det. Hurra!
Nu er der to dage til konkurrence, og jeg har haft gode træninger op til. Jeg har faktisk også taget restitutionsdage, så fod, hoved og krop har været med, hvilket er produktet af lang tids mentalarbejde. Før i tiden hed det bare: Træn mer’-mer’-mer’-mer’-! inden konkurrencen. En pausedag var utænkelig!
At tage en dag fri er dermed en sejr. En mentalsejr over mine mønstre. I stedet for at træne helt hjernedødt for at dulme frygten for ikke at være god nok (som ofte var mit tidligere handlemønster), så har jeg været meget mere afklaret om, hvad min krop har haft brug for og at distancere negative tanker.
Man kommer aldrig i mål med at arbejde med sig selv, og det er for mig ikke altid det lykkes på dette område. Jeg bliver jo stadig spændt, måske nervøs, op mod konkurrence og både denne gang og fremadrettet vil det have forskellige udfordringer med sig.

At sætte ord på giver forståelse
Netop fordi konkurrencen nærmer sig (min tredje optræden i dragt efter jeg kom til skade!) havde jeg en samtale med den sportspsykologiske konsulent, Carsten, som jeg har arbejdet med i over halvandet år.
Jeg hørte mig selv sidde og berette om, at træningen gik godt, selvom alt mulig andet er kaotisk og rodet som følge af håndteringen af skaden, arbejde, træning, smerter og behandligen med tilhørende tankemylder og følelser.

Med andre ord sagde jeg højt og forstod dermed selv: jeg har faktisk tacklet mit eget mentale pres inden konkurrence og dermed givet mig bedre træningsmuligheder i optakten. 

Uanset hvad weekendens Dancup bringer, så har jeg overfor mig selv vist, at jeg er blevet klogere på mig selv og bedre til at handle rationelt i stedet for at lade følelserne få kaotisk frit løb. Det er også et vigtigt parameter i målet om at blive endnu bedre trampolinspringer og topatlet. 

 Her bare lige en lille video: Danmarks første dame-synkron-triff fra tirsdagens træning! 

Skader har også positive effekter

Det er efterhånden lang tid siden jeg har været ved tasterne for at skrive lidt på bloggen.  Nærmere bestemt engang sidste år??
Det er dog ikke længe siden jeg var ved tasterne – faktisk det modsatte! Det nye år har budt på mange spændende ting, blandt andet flere og nye arbejdsopgaver, mere træning samt færdiggørelsen af et sportsregnskab fra sidste år. Sidstnævnte trak tænder ud! Langt om længe er jeg blevet stor nok til at gøre det løbende i stedet for at udskyde og udskyde og udskyde… og til sidst side med regningen for den genialitet…!
En lille pause i arbejdsstrømmen giver muligheden for at reflektere lidt over den sidste tids oplevelser, både de gode og de træls af slagsen. Det er ikke tid  til decideret at sidde og vegetere midt i det hele her på kontoret, men tid til i hvert fald stoppe lidt op, mærke efter kortvarigt og konstatere.
Jeg må blandt andet konstatere, at det ikke kun er på regnskabssiden, jeg er blevet mere voksen.
Faktisk føles det som om jeg er blevet 10 år ældre mentalt på halvandet års fysisk skadesperiode!
Da jeg lå på hospitalet for 19 måneder siden var der to essentielle beslutninger jeg tog:
  1. Jeg ville tilbage og springe trampolin – og dermed gøre alt hvad der var muligt for at give mig de bedste muligheder
  2. Jeg ville få det bedste ud af det, for tingene var som de var – og er som de er!

