Vejen tilbage på vingerne

På opfordring begyndte jeg i starten af 2013 at blogge, da jeg flyttede til Tyskland for at træne. Det følgende halve år berettede jeg om oplevelser, tanker og udfordringer fra Bad Kreuznach, hvor dagligdagen primært gik med trampolintræning i overensstemmelse med målet for flytningen. Her i byen – især en trampolinhallen – var der mulighed for at dyrke min passion på endnu højere niveau i den professionelle klub lokaliseret i den smukke vinregion Rheinland-Pfalz. Der hed den “Højt at flyve i Bad Kreuznach”

I Juli 2013 kom jeg til hjem Danmark på en kort visit, for at deltage i en landsholdslejr i Århus. Jeg havde valgt at forlænge mit ophold i Tyskland fra de planlagte seks måneder til et helt år, og derfor skulle turen til det danske også bruges til at sige kollegieværelse op og flytte tingene derfra. Jeg havde dermed lejlighed i Tyskland og sagt værelset op i Danmark og var klar til at tage på træningslejr!

Lang historie kort:
På meget uheldig vis landede jeg på kanten af en springgrav i Århus Springcenter, og der blev hele mit liv vendt op og ned (beskrivelse af uheldet i blogindlæg “Første gang tilbage ved tasterne” skrevet i 2014). En alvorlig fodskade resulterede i to uger på hospital med operation, mange timers tvivl, smerte og modløshed og endnu flere timers kamp for at genskabe førlighed og trampolinkarriere.

I den forbindelse lærte jeg utrolig meget om mig selv. Titlen blev “Højt at flyve, dybt at falde – vejen tilbage på vingerne”.

Den erfaring viste sig på den hårde måde at være en vigtig erfaring, da jeg efter at være vendt tilbage på landsholdsniveau og vundet NM igen i 2016, kom ud for en ulykke. Lyset blev ved en fejl slukket i hallen jeg sprang i og jeg mistede orienteringen i det spring, jeg lavede. Jeg landede på baghovedet og brækkede nakken, men har også været ekstremt heldig, det ikke endte værre! (Se “Da alt blev sort” skrevet i 2018).

Det blev en endnu voldsommere identitetskrise, da min trampolinkarriere sluttede meget brat. Men igen bliver livskriser til unik læring og udvikling. Det gør ondt undervejs men bliver en styrke bagefter. Nogle af disse tanker og overvejelser forsøger jeg at dele her.

Som du kan læse, så har denne blog udviklet sig sammen med min skiftende livssituation. Det var før beretninger om højtflyvende oplevelser i Bad Kreuznach. Så handlede det om min vej tilbage på vingerne igen til elitetrampolin. Så ændrede den sig endnu engang i 2016. Men selvom lyset slukkede og dermed slukkede OL-drømme, så har det tændt lys i nye mål, nye indsigter og nye forståelser. Der er huller tidsmæssigt, hvor det har været for overvældende eller uoverskueligt at forholde mig til mine tanker eller for tidskrævende at få dem skrevet ned. Men jeg nyder at skrive og søger at formidle mine små betragterne på verden.

For livet er fantastisk skrøbeligt og alligevel så stærkt. Der er dybt at falde, men man lærer af det. Dermed kan man måske flyve endnu højere…

Kærligst,

Maila

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *