Af flere omgange har jeg de sidste par uger haft min blog åben og startet på et indlæg, men aldrig fået det afsluttet. Nu prøver jeg igen! Siden sidst jeg lagde et indlæg op har jeg både fået en blokade i knæet, da jeg havde løberknæ efter træningslejren i Tyskland og været til World Cup i Portugal, hvor jeg ikke kom til at springe, men i stedet tilbragte en hel dag på portugisiske sygehuse for at tjekke at begge fødder blot var forstuvede og ikke brækkede… Det tog ret hårdt på det mentale at kæmpe så meget med skader smtidig med det intensiverede fokus på det nært forestående VM og jeg besluttede derfor, at jeg ikke skulle have dårlig samvittighed eller være frustreret over ikke at nå at skrive blogindlæg samtidig med at jeg kæmpede for at arbejde nok og holde styr på deadlines for alle freelanceopgavnerne. Efter min uheldige oplevelse i Portugal var jeg nødt til at holde endnu en uges pause og herefter stod den på en hektisk optakt til VM på hjemmebane med meget arbejde ved siden af træningen, og samtidig også mere fokus fra medier, end jeg før har prøvet. Jeg besøgte blandt andet LIGA på P3 og var en tur i sportsnyhederne – og så midt i en snestorm skulle jeg endelig til årets største konkurrence: VM i Trampolin på hjemmebane! Et VM, der samtidig var det største nogensinde i deltagerantal og var kvalifikationskonkurrence til OL. Også et VM, der havde været mit mål siden sommeren 2013, hvor jeg kom til skade med min venstre fod (læs: Første gang tilbage ved tasterne - min fodskade). Med et fantastisk publikum og kuldegysninger ned af ryggen gik jeg ind på gulvet i konkurrencehallen og sprang min individuelle konkurrence i Arena Fyn i Odense sidste uge i november. En præstation, der levede op til mit gennemsnitlige niveau i træningen i en optakt, hvor min krop ikke havde villet samarbejde og være med mere. Det var ikke kun den dårlige fod, men begge fødder, yderligere en slemt forstuvet storetå, et løberknæ, ondt i ryggen og en lang periode med hovedpine, som drillede mig og stjal fokus. VM blev dermed en mental rutsjetur, da jeg havde drømt om mere end mit resultat som nr. 51 i verden af de 80 deltagere. Samtidig var jeg hammer stolt over at have gjort det – jeg deltog igen ved et helt stort mesterskab og havde håndteret både det mentale pres og pres3