Det er to ting, jeg med løftet hage og et lille smil på læben kan sige, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at holde. Og de to mål har haft essentiel betydning for det mentale arbejde, jeg har været igennem og som har bragt mig meget langt.
Første optræden til spændende ”spørgetime”
Januar 2015 blev afsluttet med en tur til Lyngby, hvor jeg for første gang skulle prøve at mødes med en gruppe af kommende sportspsykologiske konsulenter og sportspsykologer fra Mental Motions Supervisionsforløb. Her var det er times tid, hvor de kunne spørge ind til det samarbejde, jeg selv har haft med en sportspsykologisk konsulent, Carsten.
Jeg lagde ud med at ridse min karriere op i meget korte træk for at springe hen til 5. Juli 2013, hvor jeg kom til skade, og så yderligere lidt frem til min opstart af mentalforløb i samarbejde med en af Team Danmarks konsulenter fra det sportspsykologiske team.
Undervejs formulerede jeg selv sætningen, ”jamen det føles jo som om, jeg er blevet 10 år ældre mentalt på de sidste halvandet år” – og da jeg kom hjem derfra, var det med en lille ny åbenbaring; jeg har virkelig rykket mig på det område!
At få lov at fortælle om den psykologiske rejse igennem de sidste 19 måneder gav mig muligheden for at forstå, hvor lang den har været. Det var faktisk en fed fornemmelse!
Skaden bliver til en styrke
Da jeg startede mit mentalforløb med Carsten, refererede han på et tidspunkt til en anden atlet, han havde haft forløb med, da vedkommende havde haft en skade. Denne atlet var efter skaden kommet til den erkendelse, at perioden havde været en af de mest lærerige i forhold til sportskarrieren, og at der dermed var kommet noget positivt ud af det. Skaden var blevet hans styrke.
Det syntes lige i det øjeblik lød lidt fjernt for mig, da jeg stadig var på krykker og hæmmet totalt – jeg kunne ikke engang selv kunne hente min egen t 

allerken!

Utallige ganges tudeture (de forekommer stadig), træls træninger, hvor jeg ikke kunne springe på grund af smerter, alle turene baglæns ned af trappen om morgnen, når venstrepoten ikke ville samarbejde og dage, hvor det bare gør ondt, har alle bragt noget med sig. De har givet anledning til at finde løsninger. Og de dage gør ordsproget virkeligt: ”Intet er så galt, det ikke er godt for noget”!
Så i skrivende stund – en rigtig træls dag, hvor jeg ikke kan springe trampolin på grund af smerter (hvilket til gengæld gav muligheden for at skrive 🙂 ) – kan jeg jo trods alt konstatere, at skaden også er blevet min styrke.
Selvfølgelig ville jeg gerne have været for uden, men det kunne jeg jo ikke helt selv vælge. Alt det jeg har lært undervejs, har været et hav af uvurderlige lektioner om mig selv. Mange forskellige strategier til håndtering af nogle af livets bump på vejen er føjet til listen, og forståelsen af mig, min væremåde, mine mønstre og reaktioner, giver grundlag for at blive endnu dygtigere.
En vinterdag med ondt i foden og dermed uden trampolin-
træning blev alligevel til en skøn dag med blå himmel og
frisk lille gåtur. Det er ikke altid nemt, men det er til gengæld
vigtigt at blive ved at lede efter smilet i hverdagen 🙂
Nu har jeg trodset lægernes dommedagsprofetier og er i gang med at springe trampolin på hvad der svarer til måske 90% af det niveau, jeg før havde. Samtidig gør jeg dette med en kolossal viden om, hvorfor jeg har valgt denne sti, hvad jeg vil med min sport og i mit liv og hvordan jeg kan blive endnu bedre i alle facetterne af det at være eliteatlet og Maila Walmod.
De erfaringer, jeg har med i bagagen, er de hårdeste opnåede og mest lærerige! De er blevet min styrke.
PS: jeg holder foredrag  om aspekterne i en atlets elitekarriere, der har relevans for både atleter, forældre eller trænere, men også erhvervsfolk og andre med interesse i motivation, skader, krisehåndtering, forventningspres og lignende emner. 

Der er altid ‘en første gang!’

