Kun hvis man arbejder med dem og sørger for at være bevidst om dem! Jeg skrev i mit forrige indlæg, at jeg ville skrive om konkurrence, pres og forventninger i denne omgang. Det er virkelig også et emne, der er relevant for mig i øjeblikket! Jeg vil prøve at forklare hvorfor og belyse nogle af de ting, som jeg arbejder med i situationerne. Der er DM om en uge, d. 9. Maj, og det er to år siden jeg var med til Danmarksmesterskaberne i trampolin sidst. Jeg starter dog dette indlæg ved sidste konkurrence, Dancup 2, der blev afholdt på Amager d. 25. april: Jeg kigger ned i andet spring og kan i udretningen på springet se den blå kantpude næsten under mig. Jeg nåede at tænke: ”Der kan jeg da ikke være”, da jeg godt kunne se, at der ikke var meget trampolindug at lande på. Nogle gange kan man liiiiige samle fødderne lidt mere og håbe på at tyngdepunktet stadig er over fødderne og ikke mere mod siden, så man bare lander helt tæt på kantpuden, men stadig inde på trampolindugen og dermed med chance for at komme videre i øvelsen. \[caption id="attachment_312" align="alignright" width="300"\]
Billede fra Dancup 2. Lidt anstrengt smil fra mig, da jeg stadig var paf og frustreret over at være kik Indestængt, ignoreret frustration De følgende dage var jeg usandsynligt frustreret. Jeg følte jeg manglede forklaringen. Hvorfor var jeg kikset? Til trods for god håndtering af nerver? Så begyndte tvivlen at komme snigende - der var under to uger til DM. Jeg havde kik
Før i tiden trænede jeg op til konkurrencer og havde jo mange, mange års progression frem mod den øvelse, jeg kørte i konkurrence. Der havde været småpauser, endda større pauser, men ikke på niveau med den skadespause, jeg har haft med min fod. Når man mangler rutine, så sker der tekniske kiks nogle gange, fordi man bare ikke har prøvet de utallige mange muligheder for positioner på dugen kombineret med kroppens positionering til næste spring. Det kræver rutine. Og det mangler jeg stadig, selvom det går fremad.
Jeg havde mere jævn træning frem mod konkurrencer før hen – der var ikke dage, hvor jeg slet ikke kunne på samme måde, som jeg har nu. Det er også noget, der langsomt går fremad. Dog er det også medvirkende til manglende rutine.
Jeg har ondt på en konkurrencedag, og det slider hen mod slutningen af konkurrencen. Det er et faktum, og det gør mig mere sideustabil i mine øvelser, fordi jeg får ondt. Det er noget jeg ved nu og dermed kan være opmærksom på. Det er jo meningen man skal hoppe rundt inde på midten af trampolinen!
Før jeg blev skadet, var jeg ubestridt den bedste danske pige, og mit niveau var til at jeg rimelig nemt havde kvalificeret mig til VM i år. Desuden skulle jeg egentlig bare gennemføre mine øvelser, så vandt jeg til de nationale konkurrencer. Nu vil jeg meget gerne vise, at jeg er tilbage. VM-kvalifikation fylder ubevidst ret meget for mig, og jeg kan derfor ikke bare læne mig tilbage og køre på rutinen – for der er ikke nok rutine, og jeg er stadig ikke tilbage på det niveau fra før, hvor det var nok. Jeg tror, at dette fylder mere ubevidst, end jeg selv vidste.
Især den sidste del er vigtig. Det er justeringen af mine egne forvetninger til mig selv, som jeg aktivt kan arbejde med. Jeg passer træningen, så godt jeg kan for tiden. Jeg er nødt til at give mig selv pausedage i ny og næ, men det er med bedre samvittighed (ikke god men bedre) end før. De er træls, men nødvendige for mig i den situation jeg er i nu. Jeg føler, at jeg skal bevise en masse over for trampolin-Danmark. Jeg vil så gerne tilbage og jeg sammenligner mig med mit billede af, hvad jeg kunne før. I den sammenhæng udelader jeg som regel lige minderne om dårlige træninger, andre småskader og lignende. Det er derfor et idealiseret billede, jeg sammenligner mig med og higer efter. Urealistisk? Ja! Konstruktivt? NEJ! Det er min opgave for tiden at få styr på mine egne forventinger til mig selv. Det hjalp virkelig meget at få sat ord på tvivlstankerne og dermed også kunne vurdere, om de er relistiske eller ej. Jeg havde glemt, at det bare er en ny situation, jeg er i. Jeg har andre udfordringer i dag, og selvom jeg husker det som om jeg bare gennemførte hver gang i konkurrence før i tiden, så glemmer jeg lige alt det arbejde, der var lagt i træningshallen i de foregående uger, måneder og år. DM – favorit eller underdog? Jeg vil rigtig gerne gøre det godt til DM. Men de sidste ugers ubevidste tanker har snoet fangarmene ud omkring min selvtillid og rokket i den. De har sået en forventning om at klare VM krav og vinde det hele. Selvom det er drømmen, målet og glansbilledet, så må jeg tilbage til jordforbindelsen og huske, at jeg jo ikke er favorit. Jeg kan ikke springe hver dag og køre min øvelse med bind for øjnene og fødderne i en spand, som min savnede træningsmakker Peter Jensen ofte karikerede formtopning til konkurrence som. Jeg får en ekstremt hård dag til DM med både synkron og individuel konkurrence med pauser i mellem og forhåbentlig finaler i begge dele. Så jeg ved allerede nu, at jeg bliver fysisk udfordret og måske lige skal huske et par pinex og noget vand. Jeg har ikke kontinuer træning op til, som jeg havde før i tiden og jeg kan ikke bare køre flere og flere øvelser, selvom jeg gerne ville i træningerne inden, for det holder min fod ikke til. Alle disse ting, havde jeg fornægtet og lod mig styre af hvad jeg gerne ville vise andre, og hvad jeg troede du forventer af mig. Som min kæreste sagde, så er jeg jo næsten underdog, for jeg var ikke med sidste gang og bare at stille op er jo en sejr i sig selv. Sidste år kunne jeg slet ikke springe til DM! Så med det i baghovedet vil jeg tage til træning og huske, at jeg er nået langt. Der er stadig vej til toppen, men det går fremad. Jeg skal huske at se det fra det rigtige perspektiv og nogle gange lige snuppe det langsigtede af slagsen i stedet for at lade frustrationer og ubevidste tanker styre det hele lige i øjeblikket.