Og i sidste uge stod jeg for første gang sammen med Janne R. Mortensen (www.mentalmotion.dk) med powerpoint, stikord og lidt for høj puls foran en gruppe erhvervskvinder med vores debut sammen: Et oplæg kaldet ” Hvad kan vi lære af en eliteatlet – et sportspsykologisk fokus”.
Jeg forsøgte absolut at virke upåvirket og cool, men inderst inde trampede sværvægtssommerfugle rundt og håndfladerne havde på mystisk vist et temperaturdrop på adskillige grader krydret med at være sådan lidt småklamme?
Det var pilotprojektet, der blev søsat og starten på en super spændende rejse ind i foredragenes land! Indtil videre har opdagelserne på denne front været få, men oplivende og motiverende, da jeg kun et par gange før har fået lov at stå foran en forsamling med netop denne opgave, at give tanker og erfaringer videre.
Jeg kan mærke, at både før og igen ved dette oplæg med Janne, er det her noget, jeg brænder for og et felt, hvor jeg har noget at byde ind med!Gode vibes og tøsechat! 
Pilotprojektet fik en fantastisk modtagelse, og det var en sand fornøjelse at stå foran de ca. 20 kvinder, der alle har spændende karriere og sunde, stærke meninger fra deres liv og erfaringer.
Der stod lille mig med mit lille papir i mine små, lidt klamme hænder… Yngre end alle tilstedeværende og stadig kun med en ungdomsuddannelse! Til gengæld med erfaringer og tanker herom på mange andre områder gennem min sport og min nysgerrighed efter at lære mig selv bedre at kende. Dette tog jeg udgangspunkt i og indledte min historie. Og langsomt begyndte ordene at flyde, mens stemmen blev fastere og ryggen lidt rankere. 
Med afsæt i min afrejse til Tyskland samt overvejelserne herom delagtiggjorde jeg gruppen i, hvad de forskellige udfordringer fysisk, praktisk, men især mentalt havde lært mig. De bittesmå anekdoter, der bar mit erfaringsbudskab frem, blev koblet på sportspykologiske modeller og teorier – og disse ligger ikke langt fra, hvad der i bund og grund bruges eller burde bruges i erhvervslivet!
Mange af de ting, man kommer igennem som atlet af valg, fravalg, vurderinger, kampe, motivations-, identitets- og måske endda nærmest livskriser minder på mange områder om de udfordringer, som karrierefolk rammer – og mange elementer er også noget, som alle i en eller anden grad kan lande i!
Også det halve år i Tyskland har beriget mig og udviklet mig, og de emner, der har været den vigtigste lære blev hevet frem. Janne tog bolden op hver gang og forklarede hvordan hun i sit arbejde med unge atleter oplevede de samme udfordringer samt hvordan de kunne opdages og tackles, og jeg bevægede mig også hen over bare nogle – de vigtige – af de trillioner af tanker, der har fulgt med mig gennem min skade i det sidste halvandet år. Hvad der har fået mig igennem til det sted, hvor jeg er i dag – i gang med at træne frem mod VM!

Nye muligheder – grib og værdsæt udfordringerne!
Det var en rigtig god oplevelse og de tog virkelig godt imod os. Stemningen var afslappet og de glade smil og åbne ansigter gjorde det nemmere at få pulsen tilbage til normal og bare nyde det!
Med andre ord: Pilotprojektet skudt af sted, jomfrurejsen gennemført og debuten overlevet!
Nu er der allerede booket nye oplæg i kalenderen og materialet finpudses endnu mere frem mod næste års spændende oplevelser som foredragsholder sammen med Janne!
Måske endda for store virksomheder – og måske på engelsk?? Det kan få mine håndflader til at blive lettere fugtige bare ved tanken! Men skal man udvikle sig skal man ud på gyngende grund – på jomfrurejser i nyt farvand!

Tiden vil vise det men allerede nu ser 2015 spændende ud på den her front – og på den sportslige:
VM i Odense i november!? 🙂

 

Kom fri af tankernes kontrol!

Tankernes kraft skal ikke undervurderes. Det er både for en atlet og for alle andre en daglig faktor, der kan påvirke i forskellige retninger. De er der altid, tankerne. Og de kan både løfte dig, give vinger og hjælpe dig op mod dine mål og drømme. Modsat kan de tynge og hive dig ned i en sump af negativitet og frustration, hvis de får frit spil, og du lader dig vikle ind i dem…
I sidste uge lå jeg syg på sofaen, og det toppede en lidt frustrerende periode, hvor efterårets blæst og mørke både berøver mig lys og samtidig giver flere smerter. Satans kulde på de her breddegrader! Og så har det endda været en mild november indtil nu…
Med en dårlig fod og en edder irriterende golfalbue har det været lidt op af bakke med træningen, der blev helt umulig med en maveinfluenza! Derfor på langs på sofa – nogle gange med hovedet ud over kanten over en spand…. Men så kom der skriblerier her på min blog 🙂
Den mentale hvirvelstrøm
Livskriser kommer i mange afskygninger, og uanset hvordan ansigtet er på lige dén udfordring, du står med, så kan du sikkert genkende de mange tanker, der fylder hovedet. For mit eget vedkommende handler det fortsat om min kamp for at komme tilbage som eliteatlet  i min sport, trampolin, efter at have lavet en voldsom vævs-, ledbånds, og knogleskade i hele mellemfoden sidste sommer.
Nogle af de mentale udfordringer, jeg havde sidste år, står jeg igen med, og her er opgaven den samme:
”Skil dig fra dine tanker. De er der, erkend dem og acceptér dem, men lad dig ikke blive hvirvlet ind i dem. Du er stadig den samme. Du er ikke dine tanker.”
Det er en øvelse, der er rigtig, rigtig svær. Tankerne har magt. De fylder, og de river dig med ned af både tvivlens mørke vej eller ned i frustrationens og håbløshedens mørke. For nogle gange er det bare godt og grundigt træls!
Udfordringerne, du står med, når det hele virker svært, kan vokse sig uoverskuelige, og lige netop dér, er det opgaven at skille tingene ad.
For selvom jeg i efterårskulden kan forbande netop den ene dag på en træningslejr i Århus sidste sommer meget, meget langt væk og være led og ked af at have ondt og være meget begrænset fysisk, så er det nu engang min situation. Mine tanker flyver de her dage, og nogle gange flyver de også direkte ned i hvirvelstrømmen af frustration og ærgrelse – men det ændrer jo ikke ved, hvem jeg er. Det ændre ikke mine værdier eller mål. Jeg er Maila, 23 år, kommet til skade, tidligere Danmarks- og nordisk mester og den pige i Danmark, der har sprunget sværest og stadig holder Danmarksrekorden. Uanset, hvad mine tanker kan bringe af tvivl og frustration, så skal jeg hive mig selv i nakken, for at huske, at det bare er tanker. Og de kan ikke ændre på mig og mine værdier og mål! Hvis jeg altså husker, at skille tingene ad. 
Det jeg her så let beskriver i ord, er på ingen måde nemt! Slet ikke.. og det har taget mig mange samtaler med især min sportsspykologiske konsulent, med mine nærmeste og med mig selv, at begynde at blive bevidst om disse processer.
Med øvelse og bevidsthed omkring det, kan du blive bedre til at tage et par objektive briller på og dermed træde ud af den frådende malstrøm.
Når det i ny og næ lykkes for mig, denne opgave, så kan jeg også huske, at jeg er en fighter, der fortsætter med at kæmpe.  Lige nu kæmper jeg med tankerne, og derudover kæmper jeg videre i hallen og dagligdagen efter mine værdier og mine mål.
Projekt ‘Springcleaning’ på øverste etage!
Kort efter jeg kom til skade, var jeg så heldig, at kunne starte et forløb op med en af Team Danmarks sportpsykologiske konsulenter. Her over 16 måneder efter, er det en af de bedste beslutninger, jeg har taget.
Det kan være meget grænseoverskridende at åbne op over for andre. Både omkring ting i sporten, men også andre aspekter af ens lille sfære. Især de personlige aspekter, der er under huden – og måske noget, der umiddelbart helst ville beholdes der, ubemærket…
Min erfaring er, at det kræver mere energi og flere kræfter at tage sådan noget op. Det kan decideret virke som om, det forværrer tingene, at sidde med en ven, coach eller sportspsykolog og åbne for ens egen lille pandoras æske af fortiede tanker og følelser.
Det føles faktisk præcis som at rydde op, når der er for lidt plads til tingene…
Når man kigger på et værelse, hvor rodet er blevet flyttet rundt i lang tid, fordi det er en ENDNU større opgave at sortere i skabe og skuffer for at skabe plads til det hele.
At åbne lågerne, og begynde at vurdere og revurdere det hele, vil give dobbelt så meget rod til at starte med, end det der lå før. Og først når indholdet har været endevendt og set dagens lys, er sorteret og også vurderet, er der skabt frirum til at det hele kan lægges rigtig på plads. Men processen undervejs er udfordrende. Der kan være ting, der var gemt væk med en grund. Ting, der er svære at tage stilling til . Måske ting, man er tvunget til at smide ud, selvom det er svært. Og alle disse beslutninger skal foretages, mens hele værelset flyder over af rod og virker fuldstændig uoverkommeligt at komme igennem.
Holdt op i mod de små bunker rod, der før blev flyttet rundt, kan det midt i sorteringens kaos virke som en virkelig dårlig idé, man har gang i! Er der ikke tid og overskud, så kan det syne som ren harakiri, mens knivsbladet i maven oven i købet lige drejes lidt rundt.
Men det er den kortsigtede version af synspunkt på sagen.
For når udfordringen er overstået, når tingene har fået deres rette plads, og man glad kommer ind på et ryddet værelse og fremover nemt kan fjerne småtingene til deres nye hjem.
Billede fra min ferie i Tyrkiet.
Der var tid til at mærke efter og
få tænkt tanker i ro og fred..
Når først der er gjort plads på overetagen,
er man igen klar til at opleve, nyde og
omfavne omverden og nye udfordringer!
Sådan er det også lidt med det mentale… At åbne sig og tage fat i problemerne kan nogle gange føles helt og aldeles umuligt, for ”hvis jeg begynder at åbne og finde de tanker og følelser frem, så falder hele min skrøbelige sfære sammen om ørene på mig!”
Det er rigtig, at det kan føles sådan, ligesom bjerget af rod kan virke uendelig stort. Men tør du, så er bearbejdningen af tankerne og den efterfølgende bevidsthed, forståelse og erkendelse alle de mentale strabadser værd!
Når der er ryddet op på øverste etage, så står tingene også i et klarere lys. Det er ikke helt så sammenfiltret, og den mentale malstrøm forsvinder med sit sugende greb, og i stedet risler tankerne forbi i et mere overskueligt tempo.
Accepten er svær, for det gør både lidt ondt at se sine egne problemer i et nøgternt lys, og især at tage hul på dem, så hele verden vælter midlertidigt, virker ikke altid så tiltalende!

Det er det, der ofte skal til. Det, der kan lære os at skille os fra vores tanker, så de kan bearbejdes i stedet for at kontrollere os. Det giver kontrollen tilbage i egne hænder, og det er vigtigt at føle dette, for at tro på projekt mental oprydning. Og på at komme igennem uanset, hvad du står med af udfordringer. 

Officielt comeback!

Billede fra første konkurrence,
NM 2014! Foto: Bo Tureby
Jeg har sprunget min første konkurrence! En blandet præstation, der efterfølgende har givet  en blandet bunke følelser, tanker og målsætninger ny grobund.
For frem af min mentale jord er spiret ny, brændende motivation!
I en meget kold, finsk hal d. 18. oktober 2014 stod jeg igen i en trampolindug til Nordiske Mesterskaber iført dragt, hvide strømper og en smule nervøsitet, som det er meget længe siden jeg har haft på. Og det var fedt!
Jeg sprang ikke optimalt i den første øvelse, men viste god stil og ok højde, der tilsvarede de andre konkurrenter. I forhold til Maila inden skade, så mangler jeg stadig meget. Så visheden om, at jeg på nogle parametre kunne ”være med”, gav et tiltrængt, mentalt klap på skulderen og viste, at jeg arbejder i den rigtige retning. En formidable start og efterfølgende manglende rutine resulterede i et kiks i anden øvelse. Jeg har ikke lavet så mange øvelser i optakten til konkurrencen, havde et absolut minimum af opvarmning i trampolinen inden konkurrencestart og har ikke sprunget konkurrence siden maj 2013, så det kan sagtens forklares at knæene svigtede… – men det fjerner slet ikke fornemmelsen af, at det bare var godt og grundigt træls at kikse! Jeg havde kunnet tage medalje!! Så ærgerligt og frustrerende på den ene side – og mange gode elementer at tage med hjem på den anden!
Bare at være med var målet, og det indfriede jeg. Jeg har fået en ordentlig skovlfuld motivation med hjem, for jeg var den bedste danske og nordiske pige i trampolin før mit uheld, og det bliver jeg igen! Jeg kunne se, at jeg allerede har fornuftig højde på mine øvelser, og det var som at komme tilbage til noget hjemmevant bare at være med. Konkurrencerne samler folk på kryds og tværs af klubber og landegrænser, og det føltes som at komme tilbage til ”trampolinfamilien”, som trampolinsportens unikke sammenhold både nationalt og internationalt kaldes.
Egne eller andres forventninger?
Det, trampolin i høj grad handler om, er at vise, at man behersker kunsten at lave saltoer og skruer i flotte positioner med fuld kontrol seks til otte meter oppe i luften. Det kræver meget træning og rigtig, rigtig mange gentagelser – tilføjet en fornuftig portion selvtillid og en stor sjat kontrol af nerver, når hele konkurrencen afgøres af øvelser på knap 20 sekunders varighed!
Netop denne del har jeg dog haft det ret svært ved i optakten, og det er et emne, jeg her vil dykke lidt ned i. Det har faktisk været udfordrende på mange fronter at blive klar til mit comeback – min første konkurrence på den lange, bumpede vej tilbage til topniveau.
Nogle af dem har knyttet sig til mine egne forventninger og andre til mine forventninger om andres forventninger…
I en konkurrenceperiode spidser træningen til, øvelsen gentages i et væk for at finpudse detaljer og justere petitesser i den evige ”Quest for perfection” (så læres en ny, sværere øvelse og så er der nye udfordringer, juhu!). Men pludselig har jeg i denne konkurrenceoptakt været hæmmet og fuldstændig underlagt dagsformen på en procentmæssig ret lille del af min krop. Venstre ekstremitets yderste del – nærmere bestemt venstre pote – har helt og holdent lagt linjerne for, hvad, og i endnu højere grad hvor meget, jeg kunne lave til træning. Det har været rigtig svært mentalt at stille op til en konkurrence og føle sig en smule uforberedt? Jeg har arbejdet meget med mig selv for at acceptere, at tingene var som de nu engang var, og at jeg måtte bero på mental forberedelse mere end fysisk forberedelse. Oven i det kom den faktor, at jeg også kunne risikere at blive sat på plads på dagen af en gnaven, skadet fod, der ikke lige gad at springe på liiiige den dag, hvor der var første konkurrence i halvandet år…
Det har været underligt og meget uden for min comfort zone, da jeg altid har haft det bedst med god forberedelse, mange gentagelser af øvelsen og derigennem skabe den faste tro på egne evner.
Og det

gav et spøjst behov for at forklare andre, at jeg jo stadig kæmpede med skaden, at jeg ikke kunne springe så meget i forberedelsen, og at jeg i værste fald måske slet ikke ville kunne stille op til konkurrencen. Var det mon ny viden? Jeg tror det faktisk ikke. De fleste i trampolinmiljøet ved, at jeg har været dømt ude af konkurrencer i meget lang tid med en voldsom skade… Alligevel havde jeg brug for at sige det højt.

En spændende observation, synes jeg, da det vidner om, hvor meget andres forventninger til mig alligevel har fyldt for mig. Jeg har haft svært ved at slippe billedet af, hvad jeg kunne før i forhold til, hvad jeg kan nu (det har jeg før skrevet om i tidligere blogindlæg – se ”Når glansbilledetkrakelerer”), og jeg har set en ny facet af den udfordring: jeg føler, at andre har forventninger til mig.
Det er en udfordring for nogle (nok mange?) atleter at håndtere presset fra omverdenen, men jeg tror, at en stor del handler om at håndtere ens EGEN forestilling om omverdenens såkaldte pres eller forventninger. Det kan være groet i ens eget lille mentale bed, og det er vigtigt at luge ukrudt ud på overetagen!
Det var fx vigtigt for mig at fortælle, hvor jeg stod, for at berolige mig selv i en hvis grad, men jeg kan se, at jeg skal arbejde med at skille tingene ad og håndtere min nye situation. Det er nok ikke sidste gang jeg kan blive udfordret i en optakt til en konkurrence, og derfor kan jeg lære af denne oplevelse.
Tankerne, især de ubevidste, kan så små frø af tvivl, pres eller nervøsitet, men måske på forkert baggrund. Man ved jo ikke, hvad andre tænker! Hvis man vil vide det, kan man driste sig til at spørge, og indtil da skal snylteplanterne i form af forventninger om andres forventninger slås ned, så der er plads til fokus på egne intentioner, mål og værdier, der ikke drænes på vejen i opvæksten.


Så husk at passe den mentale sundhed ved aktivt at luge i ny og næ – det er vigtigt, at det er de rigtige frø, der får lov at gro 🙂